Tågens Kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
I det nordlige USA finder man den lille sagnomspundende ø, Mackinac Island, hvortil man kun kan kommer med en lille færge, der sejler på klare dage, men finder man vej dertil vil man opleve et sted som ingen andre.

Ella er ikke videre begejstret for at skulle tilbringe det meste af sommeren hos sin onkel og tante i Mackinaw City i det nordlige Michigan, især ikke fordi hun har nok at gøre med at falde til i den by hun flyttede til for næsten et år siden med sine forældre. Men der er ikke meget at gøre, Ella må sige farvel til bylivet og "Boo-zhoo" til de uendelige skoves land og den indianske kultur, hun ikke føler sig som en del af.
Men en tur til Mackinac Island ender bestemt ikke som den var planlagt og kommer til at ændre Ellas opfattelse af sig selv om verden omkring hende. Hendes liv måske endda.
For hvad hvis legenderne er sande, og det viser sig, at der er mere på Mackinac Island end blot hestevogne og turister?

28Likes
45Kommentarer
1213Visninger
AA

9. Kapitel 4

Restauranten var fin. Alt for fin. Gulvtæppet var rødt. Rødere end rødt. Ikke et støvfnug dristede sig til at finde hvile på det. Intet jord eller skidt turde tilsmudse det. Ella vovede knap nok at betræde det med sine beskidte sko. Tænk hvis hun kom til at svine det til. Hun puffede til Ryan. Man skulle gå pænt, når man var på sådanne fine steder, det havde selv vildbassen Lucy forstået. Hun førte sig nærmest som en prinsesse på vej til bal på kongens slot.

Stuen var enorm. Eller stue var nok ikke det rette ord. Nærmere sal eller salon. Ella havde ikke helt styr på, hvori forskellen bestod. Mænd i skjorter og nogen endda i blazere skænkede vin for deres festklædte udkårne ved runde smukt dækkede borde. Ella var åndeløs. Det lignede en scene fra en Jane Austen film, og hun stod lige midt i det hele. Ella følte sig meget lille og meget dum med sit våde hår og tøj, der nærmest måtte kunne vrides.

En tjener kom hen imod dem. Lige så renpudset som præsidentens sølvtøj så han ud til at være og nydelig som en fransk tinsoldat. Der sad en lille grankvist fast under snørebåndet på Ellas sko, opdagede hun men turde ikke bukke sig ned for at fjerne den. Hun puffede til Ryan, som rettede sig op og sendte tjeneren et af sine strålende smil. Tjeneren gengældte det og fremviste en perlerække af tænder så hvide som elfenben. De så om muligt endnu mere hvide ud, fordi de stod i skærende kontrast til hans mørke hud og røde butterfly, Skærf og lommeklud.

Tjeneren bukkede så dybt, at hans hoved nærmest ramte knæene. Ella bed sig i læben. Han skulle ikke bukke. Ikke for hende.

”Mrs. Welsh?” Spurgte han høfligt.

”Griffin. Ella Griffin.” rettede hun. ”Helen Welsh er min tante.”

”Ahh din tante!” smilede tjeneren. ”Denne vej.”

Hans accent var tydelig Jamaicansk.

 

Ella var så bange for at komme til at gøre den fint betrukne stol våd med sine bukser, men der var jo ikke andet at gøre end at sætte sig, da tjeneren trak stolen ud for hende. Hun tyssede på Ryan og Lucy og blev varm i kinderne. Om det var mødet med restaurantens varme luft eller følelsen af at være fremmed her -som en mand i en undertøjsforretning- var hun ikke sikker på.

Tre andre tjenere kom nærmest løbende med menukort og stillede dem på bordet med en ærbødighed, som var der tale om landets forfatning. En fjerde kom nærmest halsende efter med drinkkortet og åbnede på siden med de ikke-alkoholiske drikke.

Ryan og Lucy bestilte hver en cola – med ekstra meget is i- som Ryan sagde. Ella var ikke sikker på, om hun havde set rigtigt, men den ene tjeners øjne så pludselig blanke ud, selvom hans hvide smil stadig strålede som et fra en tandpastareklame. Ella bestilte appelsinsaft, selvom hun godt vidste, at det var lidt barnligt, men der var bare ikke noget bedre end friskpresset appelsinsaft, så kunne man drømme sig væk til en sydhavsø for en lille stund.

En af tjenerene trådte frem og præsenterede sig som Baker og deres personlige tjener for aftenen. Ella sendte ham et af sine perfekte falske smil, og de andre tjenere forlod bordet for at hente drikkevarerne. Efter at have lovet dem sin assistance fortrak Baker nogle skridt for at lade dem studere menukortene i fred. Ella så på alle numrene og ordene, som hun alligevel ikke forstod halvdelen af selv om de skulle forestille at være engelske.

