Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

393Likes
699Kommentarer
63590Visninger
AA

29. 22 - ”Jeg fik fire år.”

Dedikeret til alle, der stadig læser med


Fængslet blev større og større som jeg nærmede mig. Lige siden jeg stod af toget havde jeg følt en knude i maven blive større og større. Jeg havde endnu ikke været her. Jeg havde endnu ikke besøgt Harry siden han meldte sig selv til politiet, hvilket var ti dage siden nu. Det var i dag og fredag og jeg vidste, at Harry havde været i retten i går. Først efter det kunne jeg få mig selv til at komme.

Alt det her omkring Harrys fængsling gjorde det blot sværere for mig. Jeg boede ikke mere hos Liam, men besøgte ham stadig stort set hver dag. Chloe brugte alt sin tid med Harry her for tiden for at give ham selskab, så jeg fik tit en besked fra Liam, om jeg ikke havde lyst til at komme over.

Vi havde fået snakket en masse i løbet af de sidste par dage. Han havde især hjulpet mig med mine tanker om hele episoden med Harry. Efter vi sammen havde været på politistationen og han havde meldt sig selv, var det gået op for mig, hvad han egentlig havde gjort. Jeg troede på ham, når han sagde det ikke var hans mening, men alligevel skulle jeg lige bruge noget tid på at synke det. Og efter ti dage var jeg enig med mig selv om, at jeg nu havde gjort det.

Derfor satte jeg mig på et bord i ventesalen, og afventede Harrys ankomst. Han troede sikkert, at det var Chloe, der besøgte ham. Men da han fik øje på mig, fik han sig noget af en overraskelse, det kunne jeg let se i hans ansigt.

”Hej Jackie,” hilste han, da han satte sig foran mig. Efter lige at have opfattet jeg faktisk var her – jeg besøgte ham – gav han mig et venligt smil. ”Går det godt?”

Jeg nikkede, ”fint nok, jeg bor hos min mormor igen.”

Harry nikkede, ”har hun det godt?” Han hentydede til min morfars død, men jeg ønskede ikke at snakke om det. Det gjorde stadig ondt, og fik mig til at tænke på, hvordan min mormor nogle gange kunne få sammenbrud over hans død.

”Jeg kom ikke for at snakke om min morfars død, Harry. Jeg kom for at snakke om dig.”

”Om mig?”

Harry løftede sin øjenbryn og studerede mig. ”Du var for retten i går husker du nok,” påmindede jeg ham om med et forsigtigt smil.

Han sukkede og trak på skuldrene, ”jeg fik fire år.” Harry kiggede ned i gulvet og måtte føle sig usikker. Fire år i fængsel, og han var ikke engang blevet 20 endnu. Det måtte være meget så mærkeligt for ham. Stakkels. Nogle af de vigtigste år i sit liv, og så sidder man i en celle.

”Hvad ellers?” spurgte jeg med et forsigtigt smil, og var faktisk interesseret i Harrys sag, og hvad der nu ville ske med ham.

Harry kiggede rundt for at se, om der var nogle tæt ved os, der ville lytte. ”Jeg fortalte dem, at jeg var alene om det.”

”Er du seriøs?” sagde jeg lidt for højt, og fik Harry til at tysse på mig. ”Undskyld,” hviskede jeg. ”Men hvorfor gjorde du det, Harry?”

Han trak på skuldrene, ”jeg indså hvilken idiot, jeg havde været. Også hvor mange fejltagelser jeg har gjort mig de sidste år.

Jeg smilede af Harry som han forklarede om sin sag. Jeg kunne slet ikke fatte, hvem han havde ændret sig til – på den positive side. ”Jeg må indrømme, Harry,” jeg grinede kort og skulle stadig lige sluge, hvad Harry lige havde sagt. Han havde taget ved lære og havde ladet de andre drenge have et fortsat godt liv. ”Jeg må indrømme, at det sidste jeg havde troet om dig, var at du ville blive blødsød.” Jeg gav ham et smil og viste at jeg stadig ville være der for ham. Jeg vidste bare ikke helt på hvilken måde endnu.

