Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

394Likes
699Kommentarer
63968Visninger
AA

31. 24 - ”Hvor er jeg glad for, at du ikke løb væk denne gang.”

Vil anbefale at læse forfatternoten efter dette kapitel x


”Jeg fortalte dem, at jeg var alene om det, så du skal ikke frygte noget. Sagen er lukket.” Det smil Harry nu gav mig var ikke rigtigt til at beskrive. Jeg kunne både se, at han var tilfreds med sig selv, men samtidig var der også noget andet gemt, jeg ikke helt kunne gennemskue.

”Hvorfor, Harry? Jeg mener, nu sidder du her som den eneste, og skal være her i fire år?” Harry kiggede igen på mig, og prøvede at samle sig sammen til at snakke. Jeg vidste det var svært for ham, når nogle nævnte antallet af år, han skulle tilbringe på det her sted. Han hadede det allerede som pesten.

Han trak på skuldrene, ”er det ikke lige meget? Du slap fri, og jeg sidder her. Det er nu også altid sådan, at det er lederen, der ender med at sidde bag tremmer.” Det første smil kom frem på Harrys læber som han forsigtigt grinte over sin egen kommentar. Han var lederen, og det vidste han. ”Men det går også alt sammen. Tro det eller lad vær, men Georges mor var forbi i går. Hun sagde hun ville snakke med politiet,” sagde Harry lavt.

”Snakke med politiet? Mener du, at du kan komme ud?”

Harry rystede på hovedet. ”Du burde kende loven, Liam. Hun vil se om hun kan give mig nogle færre år, eftersom hun ikke ønsker at endnu en ungdom skal gå til spilde.” Det måtte betyde meget for Harry, at selv Georges mor prøvede at hjælpe ham, men jeg forstod bare ikke hvorfor. Hun måtte have et godt motiv, som jeg ikke kendte til.

”Jeg håber da for dig, at du kan komme ud før,” sagde jeg forsigtigt med et smil og studerede Harry i hans fangedragt. Det kunne let have været mig, der havde siddet der. Udelukket for alt omkring sig: venner, familie, kæresten. Jeg havde ikke en kæreste lige nu, men håbede da inderligt, at jeg snart kunne gennemskue Jackie. Jeg følte mig så glad med hende, men jeg anede ikke, hvad hun ønskede, og det pinte mig.

”Hvad tænker du på?” spurgte Harry mig og fik mig hevet ud af tankerne.

Jeg rystede på hovedet, ”ikke noget.”

Harry rullede med sine grønne øjne, ”må jeg have lov at gætte på Jackie?” Hans gæt overraskede mig, men med et nik erkendte jeg det. Hvorfor også gemme på det, Harry kendte mig alligevel for godt. ”Hvad føler du egentlig for hende, Liam? Kan du lide hende?”

Det spørgsmål tog mig ingen tid at svare på. Faktisk svarede jeg hurtigere, end jeg havde forventet. Det røg nærmest ud af munden på mig. ”Hun betyder meget for mig, men jeg aner ikke, hvad hun synes om mig.”

Harry smilede, ”prøv at tænk tilbage på dit yndlings øjeblik med hende. Hvad udtrykte hun der?”

Flashbacket kom hurtigt til mig, som jeg så den et års gamle episode for mig i billeder.

 

”Har du prøvet at se på mit liv, her på det sidste? Jeg har i flere dage nu, prøvet at holde følelsen for en sød pige væk, men til sidst har jeg simpelthen ikke kunne holde til det mere. Jeg opgav mit omdømme for hende, og nu gider hun mig slet ikke.” Og med det opgav jeg det hele og vendte mig om, for at gå ind i bilen igen. Med idét jeg skulle til at åbne bildøren, hørte jeg skridt bag mig.

Jackie vendte mig forsigtigt om, og kiggede mig i omkring 2 sekunder undskyldende ind i øjnene, inden hun blidt kyssede mine læber. Jeg tog mine hænder om hendes hofter og kyssede hende igen og mærkede nærmest ikke regnen imens. Heller ikke, da hun trak sig væk og kiggede på mig. ”Jeg håber virkelig at jeg var den pige du snakkede om, for ellers er det her godt nok akavet.” Hun sagde det med et forsigtigt smil, der var typisk hende. Så uden at sige svare hende, kyssede jeg hende igen som svar. Jeg mærkede alt det hun have været igennem, da jeg forsigtigt pressede mine læber mod hendes igen, og pressede hende tættere ind mod mig.

