Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

393Likes
699Kommentarer
63589Visninger
AA

8. 5 - ”Jackie, er det dig?”

Denne morgen var anderledes, da jeg åbnede mine øjne for at kigge rundt i værelset. Uret havde ikke vækket mig i dag, og egentlig nød jeg det. At blive vækket af det dumme ur hver morgen, for at tage tidligt i skole, havde aldrig været mig. Men i dag var uret stille og viste 10:17. Et smil gled over mine læber, da jeg udhvilet stod ud af sengen. Jeg forstod egentlig ikke, hvordan et smil kort efter kunne danne sig om mine læber. Jeg skulle til Hyver Hill i dag. Min gamle by, hvor to drenge ’ventede på mig. Faktum var, de ikke anede jeg kom, men alligevel. Derfor forstod jeg ikke mit humør. Jeg var skrækslagen for at skulle snakke til dem igen. Alligevel havde jeg et smil om læberne, da jeg brugte alt for mange minutter, for at finde det helt rigtige tøj.

Kort efter stod vi på stationen, og min far skulle til at sætte mig af. ”Jeg kommer til at savne dig, Jackie.” Min far gav mig et langt kram, der til sidst blev for meget for mig.

Med et ryst på hovedet trak jeg mig væk. ”Du har jo Jeanett.” Det var nemt at se, at min far blev såret, men egentlig var jeg ligeglad. Det var jo sandheden.

”Bare pas på dig selv.” Jeg vidste, at han mente det og jeg nikkede forsigtigt. Men hvor meget kunne der ske i sølle Hyver Hill? Jeg forstod hvis jeg blev sendt til London, men nu var det altså et besøg væk fra London. Min far burde tage at slappe af. Så det var en rar følelse, da jeg kunne tage min kuffert med mig, for at sætte mig ind i toget, der ville transportere mig til min fødeby.

Togturen var hurtig færdig, og jeg fandt min mormor stå og vente på mig, for enden af stationen. En masse mennesker for omkring mig, og jeg følte straks en mindre klaustrofobi, da jeg mavede mig igennem. Det var ikke tit så mange var på Hyver Hill Station, men eftersom nogle af toglinjerne kørte i andre retninger, var det et godt sted at skifte. Jeg tror faktisk kun, at nogle få skulle blive i byen, og ud af dem, var jeg den ene. Med et smil kunne jeg kramme min mormor, og jeg glædede mig egentlig til at bruge noget tid med hende. Hun var den tætteste jeg havde på min mor, og vi kunne altid snakke om, hvor meget vi begge savnede hende. Dog var der stilhed imellem os denne skyfrie dag, og jeg vidste hvor såret min mormor var. Hun havde mistet de to vigtigste mennesker i hendes liv. ”Hvordan går det?” Spørgsmålet kom fra mig, selv om jeg godt kendte svaret. Men man kunne vel godt være venlig ved at spørge.

”Forfærdeligt.” Hun tog min kuffert fra mig, selv om jeg selv ønskede at bære den, og vi gik sammen hen til hendes gamle, røde bil. ”Din morfar fortjente ikke at dø.” Jeg rystede på hovedet. Ingen her i verden fortjente at dø, og at jeg nu var blevet udsat for to i mine nærmeste familie, var ikke fair. Og så begge til den samme dumme sygdom.

”Jeg har ryddet gæsteværelset til dig, så du kan sove der.” Hun gav mig et forsigtigt nik hen i mod værelset, jeg straks genkendte, da vi nåede frem til huset. Det var heldigvis så mange år siden, hun sidst havde boet der, at der ikke var de samme følelser i det, som i mit gamle hus. Min mors gamle værelse havde en mørkegrå væg, og var indrettet med en masse hvide møbler. Sengen var redt, men blev hurtigt krøllet, da jeg smed mig på dynen. Jeg var bare så udmattet efter tankerne, der havde strejfet mig hele dagen. Og som jeg lå der i min mors gamle barndomsværelse, følte jeg næsten en kontakt til hende. Hun var her – jeg kunne mærke hende.

Timerne gik og uden rigtigt at snakke til min mormor, var det ret så kedeligt. Hun havde lige fortalt mig, at der var ting, der skulle planlægges med begravelsen, og jeg havde ikke engang tænkt over at spørge, om hun ønskede jeg fulgtes med hende. Måske var jeg ikke så sød over for hende, det hele var bare svært for os begge. Og derfor besluttede jeg, at jeg skulle bruge noget luft. Jeg kendte det meste af Hyver Hill ret godt, og kunne derfor nemt finde rundt, da jeg selv havde boet der. Problemet var bare, at min mormor boede i den del af byen, jeg stort set aldrig havde befundet mig. Liams del. Jeg vidste, at hans vej bare var et drej til højre, og så kunne jeg se hans hus længere nede af vejen. Men det sidste jeg regnede med på denne tur, var at støde ind i Liam og Harry. Jeg ønskede bare at holde mig så langt væk fra dem som muligt. Så jeg var heldig, at de havde travlt med skolen, eftersom det jo var mandag.

Jeg besluttede mig for at gå over i parken, da jeg til tider savnede friheden ved at høre fuglene, og den kølige vind, der skyllede ind over en som en brise. Et smil dannede sig på mine læber, da jeg kunne sætte mig på en bænk og nyde sommervejret.

