Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

394Likes
699Kommentarer
63968Visninger
AA

9. 6 - ”Hey Liam, længe siden.”

Endnu en skoledag var overstået, og jeg kunne køre hjem. Sommervejret var stadig over os, og varmen gjorde det svært for en at koncentrere sig. Jeg glædede mig over, at jeg endelig kunne holde weekend, da skolen lidt utraditionelt holdt fri i morgen. Det var vist skyld i et eller andet møde, jeg ikke rigtigt vidste, hvad var. I hvert fald regnede jeg med at bruge den ekstra dag til at slappe af, og bare være derhjemme. Vera havde bedt om fri både i dag og i morgen, og derfor var det altså kun mig og mine forældre.

”God dag i skolen?” Jeg mødte min mor i køkkenet, mens hun til min overraskelse, allerede var i gang med at lave aftensmad.

Jeg forklarede hende, at den havde været fin, da jeg rigtigt begyndte at undre mig. Hun var klædt i sort tøj, og havde ikke det sædvanlige smil på læberne. Pastaen kogte i gryden, og klokken var altså kun. 15:10. ”Mor, hvorf-” Jeg blev afbrudt i mit spørgsmål, da min far dukkede op.

”Sidder det her slips rigtigt?” Også han var klædt i sort, og så vidt jeg vidste, var torsdag ikke en dag, de skulle til nogen form for arrangement. Så dette var specielt og nok ikke planlagt før i går.

Min mor drejede sig om, og gav min far et forsigtigt nik. ”Åh Liam, jeg har for resten lagt noget tøj frem på din seng.”

”Hvad sker der?” Jeg satte mig på en af barstolene op mod bordet, og studerede min mor hælde pastaen i en si.

Hun kiggede ikke på mig, da hun forklarede mig situationen. ”Har du ikke hørt det?” Først efter jeg havde forklaret hende, at jeg ikke anede, hvad der skete, vendte hun sig. ”Jackies morfar skal begraves i dag.”

Hvad? Det kunne ikke passe. Alle her i Hyver Hill kendte Jackies morfar, og han havde altid været så venlig over for alle. Han kunne ikke være død. ”Hvorfor har jeg intet hørt om det?”

Min mor og far udvekslede blikke, før min far udledte et suk. ”Vi ønskede ikke, at du skulle tænke på Jackie.” Det var først da han sagde det, at det gik op for mig, Jackie måtte være her.

Jackie McClane var tilbage i Hyver Hill.

Men jeg kunne ikke tænke på Jackie i denne situation – hendes morfar var død. Og jeg kunne i hvert fald ikke fortælle det til Harry.

”Jeg går op og skifter så.” Med blandende tanker tog jeg en dyb indånding, inden jeg fik åbnet døren til mit værelse og så det sorte tøj ligge på sengen. Hvorfor skulle folk dø, når de ikke fortjente det?

Alle måtte have den tanke, da jeg en halv time senere, var på vej mod kirken. Kirkeklokkerne var begyndt at lyde over hele byen, og ingen kunne undgå at vide, noget andet end en gudstjeneste skulle til at starte. Jeg så mange fra hele byen iført sort tøj nærme sig. Det havde altid været sådan, at når en døde, så kom hele byen. Bortset fra en dreng.

Gående ud fra parken, så jeg den eneste dreng, der ikke overraskede mig, var iført hvidt og blåt tøj. Harry fik øje på mig, og var klart ligeså overrasket, som jeg havde været for nogle minutter siden. ”Hey Liam.” Mine forældre lod mig heldigvis snakke til Harry, selv om jeg kunne mærke på dem, at de gerne ville nå hen til kirken snarest muligt. ”Hvad foregår der? Alle er klædt i sort.”

Harry havde aldrig deltaget i begravelser, så længe jeg havde kendt ham. ”Vi er på vej til begravelse.”

”Oh,” Harry var mundlam i kort tid, mens han prøvede at finde ud af, hvad han skulle gøre. ”Hvem er død?” Det måtte være mærkeligt for ham, når nogle nævnte begravelse. Den første tanke ville altid være George, og om vi mon ville blive afsløret en eller anden dag.

Derfor fortalte jeg ham det stille og roligt. ”Jackies morfar.”

”Er Jackie her?!” Selvfølgelig var det eneste Harry havde hørt, navnet Jackie. Og så var han da pludselig opsat på at tage af sted.

Men jeg kunne ikke lade ham gøre det. ”Harry, det er nok ikke den bedste idé. Det er hårdt for hende lige nu.”

”Men-” Jeg var stolt over at kunne tale til Harry, hvor han rent faktisk lyttede.

”Hvad med, at du tager hjem og finder noget sort tøj frem, og så venter uden foran kirken.”

Det overraskede mig, at Harry var så rolig, da han forsigtigt nikkede. ”Kun fordi hendes morfar er død,” svarede han til gengæld spydigt, da han med et skub gik forbi mig.

Det var officielt første gang, jeg havde fået Harry Styles til at adlyde mig. Så nu stod den altså 289-1.

Kirkeklokkerne stoppede som vi tog vores pladser i kirken. Det var nemt at se på alles ansigter, at ingen var tilfredse med situationen. Jackies morfar fortjente ikke at dø, og at vi nu alle var samlet her, gjorde det blot sværere. Jackie, der sad på første række med mormoren ved sin side, havde allerede tårer rullende ned ad kinderne. Jeg vidste, hun ikke havde så meget kontakt til dem, men at miste en fra sin familie, var forfærdeligt. Aldrig ville man se personen igen, aldrig kunne man høre personens stemme. Da kisten blev båret ind, prøvede jeg at holde mit blik mod Jackie. Hvis hun skulle se mig, ønskede jeg, at hun kunne vide, jeg altid ville støtte hende. Vi var og havde altid været venner.

