00:00

Tre sideløbende handlinger inspireret af Ulrik Møllers billede Færge, 2013. Selve idéen er lidt inspireret af film konceptet multiplotfilm.

5Likes
14Kommentarer
433Visninger

1. 00:00

År 2241

 

Adien lagde armen om Jiras talje. Hendes sorte hår bølgede let ned af hendes slanke figur. Hun kiggede ud mod det sorte hav. Han vidste hun var bange.

"Hvad piner dig?" Det lille vindue var ikke stort nok til to, så Adien stirrede bare ind i metalvæggen.

"Et år. Herude." Hendes stemme var gispende, men alligevel rolig, "Jeg ved ikke. Det er et skørt koncept."

"Det er da genialt. Folk har så mange grunde til, bare at ville forsvinde, og nu kan de få et års ro herude."

"Det er vanvittigt. Hvad skal man herude?" Der var gråd på vej, kunne Adien høre. Blankt tilføjede Jira svaret; "Dø." Ordet slog ham, men han vidste, at denne aften ville alt forandres. Fra denne aften af ville Jira ikke længere stirre tomt ud i intetheden af store bølger. Datoen stod tydeligt ingraveret i sølvet, selvom Adiens far, Rivian, mente, at sølv var gået af mode for flere årtier siden. Nu brugte man linkeau det nye guld, som Rivian havde kaldt det, og som også stod overalt på lysreklamerne.

"Du har mig," Adien vendte Jira rundt så de stod tæt op af hinanden, "og jeg elsker dig." Adiens blik gled rundt i det lille værelse. "Så kan du leve med stålsenge og ikke meget luksus." Jira lagde hoved mod Adiens bryst og trak vejret i rolige åndedrag. Hendes diamantkæde, der hang rundt om hendes hoved, kradsede mod Adiens brystkasse, men han sagde intet.

"Ja," Hun lo let og klangløst. "og du er åndssvag, at du gider bruge så mange penge på det her."

"Der er allerede gået treogtyve dage, og du har overlevet indtil nu. Det skal nok blive godt."

 

Eliann samlede sine papier og rejste sig fra bordet. Selvom der var flere timer til bankede hendes hjerte hurtigt. De havde ventet så længe på svar, og endelig kom chancen. Denne nat stod månen og solen i de rette positioner. Og hvis svaret var forkert ... ville verden være fortabt. Hvis de hverken havde lært af første eller anden gange, så ville de næppe gøre det af trejde. Elianns hæle klaprede mod det tynde gulv. Gangen var smal, og hun havde også set en der havde haft problemer med det, men Eliann kunne sagtnes komme igennem, med sine lange tynde ben var det nærmere højden på loftet der kunne blive et problem. Da hun nåede kantinen var der næsten mennesketomt. Der var også sent at spise, men hun havde sine aftaler, og de var bedst, uden larm fra de tohundrede andre passagere.

Robotten bag disken gav hende en tallerken med mad. Endnu var robotter ikke særlig effektive, men dem de havde på skibet fungerede udemærket. Alligevel fortrak Eliann at det var de passagere der var ansat på skibet, hvilket næsten ville sige alle de rejsende, der severede maden. Cindel sad ved det aftalte bord, og havde tydeligvis allerede spist.

"Godaften Ms. Evans." Cindel nikkede mod Eliann. "Så er det i aften." Eliann bed sig i læben da han sagde det højt. Hun kunne stadig ikke tro det. Det var denne nat verdens skæbne ville blive afgjort: ville der komme en tredje verdenskrig?

"Jeg har sat det hele klar," Elianns tanker vendte om alt det påstyr, hun havde haft, da hun skulle sætte signalfangerne til spåkuglen. Hun trak den anden stol ud og satte sig ned.

"Ja," Der kom et tænksomt udtryk over Cindels ansigt. " vi skal havde alt med, for hvis der kommer krig, skal vi vide hvordan vi får den stoppet hurtigst muligt." Tanken gjorde ikke Elianns nerver bedre. "Det er jo grunden til, at vi har taget et fordybelses år her." Eliann nikkede og mumlede en uforståelig sætningen.

"Er du okay, Evans?" Cindel lagde sin hånd på Elianns. Først der gik det op for hende, hvor meget hun rystede. Der kommer ingen krig. Eliann gentog flovt sætningen for sig selv. Hvorfor skulle der overhoved komme det?

"Du kan bare kalde mig ved fornavn; Eliann." Eliann fangede Cindels blik,

"Eliann; det er et flot navn?" Han smilede

 

Tusinde af lys stod rundt om korset. Magdalena lå på sine knæ med hændende tæt mod jorden og sagde latinske remser. Figuren af Jesus glimtede og fyldte hele rummet med en mystik. Hun ville takke ham så uendelig meget, og hun vidste at det først ville lykkes denne aften, det havde Jesus fortalt hende. Sekundere hvor han havde været i hende og fortalt hende at hun skulle ofre sig, havde været nok til at Magdalena havde lykke til et helt liv. Han gjorde hende lykkelig. Altid havde han holdt en hånd over hende, selv da hendes forældre smed hende ud, havde han ladt hende leve i hans hus, kirken, og derefter havde hun endda fået en lille lejelighed. Tårerne gled ned af hendes kinder. Alt det han havde gjort for hende var mere end nok, og at han nu ville lade hende komme i paradis var mere, end hun kunne bære. 

"Deo adjuvante non timendum." hulkede hun. "Deus nobiscum, quis contra?" Alle havde altid udstødt hende på grund af hendes måde at tro på, men hun vidste, at Jesus en dag ville gøre det op med dem. Kun få mennesker fik lov til at snakke med Jesus og hun var en af de få. Grådkvalt rejste hun sig og pustede lysene ud, et for et. Hun svøbte et hvidt klæde om hendes mørke hud. Stormen rasede udenfor, ligesom han havde sagt det. Bølgerne der slog op mod skibet, mindede om hendes krøller.