Parken var næsten tom. Nogle få ældre mennesker var til at få øje på. Jeg så også en jævnaldrene pige gå ned af grusstien med en sød pige ved sin side, mens hun vinkede til de gamle mennesker, som hun gik forbi. Og som hun nærmede sig, gik det op for mig, at det var Molly. Molly Anderson, der var blevet gravid og havde valgt at beholde barnet. Hendes datter havde de skønneste øjne, da jeg så dem lege tæt ved mig. Øjnene skinnede i skæret fra solen, og de var så genkendelige. Det var Louis’ øjne.

”Nej Scarlett, kan du så blive her!” Molly råbte efter sin datter, der forsigtigt prøvede at komme væk fra sin mor, dog kom hun ikke så langt. Hun kunne heller ikke være mere end nogle måneder. Jeg studerede Molly ae sin datter på hovedet, og fik pludselig øjenkontakt med hende. ”Jackie, er det dig?” Molly var så tæt på mig, at jeg sagtens kunne høre hende.

”Hey Molly.” Jeg gav hende et smil og valgte til min egen overraskelse at sætte mig over til dem. Efter alt hvad Molly havde været igennem, fortjente hun en ordentlig samtale. ”Hvordan går det?” spurgte jeg.

”Det er da mig, der skal spørge dig om det! Hvordan går det i London?” Hun gav mig et forsigtigt smil, mens jeg havde øjenkontakt med Scarlett, hvis øjnene strålede endnu mere, jo tættere man var på hende. Mon Louis nogen sinde havde mødt sin egen datter?

Jeg trak på skuldrene, ”fint. Jeg har fået nogle søde venner, og går i skole. Hvad med dig, burde du ikke være i skole nu?”

Hendes smil forsvandt fra de læbestiftdækkede læber, og hun kiggede væk. ”Ingen skole ønskede en mor.”

Det overraskede mig. Molly var klog, når hun tog sig sammen, så at hendes klogskab skulle gå til spilde på grund af en fejltagelse, var ikke fair. Hun var helt sikkert mere seriøs i dag. ”Det er jeg ked af.”

Hun nikkede forsigtigt, ”men det er nu det hele værd. Scarlett er mit liv nu, og jeg fortryder det ikke.” Scarletts små hænder rakte ud efter mig, og et stort smil dannede sig på Mollys læber. ”Vil du holde hende?”

Jeg nikkede forsigtigt og fik den sødeste pige, til at stå på mit skød, mens jeg holdt hende oppe. ”En af mine veninder hedder Scarlett,” forklarede jeg, og fik grin fra den lille pige foran mig.

”Hendes fulde navn er Scarlett Willa Anderson.” Molly holdt en kort pause. ”Selv om Louis ikke ønsker at have noget med hende at gøre, ville jeg gerne gøre ham til en del af hende. Derfor Willa, for William.” Et usikkert smil dannede sig på Mollys læber, men jeg elskede faktisk idéen. Godt nok blev hun sikkert mindet om Louis, men han var en del af deres datter.

”Hvordan har du det med, at hun vokser op uden en far?” Det overraskede jeg spurgte om det, men jeg vidste til gengæld hvor hårdt, det kunne være at leve uden en mor.

”Ikke godt. Når hun bliver ældre, spørger hun ind til ham, og hvad skal jeg så sige?”

Jeg trak på skuldrene, ”det kan jeg godt se.” Tanken om jeg kunne give Molly en adresse, og muligheden for at møde i Louis, fik mig næsten til at glemme hvem Louis egentlig var. Louis William Tomlinson, ville aldrig acceptere Mollys ønske, om at deres datter kunne møde ham. Alligevel ønskede jeg at gøre noget. Men det var for tidligt. Måske senere.

”Jeg er forresten ked af det med din morfar.” Det overraskede mig ikke, at Molly vidste det. Hyver Hill var lille, og nyheder spredte sig hurtigt. Men det var først, da hun sagde det, at det gik op for mig, at hele byen vidste det. Harry og Liam boede i byen, og når der var begravelse, plejede alle at dukke op.

Hvorfor havde jeg ikke tænkt det her mere igennem? Det sidste jeg ønskede var at have en genforening med drengene til min morfars begravelse. ”Er du okay?”

”Det ved jeg ikke. Det hele er så svært.” Jeg mærkede trangen til at give Scarlett tilbage til Molly, og rejste mig derefter op. ”Jeg må gå.” Med et undskyldende smil, forlod jeg de to på græsset, og gik så hurtigt jeg kunne, for at komme hjem til min mormor. Jeg gik automatisk den vej, der var hurtigst, der dog til min fejltagelse viste sig at være for enden af Liams vej. Jeg kunne umuligt gå ned af den vej. Liam burde være hjemme på dette tidspunkt. Og præcis som jeg tænkte tanken, kom en genkendelig bil kørende ned af vejen. I et hurtigt hop, fik jeg gemt mig bag en busk, og så Liam sidde bag rattet, mens han snakkede til en pige på passagersædet. Det gjorde ondt indeni mig at se ham smile stort og grine. Denne pige, der nok var Chloe, fik det til at se så let ud. Hun skulle bare åbne munden, og Liam ville stråle af glæde. Uden at tænke over det, tog jeg fat i halskæden om min hals og studerede den.

Liam havde givet mig den af en helt speciel årsag, men den havde han nok glemt nu. 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Så kom Jackie til Hyver Hill, hvor hun vil befinde sig i nogle dage. Tror I hun møder Liam og Harry og snakker til dem?

Kan afsløre at næste kapitel bliver fra Liams synvinkel, hvor han sammen med Harry vil være til begravelsen. Det kan vel kun gå dårligt, hvad tror I?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...