Den hvide kiste blev båret hele vejen op ad kirkegulvet, og jeg kunne selv mærke tårerne presse på. Hele situationen var skrækkelig, og at se Jackie være ked af det, var især hvad der fik mig til at græde. Alle de tanker hun måtte gå igennem. Jeg ville selv være helt ulykkelig, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op, hvis en af mine forældre pludselig var væk. Og dét havde Jackie endda også oplevet.

”Det er altid tragisk, når en af vores nærmeste dør …” Præsten, der altid kom udenbys, begyndte sin prædiken. Alle rundt om i kirken havde sat sig ned, og min mor havde forsigtigt taget min hånd, for at støtte mig. I stedet for at kigge på præsten, prøvede jeg at se, hvordan Jackie tog det. Jeg havde ikke set hende i syv måneder, og så var vores første øjenkontakt, da hun vendte hovedet, for at kigge ind i mine øjne, der var fyldt af tårer, præcis som hendes egne. Kun i få sekunder, kunne jeg give hende et støttende smil, før hun vendte sig om igen, for at støtte sin mormor.

Folk begyndte at forlade kirken, da han var blevet båret ud, og Jackie gik hånd i hånd med sin mormor bag mændene, der bar kisten ud. Denne gang kunne jeg ikke sige, om hun med vilje ignorerede mit blik, eller hun virkelig bare havde en hård tid, og ønskede at have nogle sidste ordentlige sekunder med sin morfar. Hun havde trods alt prøvet dette hele to gange, og begge gange måtte det være så forfærdeligt.

Harry græd selvfølgelig ikke, da jeg fik øje på ham. Han stod i det blot få ud af mange sorte sæt, han ejede, og kiggede rundt. Træet dækkede af fra solen, og scenen fra Georges død genspillede sig i mine tanker i et kort sekund, indtil jeg skubbede de tanker væk. Dette var et andet tidspunkt, en anden begravelse. ”Hun var så …” Jeg følte, at Harry var ligeså påvirket som mig, da jeg stillede mig ind under træet. Vi var påvirkede, men ikke på grund af Jackies morfar var død, men på grund af Jackie. Hun var ulykkelig, og jeg kunne fornemme, at det var det præcise ord, Harry var ude efter. ”Liam, jeg bliver nødt til at snakke med hende.”

Idét han tog skridtet væk fra træet, tog jeg fat i hans arm. ”Harry tænk dig om. Jackie er ulykkelig, og jeg tror ikke det er det bedste tidspunkt, hun bliver genforenet med os.”

Harry stoppede i et kort sekund, for at tænke det igennem. Desværre var han ikke tilfreds denne gang, og stak mig en hård lussing. ”Hun er så tæt på mig, Liam.” Og med det gik han. Jeg fulgte han nærmede sig Jackie, men lige som han skulle til at prikke hende på skulderen, kom nogle hen for at føre Jackie hen til gravstenen. Og derfor kunne jeg se Harry opgivende gå væk fra kirken, uden at have fået snakket med hende, vi begge savnede. Efter at have brugt de sidste minutter på at studere Jackie, var det gået op for mig, at jeg savnede hende. Jeg havde fået en ny veninde, og var startet på en ny skole, men Jackie var en del af mit liv. Og denne gang lod jeg hende ikke slippe væk.

Derfor blev jeg så længe det var muligt, uden det virkede mærkeligt, for at se om Jackie selv, skulle gide tale til mig. Hun skulle vide, at hun havde min støtte, også selv om jeg så stod under træet, og nærmest stirrede på hende og hendes mormor. Dog så det ikke ud til, at hun følte det sådan, da hun med et forsigtigt smil gik hen mod mig. ”Hey Liam, længe siden.”

Jeg var lidt i chok, at hun stod dér, lige foran mig. Og nervøs som jeg var, rakte jeg hånden frem. ”Hej Jackie, og det må du nok sige.”

”7 måneder.” Hendes læber formede forsigtigt ordene, mens hendes øjne var helt røde fra alt gråden.

”7 måneder,” gentog jeg.

Det var en usikker, men samtidig mere selvsikker Jackie, der stod foran mig. Hendes attitude udover tårerne viste mig, at hun i hvert fald havde ændret sig. En nær der døde gjorde bare alle bløde, og derfor følte jeg, at den gamle Jackie stod foran mig.

”Jackie, kommer du?”

Hendes mormor kaldte efter hende, og et suk kom fra Jackie. ”Nå farvel igen, Liam.” Hurtigt som hun var kommet, var hun altså væk igen. Den måde hun hilste af på, fik mig til at tænke på, om hun egentlig mente sit ’farvel.’ Hun skulle jo tilbage til London igen. Og som jeg stod, og ikke havde sagt noget, gik det op for mig, at jeg for anden gang, ikke havde sagt farvel til hende. Sidste gang havde jeg været i koma, og nu havde jeg været for fej.

Jeg måtte altså mande mig op, hvis jeg ønskede kontakt til hende igen. 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Dette kapitel har været rigtig svært for mig at skrive. Det var lidt pudsigt, at som jeg skulle beskrive følelser over at have mistet en, døde Cory Monteith. Jeg elsker Glee, og derfor er jeg selvfølgelig helt vild med Cory. Derfor hørte jeg gamle Glee sange, mens jeg skrev scenen i kirken, så prøvede virkelig at få nogle af mine følelser ud.

Så vil bare slutte af med at sige R.I.P Cory, og håber det bedste for hans familie og Lea. Tanken om de skulle giftes om to uger ...

Blev lige nødt til at komme ud med mine tanker. Håber I kunne lide kapitlet, og at Jackie og Liam snakkede sammen. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...