 

Jeg smilede for mig selv af øjeblikket og savnede at have den tilknytning til Jackie. Og Harry kunne se min glæde. ”Liam for helvede, fortæl hende dog, hvad du føler,” bestemte Harry og slog ud med armene, for at få mig til at indse, hvad jeg burde gøre. Jeg måtte gøre det rigtige.

”Men, hvad nu hvis hun ikke-”

Harry rystede på hovedet. ”Du har altid været alt for forsigtigt, Liam. Som din gamle leder tvinger jeg dig til at gøre det. Lige nu faktisk.” Harry blinkede kort til mig og fik mig så til at gå, så jeg kunne komme i gang. ”Det er min sidste mission til dig, Liam. Kvaj dig nu ikke.” Harry smilede for sig selv, og jeg kunne kun gengælde det. Den måde han nu jokede med hans gamle personlighed, var nok til at få mig til at rejse sig. ”Men pas godt på hende, Liam. Hun betyder også meget for mig,” fortalte han mig.

Jeg nikkede, ”husk også og pas godt på Chloe.” Harry nikkede og gav mig et smil, der fortalte mig hans følelser om min bedste veninde. Det skulle nok blive interessant i fremtiden.

***

Med nervøse skridt fandt jeg endelig mig selv foran Jackies mormors hus. Utroligt at Harry faktisk havde fået mig overtalt til at gøre dette, men nu var jeg her altså. Jeg huskede episoden i supermarked, hvor Vera straks havde snakket med Jackies mormor, hun var en flink dame. Dog havde jeg foretrukket, at det var Jackie der åbnede døren, og ikke hende. ”Hej med dig, Liam ikke?”

Hun smilede forsigtigt til mig, da jeg nikkede. ”Er Jackie hjemme?” Da jeg havde spurgt hende, gik det op for mig, at jeg ikke havde gennemtænkt den her plan. Hvad nu hvis Jackie ikke var hjemme? Hvad skulle jeg så gøre? Det var ikke engang sikkert hendes mormor vidste, hvor hun befandt sig.

Idét mine tanker var ved at give op for tid, fik jeg et svar. ”Hun er på Burger Macs og arbejder, jeg er sikker på hun vil værdsætte dit besøg.”

Og med det sagt, lukkede hun døren og lod mig stå udenfor. Jeg skulle altså til Burger Macs.

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været der. Efter Jackie var flyttet, havde jeg altid takket nej, når mine forældre spurgte om vi skulle spise der. Det gav mig alt for mange minder, jeg på det tidspunkt ikke ønskede at huske. Men lige nu ønskede jeg ikke noget andet, end at være tilbage i de gamle rammer.

Da jeg kom hen til parkeringspladsen, kom en masse episoder frem i mine tanker. Selvfølgelig stod den med ketchuppen mest klar for mig, selv om jeg også huskede tiderne, hvor vi var alene i køkkenet. Tænk hvor meget et sted havde gjort for en.

Jeg åbnede døren til restauranten og hørte klokken over døren. Den måtte være ny, for jeg havde aldrig hørt den før. Men da jeg kiggede rundt kunne jeg ånde ud, da alt andet udover klokken lignede sig selv. Mit blik søgte bordet os drenge plejede at sidde ved, og da jeg fandt det, fik jeg et chok.

Udover Jackie, der tog bestillinger hos dem, sad ingen ringere end Niall og Zayn.

Sidst jeg havde set dem, hvis man undlod det akavede møde på politistationen, var det helt tilbage til før sommerferien. Hvorfor var de her mon?

Louis, der også sad ved bordet, smilede stort til mig, da han så mig. ”Liam!” Alle blikkene vendte sig mod mig, og det var nærmest som en reunion. Men det blik, der gjorde mig aller mest nervøs, var selvfølgelig Jackie. Venligt kiggede hun på mig og gav mig et kærligt smil, da jeg kom helt hen til bordet.

