Tågens Kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
I det nordlige USA finder man den lille sagnomspundende ø, Mackinac Island, hvortil man kun kan kommer med en lille færge, der sejler på klare dage, men finder man vej dertil vil man opleve et sted som ingen andre.

Ella er ikke videre begejstret for at skulle tilbringe det meste af sommeren hos sin onkel og tante i Mackinaw City i det nordlige Michigan, især ikke fordi hun har nok at gøre med at falde til i den by hun flyttede til for næsten et år siden med sine forældre. Men der er ikke meget at gøre, Ella må sige farvel til bylivet og "Boo-zhoo" til de uendelige skoves land og den indianske kultur, hun ikke føler sig som en del af.
Men en tur til Mackinac Island ender bestemt ikke som den var planlagt og kommer til at ændre Ellas opfattelse af sig selv om verden omkring hende. Hendes liv måske endda.
For hvad hvis legenderne er sande, og det viser sig, at der er mere på Mackinac Island end blot hestevogne og turister?

28Likes
45Kommentarer
1222Visninger
AA

13. Kapitel 6

Ryan og Lucy havde øjensynligt glemt alt om træthed og færge og om deres kusine for den sags skyld. De stod blot og pludrede med deres nye venner nogle meter væk. Hvor havde alting været let, da man var lille, tænkte Ella. Hvor havde det været let at have det sjovt. Hvor havde det været let at finde venner. At drømme. At lege. At leve.

Langsomt begyndte folk at sive væk fra kajen. Ella bed sig i læben, hvad i alverden skulle de dog gøre? Hun kunne mærke sit hjerte begynde at slå hårdere. Hvorfor skulle sådan noget her også altid ske for hende? Ella kunne mærke tårerne presse sig på i øjenkrogene. Hun ville ønske, at det blot var en ond drøm, som hun snart ville vågne op fra. Et mareridt. Men det var det ikke, og det vidste hun ganske udmærket.

De kunne jo ikke bare gå. De kunne ikke forlade hende. Efterlade hende her alene med ansvaret for tvillingerne. Det kunne de da ikke. Ella tog tre hastige skridt hen imod en ung mand, der stod med sin cykel, men i samme øjeblik hun havde samlet sig til at åbne munden, svingede han benet over bagagebæreret og satte gang i cyklen. Snart var han væk. Hendes mod sank.

Ella vendte sig om, endnu mere nedslået end før men så en gammel dame, der lænede sig om af sin stok. Hun så rar ud. Ella skridtede straks hen imod hende. Hun kunne mærke pulsen hamre. Hvad skulle hun sige? Men gamle damer var jo hjælpsomme og venlige. Det burde de i hvert fald være.
”Godaften mrs.” begyndte Ella tøvende.

Konen svarede ikke. Faktisk kiggede hun slet ikke i Ellas retning men spejdede blot som en gammel søulk ud over det mørke vand.

”Hej…” prøvede Ella lidt højere.

Stadig ingen reaktion. Hun kunne vel ikke tillade sig at forsøge en tredje gang uden at virke nærgående og flabet, kunne hun?

Ella kunne mærke sin vejrtrækning blive hurtigere, ligesom når hun havde løbet for langt eller hurtigt i idræt fordi mr. Jacksons øje havde været rettet imod hende under alle opvarmningsrunderne. Hun var en flodhest i idræt.

Ella lukkede øjnene og prøvede at trække vejret helt ned i maven. Det hjalp lidt men ikke nok. Det virkede stadig, som om hendes hjerne var sløvet træthedens grå tåge.

”Hej!” Ella havde hævet stemmen i et tredje og sidste forsøg på at nå damen, men denne vendte sig blot om og spadserede forbi med blikket rettet mod jorden.

Ellas mod sank, var her da slet ingen, der ville hjælpe hende? Hun kunne mærke panikken brede sig inden i. mellemgulvet var blot en hård knude, der forhindrede hende i at fylde lungeren helt med luft. Det var som om nogen havde fyldt cement imellem ribbenene så de ikke kunne udvide sig.

