Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

394Likes
699Kommentarer
64680Visninger
AA

5. 2 - ”Du skal bare være glad for, at Louis var der til at hjælpe dig.”

”Kom nu far, jeg har ventet et kvarter nu,” brokkede jeg mig, mens jeg lænede mig op af disken på Burger Macs.

Min far tørrede bordene af på restauranten og fjernede svinerierne fra dagens gæster. ”Nu må du lige vente lidt ikke skat,” sagde han forsigtigt, og kiggede ud over kunderne, for at se om nogle skulle have hjælp. Det var der ikke. ”Fint, så kører jeg dig nu.”

Jeg sukkede af, at det endelig gik op for ham, at vi skulle af sted. Jeg havde ikke fået købt min kjole endnu, og klokken var allerede tre. Vi satte os ind i hans bil, og han kørte mod bilværkstedet, hvor min elskede bil ville vente på mig. Det var på tide at få den tilbage.

Værkstedet havde en modbydelig luft, da min far og jeg ankom. Med ingen andre mennesker end os, fik vi hurtigt assistance ved skranken. Manden foran os studerede mig kort, og han var klart en type, jeg ikke var fan af. Med det brune hår og et snedigt smil, prøvede jeg at undgå hans blik. Men det blev jeg desværre nødt til. Jeg førte hele samtalen selv, og min far måtte være overrasket over, hvor stor jeg var blevet efterhånden. Især siden flytningen til London, var jeg blevet meget mere ansvarlig. Så han stod stolt og smilede ved siden af mig. ”Så skal du bare underskrive her og her,” fik jeg forklaret efter at have fået at vide, hvad de havde repareret på min bil. Det var hurtigt gjort og jeg kunne kort efter sætte mig ind i min bil, jeg havde savnet så længe. Med taget rullet ned, fandt jeg mine solbriller frem og kørte mod kjoleforretningen, hvor jeg skulle møde pigerne om nogle få minutter.

”Jackie!” Madison fik først øje på mig i døråbningen og hurtigt havde jeg fået et ordentlig kram fra dem alle. Kjolerne hang på stativer i striber og udvalget var fænomenalt. Hvordan kunne man nogen sinde vælge? Brianna og Scarlett havde hurtigt fundet to smukke blå kjoler frem, de bare måtte eje. Med detaljer på ryggen, og et bælte ved taljen, ville de begge klæde dem perfekt. Nu var det bare Madison og jeg, der manglede en kjole.

”Hvilken farve ser godt ud til mig?” Hun pillede forsigtigt ved det gyldne går, og ventede på hendes veninder skulle guide hende. Jeg havde aldrig rigtigt forstået det med fashion, så jeg lod Scarlett finde en rødlig kjole frem til hende, hun straks var helt forelsket i. Nu var det bare mig, der manglede.

Brianna kiggede på mig, og så jeg var helt fortabt i hvilken kjole, der passede mig. ”Den er sværere med dig, Jackie. Din halskæde passer til alt, så du kan vælge alt.” De studerede alle halskæden om min hals, der havde hængt der de sidste mange måneder. ”Hvorfor er det egentlig du altid har den på?”

Scarlett fnyste af Briannas spørgsmål. ”Brie, det har hun fortalt så mange gange.” Scarlett rullede med øjnene og lod sin hånd glide igennem nogle kjoler. ”Det er hendes mor gamle halskæde.” Scarlett trak en kjole ud, der helt klart ikke var ligeså pæn som hendes egen. Da hun rakte den til mig, følte jeg mig helt malplaceret, da Madison tog den væk igen, for at finde en pænere. Mens de skændtes om en kjole til mig, var mine tanker helt andetsteds.

Halskæden.

Allerede fra første spørgsmål om den, havde jeg løjet. Det var min mors halskæde og den var gået i arv. Min mor var død, så det betød meget for mig. Halvdelen af det var sandt. Min mor var død, men halskæden havde aldrig tilhørt min mor. Den var ligefrem købt til mig, og var den bedste fødselsdagsgave jeg nogen sinde havde fået. Hans skikkelse viste sig i mine tanker. Episoden fra hospitalet efter skudepisoden gengav sig. Et smil dannede sig på mine læber, da jeg tænkte tilbage på det. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde tænkt tilbage på det. Det var mærkeligt, da jeg havde nye venner nu. Liam og ikke mindst Harry var fortid.

”Den her er perfekt!” Det var Brianna, der endte med at finde den perfekte hvid og sortmønstrede kjole til mig. Med et smil fik vi købt vores kjoler og kunne gøre os klar hjemme hos Madison som vi altid gjorde.

Musikkens bass dunkede og gjorde mig ør i hovedet. Jeg havde allerede drukket lidt, hvilket overraskede mig. Men alt det med min fars kæreste og tanken om Liam, havde simpelthen taget over. Jeg håbede ikke at jeg ville se dem igen, for med så mange problemer det havde med sig, var det ikke morsomt. Og jeg følte også at Matt og pigerne kunne mærke det på mig.

Matt slog sig kort efter ned ved siden af mig, og lod sin arm trække mig tættere mod mig. ”Undskyld jeg kommer for sent, familieting,” forklarede han og gav mig et kort smil.

Jeg kom straks i tanke om det, Anne havde fortalt mig. Og mine tanker blev igen irriteret, da jeg stadig havde Liam, og nu kom Harry også og fyldte dem. ”Hvordan var det så?” spurgte jeg.

Han kiggede undrende på mig, ”hvad mener du? Jeg snakkede blot med min mor.”

”Jeg troede, at du skulle møde nogle fra din familie?”