Jeg måtte indrømme, at jeg aldrig, aldrig, havde set den her kombination af mennesker sidde sammen. Foran mig sad Niall, Zayn og Louis. Vi var her alle udover Harry (det var nok det aller mærkeligste). Men udover det havde Louis sin arm rundt om Mollys hofte, og smilede kært til sin datter. Jeg var glad for, at de havde fundet ud af det de to.

”Hvordan går det, Liam?” Niall havde for en gangs skyld hans solbriller oppe i håret, og jeg kunne nyde hans kønne øjne. En eller dag måtte en pige falde pladask for dem, hvis det ikke allerede var sket. Jeg havde ikke snakket med dem i evigheder, gad vide hvad de havde gået igennem.

”Det går fint nok, lidt mærkeligt med alt det med Harry, men hvad med jer drenge? Jeg har ikke snakket med jer i evigheder.” Det overraskede mig faktisk hvor flinke de opførte sig, Niall og Zayn. På politistationen havde de påtaget sig Harrys rolle, men her var det som om de havde fundet sig selv. De smilede endda til mig.

Zayn trak på skuldrene, ”efter Harrys fængsling, tænkte vi at komme tilbage. Det fylder jo meget hos os alle, den episoden.” Mens han snakkede lagde jeg mærke til, at han sørgede for at holde øje med Jackie. Han vidste nok godt, hvad hun vidste, men ikke hvordan hun tog det hele.

”Det er i hvert fald rart at se jer, drenge,” smilede jeg. Det sidste jeg havde regnet med, da jeg vågnede i morges var at se de to drenge, men nu sad de lige her. Forhåbentlig ville dagen fortsatte lige så godt.

Jackie tog en bakke og gik op til disken, hvor jeg spontant valgte at følge efter hende. ”Tror du, at du har mulighed for at få tidligere fri?” spurgte jeg uden rigtigt at tænke mig om, hvilket resulterede i et forundret ansigtsudtryk fra Jackie.

”Øhm, det ved jeg ikke, jeg kan da lige-”

Mens hun svarede mig, kom hendes far ud fra køkkenet og smilede stort til mig. ”Liam! Længe siden min knægt,” sagde han og stillede sig ved siden af Jackie, over for jeg.

”Far, kan jeg måske godt få tidligere fri?” spurgte Jackie hurtigt og afventede svaret, jeg kunne se hun ikke troede var positivt.

Og hun havde ret. ”Fri, hvad mener du dog? Gør dit ben ondt?” Først nu lagde jeg mærke til, at Jackie havde fået erstattet gipsen med en ting, der satte benet på plads, så hun lettere kunne gå rundt. Det måtte være befriende.

Jackie rystede på hovedet af sin far, ”nej, det er ikke det. Det er bare, at-”

”-Jeg kunne godt tænke mig at tage Jackie med et sted hen,” afsluttede jeg for hende, og fik et overrasket udtryk fra hendes far. Forhåbentlig lod han mig gøre det, da han før havde udvist, at han godt kunne lide mig.

Og heldigvis holdt det ved her. ”Så tag da af sted, men husk nu at passe på dit ben,” smilede han og gav Jackie et kys på panden. Tilfreds smilede jeg for mig selv, da Jackie smuttede ud for at skifte tøj, så vi kunne komme af sted. Utroligt hun så spontant bare havde takket ja til mit tilbud, uden hun vidste, hvad jeg havde i tankerne. Egentlig var det indtil videre også kun en idé, jeg ikke vidste om jeg kunne fuldføre, når vi begge sad i bilen. Ville et besøg til Georges grav være for hårdt for hende?

Eftersom Jackie ikke havde reageret negativt, da Zayn havde nævnt det, sad vi nu i bilen på vej til kirkegården. Jeg havde besluttet med mig selv, for få sekunder siden, at dette var det rigtige. Nu håbede jeg bare, at hun ville tænke det samme.

Jackie vidste straks hvor vi var, da hun steg ud af bilen. ”Her har jeg godt nok ikke være længe,” pointerede hun, men forholdt sig alligevel roligt. Det var positivt nok for mig.

