Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

394Likes
699Kommentarer
64598Visninger
AA

23. 18 - "Liam, fortæl mig hvem, der dræbte George."

”Og du er sikker på, at du ikke vil med?” spurgte Liam som han stod i døren og var forsinket. Jeg nikkede, og fik ham endelig til at lukke døren bag sig, så han kunne køre i skole. Han havde prøvet at overtale mig til at tage med ham, men det kunne jeg ikke overskue lige nu. Især ikke da jeg skulle noget meget vigtigt, som Liam ikke måtte vide lige nu.

Jeg skulle afhøres i sagen om George. Og var jeg klar? Nej.

Det havde været en kedelig tur med toget, men nu befandt jeg mig endelig et par kilometer fra politistationen. Jeg havde mange gange overvejet at stige af toget og tage hjem igen, men så ville jeg sikkert blive mistænkt i sagen eller noget. Jeg vidste hvordan Liam havde det for tiden, og jeg ønskede ikke det samme skulle ske for mig.

”Er du Jackie McClane?” Jeg blev mødt i skranken af en ældre kvinde, der skrev løs på sit tastatur, som om alt andet var ligegyldigt. ”Mr. Crave og Mr. Johnson har ventet dig.” Uden at give mig et blik, strakte hun armen mod højre og fik mig til at følge gulvet langs gangen. Jeg vidste egentlig ikke hvor jeg var på vej hen af, før jeg stødte ind i to store mænd foran mig. Det måtte være dem, der skulle forhøre mig.

Rummet var mørkt, da jeg fik udpeget en stol på den ene side af et bord. Forsigtigt satte jeg mig ned og kiggede rundt. Jeg prøvede med vilje at undvige de to herres blik, da de ikke fik mig til at føle mig tilpas.

”Vi har hentet dig herinde i dag, fordi flere har nævnt dig i denne sag,” fik jeg forklaret af manden, der sad lige over for mig. Jeg fik ikke at vide, hvem der havde nævnt mig, men da det næste spørgsmål kom, var jeg ikke længere i tvivl. ” Tror du, at Harry Styles slog George ihjel?”

Spørgsmålet kom bag på mig. ”Harry?” spurgte jeg overraskede og kiggede skiftevis på de to mænd foran mig. Mente de det? Troede de seriøst, at Harry havde slået George ihjel? Harry havde været en slem dreng, men at slå folk ihjel, nej – det kunne han ikke. ”Det ville han altså ikke gøre,” prøvede jeg at overbevise de to mænd om.

”Er du nu sikker på det?” spurgte manden, der sad med nogle papirer og gik igennem alle de noter, de havde taget i løbet af sagen. ”Vi er kommet frem til, at det godt kunne være, hvad der var sket, men ikke helt hvordan. Har du nogen idé?”

Jeg rystede på hovedet, ”hvor skulle jeg dog vide sådan noget fra? Harry er min ven, jeg kan altså ikke tro jer,” forklarede jeg dem og krydsede mine arme. Harry kunne ikke have dræbt George. Jeg blev nødt til at tro på det gode i ham.

Mændene kiggede på hinanden og derefter tilbage til mig. De havde et seriøst udtryk i deres øjne, og jeg kunne ikke lide det. ”Hvorfor spørger du ham ikke? Hvis I er venner, burde du få sandheden.”

Jeg rystede på hovedet, ”så I vil bruge mig til at få bekræftet jeres idé om at Harry dræbte George.”

”Vi vil bare gerne have Georges morder bag tremmer. Den stakkels knægt blev taget fra os alt for tidligt.”

”Men det betyder ikke, at Harry gjorde det,” stammede jeg irriteret.

”Rolig nu Ms. McClane.”

Jeg rystede irriteret på hovedet, og mændene forstod, at de ikke kunne holde mig længere. ”Bare pas på dig selv, når du er i nærheden af Harry. Han er farlig, og det tror vi godt, du ved.”

Det de sagde nu tog jeg lidt mere seriøst, og valgte faktisk at tænke tingene igennem. Jeg havde været ude for en masse negativt sammen med Harry, det kunne jeg ikke komme udenom. Men han kunne da ikke have dræbt George – kunne han?

Tanken om jeg overhovedet tvivlede på mig, irriterede mig. Harry var min ven, jeg kunne ikke tro sådan noget om ham.

