Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

393Likes
699Kommentarer
63077Visninger
AA

24. 19 - ”Jeg vil gå ned med værdighed.”

”Far jeg mener det, det går godt,” løj jeg for fjerde gang, selv om det ikke rigtigt hjalp. Jeg havde aldrig kunne snyde min far, han fangede mig altid.

Min far sukkede i den anden ende, ”så siger vi det, Jackie. Jeg ringer til dig senere okay?” Da han lagde på, rystede jeg på hovedet og sukkede. Selvfølgelig gik det ikke godt, men jeg kunne jo ikke fortælle min far, at jeg havde fundet ud af, hvem der havde dræbt George. Liam havde fortalt mig det fra hans synsvinkel i går, og jeg havde haft svært ved at fatte det. Men det vigtigste var, at Liam faktisk havde fortalt sandheden. Jeg kunne stole på ham. Og det var nok derfor, at jeg ikke var sur på ham. Jeg ønskede ikke at miste flere.

”Liam, fortæl mig hvem, der dræbte George.”

Han satte sig på sengen og sukkede. ”Det er en lang historie, Jackie – er du sikker på, at du gerne vil høre det?”

Jeg nikkede og satte mig ved siden af ham.

”George havde lånt penge af Harry til at købe sin egen motorcykel. Efter det var George ikke særlig god til at betale tilbage, og det irriterede Harry.” Jeg var helt betaget af Liams stemme, der fortalte om årsagen til Georges død, at jeg ikke lagde mærke til, der begyndte at danne sig tårer i mine øjne. Jeg huskede, da George havde været så fascineret af Harrys scooter, men ikke at det ville nå så langt, at han lånte penge af ham, for at købe en. Jeg huskede billederne hjemme hos George med Harry, der stod med penge. Det hele gav mening nu.

”Men hvad skete der så?”

Liam trak på skuldrene, ”Harry fik Louis til at undersøge alt om George. Han fandt ud af hvornår George trænede, hvornår hans forældre arbejde og alt sådan noget. Og da tidspunktet kom, og ingen var hjemme i huset, tvang Harry os med ud til Georges hus.” Liam holdt en kort pause og tog en dyb indånding. Det her måtte også være hårdt for ham. I hele to år havde han båret rundt på det her, uden at kunne have fortalt det til nogen. ”Harry åbnede skurlågen og der stod Georges motorcykel. Vi ved egentlig ikke, hvorfor han ikke havde taget den med til træning, men den stod der altså. Harry havde planlagt at pille lidt ved nogle ting, så motorcyklen ikke kunne starte, men sådan gik det ikke.”

Jeg blev overrasket, da jeg faktisk havde troet, at det var fuldt ud planlagt, at George ville dø. ”Var det- var det et uheld?” stammede jeg overrasket.

Liam nikkede. ”Harry drejede på tingene, mens jeg stod udenfor og kiggede efter nogle, der skulle komme forbi. Da Harry følte han havde gjort nok, så George ikke kunne bruge den mere, så tog vi hjem.” Jeg følte tårerne løbe ned af mine kinder. ”Vi havde ikke regnet med at George den selvsamme aften var taget et sted hen.”

”Chelsea,” udbrød jeg og gispede højlydt.

Liam løftede sit ene øjenbryn, ”hvem er Chelsea?”

Jeg kiggede ned i gulvet, ”Georges flirt. Han skulle mødes med hende.”

Jeg burde være rasende på Liam. Jeg burde være så såret, at jeg ikke engang kunne se ham i øjnene, men sådan var det ikke. Liam havde fortalt mig sandheden, jeg kunne have tillid til ham. Efter han havde fortalt færdigt, var han så bange for, at jeg nu aldrig ville se ham igen, men jeg kunne ikke miste flere. Det havde jeg også sagt til ham. Jeg havde mistet min mor, jeg havde mistet George og jeg vidste ikke rigtigt, om jeg inderst inde også havde mistet Harry. Først ville jeg vide, hvad Harry mente om det her. Og det var derfor, at jeg igen var ved hans lejlighed, selv om jeg var så bange for at se ham i øjnene efter i går. Men Liam havde skrevet til mig, at Harry ikke havde været i skole i dag, så jeg følte der var behov for, at jeg besøgte ham. Faktisk så var jeg bange for, hvad han mon havde gang i.