”Jeg tænkte at vi begge havde brug for at sige et sidste farvel til George, hvis du forstår hvad jeg mener.” Jackie kiggede på mig og viste mig i et enkelt blik, hvor taknemmelig hun var over, at jeg havde taget hende med herhen. Hun havde nok ikke selv modet til det.

”Du aner ikke hvor meget jeg selv har ønsket at gøre dette,” nærmest hviskede hun, da jeg stod helt tæt ved hende. ”Jeg vil gerne komme videre.” Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg havde troet hun ville have reageret anderledes. Men som jeg flettede vores fingre sammen og gik mod gravstedet, begyndte jeg at forstå, at hun virkelig ønskede at komme videre. Præcis sådan jeg også havde det.

”Savner du ham nogen sinde?” spurgte jeg, da vi stod foran hans gravsted.

 

George Simon Taylor

17 år vil aldrig være nok til at opfylde sine drømme

Du vil altid være savnet

 

Det var meningen, at forældrene ikke havde oplyst fødsels- eller dødsdato, da jeg havde hørt det var for hårdt for dem. Men deres ord på gravstenen sagde alt. Kun sytten år, og så var han væk. Et tennistalent ville aldrig få sin første medalje. Det gjorde ondt som jeg tænkte på, hvad George egentlig kunne have opnået. Men nu var han væk, alt sammen på grund af en latterlig fejl, jeg desværre havde været en del af. Det var forfærdeligt at tænke på.

Jackie undlod at svare på mit spørgsmål, hvilket jeg først bemærkede, da hun talte om noget helt andet. ”Liam, vil du ikke følges med mig over til et tætliggende sted?” spurgte hun og gav mig et forsigtigt smil. Forvirret nikkede jeg og kunne ikke komme på, hvad der skulle ligge i nærheden, før hun trak mig med hen af en sti, og jeg så søen for mig.

Den selvsamme sø, hvor vi havde vores første kys, inden hun løb væk. Det måtte være omkring et årstid siden nu, men mindet stod stadig ligeså klart. ”Søen,” udbrød jeg og mærkede et klem, da Jackie trak mig helt hen til fodbredden. En masse efterårsblade lå spredt på søen og jeg smilede fornøjet over det selvsamme syn som sidst jeg havde været her. ”Jeg kan huske da vi var her første gang.” Jackie nikkede ved siden af mig, og som vi stod der og kiggede ud over søen, blev jeg helt sikker i min sag.

Jeg elskede Jackie McClane.

Vi havde kendt hinanden så længe, jeg kendte til stort set hele hendes livshistorie, og hun var ikke bange for at dele sine tanker med mig længere. Vi havde begge udviklet os i vores liv som teenagere, og at det i enden skulle bringe os sammen, havde jeg ikke turde tro på. Men nu stod vi her og jeg kunne ikke være mere lykkelig. Jeg manglede bare at få en ting bekræftet. Kunne hun nu også lide mig?

”Hvorfor valgte du egentlig at tilgive mig, Jackie?” spurgte jeg og valgte at stå med min front mod hende, så vi automatisk kiggede hinanden ind i øjnene. Det her var øjeblikket jeg havde ventet på – hvad nu hvis hun droppede mig? Det kunne sagtens nå at ske …

Jackie tøvede kort, inden hun forklarede mig hendes situation. ”Først, så har du haft en kæmpe betydning i mit liv, og jeg husker stadig, da vi mødtes første gang. Jeg har altid kendt dig, Liam, og det følte jeg bare ikke jeg kunne give slip på. Og også selv om det havde været dig, der havde pillet ved Georges motorcykel, havde jeg alligevel tilgivet dig. Du betyder for meget, og jeg kan ikke klare at miste flere. Og efter Harry blev fængslet, huskede jeg, hvad George har fortalt mig …” Hun stoppede, og jeg vidste hun ønskede at pine mig, inden hun afsluttede. Jeg kiggede ind i hendes øjne og var så tæt på det svar, jeg havde ventet på. Og lige nu lød det heldigvis til at blive positivt, hvilket betød alt for mig, og fik mit hjerte til at banke lidt hurtigere. ”Han fortalte mig engang, at han håbede vi to ville være sammen en dag, og blive sammen. Han kunne åbenbart se noget, før jeg selv lagde mærke til det. Og udover, at jeg godt kan lide dig, Liam, for det kan jeg-” hun holdt en kort pause og et kærligt smil fandt frem til hendes læber, mens jeg gengældte det. Jeg havde hørt, hvad jeg ønskede, og det kunne ikke være bedre. ”Men jeg ønsker også at være årsagen til hans sidste smil, og af de to grunde, står jeg her i dag. Fordi du betyder alt for meget for mig, Liam.”

