Tågens Kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
I det nordlige USA finder man den lille sagnomspundende ø, Mackinac Island, hvortil man kun kan kommer med en lille færge, der sejler på klare dage, men finder man vej dertil vil man opleve et sted som ingen andre.

Ella er ikke videre begejstret for at skulle tilbringe det meste af sommeren hos sin onkel og tante i Mackinaw City i det nordlige Michigan, især ikke fordi hun har nok at gøre med at falde til i den by hun flyttede til for næsten et år siden med sine forældre. Men der er ikke meget at gøre, Ella må sige farvel til bylivet og "Boo-zhoo" til de uendelige skoves land og den indianske kultur, hun ikke føler sig som en del af.
Men en tur til Mackinac Island ender bestemt ikke som den var planlagt og kommer til at ændre Ellas opfattelse af sig selv om verden omkring hende. Hendes liv måske endda.
For hvad hvis legenderne er sande, og det viser sig, at der er mere på Mackinac Island end blot hestevogne og turister?

28Likes
45Kommentarer
1219Visninger
AA

7. Kapitel 3

”Legenderne siger, at der engang for længe siden boede en stamme af Ojibwa-indianere her på bredden af Huron søen.”

”Jeg er også Ojibwa!” bekendtgjorde Ryan stolt, imens han prøvede at gøre sig så stor som mulig.

Kusken smilede af den spinkle dreng med det stride brune hår og de lidt for alvorlige øjne, alderen taget i betragtning.

Ella kunne heller ikke lade være med at smile. Ryan så så komisk ud, som han stod der med gummiskoene plantet i en vandpyt, en gammel baseball kasket på hovedet og en mine som en rekrut i den Amerikanske hær.

”Nå men stammen boede altså i små runde wigwams bygget af bark fra elmetræer og unge birkegrene, I ved, som dem man ser i de gamle indianerfilm.”

Ella kunne ikke lade være med at smile ved hans kluntede forsøg på at forklare, men det lod til at et lys gik op for den anden familie, som åbenbart ikke havde anet hvad manden talte om. At tage efter deres accent og indbyrdes samtaler måtte de stamme fra Frankrig.

”I den største wigwam, tættest på skoven boede stammens høvding med sin datter, Hende-der-går-som-tågen. Hende-der-går-som-tågen var en smuk ung kvinde, næsten voksen, og når hun bar vand i sine fint forarbejdede lerkrukker eller broderede smukke mønstre af hulepindsvinets pigge og farvet elsdyrhår på bløde mokkasiner, kiggede hver en dreng efter hende med beundring i blikket. Men dette så Hende-der-går-som-tågen slet ikke. Dagen lang knoklede hun med arbejdet og sled hårdere end nogen anden kvinde i stammen uden nogensinde at beklage sig, på trods af at hun skulle arbejde for både sig selv og den moder, hun aldrig havde kendt.”

Kusken så dramatisk rundt. Han havde tilhørerne i sin hule hånd. Han rømmede sig og forsatte.

”Høvdingen var stolt af sin datter og vidste, at han en dag ville få hende godt giftet væk til en dygtig og modig indianerkriger fra en anden klan. En mand hun ville skænke mange børn til og blive lykkelig med. Hver dag bød Hende-der-går-som-tågen de unge friere velkomne og serverede vilde ris fra sin kano for dem. Men en dag ændredes alt…”

Kusken holdt en lille kunstpause. Børnene gøs. Selv de franske børn, som Ella ellers havde været overbevist om, ikke ville forstå så meget som et ord af fortællingen, kravlede sammen på deres forældres skød. Enten kom familien fra Quebec og forstod ydemærket amerikansk, eller også var børnene blot som hende selv grebet af stemningen.

”En dag smilede Hende-der-går-som-tågen slet ikke til sine bejlere. Hun sad blot nedtrygt i wigwammen hele dagen. For hver dag, der gik, synes hun mere og mere nedslået, som hun padlede rundt alene i sin lille kano ved aftenstid. Og en dag blev det nok for høvdingen.”