”Jeg er ikke blødsød.”

”Så siger vi det, Harry,” grinede jeg kort, selv om han snart måtte indse, at han ikke længere var bad boy’en fra Hyver Hill.

***

”Jeg har det altså ret mærkeligt med at skulle besøge dem,” lod jeg min far vide, som vi sad i hans bil på vej mod Georges hus. Vi havde endnu en spiseaftale med dem, men denne gang var det anderledes for mig. De vidste hvem Georges morder var – de vidste, han var min gode ven.

Men til min fordel var Georges mor glad, da hun åbnede døren og inviterede os indenfor. Hun smilede stort og viste og straks hen til spisebordet, hvor en masse mad allerede var stillet frem. Min far begyndte straks at snakke med dem, mens jeg prøvede at virke interesseret i samtalen. Men jeg kunne ikke, som jeg blot sad og ventede på, hvornår samtaleemnet ville blive Harry. De måtte vel spørge på et tidspunkt.

”Hvordan går det så med jer to? Nu efter retssagen i går?” Det overraskede mig, at det var min egen far som skulle ændre emnet til Georges død. Han burde vide bedre, men igen – jeg havde ikke rigtigt snakket med ham om Harry.

Georges mor kiggede på mig i et kort sekund, og jeg følte alle hendes følelser på de få sekunder. ”Jackie, vil du egentlig ikke fortælle om Harry? Jeg vil så gerne høre, hvad du synes om ham.” Jeg blev faktisk overrasket over Georges mor gav mig muligheden for at fortælle om Harry på den måde, jeg så ham på.

”Først så vil jeg fortælle jer, at Harry aldrig nogen sinde havde troet det skulle ske, og det aldrig havde været hans mening. Han er så ked af det, og det han gjorde er en meget lang historie, men han fortryder det hver dag.” Georges forældre smilede forsigtigt til mig og lyttede efter, hvad jeg fortalte dem. ”Men Harry betyder meget for mig, det lyder måske mærkeligt, men det gør han. Han var der for mig, da jeg oplevede noget hårdt, og var den eneste for mig på det tidspunkt. Han har hjulpet mig med at udfordre mig selv, og gjort en masse for at hjælpe mig. Også selv om han kan være lidt hård, så har jeg mange minder med ham. Og så var det også ham, der hjalp mig, da Liam blev skudt.” Mit blik havde fundet min tallerken, som jeg havde snakket, da jeg ikke kunne klare at se dem i øjnene. Det var første gang, at jeg havde fortalt til nogle med ord, hvad Harry egentlig betød for mig. Og som jeg sad her ved bordet gik det op for mig, hvor meget han egentlig betød.

Jeg kunne aldrig give slip på ham.

 

”Er det okay, hvis jeg går ind på Georges værelse?” spurgte jeg efter noget tid og fik et nik fra hans forældre. Jeg var stadig ikke sulten og ønskede bare at komme væk fra bordet på den ene eller anden måde. Og da jeg før var kommet på andre tanker på det værelse – på grund af alle de ting jeg havde fundet – tænkte jeg, at det var bedst sådan.

Rummet lignede stadig sig selv, og jeg kunne godt lide, at hans forældre endnu ikke havde gjort noget ved værelset. De mindedes ham på den måde.

Det første Jackie fik øje på var et fotoalbum på Georges seng, der var slået op på en bestemt side. Det måtte være noget hans mor havde gjort, for da jeg kiggede på det så jeg et alt for genkendeligt billede. Med et smil om læberne satte jeg mig ned, lagde albummet på mine lår og studerede billedet. George og jeg som små sad i en sandkasse og grinede af hinanden, mens alverdens farver legetøj var omkring os. Jeg sad med en blå skovl og med en sød sommerhat på hovedet, mens George rockede nogle seler. Hans mor havde nok haft planlagt at vise mig billedet, og derfor så jeg ikke noget galt i, at kigge på de resterende billeder. Og som jeg så det sidste billede på siden fik jeg et chok.

