Tågens Kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
I det nordlige USA finder man den lille sagnomspundende ø, Mackinac Island, hvortil man kun kan kommer med en lille færge, der sejler på klare dage, men finder man vej dertil vil man opleve et sted som ingen andre.

Ella er ikke videre begejstret for at skulle tilbringe det meste af sommeren hos sin onkel og tante i Mackinaw City i det nordlige Michigan, især ikke fordi hun har nok at gøre med at falde til i den by hun flyttede til for næsten et år siden med sine forældre. Men der er ikke meget at gøre, Ella må sige farvel til bylivet og "Boo-zhoo" til de uendelige skoves land og den indianske kultur, hun ikke føler sig som en del af.
Men en tur til Mackinac Island ender bestemt ikke som den var planlagt og kommer til at ændre Ellas opfattelse af sig selv om verden omkring hende. Hendes liv måske endda.
For hvad hvis legenderne er sande, og det viser sig, at der er mere på Mackinac Island end blot hestevogne og turister?

28Likes
45Kommentarer
1226Visninger
AA

5. Kapitel 2

Kajen var fyld med mennesker. Som myrer i en tue myldrede de rundt imellem hinanden. Pengebelter, kameraer, rejseguides, bermudashorts, hawaiiskjorter, jakkesæt og sommerkjoler blandede sig med de mere vejrtilpassede regnjakker, paraplyer og fleecetrøjer.

Dragerer i røde blazere med guldknapper og nypudsede sko stod klar til at hjælpe folk af med bagagen og ikke mindst deres penge. Unge i gule regnjakker gjorde, hvad de kunne, for at udstyre samtlige af færgens passagerer med brochurer om alt lige fra gourmetmad og ishuse til lokal brugskunst og guidede spøgelsesture.

”Amerikas mest hjemsøgte ø! Køb en guidet tur med spøgelsesgaranti!” råbte én.                  

Ellers tak tænkte Ella og skyndte sig videre. Fra alle sider blev man lovet en fuldendt ferie og en tegnebog, så flad at man ville kunne bruge den som serviet, hvis det var det man ville.

Den pulserende travlhed, stod i skærende kontrast til tågen, der langsomt bølgede ind over Huronsøen. Heldigvis regnede det da ikke længere.

"I skal altså holde øje med rygsække og lommer." formanede Ella tvillingerne, som de trådte ned af anløbsbroen.

"Hvor der er turister, er der også folk med for lange finger."

"Ja ja, moar, det ved vi altså godt!" vrængede Ryan, øjensynligt træt af skulle formanes endnu engang.

Ella sukkede.

"Må vi ikke få en is, Ella?" lød det troskyldigt fra Lucy, allerede før de nåede væk fra havnen.

"Mor siger altid, at vi godt må få is" supplerede Ryan forventningsfuldt.

"Ja, vi får altid lov, når vi er på Mackinac Island -Altid!"

Ella kunne mærke den anklagende tone i Lucys stemme.

"Skal vi nu ikke lige gemme det lidt?" forsøgte Ella med at påtaget smil og forbandede endnu engang, at tante Hellen skulle arbejde og derfor ikke kunne være med på udflugten.

Lucys øjne lynede af vrede, hun var bestemt ikke enig med Ella. 

"Måske begynder solen også at skinne på et tidspunkt, så ville det jo være ærgerligt at have spist allerede nu." prøvede Ella igen diplomatisk.

Hvor hun dog hadede situationer som denne.

"Jamen så kan vi jo bare spise en mere til den tid!" Svarede Ryan logisk.

Ella hadede at blive udmanøvreret af en tiårig.

Hun bed tænderne hårdt sammen. Hvorfor kunne de ikke bare opføre sig ordentligt og være taknemmelige for i det hele taget at kunne komme herover? Deres forældre knolede jo røven ud af bukserne, for at børnene kunne have det godt, og så gjorde de ikke andet end at plage. Selvom det jo egentligt ikke var hendes problem, irriterede det hende stadig.

Ella måtte fra tid til anden tage sig selv i at ønske, at hende og tvillingerne kunne bytte forældre. Tænk at bo hos Conner og Hellen hele året. At der var nogen, når man kom hjem fra skole om eftermiddagen. At der var nogen, der lavede aftensmad. Nogen at spise aftensmad sammen med. Nogen at snakke med. At være sammen med. Bare nogen.

En ung mand afbrød hendes tanker ved at stikke en brochure med hestevognsture op i hovedet på hende.