Grebet af stemningen tænkte jeg ikke særlig længe, før jeg lod mine læber møde hendes som starten på det mest fantastiske kys nogen sinde. Dette var noget jeg havde ventet på i alt for lang tid. Jeg havde Jackie, jeg havde min pige, og det skulle ingen nogen sinde ændre, og aldrig ville jeg begå en dum fejl, så jeg ville miste hende igen.

Jeg følte hun smilede, mens vi kyssede, og det gav mig tegnet om, at det her aldrig ville stoppe. Det her var noget helt specielt, og efter alt det vi havde været igennem, skulle det ikke få en ende. Jeg følte hele mit liv blive fuldent som jeg gjorde kysset dybere og viste hende alle mine følelser. Jeg trak hende ind til mig, og vores læber føltes som om de passede sammen, noget de altid havde gjort, og jeg kunne ærlig talt ikke være mere lykkeligere.

Da jeg trak mig væk så jeg det flotteste smil hos Jackie. Hun smilede til mig og jeg ønskede ikke at flytte mig. Hun stod så tæt – jeg ønskede ikke at give slip. ”Hvor er jeg glad for, at du ikke løb væk denne gang,” grinede jeg forsigtigt og tog en tot af hendes hår om bag hendes ører. Jeg huskede stadig dagen ved søen, hvor hun var løbet uden at sige noget, og bare efterladt mig stående tilbage uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Men nu var hun her, og denne gang blev hun.

Jackie grinede og viste mig sit største smil. ”Altså jeg kan stadig nå det, hvis du skifter mening.”

Med et ryst på hovedet viste jeg hende, hvor latterligt det var, det hun lige havde sagt. ”Jeg vil aldrig give slip på dig igen, Jackie. Aldrig.” Og med de ord, jeg lovede hende med alt hvad jeg havde, lod jeg vores læber mødes igen og huskede på få sekunder alle de minder vi havde været igennem. Jeg fortrød ikke nogle af dem, for alt i alt var de alle, negative som positive, grunden til vi stod her lige nu. Vi stod med hinanden i vores arme, klar til at gå mod verden, men aller først Hyver Hill – byen, der bragte os sammen.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Det var noget af et kapitel. 3097 ord blev det til, men når man nu tænker på, det er sidste kapitel, følte jeg det var vigtigt.

Men det var så det ... Det sidste kapitel til 'Boys Like You-serien' er nu skrevet, og der er kun en enkelt epilog tilbage :'(

Kan slet ikke fatte, at det i morgen er et år siden jeg publicerede Boys Like You, tiden er gået så hurtigt og jeres støtte har været fuldkommen fantastisk!

Til alle jer Liam-shippers: JAAAAA, de fik hinanden som I ønskede det x Må indrømme de altid har været mit yndlingspar.

Til alle jer Hackie-shippers: I'm so sorry :( I de sidste par kapitlet har jeres kommentarer domineret, og jeg vil gerne sige, at jeg faktisk i starten havde valgt, at Jackie skulle ende med Harry, men eftersom jeg tænkte det igennem, og flertallet valgte Liam med like 2 stemmer, blev det altså ikke Harry :( MEN, har en ting til jer i slutbeskeden til epilogen, så stay tuned.

 

Og wow, tusind tak guys! Jeg glæder mig til at høre jeres tanker om den her serie, når jeg får publiceret epilogen i morgen.

Men jeg er på vej til Rom, så vi skrives ved x

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...