Der var snart ikke flere mennesker på kajen. Ella gøs. De kunne jo ikke sove i ventesalen i nat. Måske ville de så fryse ihjel. Kunne man det om sommeren? Og så var der jo også spøgelserne. Men hun troede jo ikke på spøgelser, eller gjorde hun måske alligevel en lille smule? Hvad i alverden skulle de dog gøre? Bare hun havde haft mobilen med, så hun kunne ringe hjem. Tante Helen og Onkel Connor ville jo blive frygtelig bekymrede for dem, hvis ikke de dukkede op som aftalt.


Ella måtte tage sig selv i at bide i sin tommelfingernegl, selvom det var klamt at bide negle, og hun egentligt var stoppet med det af samme årsag for mange år siden.  Hendes blik blev igen fanget af tvillingerne. Hun måtte jo fortælle dem det. Eller skulle hun først prøve at finde ud af hvad i alverden, de skulle gøre?  

Hvorfor var det altid hende, der havnede i den her slags situationer, og hvorfor kunne hun aldrig gøre det rigtige? Hvad var det rigtige?

Ella mærkede trætheden bølge ind over sig. Mest af alt havde hun bare brug for at gemme sig i en eller anden krog. At krumme sig helt sammen og græde i afmagt. At være lille. At blive omfavnet og fortalt at det hele nok skulle gå. At græde. Men det kunne hun jo ikke. Ikke foran tvillingerne. Hun kunne ikke svigte dem. Hun bed sig atter i læben og måtte hikste efter vejret. Hun måtte være voksen.

Hun satte den ene fod foran den anden og stod snart ovre ved børnene.

”Ryan, Lucy…” hun kunne godt selv høre, at hullet i hendes stemme måtte være næsten lige så stort som et bombekrater. Tvillingerne kiggede forskrækkede på hende.

”Hvad er der galt, kusine Ella?” lød Lucys pibende stemme.

 Så havde hendes stemme alligevel afsløret hende.

”Færgen kommer ikke i aften…”

Det gjorde ondt i maven at sige ordene, som om de først nu blev til sandhed. Eller i hvert fald blev mere virkelige end de havde været før. Hun vente sig om og kiggede ud over havet, mest for at kunne blinke tårerne i øjnene væk. Tvillingerne skulle ikke se hende græde.  

”Hvad mener du?”

Ryan så bekymret på hende.

Ella gentog det endnu engang med en stemme tynget magtesløsheden.

”Men kommer vi så slet ikke hjem?” Lucy så på Ella med store øjne.

”Jeg ved det ikke Lucy, i hvert fald ikke i aften.”

”Men hvor skal vi så sove?” fortsatte hun forfærdet.

”Lucy, jeg ved det ikke.” Ella kunne tydeligt høre opgivelsen i sin egen stemme. Hun bed sig i læben og havde mest af alt lyst til at omfavne tvillingerne, for at trøste dem. Eller var det for at trøste sig selv?

Børnene kunne se på deres kusine, at det ikke hjalp at stille flere spørgsmål. Ella lænede sig om ad ventesalens mur. Hovedet og skuldrene føltes uendeligt tunge. Hun skævede over på planen med færgeafgangene. Den første båd i morgen ville afgå klokken 8, men hvor skulle de sove?

Ryan gentog hendes spørgsmål højt. Ella rystede på hovedet.

”Jeg ved det ikke Ryan, jeg ved det ikke.”

”Men vi kan da ikke sove her?”

Den lille dreng havde åbenbart droppet alt om at vise sig for sin nye ven. Andrew trådte hen til dem.

”I kan da bare komme med os hjem!”

Han trak på skuldrene for at vise, at det ikke ville være noget problem.

Ella var i vildrede. Kunne de bare gøre det? Det ville faktisk løse problemet. Det ville være så let. Men man kunne da ikke bare sådan tage imod sådan et tilbud fra en dreng, der ikke engang var gammel nok til at gå i middle school. Hans forældre ville med garanti ikke billige, at han havde tre fremmede med hjem på dette tidspunkt at aftenen.