Kusken hævede stemmen og udbrød bøst:

”Hvorfor er du, min datter, som engang smilende bød dine bejlere velkommen, altid sørgmodig? Nu behandler du dem blot med foragt, som er dit hjerte blevet koldt. Har en ond ånd besat dig, eller har nogen kastet en forbandelse over dig?”

Lucy stak sin lille hånd ind i Ellas. Den var iskold. Ingen sagde noget. Med sænket stemme fortsatte kusken historien.

”Da Hende-der-går-som-tågen rystede på hovedet, fortsatte høvdingen:

”En datter kan ikke bo i sin faders wigwam hele livet. Hvis ikke du snart vælger en mand, vil du blive gammel og rynket som Mez-he-say, den gamle kalkun.”

Som datteren løftede hovedet, så hun vreden i sin faders blik.

Hun talte: ”Det er sandt, fader, at jeg er under en forbandelse, men den er ikke påkaldt af en ond ånd. Det er en anden forbandelse.”

”Hvilken forbandelse?” spurgte høvdingen indædt.

”Lad mig tale, og du vil måske forstå!” Nærmest tiggede Hende-der-går-som-tågen. ”Ofte når jeg går og samler vilde ris, bliver det sent på aftenen. Stjernerne på dødens sti over himmelhvælvingen lyser for mig som alverdens fakler. For to måneskift siden, da jeg padlede alene imod bredden på den østlige side af landsbyen dukkede en flot ung kriger op. Fader jeg siger dig, hans dragt var det hvideste hvide rensdyrskind, jeg i mit liv har set, og smukt dækket af mønstre som ikke engang stammens dygtigste ville kunne brodere. Men endnu mere imponerende var hans kappe, lavet af skinnende lys som den var. Fader jeg mener det, jeg forsøgte at vendte båden og padle hjem, som en god datter bør, men mine arme var intet bevendt, og båden drev i ud på søen.”

Nu var også Ryan kravlet tilbage i hestevognen og sad nærmest åndeløs med øjnene klistret til kusken.

”Hvad skete der så?” Han kunne ikke holde sin iver tilbage længere.

”Jamen så fortalte Hende-der-går-som-tågen sin fader, hvordan krigeren havde talt til hende og fortalt hende, at han havde gået på bredden og længtes efter, at hun blev hans for evigt og rejste med ham som sin kone til landet over hendes hoved, hvor han var høvdingesøn af himmelfolket. Hun fortalte, hvordan den smukke kriger med tungt hjertet havde siddet i himlen og kigget ned på hende, og hvordan han dag for dag var blevet mere og mere modløs, når frierne kom til hendes wigwam med gaver og anmodninger, indtil han endda var gået til sin fader, høvdingen af himmelfolket, for at bede om at måtte få tilladelse til at tage til jorden og anmode om Hende-der-går-som-tågens hånd. Hende-der-går-som-tågens fader havde gispet og spurgt sin datter, hvad hun havde svaret til krigerens tilbud, og datteren fortalte ham, at hun havde lovet krigeren, at hun ikke ville gifte sig med nogen anden end ham.

Faderen sprang op og udbrød oprørt: ”Datter! Nej det forbyder jeg! Så gift dig hellere med igen anden!””

De to små børn hvinede, og selvom Lucy smilede af fryd, klemte hun Ellas hånd hårdt. Kusken genoptog efter øjekontakt med hver af sine tilhørere fortællingen.

”Høvdingen hev fat i Hende-der-går-som-tågen og slæbte hende hele vejen ned til sin kano, hvor han lagde hende i bunden og sejlede hende til Skildpaddeåndens ø. Det er her vi er nu. Høvdingen efterlod datteren på øens højeste punkt med ordene:

”Datter, du skal aldrig igen se din kærlighed! Du skal blive på dette sted til den dag, du igen vil være en god datter.”

Hende-der-går-som-tågen mæglede ikke så meget som et ord til svar. Hun græd hverken når solen bagte eller når regnen faldt, de eneste tårer hun fældede, var dem for sin savnede mand. Som dagene gik smeltede tårerne stenene og endelig en dag fandt Hende-der-går-som-tågen sig selv siddende på et enormt klippestykke med en bue af sten foran sig. Arch Rock. En nat så hun gennem den aftenstjernens stråler, og ned af disse stråler kom hendes livs kærlighed gående. Han løftede hende hengivent op i sine arme og bar hende til himmelfolkets rige.”