Det var et billede af George og Harry.

Godt nok var de små, men Harry var alt for genkendelig. Hvad havde de to haft med hinanden at gøre? Undrende studerede jeg igen billedet, og prøvede at finde en tilknytning.

”Jackie, der er dess-” Georges mor standsede sin egen sætning, da hun så mig på sengen med billedalbummet. ”Ej hvor godt du selv fandt det, jeg havde tænkt mig at vise dig billedet af George og dig.” Hun ignorerede det faktum at desserten ventede på os, og satte sig ved siden af mig. Hun kom lige i tide, så jeg kunne spørge hende om Harry.

”Hvem er ham der?” spurgte jeg og pegede på baby-Harry ved siden af George.

Georges mor smilede, ”det er en dreng, der hedder Harry. George og ham er født næsten samtidig, så jeg mødte Harrys mor på hospitalet.”

”Var de gode venner?”

Hun nikkede, ”selv om de var små, kunne vi se et godt venskab forme sig, men desværre blev Harry bortadopteret, da hans mor, Anne, var ung.” Det hele gav mening for mig nu. Efter Harry var blevet adopteret, havde han ikke set George mere, og næste gang de var mødtes som sekstenårige, havde Harry været en nar. Et sjovt tilfælde, at lige de to kunne have været bedste venner i dag, hvis Anne ikke havde bortadopteret Harry.

”Der er nok noget, du bør vide,” startede jeg og ønskede at fortælle hende, hvad jeg vidste. ”Harry på det her billede, er den samme Harry, der er min ven i dag.”

Georges mors øjne blev større og kiggede overraskende på mig. ”Vent, betyder det, at Harry her på billedet er Harry, der-”

Jeg nikkede og turde ikke se hende i øjnene, for det måtte være en svær sandhed at få at vide. ”Den havde jeg ikke set komme.” Hun lukkede billedalbummet og vi fik øjenkontakt. Hun tog det mere stille og roligt, end jeg lige havde regnet med, og spurgte mig om noget helt andet. ”Men Jackie betyder det, at du ved hvor Anne befinder sig?”

”Ja, hun ejer en café.”

Hun smilede forsigtigt til mig, ”tror du måske, at du kunne give mig adressen? Og også fortælle mig hvor Harry er? Jeg vil gerne snakke med dem begge to.”

Jeg nikkede med et smil. Det mest vigtige ved det her var, at folk kunne komme videre. Noget hun i den grad viste mig, at selv Georges forældre kunne. Og som jeg sad ved siden af hende, gik noget op for mig. Når selv de nærmeste til George kunne komme videre, burde jeg også.

Harry havde lavet en stor fejl, men han fortrød det. Han ville aldrig havde ønsket det for George, og at jeg havde hjulpet ham til at blive et bedre menneske, fik mig til at indse noget. Jeg kunne ikke give slip på Harry i mit liv. Vi havde hjulpet hinanden, og sådan en ven var vigtig at have. Jeg ønskede det bedste for ham, og eftersom hvad Liam havde fortalt ham, vidste jeg præcis, hvordan det skulle gøres.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Som I måske ved, så har jeg besluttet at publicere epilogen på årsdagen til Bly, hvilket jo er lige om lidt :O Og derfor kan I måske regne ud, at der vil komme et kapitel HVER dag indtil da, ellers vil jeg nemlig ikke kunne nå det :D

Tager også til Rom her på tirsdag, så tirsdags kapitel vil allerede være tilgengængeligt kl. 6 om morgenen eller noget, inden jeg tager derned.

Men nu er der kun 2 kapitler tilbage og en epilog :(

Og håber I kunne lide kapitlet, kom med jeres tanker! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...