Tågens Kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
I det nordlige USA finder man den lille sagnomspundende ø, Mackinac Island, hvortil man kun kan kommer med en lille færge, der sejler på klare dage, men finder man vej dertil vil man opleve et sted som ingen andre.

Ella er ikke videre begejstret for at skulle tilbringe det meste af sommeren hos sin onkel og tante i Mackinaw City i det nordlige Michigan, især ikke fordi hun har nok at gøre med at falde til i den by hun flyttede til for næsten et år siden med sine forældre. Men der er ikke meget at gøre, Ella må sige farvel til bylivet og "Boo-zhoo" til de uendelige skoves land og den indianske kultur, hun ikke føler sig som en del af.
Men en tur til Mackinac Island ender bestemt ikke som den var planlagt og kommer til at ændre Ellas opfattelse af sig selv om verden omkring hende. Hendes liv måske endda.
For hvad hvis legenderne er sande, og det viser sig, at der er mere på Mackinac Island end blot hestevogne og turister?

28Likes
45Kommentarer
1207Visninger
AA

15. Kapitel 7

”Hey mor, så er vi hjemme.” Andrews klare stemme skar igennem hele huset.

Ellas hjerte hamrede. Hvad ville de mon sige? Ingen svarede. Jill forsvandt hastigt som en lille alf længere ind i huset.

”Moar! Moar! Vi har gæster med hjem!” råbte hun så højt, at selv en gammel døv hamster ville have fået en høreskade.

”Moar! Vi fandt dem på kajen. Båden kom ikke.”

 

Den lille pige kom energisk trækkende med sin mor efter sig. Moderen så mildest talt overrasket ud og havde stadig kaffekruset i hånden og læsebrillerne på næsen. Ella kunne mærke halsen snøre sig sammen. Var der ikke pludseligt meget varmt herinde? hun mærkede, at kinderne måtte være rødglødende. Hvorfor var hun dog også gået med til det her? Det var jo hende, der skulle være den voksne. Den ansvarlige.

Hun lukkede øjnene blot et kort øjeblik, sank en klump og trådte frem imod kvinden med fremstrakt hånd. Der var vel ikke andet at gøre end at hilse. Det var jo ligesom for sent at vende sig om og spæne ud at døre, selvom det var det, hun havde mest lyst til. Når man havde sagt A måtte man også sige B.

”Ella Griffin…” præsenterede hun sig tøvende og slog ubevidst blikket ned. Hun sendte kvinden et smil og håbede, at det ikke ville se alt for påklistret ud. 

Kvinden klemte let hendes hånd og smilede til hende; stadig lidt forvirret.

”Heather Romano. Jeg er Andrew og Jills mor.”

I munden på hinanden prøvede Andrew og Jill at forklare, hvad de tre fremmede lavede i entréen. Som Chip og Chap, tænkte Ella og kunne alligevel ikke lade være med at smile ved tanken.

Lucy og Ryan rakte som på kommando hånden frem mod Heather. Deres smil gik fra øre til øre. Onkel Connor og Tante Helen havde i hvert fald ikke forsømt børnenes høflighedsopdragelse. Heather hilste på dem en af gangen, og det var efterhånden også ved at være lykkedes Jill og Andrew at gøre det klart for hende, hvad sagen handlede om.

Der opstod en pludselig tavshed i entréen. Som var en engel gået igennem på ved til Himmerig. Eller måske var det Gitche Manitous ånd, der spillede dem et pus, sådan ville bedstemor have sagt.

Var det nu Ella skulle sige et eller andet? Hun mærkede hvordan knuden i maven voksede.

”Altså, vi vil jo ikke trænge os på…” fremstammede hun men kunne godt selv høre, hvor dumt det lød, for det var jo lige netop det, de gjorde. Kinderne blev om muligt endnu mere røde. Hvorfor skulle hun også altid være så usikker, når hun snakkede med fremmede?

”Vi kan sagtens finde en anden løsning, det er kun hvis det ikke er til besvær for jer…”

Hun knugede inderstoffet i lommerne så hårdt, at knoerne måtte være helt hvide.

”Selvfølgelig kan I være her, det er da slet ikke noget problem. Plads har vi da nok af.”

Heather sendte et varmt smil, der faktisk nåede helt op i øjnene.

”Ej mener du virkelig det?” Ella hadede at trænge sig på.

”Selvfølgelig! Vi kan jo ikke have, at I ikke har noget sted at sove, og vores hjem er da stort nok til at huse et helt fodboldhold.”

”Tusind tak, Mrs. Romano.”

Ella åndede lettet op, men alligevel var der noget, der stak indeni. Den der ubehagelige fornemmelse. Usikkerheden.

”Bare kald mig Heather, vi er ikke så formelle heroppe nord på. Kom nu med ind,” smilede Heather videre, ”I ser både våde, kolde og trætte ud.”

Ella nikkede og sukkede. ”Det er vi også!”

Hun takkede endnu engang og snørede skoene op. I guder hvor så de ud. Våde og mudrede og alt andet end præsentable, men hun hadede at shoppe, og især når det kom til sko, skulle der meget til at få hende til at tage sig sammen og komme af sted.