”Hvad skete der så?” Lucy kunne ikke holde sig tilbage længere.

Ryan puffede vredt til hende. Man forstyrrede ikke en historiefortæller.

”Der skete ikke mere.” svarede kusken med et smil spillende på læben. ”Arch Rock var formet og står her stadig den dag og dag for at vi mennesker ikke skal glemme historien om Hende-der-går-som-tågens jagt på kærligheden. ”

Ella kunne ikke lade være med at smile. Hvem der blot fik lov at opleve en kærlighed som denne.

”Jamen kyssede de så?” spurgte Lucy opbragt.

Kusken grinede.

”Det beretter fortællingen ikke noget om, men det vil jeg da tro.”

”Ad!” Ryan rakte tunge.

Ella skammede sig. Hvad tænkte kusken mon ikke om dem? Men han grinede blot.

”Arch Rock er lige derovre.” Han pegede endnu engang stien ud. ”Og der er toiletter derover.” Han pegede den anden vej. Vi kører igen om et kvarter.”

Ella måtte hoppe imellem vandpytterne for at minimere skaderne på skoene. Hvorfor skulle der altid være så vådt og elendigt vejr heroppe? Kunne solen ikke bare for engangsskyld skinne på dem? Hun følte sig fugtig helt ind til skinnet og tænderen nærmest klaprede at kulde. Var det det her man kaldte sommerferie?

En af dem hun spiste frokost med på skolen skulle på krydstogt i Det Caribiske Hav, og hvad skulle hun selv? Hun var sendt til opbevaring hos familien nordpå eller genopdragelse, som hun spøgfuldt havde sagt til de andre. Fortællingen havde på en eller anden måde gjort Ella trist til mode, hvorfor kunne hun ikke rigtigt forklare. Men der var bare noget over den.  

Tvillingerne var løbet i forvejen. På trods af at de havde set Arch Rock mange gange før og sikkert havde hørt historien om Hende-der-går-som-tågen lige så mange gange, så lod det til at stedet også havde en slags magisk tiltrækningskraft på dem.

Arch Rock Knejsede sig over Ella. Et ældre ægtepar bad hende med fed texansk accent tage et billede af dem foran buen. Med et falsk smil modtog hun kameraet og tog tre, før hun leverede det tilbage og fortsatte hen af stien væk fra udkigspunktet. På en eller anden måde gjorde det hende trist, at hendes folks gamle hellige sted var blevet en turristattraktion på den måde.

Godt nok var hun kun kvart indianer, og det var mange år siden, at hun var stoppet med at se sig selv som sådan, men alligevel. Hun mindedes tydeligt den pow wow, hvor hun havde opdaget, at hun var den eneste med lyserød hud og blonde krøller, og hvor fremmede med et skælmsk grin havde spurgt hendes bedstemor, hvor hun havde hugget ungen henne.

Bare en velmenende spøg, der gik på skrønen om, at indianerne huggede de hvides babyer, det viste Ella godt i dag, men dengang havde hun med store uforstående øjne set på bedstemoderen, der blot havde grinet til hende. Alle havde grinet af hende. Den dag var hendes barndoms illusioner bristet, og Ella havde aldrig efter den oplevelse set sig selv helt som Ojibwa. Ej heller helt som hvid, for til dette var hendes sjæl for rød. Hun var en bastard svævende i grænselandet imellem to verdener og kunne ikke vandre fuldt ud ad hverken den hvide eller den røde mands vej.

Lidt væk fra stien inde mellem træerne lod hun sig dumpe ned på en sten. Her var intet menneske at se. Hun var alene. Nej, helt alene var hun ikke. Hun fornemmede noget. Måske kunne hun alligevel høre de syv generationer før hende tale til sig igennem stenene? Eller fornemme Gitche Manitous, den store ånd, danse til håndtrommen. Ella var ikke sikker, men noget var her.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...