Han rystede på hovedet, ”jeg skulle have mødt min mors søn, hun bortadopterede, du ved, men jeg gad ikke, så nu er jeg her.” Han drak noget af min drink, og ønskede sikkert at få tankerne hen på noget andet. Så Matt havde altså ikke mødt Harry endnu. Egentlig var det godt, for jeg vidste nemlig noget, Matt ikke vidste.

De havde allerede mødt hinanden.

Dengang i tivoliet hvor jeg havde mødt Matt for første gang, havde de endda snakket sammen. Det var bare den episode, hvor Harry brugte sine adoptivforældres efternavn. Vidste Harry allerede hvem Matt var dengang?

En time senere, fik jeg endelig selskab ved bordet, jeg havde siddet ved alene i noget tid. Matt var gået op og danset, men havde nu pigerne med. Siden da havde jeg fået drukket en masse, for at få alt om Hyver Hill væk. Jeg kunne ikke så godt finde rundt i hvad der skete omkring mig, men kunne nemt genkende Matts latter. "Kom nu, Jackie." Matt rakte mig et glas, og forventede ikke, der gik mere end fem sekunder, før det var væk. Jeg rystede på hovedet, da det allerede dunkede fra de forrige glas, jeg havde hældt ned. "Come on, Jackie - du skal ikke være nervøs." Matt kom nu helt tæt på mig, og aede mig blidt på kinden. Havde det været højlys dag, uden noget alkohol i mig, havde jeg smidt ham væk med det samme, men jeg kunne ikke. I denne tilstand ville han vinde en diskussion, hvornår det skulle være. Og det gjorde han også, da han blidt kyssede mig på kinden.

Forbandende alkohol.

Jeg prøvede ihærdigt at kæmpe imod, men hans læber nærmere sig min mund for hvert kys. ”Lad os gå udenfor.” Min krop kunne ikke stå i mod, og Matt fik mig let slæbt med udenfor, hvor der desværre ikke var særlig mange mennesker.

”Matt …” Han grinede højlydt og det skar ind i mine ører. ”Vil du ikke nok slippe mig?” spurgte jeg og kiggede ham ind i øjnene. Han smilede drilsk og rystede på hovedet. Jeg havde oplevet Matt i en fuld tilstand før, men aldrig hvor jeg selv ikke havde været i stand til at slå i mod. Jeg rystede i benene og ønskede lige nu bare at lægge i min seng. Alt blev ligeså stille mørkere omkring mig, og jeg opfattede ikke rigtigt, hvad der skete. ”Matt, jeg gider ikke.”

”Desværre Jackie, du kan ikke-” pludselig stoppede hans stemme, men det var ikke fordi jeg var væk. Jeg kunne mærke, at jeg stadig var ved besiddelse og så også to skikkelser på jorden foran mig, da jeg åbnede øjnene. Med et ryst på hovedet prøvede jeg at finde de sidste kræfter frem, og jeg fik næsten et chok, da jeg så drengen foran mig. Han måtte have slået Matt i gulvet og rejste sig nu op.

Uden et ord, hjalp han mig væk fra Matt. Uden rigtigt at forstå hvad der skete, lod jeg blot personen få mig væk derfra. I det mindste kunne jeg vel stole på ham. Jeg havde ikke set ham i syv måneder, og sidst jeg havde set ham, havde han overrasket mig med hans aktion – men, lige nu følte jeg, at han ikke ønskede at gøre mig noget ondt.

***

Mit hoved dunkede, da døren til mit værelse blev åbnet. ”Vi får gæster om lidt, så du burde gøre dig klar.” Min far vidste godt, at jeg havde festet aftenen forinden, men tænkte nok ikke over, at jeg havde det slemt. Aldrig havde jeg følt mig så svag, da jeg hev dynen op over mit ansigt. Billederne fra i går viste sig for mig, men slutningen af aftenen, og hvordan jeg var endt i min seng, huskede jeg ikke. Og mere tid til at tænke fik jeg ikke, da min far tog dynen væk. ”Jackie, ikke mere bøvl.”

”Jeg er træt far.”

Han lød til at være fuldkommen ligeglad. ”Det kan godt være, men når du kommer hjem og er helt væk, så er det din egen skyld.” Min far måtte have taget i mod mig ved døren, men jeg huskede ikke selv at være taget hjem. ”Du skal bare være glad for, at Louis var der til at hjælpe dig.” Min far studerede mig, og jeg vidste at han var rasende indeni. Louis: så det var altså ham der havde hjulpet mig, efter at have slået Matt.

”Men, jeg-” Egentlig vidste jeg ikke, hvad jeg burde eller skulle sige. Min far var skuffet, men jeg var 18, og havde lov til at feste. Men alligevel, det var gået galt hvis Louis ikke havde hjulpet mig. Men hvorfor havde han mon det?

”Tag nu bare tøj på, og tyg noget tyggegummi, som sagt får vi besøg om lidt.”

Jeg så mig selv tvunget til at nikke, og jeg satte mig op i sengen. Og da jeg kort efter fik at vide, hvem vi fik besøg af, havde jeg endnu mere lyst til bare at begrave mig under dynen.

Geoff Payne ville komme på besøg.

Så mange minder fra Hyver Hill angreb mig på blot få timer. Det var ikke fair. Bare godt han kom alene.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Det skal lige siges, at jeg ikke har prøvet at være fuld, og at det var en udfordring for mig at skrive dette kapitel.

Men håber da, at I er spændte på når historien for alvor går i gang. Vi vil høre hvad Liam går rundt og laver i næste kapitel, og bare rolig: de bliver snart genforenet x

Hvad tænker I om det med Louis? Hvad tror I han laver i London?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...