Det ville være så anmassende. Så pinligt. Så ydmygende. Men hvad kunne de ellers gøre? Tænk hvis Andrews forældre ikke ville lade dem så meget som komme ind af døren. Den voksne del af øbefolkningen virkede ikke ligefrem, som de mest åbne mennesker, Ella havde mødt.

Men hvad skulle de ellers gøre? De kunne jo heller ikke sove på kajen. Tvillingerne kunne i hvert fald ikke. Havde det været hende selv, ville hun måske have overvejet at finde en stald og gemme sig i halmen eller sådan noget. Der måtte jo være stalde nok, når heste var øens eneste transportmiddel.

Det var sådan noget de plejede at gøre i bøgerne, at finde en stald og sove der for natten altså. Men hovedpersonerne i bøgerne var også altid langt modigere, end hun nogen siden ville blive. Hun ville for længst have været død, hvis hun havde været udsat for de strabadser, Harry Potter, Frodo Baggins, Lucy Pevensie eller Eragon Skyggedræber havde været udsat for.

Hun var jo bare en svag pige, der ikke rigtigt passede ind noget sted. Sådan en andre måske i hemmelig havde lidt ondt af? Eller havde de? Måske var de bare lige glade, sådan virkede det ofte. Hun bed tænderne sammen og blokkerede tankestrømmen. De forbudte tanker skulle ikke myldre frem som djævle. Ikke nu. Ikke her. Nu hvor hun skulle være voksen. Være stærk.

Ella nikkede til Andrew.

”Tak skal du have, Andrew. Det er rigtig flinkt af dig at tilbyde det, men er du sikker på, at det er okay med dine forældre?”

 ”Ork ja! De er da lige glade, og vi har masser af plads derhjemme.”

Der var vel ikke andet at gøre end at sluge sin stolthed og takke ja til drengens tilbud.

”Så siger vi mange tak for jeres venlighed.”

”Så vi må godt?” Ryans øjne jublede.

”Ja, lad os sige det; så længe det er i orden for Andrew og Jills forældre.”

Alle fire børn jublede.

Der var ikke længere så meget som et menneske at se på hovedgaden, men flere steder kunne man se barer og pubber fyldte med mennesker. Musik og højlydte stemmer lå som et ekko i den øde gade.

Andrew sukkede. ”Sådan er det altid om sommeren!”

”Jeg hader fulde mennesker…” lød det småforagtligt fra Jill, der gik to skridt bag sin bror.

Hun var en rigtig drengepige med overalls og skrammer på knæene. Hendes praktiske mørkeblå sandaler stod i skærende kontrast til Lucys sølvfarvede ballerinasko, der dog langt fra var så kønne, som de havde været; men den lille pige havde ikke været til at hverken hugge eller stikke i i morges, så forfængeligheden havde vundet stort over moderens formaninger og vejrudsigten.

Som de for alvor kom ind i villakvartererne, kunne Ella mærke hjertet slå hurtigere og hurtigere. Var det her virkelig en god idé? Det kunne nærmest ikke blive andet end akavet. Hun var jo altid akavet og så især når der var nye mennesker i farevandet.

Tvillingerne og deres ny venner løb foran midt på vejen og halvråbte til hinanden. På skift sad de i vognen og blev trukket af de andre. Al deres træthed var åbenbart forsvundet som dug for solen. Ella følte sig af en eller anden måde ensom, som hun gik der på den ellers så tyste vej. Hun knugede lommens inderstof men vidste godt, at det var en åndsvag tanke. Børnene var der jo, så hun var ikke alene; men måske var det lige netop derfor?

Andrew pegede over på et forholdsvist stort hus, der i mørket havde en ubestemmelig lys farve og vist nok var af træ. Ella kunne mærke det klumpen i halsen vokse. Det her kunne umuligt blive andet end en pinlig affære.  Andrew parkerede vognen i garagen ved siden af nogle snescootere. Bil var der ingen af.

Ella kunne mærke hjertet springe helt op i halsen, som de gik hen imod fordøre.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...