Der var meget få ting, hun hadede mere end at skulle bestille mad på restauranter. Der var altid så pokkers mange ting at vælge imellem og så især på et sted som dette, hvor man også skulle tænke på etiketten og ikke mindst tante Helens pengepung. Hvorfor i alverden havde tanten også bestilt bord til dem på sådan en fin restaurant? Ella kunne mærke en klump i maven begynde at vokse. Havde hun vidst, at de skulle spise på et hotel så fint, havde hun bestemt prøvet at tale tanten fra det. Det vidste Helen nok godt.

Bogstaverne gled ligesom sammen og hoppede op og ned imellem hinanden. Frisk Maine-hummer med kammuslingeterrine, hvad i alverden var det? Eller ovnstegt skaldyrssuppe med grå valnødder og ingefærd for den sags skyld. Hvordan kunne man overhovedet stege suppe? Ella endte med at bestille Golfrejer i Martini-sauce til forret; for rejer, vidste hun da, hvad var.

Der var alt for mange hovedretter med alt for mange lange navne, men til sidst lykkedes det hende da at vælge noget, uden dog at være sikker på, hvad det egentligt var. Tvillingerne havde for længst valgt. De havde arvet deres mors hang til hurtige beslutninger, lod det til.

Efter at have taget imod deres bestilling lod Baker dem uden opsyn, efter endnu engang at have forsikret dem om at han stod til deres tjeneste. Endelig følte Ella igen, at hun kunne slappe lidt af. Det værste var ovre nu, hvor maden var bestilt. Nu kunne hun kigge sig omkring uden at føle, at tjenerens lazerblik fulgte hver en bevægelse, hun gjorde, i et forsøg på at gætte, på hvad hun ønskede.

Restauranten var halvtom, men det var jo også ved at være sent, og vejret var jo heller ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Loftet var prydet af utallige store lysekroner, hvis fasetter kastede små regnbuer i alle retninger, når lyset faldt ind i glasset. Af en eller anden grund mindede det Ella om eventyret om snedronningen, som hun havde elsket så højt som lille.

På en forhøjning nogle meter bag hende sad en mand ved det største flygel, Ella nogensinde havde set. Han lænede sig ind over det, som kærtegnede han tangenterne. Så blidt og nænsomt men samtidig så bestemt og myndigt. Hun kunne se, hvordan hans smokingjakke foldede hen over overarmene, når han skulle ramme meget lyse eller meget dybe toner.

Det lød som om pianisten blot lod fingrene glide hen over tangenterne og bad tonerne danse af sig selv. Høje toners klokkespil afløste bassens dybe drone og fingrene løb henover klaveret, som var de på flugt fra noget eller nogen. Ella genkendte melodien men kunne ikke huske, hvad den hed. Måske var det noget Tjajkovskij, hun var ikke sikker.

Ella nippede til sin appelsinsaft. Det runde bord stod lige foran restaureres store panoramavinduer. Hæddersbordet måtte det være, tænkte Ella og kunne lige forestille sig, sin tante ringe og bestille bord med ordene. ”Det skal være det med den bedste udsigt, ser de hr….” Hvorefter tanten sikkert havde fortalt en hjerteskærende historie om sin unge niece, der for førstegang skulle se sin ophavsø og jo gerne skulle have den bedst mulige oplevelse. Ella smilede ved tanken. Hvor det dog ville ligne Helen.   

Der var nu ikke meget at se. Det lod til at skildpaddeøen blot var blevet mere og mere indhyllet i havgus som timerne var gået, og nu hvor tusmørket også truede med at begrave øen i nattens kappe, kunne man knap se lystbådehavnen fra vinduet, selvom den blot lå få hundrede meter væk.

Tante Helen ville have ærgret sig over, at Ellas første møde med Mackinac Island skulle være omgivet af et tågeslør, men Ella fandt disen fascinerende. Hele tanken om, hvad der kunne gemme sig i den, forekom tiltrækkende. Spændende. Mystisk. Og var der noget Ella elskede mere end fantasybøgerne, så var det mystikken i dens ægteform.  

Snart kom tjenerne tip trap træsko med forretterne, der mere lignede små kunstfærdige skulpturer, end noget man skulle sætte tænderne i, men godt duftede det. Ryan snusede demonstrativt ind. Sådan havde han nok set, faderen gøre. Et veltilfreds smil bredte sig i hans ansigt. Det smittede.

Efter at have præsenteret rettens indhold og tilberedelse bukkede tjenerne og lod dem atter alene. Det lod til, at der var næsten lige så mange tjenere, som der var spisende gæster i restauranten, og så lignede de alle hinanden.

Hvorfor lignede de alle hinanden? Ikke nok med at alle uniformer var identiske, men også tjenernes hår og hvide tandrækker lignede hinanden lige så meget, som enæggede tvillingers ville gøre det,  og så var de alle sorte i huden. Endda den samme accent havde de alle, lød det til. Jamaicansk.

Pianisten slog an til en ny melodi. Langsom og slæbende. Dyster og trist. Ella kendte den, det var hun sikker på, men dens navn kunne hun ikke komme i tanke om, lige meget hvor hårdt hun brød hjernen. Det var først, da maden stod foran Ella, at hun opdagede, hvor sulten hun egentligt var blevet. Også tvillingerne kastede sig over deres forretter. Ella gjorde sig umage for at skære rejerne i stykker med albuerne helt ind til sig, sådan som hun havde lært at man skulle.