”Harry?” Jeg råbte nervøst ind i hans lejlighed, da døren stod åben. Forsigtigt gik jeg ind og så stuen man mødte ved første øjekast. Der var rodet, ting var smadret og vandet dryppede fra køkkenets vandhane. Hvor var Harry og hvad dælen havde han gang i? ”Harry?” råbte jeg igen, og hørte noget larm inde fra soveværelset. Jeg åbnede forsigtigt døren og der i sengen så jeg Harry ligge med tæppet, der dækkede hele hans krop. ”Er du okay?” spurgte jeg og gik tættere på sengen.

”Gå,” kommanderede han, men det hjalp ikke på mig lige nu.

”Harry du skal være glad for, at jeg overhovedet kom tilbage.” Eftersom Harry kun fyldte den ene halvdel af sin seng, satte jeg mig på den højre side af den, ligeglad med hvad han ville synes om det. ”Jeg kommer for at hjælpe dig, Harry,” fortalte jeg.

Der gik nogle få sekunder, før jeg hørte et suk, og Harry smed tæppet ned på gulvet og satte sig op i sengen. Han havde det samme tøj på fra i går og hans hår var endnu værre at se på i dag. Han lignede et rod. ”Du ved godt, jeg ikke tager i mod folks hjælp,” mumlede han og kiggede stadig ikke på mig.

”Har du kigget på dig selv? Denne gang tror jeg faktisk, at du skal lytte på mig.” Hans blik fandt mit og jeg kunne se hvor såret han var. Havde han ligget her i sengen siden jeg forlod ham i går? Var det mig, der havde såret ham? Ødelagt ham.

”Det kommer an på, hvad vi skal snakke om.”

”George.” Jeg sagde det uden at tænke og troede faktisk i nogle få sekunder, at Harry nu ville gå amok på mig. Men det skete ikke.

Harry sukkede og kiggede op i loftet, men hans nakke hvilede på sengegavlen.

”Jeg ved, hvad der skete,” fortalte jeg ham.

Det blik Harry nu gav mig, var ikke til at forklare. Det var en blanding af både nervøsitet, sorg, overraskelse men aller mest det, at han nu ikke vidste, hvad han skulle sige. ”Jeg gætter på, at Liam har sagt det til dig?” sukkede han forsigtigt, og overraskede mig faktisk i sit toneleje. Han lød ikke til at være sur over det. Mere skuffet.

Jeg nikkede, ”jeg vil rigtig gerne høre hele historien fra dig, Harry,” forklarede jeg ham og afventede hans reaktion.

Den var positiv. ”Jeg ville være cool, vise alle jeg kunne noget.”

”Og derfor dræbte du-”

”Jackie, jeg dræbte ham ikke!” Jeg fortræd straks, hvad jeg havde sagt. For han havde ret. ”Det var alt sammen et uheld.” Liam havde sagt det samme, men jeg anede ikke, hvad Harrys tanker havde været den dag. ”Jeg ville give ham en lærestreg, men det gik ikke som planlagt.” Det var nemt at høre på Harry, hvor skrækslagen han var, og at han virkelig fortrød alt det, der var sket den aften.

”Hvorfor har du ikke sagt det til nogen?”

”Fordi jeg vidste, hvad der ville ske. Så ville jeg komme i fængsel, hvilket også er ved at ske nu. Jeg ved godt, at det ender med, at politiet får fat i mig. Jeg aner bare ikke, hvad jeg skal gøre, når det sker.”

Hans ord overraskede mig. Jeg havde regnet med, at han virkelig ville prøve at slippe fra at komme i fængsel, men det lød næsten som om, at han faktisk følte han burde. Det var som om, at han havde givet op. Havde han fundet ud af alt det, mens han havde ligget her under tæppet? Havde han indset, hvad han faktisk havde været med til?

”Vil du høre, hvad jeg synes du skal gøre, Harry?”

Han kiggede igen på mig, og rystede på hovedet. ”Hvis vi skal forblive venner, så skal du gøre det rigtige. Meld dig selv.”

