Tågens Kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
I det nordlige USA finder man den lille sagnomspundende ø, Mackinac Island, hvortil man kun kan kommer med en lille færge, der sejler på klare dage, men finder man vej dertil vil man opleve et sted som ingen andre.

Ella er ikke videre begejstret for at skulle tilbringe det meste af sommeren hos sin onkel og tante i Mackinaw City i det nordlige Michigan, især ikke fordi hun har nok at gøre med at falde til i den by hun flyttede til for næsten et år siden med sine forældre. Men der er ikke meget at gøre, Ella må sige farvel til bylivet og "Boo-zhoo" til de uendelige skoves land og den indianske kultur, hun ikke føler sig som en del af.
Men en tur til Mackinac Island ender bestemt ikke som den var planlagt og kommer til at ændre Ellas opfattelse af sig selv om verden omkring hende. Hendes liv måske endda.
For hvad hvis legenderne er sande, og det viser sig, at der er mere på Mackinac Island end blot hestevogne og turister?

28Likes
45Kommentarer
1195Visninger
AA

11. Kapitel 5

Den fugtige kulde slog dem i hovedet som en knytnæve, da Ella åbnede restaurantens tunge dør. Den bragede i bag hende, og hun var bange for at have ødelagt dens fine glasmosaikrude. Hvor det dog ville ligne hende at gøre sådan noget; men heldigvis sad den, hvor den skulle. Tågens klamme fingre omfavnede dem og fik det ellers næsten tørre tøj til at føles både koldt og klamt.

Trætheden lagde sig som et tæppe af bly omkring Ellas skuldre. Det havde været en lang dag. Hvor blev det dejligt at komme hjem til den nyredte seng, tante Helen havde lovet hende. At få de klamme cowboybukser af. At kunne tørre fødderne helt og bevæge dem frit. Lige nu føltes de blot som en ubestemmelig, hærget masse af opsvulmet hud og trætte knogler. Men ikke mindst af alt glædede Ella sig til at være alene. Til at begrave sig i tæpperne og bøgernes verden. Hvor blev det herligt. Ella sukkede bare ved tanken.

Om under to timer ville hun være tilbage. Om knap en halvanden time ville Helen stå på kajen i Mackinac City og vinke til dem, give dem kram efter tur og spørge dem, om dagen havde været god. Ryan og Lucy ville nok hoppe op og ned af bare iver for at fortælle om dagens begivenheder. Ella smilede bare ved tanken.

Hun så på tvillingerne, der nærmest dansede af sted et par meter foran hende. Selvom de kunne være ulidelige til tider. Selvom de ustandseligt konfronterede hende med ting og sider af sig selv, hun ikke havde lyst til at blive konfronteret med, og ofte hev hende ud af hendes komfortzone. Ja så var de nu alligevel herlige. 

Ella kunne ikke høre, hvad de snakkede om, for deres stemmer var sænkede, som stemmer nu engang automatisk blev, når mørket var faldet på, men hun var glad for, at de var der. Selvom hun ikke havde lyst til at indrømme det overfor sig selv, gjorde tanken om at skulle gå igennem den mørke by alene hende lidt nervøs. Det var ikke mørket som sådan, hun var bange for, men mere de ting det kunne skjule. De ting der kunne overraske hende.

Som de kom rundt om et gadehjørne, så de en større gruppe mennesker stå samlet ved havelågen til et større hus. Et rigtigt spøgelseshus. Ella gøs. Vedbend voksede op ad facaden, som var det ved at erobre huset langsomt men sikkert. Vinduerne var mørke men ikke tilskoddede. Haven lignede en fin prydhave fra det forrige århundrede.

Da de kom tættere på, kunne de se en guide stå foran gruppen og gestikulere vildt med armene. Det måtte være en af turene med spøgelsesgaranti, tænkte Ella foragteligt. Sådan noget sagde hende ikke meget, men tvillingerne gjorde store øjne.