"Jesus." skreg hun i ren og skær lykke og kastede sig hen mod vinduet. Der var sort derude. Hurtigt kom hun på benene igen og løb så hurtigt hun kunne op af trappen og ud mod dækket. Midnatten var om få minutter.

 

Adien overvejede flere gange i løbet af aftenen at sprøge Jira før midnat, men hans valg blev ikke ændret, da han mente at det var mest romantisk at gøre det ved tolvslaget. Dermed betød det også at Jira, påtrods af alle Adiens forsøg på at holde hende vågen, faldt i søvn. Få minutter før tolvslaget rystede han hende let.

"Jira." hviskede han i hendes øre.

"Hvad er der, Adien?" Hun gabte og missede med øjnene.

"Jeg har noget jeg vil fortælle dig," Adien tog hendes hånd og trak hende op at sidde i den smalle dobbeltseng. "eller spørge dig om." Jira nikkede og rystede hendes sorte hår. Både hendes lyse hud og den hvide kjole lyste op i rummet, der ellers kun var oplyst af en svag pære i loftet. Udenfor hørtes stormen stadig. Adien rejste sig og fumlede i sine lommer. Hans fingre løb hen over lazerpistolen og nåede derefter den lille røde æske. Han havde altid været meget gammeldags, og alle hans venner havde også griner af ham, da han fortalte at han ville gøre det på den måde.

"Jira Linekoua Dezinator," Adien satte sig med det ene knæ mod jorden og fastholdte Jiras blik. "vil du," Han rakte den røde æske frem mod hende og åbnede den, så en sølv ring kom til synes, svævende i æskens centrum af usynlige stråler. "gifte dig med mig?" Han tog hendes hånd.

 

Alle instrumenterne stod klar og Cindel og Eliann sad henholdsvis spændte og skrækslagene og så ind i den blanke runde kugle, der endnu ikke viste noget. Svaret ville komme om få minutter, vidste de begge. Eliann var stadig mere nervøs end hun nogensinde havde været over en spådom før, men Cindel lagde alligevel en betryggende stemning over hende. I det lille rum var der knapt plads til dem begge. Eliann sad i metalsengen med spåkuglen, alle de instrumenter der gjorde at den fangede månen og solens signaler og ved siden af en af Cindels nyeste opfindelser, en tablet der skrev ned hvad hun tænkte, som hun havde fået en prøve version af. Cindel var videnskabsmand og det var også derfor han var taget med Eliann herud. Først skulle han hjælpe hende med svaret og så skulle han arbejde videre på sin tablet, helst et sted hvor der var ro.
Cindel sad tæt op af hende på gulvet og ladvede matematiske udregninger, over hvad havde Eliann ingen idé om, men hun stolede på ham. Flere gange i den uendelige ventetid tog hun sig i at kigge på ham. Som en halvtredsårig enke burde hun ikke stirre så meget på en mand. Også selvom hun stadig så ung i med sin høje og slanke figur, uden rynker og med sit farvede grå hår sat op i en stram hestehale. Cindel var vel også oppe i årene bedømte hun hurtigt, og selvom de havde mødtes et par gange før, gik det først op for hende nu, hvor pæn han var. Endnu engang fangede hun sig selv i at tænke på om de måske havde en fremtid efter denne nat.
"Det er om få sekunder, Eliann, vær klar." Eliann vågnede op fra sine tanker og prøvede at holde sit hoved klart, da hun opdagede, at tabletten havde været sat til, og det hele nu stod der hvor hendes videnskabelige og spådomskonetanker skulle stå.
"Tre..." Eliann trak vejret dybt og ignorerrede de forkerte ord. "To..." Hun tog et sidste blik på Cindel før hun stirrede ind i kuglen. "Et..." Hendes hjerte bankede alt for hurtigt. Både af spænding og på grund af Cindel. "Nu." Der kom et tydeligt billede frem på kuglen.

 

Magdalena løb hen over dækket. Hvis man så det udefra, skulle man tro hun gik baglæns, på grund af den stærke storm, men hun nåede frem til relingen i tide. Om hendes hånd hang et tabletur. Hun råbte han van igen og igen ud i vinden, men ingen ord hørtes. Få minutter igen. Hun vidste han fandtes, for hvem havde ellers talt til hende og hvem havde ellers købt billetter til skibet, på hendes tablet, en af de ældre modeller uden blikfølsom skærm. Ligemeget hvad de andre sagde vidste hun at hun havde ret.  Store bølger slog mod skibet, lige siden de forlod kajen havde det været uvejr. Kun hun vidste hvor de var, for det havde Jesus sagt. Skibet var med alle de velsignede og de ville alle ende ligesom hende. De udvalgte. Hun kiggede på hendes ur igen. Glæden var ikke til at modstå. Hun skulle snart møde ham. Ti sekunder. Hun trådte hurtigt op på rækværket og råbte hans navn igen og igen.
"Jesus!" Små dråber af regn gennemblødte hende. Kulden burde havde dræbt hende, men hun vidste at han varmede hende. "Credo." Derefter satte hun af. Farten steg. Hun ramte overfladen af det sorte vand.

 

"Nej." Jira så på Adien. "Nej."

Sort.

 

Mænd der skød. Røde lazerstårler der røg gennem mennesker, der faldt om. Lazerpitoler, sværd. Magtsyge.

Sort.

 

Hun slugte vandet ned i sine lunger og i det sekund gik det op for hende, at hun havde levet hele sit liv i en l løgn. Jesus fandtes ikke.

Sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...