Tågens Kompas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 maj 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
I det nordlige USA finder man den lille sagnomspundende ø, Mackinac Island, hvortil man kun kan kommer med en lille færge, der sejler på klare dage, men finder man vej dertil vil man opleve et sted som ingen andre.

Ella er ikke videre begejstret for at skulle tilbringe det meste af sommeren hos sin onkel og tante i Mackinaw City i det nordlige Michigan, især ikke fordi hun har nok at gøre med at falde til i den by hun flyttede til for næsten et år siden med sine forældre. Men der er ikke meget at gøre, Ella må sige farvel til bylivet og "Boo-zhoo" til de uendelige skoves land og den indianske kultur, hun ikke føler sig som en del af.
Men en tur til Mackinac Island ender bestemt ikke som den var planlagt og kommer til at ændre Ellas opfattelse af sig selv om verden omkring hende. Hendes liv måske endda.
For hvad hvis legenderne er sande, og det viser sig, at der er mere på Mackinac Island end blot hestevogne og turister?

28Likes
45Kommentarer
1222Visninger
AA

3. Kapitel 1

”Ella! Ella!”

Lucys lillepigestemme var fuld af utøjlet forventning.

”Ella, nu kan man se havnen!”

To skridt efter Lucy kom Ryan, hendes tvillingebror, springende.

”Du skal med ud på dækket, Ella, man kan se kajen nu – eller i hvert fald næsten!”

Ryans æblekinder skinnede rødt ved mødet med salonens varme luft. Begge tvillingernes øjne skinnede af glæde. Ella kunne ikke lade være med at smile af dem. De måtte have besøgt Mackinac Island mindst en gang årligt, siden før de lærte at gå, og alligevel var de som Chip og Chap, der havde fundet et helt kongerige af nødder. Lucy og Ryan nærmest hoppede op og ned for at få deres kusine med ud på dækket.

Resolut smækkede Ella den lille bog med sine digte sammen og stoppede den hurtigt i rygsækkens forlomme. Den var hendes hjertebarn. Hun greb sin jakke, kastede et længselsfuldt blik på det tomme termokrus og en undskyldning for at slippe for Huronsøens kolde vind og sine ivrige rejsekammerater, men fulgte så alligevel med ud på dækket.

Vinden drev tårerne frem i Ellas øjne, det bildte hun sig i hvert fald ind, imens hun hurtigt tørrede dem væk med bagsiden af hånden. Hendes krøller danse ukontrollerbare rundt om hovedet på hende; lige så flyvske som hendes tanker. Ustandseligt måtte hun skubbe dem på plads bag ørene, men de var for korte til at have tyngde nok til at blive der længe.

Ella lynede jakken helt op til hagen og skuttede sig. Sommer var det i hvert fald ikke heroppe endnu. Hun stak hænderen i jakkelommerne. Zhaawanong havde endnu ikke jaget  Kiiwedninong helt bort, som mormor Nokomis ville have sagt det.

"Ella se dokken!"

 Ryan pegede ivrigt ud over vandet. Ella knugede lommens inderstof. Hun kunne ikke se nogen dok. Det begyndte at regne. Blot nogle få dråber, men alligevel nok til at man blev våd. Hun prøvede at sende Ryan et bredt smil, men det føltes blot som en påklistret maske. Ella vendte hurtigt hovedet og lod som om sølvmågerne, der legede i vinden, var det mest spændende i verden.  Kunne de ikke mærke regnen? Var det kun hende det regnede på?

Det lod til, at der hang evige grå skyer over Mackinac, eller over hele Michigan mere eller mindre faktisk. Ella savnede North Carolinas tørre hede og milde vintre. Vennerne. Minderne. Det liv hun havde haft. Den pige hun havde været. Hende hun enten havde glemt eller gemt.

Ella kunne ikke kende sig selv længere, selvom spejlbilledet kun havde forandret sig en smule. Øjnene havde stadig den samme blygrå ubestemmelige farve, rigtige ojibwa-øjne, plejede mormor stolt at bemærke om Ellas eneste indianske træk. De blonde krøller der altid netop dækkede skuldrene, havde også mere eller mindre set ens ud de sidste par år. Tænderne var også stadig de samme og læberne; men noget var forandret, selvom Ella ikke kunne sætte en finger på, præcis hvad det var.

Ella var ikke længere den samme lille pige, som hende, der havde lavet bål med veninderne i haven og leget "Jeg har aldrig" eller "gæt og grimasser" i flammernes skær eller været fotoagenter hele eftermiddagen i Greenvilles gader. Hun var ikke længere den lille pige, der elskede at hjælpe sin mor i køkkenet eller at sidde på bedsteforældrenes veranda og lytte til mormoderens legender og morfaderens krigshistorier.

Hvornår den Ella var forsvundet og blevet erstattet af den nuværende, var hun ikke sikker på, men at det måtte være sket ved flytningen væk fra barndomsuniverset, stod alligevel klart for hende. Eller måske var det allerede før?

Et vindstød fik det til at isne over hele Ellas krop. Hun stirrede ned i det uendeligt mørke vand. Regndråberne brød søens overflade. Vinden ruskede blidt op i vandet og fremtryllede små krusninger i spejlet. Lige så pludseligt, som de var kommet, var mågerne væk, som havde havet slugt dem i en stor mundfuld.

Ryan og Lucy var også væk. De måtte være gået indenfor igen, uden at Ella havde opdaget det. Hvorfor faldt hun dog også altid hen i tanker? Ella strøg de våde krøller tilbage. Hvad lavede hun dog også herude i regnen? En dråbe løb ned af hendes næse. Hun stoppede dens flugt med en finger.