”Farvel for nu, Jackie. Husk nu at tænk dig om.”

***

De to mænds ord til sidst havde fået mine tanker til at eksplodere. Jeg havde set alle mine minder med Harry for mig og prøvet at finde noget, der kunne modargumentere Mr. Crave og Mr. Johnsons påstand, men jeg måtte indrømme, at det var umuligt for mig. Jeg havde oplevet Harry i et forfærdeligt miljø så mange gange, at noget dybt inden i mig sagde, at måske så havde Harry haft noget med det at gøre. Måske, kun måske.

Det var derfor, at jeg nu var stået af toget og var på vej mod Hyver Hills lejlighedskomplekser. Jeg måtte snakke med Harry, for jeg var alt for i tvivl til noget andet lige nu.

Jeg gik op af de mange trapper, før jeg nåede døren med ’Styles’. Jeg huskede tydeligt, da Harry havde taget mig med herhen sidste gang, og jeg havde sovet hos ham. Men sådan blev det heldigvis ikke denne gang.

Da jeg ringede på døren hørte jeg nogle bevægelser derinde fra, før døren gik op. ”Jackie?” Harry så helt udkørt ud efter en hård skoledag, og havde nok ikke set sig i spejlet siden han kom hjem. Hans hår sad hulter til bulter, uden det så særlig godt ud, og han havde endnu ikke smidt skoene. ”Hvad laver du her?” spurgte han, eftersom han undrede sig over min visit.

”Jeg har brug for at snakke med dig … og få nogle ting afklaret,” forklarede jeg ham og gik indenfor i stuen, uden at have fået lov til det. Lejligheden lignede sig selv, bortset fra den var mere opryddet og han havde strøm til sine køkkenredskaber denne gang. Den gamle kalender hang dog stadig som den gjorde dengang.

”Du lyder helt bange. Er du det?” mumlede Harry, da han lukkede døren bag sig.

Jeg trak på skuldrene, ”det må du fortælle mig.”

Harry var forvirret, det kunne jeg se på den måde han rynkede sine øjenbryn af mig. ”Harry, jeg tror det er bedst, hvis vi ikke ser så meget til hinanden, mens den her sag med George er i gang,” røg det ud af mig, før jeg havde tænkt det i hovedet. Men egentlig var det for Harrys bedste, eftersom alle i sagen var efter ham – de manglede bare de sidste beviser.

”Hvad?” Harry kiggede forvirret på mig. ”Det tillader jeg ikke.” Han hidsede sig op, jeg kunne mærke det på stemmen. Hans knoer strammede sig og det var som om han var i gang med at forvandle sig til et monster.

Derfor bakkede jeg et skridt tilbage.

”Du er bange for mig. Hvorfor er du bange for mig, Jackie?” spurgte han irriteret og gik nogle skridt hen mod mig. Han ønskede svar, men jeg ville ikke give ham et. ”Ved du godt hvor ondt det gør, når du siger vi ikke kan ses sammen?” Han havde fået mig til at stå op af den kolde væg, mens han denne gang blidt snakkede til mig. Han var såret.

”Det er også svært for mig, Harry, men-” jeg blev afbrudt af Harry der satte begge hænder på væggen, så han nærmest havde fanget mig. ”Hvad laver du?”

”Jeg vil prøve at overbevise dig over, at du tager fejl.” Han lod sin ene hånd ae min kind, og selv om jeg burde elske hans berøring, følte jeg det ikke denne gang. Noget over situationen skræmte mig.

Før jeg nåede at svare ham, havde han gjort luften mellem vores ansigter mindre. Han kyssede mig blidt på læberne, og prøvede tydeligvis at huske mig på, hvad vi havde haft engang. Han prøvede at vinde mig ved at kysse mig. Men med det spørgsmål jeg ventede på kunne komme frem til overfladen, kunne jeg ikke stå her og kysse ham. Så jeg drejede mit hoved mod højre, og da Harry fjernede sine læber fra mig, kiggede jeg tilbage på ham. ”Harry, jeg vil gerne spørge dig om noget.” Harrys hånd tog fat om mit håndled, for at signalere, at jeg ikke måtte smutte.

”Harry, havde du noget med Georges død at gøre?”