”Vi har allerede bestilt” mumlede hun. Manden ønskede dem en god tur og fortrak hurtigt i mængden på jagt efter nye kunder, som var han akkordlønnet. Ella kantede sig forbi et par pensionister med væltepetercykler fuldt af tvillingerne, der ivrigt hoppede af sted. Nu kom udflugtens bedste del, hestevognsturen, havde de allerede gjort Ella opmærksom på utallige gange.

~~~

Hesteskoenes slag mod stenene. Regndråberne mod presenningen. Fjerne stemmer. Ella var lullet tilbage til en tid mange år før sin fødsel – tilbage til den barndom bedstemoderen plejede at berette om. Igen biler afbrød idyllen, men overhalet af andre hestevogne eller cykler blev de da af og til.

Ella ville ønske, at hun havde medbragt vinterjakken, for selv om det var sommer, slugte tågen alle solens stråler, og det føltes som en kold aprilmorgen. Tvillingerne sad ved siden af kusken, og på grund af det middelmådige vejr var der udover dem og Ella kun en enkelt familie med i vognen.

På trods af at kusken kun var nogle få år ældre end Ella, kunne han berette om hele øens historie, og Ella måtte inderst inde indrømme, at hun var fascineret. Ikke at hun havde bedt om at være her, og bestemt ikke at hun nød udflugten eller idéen om den, men øen havde en spændende fortid. Sagnomspunden som den var.

Det var jo ikke øens skyld, at hun havde en dårlig dag. At det var en af de dage, hvor hun havde allermest lyst til bare at gemme sig under dynen med den bog, hun var i gang med, Harry Potter, og drømme sig langt væk til en skole, hvor man kunne trylle, flyve, grine og finde venner for livet. Ella blev aldrig træt af den serie.

Tågens fugtige fingre omklamrede hvert et træ i skoven. Det var som om hvert et blad åndede rent luft ind og erstattede den med hvidt tryllespind. Det var næsten som den forbudte skov i Harry Potter, omgivet af mystik og hemmeligheder. Ella kunne ikke se sig fri for at skoven pirrede hendes nysgerrighed. Måske var øen ikke så slem igen alligevel.

Det var som om tågens slør ophævede grænsen imellem drøm og virkelighed. Gjorde skoven levende. Fortryllede den lige som i fantasybøgerne. Hesteskoenes klapren imod skovvejen lullede Ella ind i en slags fyldt tomhed. En ro hun ikke havde følt længe. Her var så stille. Det eneste hun kunne høre var vognens hjul imod asfalten og hovene med vejen. Ingen bil forstyrrede idyllen. Ingen reklameskilte forstyrrede blikket. Her var så stille.

Prr!  Det gav et ryg i vognen, da kusken stoppede hestene. Fortryllelsen var brudt. Det var som om træånderne blot blev vækket til live af hesteskoenes klapren. Ryan lænede sig over imod Lucy og hviskede noget i hans øre.

”Ad du spytter!” hvinede hun, og de flækkede begge sammen af grin.

Fortryllelsen var bestemt brudt.

Vognene holdt på en slags parkeringsplads midt i skoven. En ældre mand i blå arbejdsoveralls og gummistøvler skridtede igennem vandpytterne. I læ af træerne langs asfaltens kant var andre overdækkede heste vogne parkeret som perler på en snor.

”Så er vi ankommet til Arch Rock” proklamerede kusken og hoppede adræt ned fra kuskesædet.

”Hvis I følger stien derovre,” Han pegede over pladsen. ”kommer I til selve klippen.”

Ella lynede jakken helt op og forberedte sig på at hoppe ud af vognen.

”Arch Rock er en limstensformation, der ligner en slags bro. Den er skabt ved Nipissing-istidens tilbagetræk og rejser sig i dag 45 meter over vandets overflade, den er et af Mackinacs mest velkendte varetegn. Limstensformationer af denne type er meget sjældne i området omkring de store søer, da limstensbreccie ikke er det ideelle materiale til formning af naturlige broer…”

Det lod ikke til, at kuskens talestrøm ville nå til ende foreløbig, så Ella lænede sig tilbage på bænken. Geologi var ikke ligefrem et af hendes største interesseområde, og kuskens monotome stemme bare fortsatte og forsatte som rækkerne af gule taxier i New York.

Ellas tanker gled fra øst til vest. Fra nord til syd. Gitche Manitous, den store ånd, havde taget hende i hånden for at vise hende de fire hellige retninger, plejede bedste moderen at sige, når Ella endnu engang faldt hen i tanker.

”Arch Rock er i endnu højere grad end resten af Mackinac Island eller Mishi-Mikinaak, som Ojibwa-indianerne kaldte øen, omspundet af myter og legender fra gammel tid…”

 

Ella spidsede øre. Selvom hun helst ikke ville se sig selv i forbindelse med indianerne i reservatet, hun havde besøgt sammen med bedstemoderen, deres snottede unger, blinkende kasinoer og fordrukne bedstemødre, så havde de indianske traditioner og ikke mindst myterne altid haft en slags magisk tiltrækning på hende. Engang havde hun sagt dette til bedstemoderen, som stolt havde ringet rundt til slægtninge, nære som fjerne og fortalt dem, at hendes lille barnebarn kunne mærke både de syv generationer før og efter hende selv og måske en dag ville blive shamankvinde. I ugerne derefter var Ella løbet rundt med håret flettet i to fletninger så korte, at de strittede lige ud i luften over hendes øre og bedstemoderens lille håndtromme, som hun ivrigt havde trommet på sådan, som hun havde set, mændene til pow wowen gøre.

 

Det var så længe siden. Dengang havde hun blot været et uskyldigt barn, der uden at stille spørgsmålstegn i forhold til naturlovene havde accepteret de gamle historier, hvor tricksterånder fra tid til anden spillede menneskeligheden et pus, og hvor dyr havde samme egenskaber som mennesker, der til tider endda kunne forvandle sig til dyr.

 

”Hvilke historier?” lød det straks fra Lucy.

Ella var åbenbart ikke den eneste, der synes at have en forkærlighed eller i hvert fald en nysgerrighed i forhold til de gamle myter. Det var åbenbart kuskens stikord, og efter let teatralsk suk fortsatte han sin beretning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...