Ella slog døren til salonen op. Varmen omfavnede hende og tog nærmest pusten fra hende. Diskret børstede Ella regndråberne af jakken med hånden og lynede den ned. Hvor var Ryan og Lucy mon? De var intet sted at se, og det var hende, der havde ansvaret for dem.

Atter så Ella sig omkring. Ingen steder var tvillingerne at se. Hun fortsatte ned af gangen imellem bordene og lod som om, alt var i den kønneste orden. De var intet sted at se. Hun bed sig i læben. De måtte være her et eller andet sted. Man kunne jo ikke sådan bare blive væk på et skib, kunne man? Måske var de alligevel ikke gået indenfor, men de havde jo ikke været på dækket, eller havde de? Hun måtte hellere gå derud igen og tjekke.

Kulden slog hende i hovedet som en knytnæve, da hun åbnede døren. Folk måtte undre sig over, hvad i alverden hun ville ude i det her vejr. Hendes bukser opsugede regndråberne én for én og efterlod kun en mørkskygge og et koldt kys på det blå cowboystof. Ella gøs.

Tvillingerne var ikke umiddelbart at se i agterstavnen. Hun spejdede ud over vandet. Det her mindede hende alt for meget om noget, hun havde prøvet før, men hvad kunne hun ikke huske. Ella havde heller ikke lyst til at tænke på det. Nederlag var der nok af, uden man ligefrem behøvede at opsøge dem eller grave dem frem af hukommelsen.

Søen slugte regndråberne. Lod sig vokse af dem. Ella småløb rundt om hjørnet. Heller ikke her var tvillingerne at se. Hun ville kalde på dem, men hendes råb blev slugt af vinden og ført ud over søen. Hvor var de? Hun kunne mærke uroen vokse i sig, som en ballon, der blev pustet op i hendes indre, og blot synliggjorde den knugende intethed endnu mere.

Hun bed sig i læben. Hvad hvis de var faldet over bord? De kunne også være blevet lukket inde i maskinrummet. Kunne man ikke dø af kulilteforgiftning sådan et sted? Eller af luftmangel?  Ella gøs. Hun kunne mærke hjertet pumpe hårdere, ligesom når man løb. Men hvorfor skulle de også være gået derned? De var her jo nok et eller andet sted. Det var bare hende, der overreagerede. Malede fanden på væggen.

Da Ella kom fri af styrehuset, så hun dem. Det føltes som om, hjertet droppede helt ned i hendes mave af bare lettelse. Hun måtte ubevidst have holdt vejret, imens hun ledte efter tvillingerne, for nu mærkede hun, hvordan luften strømmede til hendes lunger. De stod i bagstavnen.

I fem spring nåede hun dem.

”Hvad i alverden laver I dog herude?”   

Ellas stemme lød mere truende, end det havde været meningen. Tvillingerne for sammen og vendte sig forskrækkede om.

”Jamen vi troede…”

Ryan afbrød sin søster.

”Vi legede bare!”

Han lød forurettet.

”Jeg er Rose fra Tatinic.” proklamerede Lucy stolt.

”Titanic!” rettede hendes bror.

Ella måtte bide sig selv i tungen for ikke at hæve stemmen mere, end hun allerede havde gjort overfor dem.

”Jeg troede, I var helt væk. I gjorde mig bange.”

Ellas stemme lød svag nu. Drænet for energi. Lucy lod sig ikke mærke med sin kusines halvfortabte ansigtsudtryk.

”Se Ella, se jeg kan næsten flyve!”

Lucy strakte armene ud til siderne. Begge børn stemte i med ’My heart will go on.’

Ella sukkede dybt.

”Jeg sætter mig ind igen. I skal altså passe på! I må ikke gå komme tættere på rælingen, end I er nu.”

Stemmen lød alt for bydende. Alt for mor-agtig. Regnen var stilnet af. Måske gjaldt det også vinden, hun var ikke sikker.  

Hun lod sig dumpe ned på et af færgens røde sæder. Jakken havde hun hængt over ryglænet. Ella Sparkede de halvvåde gummisko af og forbandede udsigten til at skulle bruge hele dagen på Mackinac Island, alt for turistpræget som den var. At skulle dele den ikke engang 10 kvadratkilomenter store ø med et par tusind andre turister med syngende texansk accent og hvide tennissokker i sandalerne forekom ikke just tillokkende.

Færgen drejede skarpt. Det hele gyngede op og ned. Ella greb fat i bordkanten. Hun kunne mærke det vende sig i maven og gjorde, hvad hun kunne, for at trække vejret roligt. Helt ned i maven. Søstærk havde hun aldrig været. Hun havde det bedst med begge ben solidt placeret på jorden.

Termokruset kurrede hen overbordet, som var det glaseret med opvaskemiddel. Ella greb ud efter det. Hun nåede præcist at fange det i luften et split sekund før, det ville have ramt gulvet.

Snart faldt der atter ro over skibet og frekvensen på motorlyden dalede en smule, eller var det bare noget hun forestillede sig? De måtte snart være der. Ella kiggede ud af vinduet. Dokken var stadig ikke at se. Måske vendte hendes vindue den anden vej, det var Ella ikke sikker på, men det ville være dejligt at få fast grund under fødderne igen.

Ella hev digtbogen op af tasken og åbnede den, selvom hun ikke var sikker på, at hun ville kunne samle tankerne om rim og versefødder lige nu.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...