I sekunder efter dette undslap mine læber, begyndte jeg at mærke smerte i mit håndled. Harry brugte alle sine kræfter på at holde mig fast. Han strammede sit greb, mens jeg så ild i hans øjne. Han var rasende.

”Hvordan kan du overhovedet tro det om mig, Jackie?” Hans stemme var hård, ikke råbende, men meget hård og viste mig hans vrede. ”Jeg troede vi var venner.” Nu hørte jeg også, at han var såret.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål, Harry,” hviskede jeg og kiggede ham ind i de grønne øjne.

Han strammede grebet.

”Harry, det gør ondt!” råbte jeg og fik revet mig ud af hans greb og kom nogle meter væk fra ham. Jeg stoppede først, da jeg ikke følte han var tæt på, og vendte mig igen mod ham. Han stop op af væggen og kiggede på mig. ”Du sårede mig, Harry,” sagde jeg forfærdet og kiggede på mit håndled. Og der, som Harry stod med sin brystkasse der hævede sig op og ned, gik noget op for mig.

Harry Styles var faktisk farlig.

”Jackie, det- det var ikke mine mening.” Han rystede på hovedet og prøvede at gå et skridt hen mod mig. Selv om jeg kunne se hvor ked af det han var, over faktisk at have gjort mig ondt, kunne jeg ikke droppe det. Ikke lige nu.

”Jeg- jeg bliver nødt til at gå nu, Harry,” mumlede jeg og vendte ryggen til ham. Det jeg lige havde oplevet ville jeg aldrig nogen sinde prøve igen.

Mens jeg løb ned af trapperne, hørte jeg Harrys stemme kalde på mig. ”Det var ikke min mening! Jackie kom tilbage!” Han havde allerede indset, hvad han havde gjort, men det kunne der ikke laves om på nu.

Så snart jeg kom hjem til Liam, løb jeg op på værelse med tårerne løbende ned af mine kinder. Dette var noget Liam straks bed mærke i, da jeg åbnede døren og lignede noget der var løgn. Selv om han sad og lavede lektier, droppede han det straks og rejste sig. ”Hvad sker der?” spurgte han forfærdet og nervøst, da han åbnede armene og krammede mig. Jeg græd ind i hans bryst, mens han blidt trøstede mig.

”Harry, han-” begyndte jeg, og lod Liam se mit håndled, der stadig var rødt fra Harrys tag. ”Det gør ondt, Liam,” sagde jeg til ham, og mente det på to måder. Mit håndled irriterede mig som pesten, men det værste ved det var, at jeg havde indset Harry stadig havde noget af sit gamle gemt indeni. Han var stadig den slemme dreng, der nemt gjorde folk fortræd.

”Har Harry gjort det her?!” Liam studerede mit håndled og kiggede med store øjne på mig. Han var ligeså chokeret som mig. ”Det skal han bøde for,” mumlede Liam og så allerede ud til at skulle gå ud af døren, men jeg stoppede ham.

”Liam, jeg bliver nødt til at vide noget. Min mor har fortalt mig at tillid er noget af det vigtigste i et forhold, om det så er et venskab eller mere end det. Derfor bliver jeg nødt til at vide om jeg kan stole på dig.” Liams øjne kiggede ind i mine og udstrålede en nervøsitet. ”Hvad skete der den aften?”

Liam forstod ikke mere, og løftede øjenbrynet. ”Hvilken aften?”

”Den aften George døde.”

Liam slap taget, og jeg kunne se, at han holdt på en hemmelighed. En stor hemmelig. Han fjernede sit blik fra mig og drejede også fronten væk fra mig, mens jeg kunne se, han lod sin hånd glide igennem sit hår. Han tænkte. ”Jeg troede aldrig, at det skulle komme til det her,” startede han og drejede sig om igen, så han kunne kigge på mig og mine våde øjne. Begge stod vi der midt på hans værelse, klar til både at fortælle og høre sandheden. ”Jeg-” Liam stoppede sig selv og kiggede ned på sine fødder, tydeligvis usikker i, hvor dette skulle ende henne.

Men på det punkt var jeg helt sikker – jeg ville vide sandheden.

”Liam, fortæl mig hvem, der dræbte George.” 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Åh åh :O

Det var noget af en drejning, den her historie lige tog - hvad tænker I om det? :D

Kom gerne med alle jeres tanker, både til Georges død og Hackie/Jiam! x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...