”Og her ser I så det gamle Missionshus. Det var bygget af hvide missionærer, der ønskede at kristne øens indianere. Men det var ikke kun guds ord, de europæiske præster bragte med sig, også sygdomme havde de om bord på skibet. De indianske børn fik tuberkulose. De syge børn blev låst inde i den kolde og fugtige kælder, fordi man troede det ville hjælpe dem til at blive raske igen. Det gjorde det ikke.”

Guiden holdt en lille kunstpause og kiggede teatralsk rundt på tilhørerne. Han var ikke nær så god en historiefortæller som kusken. Det var som om han overdramatiserede historien og blot manglede en lommelygte for at ligne en lille dreng, der fortale spøgelseshistorier for sine venner. Lucy og Ryan var stoppet op for at lytte til guiden. De var bjergtagede. Ella kiggede på Barney. Der var rigeligt med tid, til færgen kom.   

”I dag er bygningen ejet af staten og bruges til kontorer. De ansatte her rapporterer stadig om, hvordan hele kælderen og de første to etager er fyldt med børnespøgelser, der pusler rundt. Loftskamrene er ikke nær så hjemsøgte men i kvistværelserne, kan man også ligesom føle tilstedeværelsen af børnene, og nogen gange går tyverialarmen uden grund. Især om natten kan man se, spøgelserne vandre rundt.”

”Er de fjendtlige?” Spurgte en ung mand.

”Der er ikke rapporteret nogle venligt stemte spøgelser derinde i hvert fald.”

Fyren noterede svaret ned i sin lille notesbog.

Ella puffede til tvillingerne.

”Vi skal til at videre, vi skulle jo nødigt misse dagens sidste båd hjem!”

Børnene så rædselslagne

”Jeg vil altså ikke sove på kajen!” udbrød Lucy forfærdet.

”Heller ikke jeg, der er måske spøgelser!”

Ella kunne se modviljen i Ryans øjne. Hans ansigt var altid så meget mere udtryksfuldt end hans tvillingesøsters.

”Rolig, det kommer vi skam heller ikke til…” Ella sendte dem et smil igennem mørket. ”Hvis vi går nu, når vi sagtens færgen.”

”Lover du det?” spurgte Lucy beklemt.

Ella nikkede bekræftende og tog to en tvilling i hver hånd. Ryan rev sig løs og så iltert på hende. Store drenge hold åbenbart ikke deres kusiner i hånden.

Snart kunne de se kajen igennem tågen. Huron street, hovedgaden, var nærmest mennesketom. Et ældre ægtepar kom slentrende af sted nok ude på deres aftenstur. En caféejer vendte nøglen rundt i låsen og sukkede dybt, som de kom forbi. Det havde nok været en lang dag for ham, tænkte Ella. Men de skulle vel tjene til hele året på sommerens få måneder.

”Ella, jeg fryser...” Lucy knugede Ellas hånd. ”og jeg er træt…” Det lød som om alt energi pludselig havde forladt den lille piges krop, som luft der blev lukket ud af en ballon.

”Prøv at se derover, Lucy!” Ella pegede hen på et lille murstenshus ved færgelejet. ”Der er ventesalen, og derinde er det sikkert varmere og lige så snart, vi kommer om bord på færgen, kan du sove, og så er vi snart hjemme.”

Af en eller anden uforklarlig grund gav det Ella et stik i hjertet at kalde det lille sommerhus i Mackinac City for hjemme, om det var fordi, hun ønskede at det også skulle være hendes hjem, eller fordi det ikke virkede som et rigtigt hjem for tvillingerne, når Walsh-familien kun boede der halvdelen af året, vidste hun ikke. Måske var det mest det første.

Ventesalen var tom. Ikke så meget som et eneste menneske var der.  Ella kiggede endnu engang på uret. Der var et lille kvarter til, at færgen skulle lægge til. Ikke engang billetkontoret var bemandet. Der hang blot en lille seddel i vinduet om, at man skulle ringe til et bestemt nummer, så frem og i fald man ønskede at købe en billet til færgen uden for den normale åbningstid.