***

I de mange år jeg nu havde kendt Harry, var det sidste jeg havde troet vi skulle lave, at tage på politistationen sammen. Det havde nu også lige taget nogle minutter tænkning for Harry, før han var gået med til det. Han ville stå ved sin fejltagelse og tage konsekvenserne for det.

Jeg flettede mine fingre ind i hans hånd og gav ham et smil, ”det skal nok gå, Harry. Det her er det rigtige,” smilede jeg og følte han slappede lidt mere af. Forsigtigt gav jeg ham et kys på kinden, og sammen gik vi så ind mod politistationen.

”Please lov mig at du aldrig siger det videre, jeg nu vil fortælle dig.” Han strammede grebet, og udviste at jeg aldrig nogen sinde måtte forlade ham. Jeg nikkede derfor til hans svar. ”Jeg er bange.”

Vi var nået til døren, da Harry stoppede efter at have fortalt mig sine følelser. Selveste Harry Styles var bange, den havde jeg ikke set komme, men faktisk viste han, at jeg kunne stole på ham. Jeg manglede stadig tilliden, for han havde løjet om alt det med George. Han havde prøvet at bilde mig ind i går, at han absolut ikke havde gjort det. Men se på os nu, nu var vi på vej til skranken for at møde Mr. Crave og Mr. Johnson.

Den selvsamme kvinde jeg havde mødt i går, sad endnu en gang og kiggede på computerskærmen. Selv ikke da jeg spurgte hende om noget, kiggede hun om. ”Mr. Crave og Mr. Johnson befinder sig nede for enden af gangen på deres kontor.” Jeg nikkede og skulle lige hive en smule hårdt i Harry, for at få ham til at følge med.

”Harry, det her er for alles bedste, husk det.” Han nikkede, men var alligevel så nervøs, hvilket jeg kunne se og mærke på ham. Den episode der havde irriteret ham de sidste to år, ville snart slutte. Han ville tage et stort skridt mod den positive side i forhold til personlighed.

Eftersom han ikke selv kunne, bankede jeg på døren, hvorefter de to mænd mødte os. ”Ser man det, hvem har vi her?” sagde de og kiggede på hinanden. Jeg kiggede også hen på Harry, der inderst inde havde tanker om, hvor meget han hadede de to mænd foran ham. Og for at være ærlig, måtte jeg give ham ret. De var nogle forfærdelige mennesker, men det var nok også det, der skulle til, hvis man skulle løse sådan nogle sager, som den her.

Der var ikke gået mere end fem minutter, før Harry havde fortalt hele historien. George, der havde lånt penge af ham, men ikke havde fået dem tilbage, hvor Harry ville give George en lærestreg. Mr. Crave og Mr. Johnson havde faktisk fjernet deres irriterende attitude, og lyttede forstående med på det Harry sagde. Men vi vidste alle sammen, hvad det ville ende med.

”Jeg havde ikke troet, at han ville køre galt og dø.” Idét Harry erkendte sine følelser, gav jeg hans hånd et blidt klem, så han kunne føle mit venskab til ham. Ja, Harry havde været med til, at min barndomsven havde mistet livet, men det, at han meldte sig selv, og åbnede op, gjorde at jeg ikke bare kunne slette ham fra mit liv. Han havde været en stor del af det, og selv om jeg måske ikke havde kærlige følelser for ham, var han stadig en god ven. Alligevel måtte jeg bruge noget tid på at tænke alt det her igennem. For selv om jeg ønskede at glemme det, så var han farlig, når han ville.

Harry kiggede kort hen på mig, før han tog en dyb indånding og igen så de to mænd i øjnene. ”Jeg skal nok tage straffen uden problemer og alt det der på en betingelse.” De to mænd kiggede undrende på hinanden, mens mit blik var på Harry. Hvad snakkede han nu om?

”Hvilken betingelse?”

”Jeg vil gå ned med værdighed.” 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Så kom tidspunktet. Harry skal i fængsel :(

Næste kapitel bliver Liams synsvinkel.

Og ja - coveret er skiftet :D Har aldrig rigtigt været tilfreds med det gamle, og synes det her er bedre og viser ligesom valget mellem Liam og Harry :D

- Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...