Det mindede hende alt for meget om dengang ved farfars og farmors sølvbryllup, hvor hun havde fået lov at sidde ved højbordet samme med sine forældre, fordi hun endnu var bedsteforældrenes eneste barnebarn. Under hele middagen havde hendes far hviskende irettesat hende, fordi hun sluprede når hun spiste suppen, gav siddemanden albuer i kroppen når hun skar kødet ud eller kom til at svare på alle de spørgemål, de voksne stillede, med mad i munden. Imellem hovedretten og desserten havde hun været nødt til at sætte sig ud i haven for ikke at komme til at græde i alles påsyn. Det havde været så pinligt.

Det lykkedes hende dog ikke at holde gråden tilbage, da moderen efter desserten skældte hende ud for at have fået græs på den fine rosafarvede kjole. Det var en fest, hun tvivlede på, at hun ville glemme, for mindet og følelsen af ydmygelsen sad dybt i hende, selv om det var mange år siden nu.  

Måneskinssonaten, det var det melodien hed, kom hun pludselig i tanke om.

”Synes I ikke, at kusken var god til at fortælle historier i dag?” spurgte Ella tvillingerne mest for at sige noget og bryde den tryggende tavshed de fine omgivelser havde lagt på tvillingernes ellers så ivrige pludren.

Lucy smilede fiffigt. ”Ella er forelsket i kusken!”

Hun skævede til sin store kusine for at se om denne blev sur. Ella gjorde, hvad hun kunne for ikke at bide hovedet af Lucy med sine ord, men den lille pige tog blot kusinens tavshed som en bekræftelse og fortsatte storsmilende. ”Jeg vil altså være brudpige når I skal giftes! Og så skal jeg have en fin kjole på!”

Ella kunne ikke lade være med at smile. Hun så Lucy for sig i sin egen barndoms yndlingskjole. Den hun havde fået græs på, den rosafarvede, men med gummiesko på fødderne og småkviste i sit lidt uglede brune hår. Jo, Lucy ville være en køn brudpige.

”Jeg vil også være brudpige…” Ryans kinder blev tomatrøde…”Eller jeg mener bruddreng når…” Han gik i stå midt i sætningen. Ella havde lyst til at tage han i sine arme og kramme ham i et forsøg på at redde ham fra hans ydmygelse, men hun var næsten sikker på, at det ville blive alt andet end værdsat.

Lucy spruttede af grin, og hendes højrøde ansigt mindede af en eller anden grund Ella om de egern, der var så mange af her i Michigan.

”Jeg er sikker på, at du ville være en rigtig flot og dygtig bruddreng, Ryan.” Sagde Ella og måtte indrømme, at hun var glad for, at fokus var ledt væk fra hende.  

Ryan lyste op. ”Tror du?” Spurgte han med forhåbning i stemmen.

”Selvfølgelig ville du det!” smilede Ella. ”Du ville ligne en rigtig lille prins med skærf, butterfly, smoking og det hele.”

Hun kunne lige se det for sig.

”Jamen…” Ryan så igen knust ud.” Jeg tror hellere jeg vil være fodboldspiller eller indianerhøvding end at være prins!”

Det lille ansigt lagde sig i tankefulde folder.

”Jamen når man er prins, så skal man have sådan nogle skinnende sko på, skal man ikke?”

”Jo.” Smilede Ella ”Så er man i hvert fald en rigtig fin prins!”

”Jamen de klemmer sådan.” Klagede Ryan.

Ella kunne nærmest ikke holde en lille klukken tilbage men prøvede alligevel at trøste drengen. ”Men man kan være en rigtig sej prins, hvis man har gummisko på! Så er man en rigtig fodboldprins!”

Ella så hvordan menneskene langsomt sivede ud af restauranten imens de ventede på desserten, æblestrudel i caramelsabaione. Hun kiggede på sit armbåndsur. Barney, den glade lilla drage smilede op til hende. Det var hendes første og eneste ur, og selvom hun godt vidste, at det var barnligt, kunne hun ikke rigtig nænne at smide det ud. Der var en time til, at de skulle med færgen hjem. Dagens sidste.

Mørket havde efterhånden lagt sig som en tyk kappe over øen, og det eneste de kunne se ud af vinduet, var et lys her og der og en enkelt lystbåd, hvis mast og ræling stadig bar lyskæder på trods af årstiden.

Hvor måtte det være skræmmende at sejle en færge helt alene over den natsorte sø. Igennem den kvælende tåge. Ella gøs bare ved tanken. Det ville hun aldrig i livet tude, men hvor kunne der blive en god historie ud af det. Nogen gange var Ella bange for, at hendes hjerneceller i barndommen var blevet beklæd med en form for tyktflydende fantasimaling, der gjorde, at hun så verden på en anden måde end andre. Nogen gange føltes det som om, hun så tusindvis af farvenuancer når andre blot så grå.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...