De havde heldigvis allerede styr på billetterne. Selvom tante Helen kunne være noget så spontan og til tider vældig distræt også, så var hun alligevel ansvarsfuld nok til ikke at sende sine børn og sin niece af sted uden returbilletter.

Ella lod sig dumpe ned på en af de hårde træbænke. Det var ikke kun tvillingerne, der var trætte. Hun lukkede øjnene, og kunne mærke trætheden bølge ind oversig som en tung døs. Hvis hun sad sådan her meget længere, ville hun nok falde i søvn.

Kulden krøb helt ind under huden på hende og omsluttede ligesom knoglerne. Lucy krøb ind til Ella. Selv energibomben Ryan var sunket sammen ved siden af hende. Sådan sad de en stund som tre forfrosne statuer. Minutterne sneglede sig af sted, og Ella følge sig mere og mere forstenet som de stakkels væsner i Narnia, den hvide heks havde forvandlet til statuer. Det var en af hendes barndoms yndlingsbøger.

Ryan rystede, kunne Ella mærke.

”Skal vi ikke lege Ninja?” Hun prøvede at samle så meget energi og positivitet i sin stemme som muligt, men alligevel lød den lidt hul, kunne hun godt selv høre. Hun vidste, at tvillingerne elskede at lege Ninja.

”Men jeg fryser…” peb Lucy.

”Jeg er frisk.” svarede Ryan næsten lidt for kækt.

”Lucy, du får varmen af at bevæge dig.” Ella sendte den lille trætte pige et smil.

”Okay…” Lucy rejste sig som i slowmotion op, som var hun en gammel kone, der først skulle ryste gravens jord af sig, og ikke en lille og ellers livlig pige.

”Så skal du også starte med at være den, Ella!” krævede Ryan.

”Fint!” nikkede Ella, og de stillede sig i en trekant med flade hænder samlet foran brystet og en alvorlig mine på ansigtet.

”Ninja!” Råbte de alle på en gang og sprang tilbage.

Ella tog et hurtigt skridt hen imod Ryan og slog i en hurtig bevægelse ud efter hans højre hånd, hun nåede ikke at ramme ham.

 

Snart var begge børn optagede af legen, sådan som Ella havde håbet, at de ville være det. Det var dejligt at få lidt varme til musklerne, og pludselig gik tiden hurtigere. Den store viser nærmede sig hel, men der var stadig igen båd. Tvillingerne lod sig dumpe ned på bænken side og side. Ella gik ud på kajen for at spejde ud over vandet; måske kunne hun skimte lysene fra færgen igennem tågen.

Der var intet at se. Tænk hvis ikke den kom. Hvad skulle de så gøre? Ella turde ikke tænke på det. Mobilen lå der hjemme. Stadig i kufferten måske, eller under sengen. Det var så sjældent, hun brugte den, for hvem skulle hun ringe eller skrive til? Den måtte komme. En færge kunne da ikke ikke komme, eller kunne den?

På ruden hang planen over afgange og ankomster. Jo, færgen skulle bestemt sejle i aften. Ella hørte stemmer bag sig. Hun vendte sig om i et ryg. Der var jo ingen mennesker, eller det havde der i hvert fald ikke været lige før. Pludselige var der liv på kajen. Ældre mænd kom trillende med sækkevogne. En anden kom med en rollator. Et ungt par kom på cykler. To børn den ene lidt ældre end tvillingerne, den anden yngre kom med en trækvogn. Hvad skulle de mon alle?

De fleste hilste og snakkede højlydt. Pludselig stod tvillingerne ved siden af Ella.

”Hvad foregår der? Hvad laver alle de mennesker her, Ella?” det var Ryan.

”Jeg ved det ikke Ryan, du kan spørge dem.”

”Spørge dem?” Den lille dreng lød skræmt.

”Det tør han bare slet ikke! Han er nemlig en bangebuks!” Det var Lucy, der endnu engang så sit snit til at drille broderen.

”Jo det gør jeg i hvert fald!”