Flovt opdagede Ella, at sokkerne satte fugtige spor henover trægulvet i stuen, men det var der ikke noget at gøre ved.

”Min mand, Phil, er stadig på arbejde, og min svigerfar, børnenes bedstefar, er her ikke i aften,” Ella synets et øjeblik, at hun så et lille glimt at uro i Heathers ellers så rolige øjne. ”Så vi er alene hjemme i aften.”

”Er bedstefar…” Andrews stemme døde hen.

”Jeg ved det ikke skat. Jeg ved det ikke…” svarede Heather.

”Men er Ethan her ikke?” spurgte Jill overrasket.

”Nej han er hos Corey. Han fik lov at sove der.” Svarede hendes mor og vendte sig atter imod gæsterne.

”Er I sulte?”

”Nej overhovedet ikke faktisk, vi fik nærmest alt for meget til aftensmad.” Svarede Ella med et smil. Efterhånden var det lykkedes hende at slappe af sådan nogenlunde.

”Er I sikre?” Heather kiggede på Ryan og Lucy. ”Vi kan jo ikke have at i går sultne i seng!”

”Ja, vi spiste, til vi var ved at revne! Jeg kan i hvert fald ikke få så meget som en bid ned.” bekendt gjorde Ryan.  

Lucy gabte. Ella måtte kæmpe imod for ikke at følge hendes eksempel.

”Andrew, gider du ikke lige smutte op på gæsteværelset og tjekke, om der er redt op?”

Andrew vendte om på hælen og sprang af sted.

”Mor, må Lucy ikke sove inde hos mig?” Jill kiggede forventningsfuldt op på sin mor.

”Tjo, det skulle der da ikke være noget i vejen for. Der ligger jo en ekstramadras under din seng. Hvis du rydder gulvet, så der er plads til den, så finder jeg sengetøj til hende imens.”

De to små piger stålede af glæde, og Ella kunne ikke lade være med at smile med.

Da drengene opdagede, at Lucy skulle sove hos Jill, skulle Ryan selvfølgelig også sove hos Andrew, og begge drenge styrtede op ad trapperne igen for at rydde gulvet op, så de også kunne få lov.

”Det er sådan man får dem til at rydde op!” småklukkede Heather. ”Nå, skal vi tage et kig på din seng, nu hvor vi har dine søskende beskæftiget?”

”Ja, det ville være dejligt,” sukkede Ella. Trætheden var snart ikke til at skjule længere. ”men det er nu ikke mine søskende. Det er min fætter og kusine…”

”Ahh, jamen, så giver det hele jo mere mening!” udbrød Heather, og da hun så Ellas undren, fortsatte hun. ”Altså at I ikke rigtig ligner hinanden, mener jeg. Du ser nærmest skandinavisk ud, og det ligner umiskendeligt at tvillingerne, for de er da tvillinger, er de ikke? Har nogle indianske træk.”

”Vores mormor er indiansk, og tvillingernes far er det også.”

”Ahh” smilede Heather. ”Nå, skulle vi finde en seng til dig?”

”Meget gerne.” Ella trængte bare til at komme til køjs.

Da Heather havde efterladt Ella alene på gæsteværelset for at hjælpe børnene med at rede op, sank Ella sammen på sengen. Det var som om benene bare gav efter under hende. Som om de ikke ville have kunnet holde hende oprejst så meget som et minut længere.

Lidt efter kom Heather tilbage med en T-shirt, Ella kunne sove i samt en ekstra tandbørste.

”Badeværelset er nede for enden af gangen. Døren til venstre. Du tager bare et håndklæde, og vil du i bad i morgen tideligt, så tager du også bare, hvad du ellers har brug for.”

Ella takkede mange gange, og Heather sagde godnat.

Hun måtte hellere tage sig sammen og få børstet tænder, så hun kunne starte rejsen til drømmeland.

Hun strakte sig og gabte. I guder hvor hun dog så ud. Hvorfor var der dog også så stort et spejl og så afslørende en lysmængde på badeværelset? Krøllerne hang og slaskede om skuldrende. Frygteligt uglede og flade i tommen. Ansigtet var sådan helt rødt, og hver en lille prik eller urenhed stod tydeligt frem. Læberne var tørre. Der var mascara i øjekrogene. Havde hun virkelig set sådan ud hele dagen?

Ella lod sig dumpe ned på badekarskanten og tog de stadig våde strømper af. Fødderne var nærmest hvide og helt rynkede. Rosinfødder, som mor havde kaldt dem, da Ella var lille. Hun vrikkede med tæerne. De føltes døde og opsvulmede. Hun måtte hellere vaske dem.  

 

Snart var Ella tilbage i gæstesengen igen. Hun strækkede sig træt og gabte veltilfreds. Hvor var det herligt at alt var rent og tørt. Så kunne man næsten ikke ønske sig mere. Gardinet kunne ikke trækkes for, så hun kunne ligge og se ud i den lyse midsommernat. Tågens tunger dansede. Nærmest som ånder. Gitche Manitous ånd dansede. Ellas tanker kørte i ring indtil øjenlågene faldt i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...