I tre skridt var Ryan henne ved et af børnene, en dreng der så ud til at være en 10 år gammel.

”Hej jeg hedder Ryan!” Ryan rakte sin lille hånd frem.

”Hej Ryan, jeg hedder Andrew.”

De lød som to små voksne.

”Hvad laver du her?” Ryan gik lige til sagen.

”bor her!” Svarede Andrew rapt ”og dig?”

”Ja jeg bor her i hvert fald ikke! Men hvad laver i her alle sammen? Hvis I bor her, skal I vel ikke med færgen?” Ryan kastede et forvirret blik på trækvognen.

”Nej hvorfor skulle vi dog det?” Andrew så undrende på Ryan. ”Vi skal jo bare hente varer!” fortsatte han, som om det var den mest naturlige ting i verden. 

”Hente varer, hvad mener du?”

Andrew så ud til at være ved at miste tålmodigheden med Ryan.

”Hvor mange supermarkeder har du set herovre?” spurgte han.

Ryan tøvede. ”Det ved jeg ikke, jeg har ikke lagt mærke til det…”

”Nej det gør I turrister jo aldrig!” Andrew lød som en harm gammel mand. ”Men jeg kan fortælle dig, at her ikke er et eneste, og det er derfor vi er her nu, for at hente de varer vi har bestilt.”

”Du mener fra Mackinac City!” Det lød som om, der var gået et lys op for Ryan.

”Bingo!” svarede Andrew. ”Du er jo ikke så dum alligevel.”

Lucy, der ikke ville stå tilbage for sin bror, var gået hen til Andrews lillesøster og havde præsenteret sig for hende. De havde allerede fundet ud af de begge fandt American-girl-dukker åndsvage og godt kunne lide Mac n’ cheese.

Ella kiggede atter på Barney. Den var allerede ti minutter over, og færgen var stadig ikke at se. Hvad hvis ikke den kom. Hun så rundt mellem de voksne og kunne se dem begynde at kigge undrende på hinanden og deres ure.

”Er det mon for tåget igen?” udbrød én irriteret.

”Og så lige præcis i dag!” sukkede en anden. ”Vi havde ellers planlagt at lave store-syltedag i morgen, og nu når vi ikke at få atamon til rødbederne!”

”Nu kan vi jo ikke være sikre på at den ikke bare er blevet  forsinket!” udbrød en. ”Vi behøver jo ikke at tage sorgerne på forskud.”

”Jeg ringer til færgecentralen! Jeg gider i hvert fald ikke at stå her og fryse længere end højest nødvendigt!” bekendtgjorde én. 

Ella blev helt kold inde i. Hvad hvis ikke færgen kom? Så ville de være strandet her på øen i nat. Hun turde næsten ikke tænke på det. Der var ikke mange penge tilbage i pungen efter middagen, som havde været uforskammet dyr. Det ville i hvert fald ikke være nok til en nat på et af hotellerne. Ella kunne mærke, hvordan hendes hjertefrekvens steg. Det var hende, der havde ansvaret for tvillingerne.  Hende der havde ansvaret. Hun så over på dem. De pludrede lystigt med deres nye venner.

Endelig lykkedes det manden med mobilen at få hul igennem til færgecentralen.

”Det kan du ikke mene!” udbrød han ind i røret.

Ellas mod sank.

”Det er simpelthen ikke godt nok!” Rasede han, ”det er anden gang i løbet af det sidste kvartal!”

Ellas kunne mærke pulsen stige, men til trods for det virkede kajen pludselig meget koldere end før. Hun kunne mærke, at hun fik gåsehud på overarmene, som hun altid gjorde, når hun var nervøs. Den ville ikke komme. Færgen ville ikke komme. Hvad i alverden skulle de så gøre.

 

Manden lage telefonen på og erklærede, at det var for tåget til at sejle. Ella følte sig kulsort indeni. Hvis der havde været det mindste håb tilbage slukkedes det nu. Hvad i alverden skulle hun gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...