Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

393Likes
699Kommentarer
63587Visninger
AA

21. 16 - ”Ham der siger sandheden, er ham der er mest værd.”


Det føltes anderledes end sidste gang, da jeg vågnede op til de mørkegrå vægge. De hvide møbler fangede straks mit blik og jeg smilede af mine omgivelser. Dengang min mor havde været på min alder, havde hun boet i dette værelse. Hun havde sovet i den samme seng, lavet skoleopgaver ved det selvsamme skrivebord. Men nu var hun væk, og jeg havde kun kærligheden til hende tilbage.

Jeg lod min ene fod glide ind i sutskoen, min mormor havde købt til mig og udstedte et suk. Det var min tredje dag i Hyver Hill, weekendens sidste dag. Der var stille i det lille hus, der lå nogle minutter væk fra mit eget gamle. Klokken var nu også syv, og så tidligt stod min mormor heller ikke op. Det havde min morfar gjort, hvis han havde været her i dag.

Efter at være kommet i tøjet fik jeg med besvær mig selv ud i køkkenet, og fandt hurtigt min yndlings morgenmad, min mormor havde købt i det tætliggende supermarked. Mens jeg spiste, tænkte jeg over mine planer for i dag. Jeg havde absolut ingen, eftersom jeg ikke engang havde nogle lektier, jeg kunne lave. Det var ret trist.

”Godmorgen.” Min mormor gav mig et smil, da hun begyndte at finde stegepander frem. Hun havde altid elsket at lave æg og bacon, noget hun havde givet videre til min mor. Desværre havde min mor aldrig nået at lære mig det. ”Skal du have æg og bacon?” Min mormor kiggede ikke på mig, men fandt i stedet tingene hun skulle bruge frem. Hun behøvede ikke få et svar fra mig, hun vidste hvor meget jeg elskede æg og bacon.

”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fik det til morgenmad.” Jeg løftede min mundvige en smule og sukkede. Siden min mors død havde jeg forbudt min far at lave æg og bacon til morgenmad, da det gjorde for ondt. Det havde været min mors ting.

Min mormor nikkede, da hun lagde baconen på panden. ”Vi savner hende begge to.” Jeg gjorde mig enig med et nik og studerede baconen blive mørkere. Hvis bare min mor havde været her nu, så havde det været så meget lettere. Tanken om Jeanett kom tilbage til mig, og jeg mærkede tårerne presse på. Jeg kunne bare ikke klare, at min far havde glemt min mor, og nu giftede sig med en anden. Jeg burde være glad på hans vegne, men savnet til min mor var for stort. ”Er du okay, Jackie?” spurgte min mormor mig, da hun så mine røde øjne.

”Det er bare min far og Jeanett, jeg kan ikke forstå, at han har valgt en anden kvinde frem for mor.”

Min mormor tænkte ikke længe, før hun svarede på min udmelding. ”Jackie, din far elsker stadig din mor. Men du forstå, at han også må sørge for at komme videre med livet. Vi elsker alle din mor, og savner hende lige så højt, men det er mange år siden nu.” Min mormor prøvede så godt som muligt ikke at gøre mig ked af det, hvilket lykkedes. Jeg savnede min mor med hele mit hjerte, men vidste også godt inderst inde, at vi skulle komme videre. Noget jeg heldigvis også havde gjort med årene. Alligevel var det svært for mig, når min far så skulle giftes med en anden kvinde, der ikke var min mor.

”Jeg kan bare ikke være lykkelig for min far.”

Min mor gav mig en tallerken med æg og bacon, og jeg smilede af det. Tanken om min mor, der havde skubbet tallerken over til hver morgen kom frem som en tankestrøm af billeder. Jeg savnede hende. ”En dag Jackie, så skal du nok.” Jeg kiggede ikke på min mormor, da jeg nikkede, men spiste blot det lækre bacon. Det havde jeg savnet. ”Oh, og jeg havde næsten glemt noget.” Min mormor forlod køkkenet, men var hurtigt tilbage med en lille stofpose. ”Du glemte den her sidste gang, du var her” forklarede hun og rakte mig den lille stofpose. Forundret åbnede jeg den og fandt den smukke halskæde nede i. Liams halskæde. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg manglede den, da jeg var taget tilbage til London og kun var blevet mødt af en masse drama og kaos.

”Tak mormor,” smilte jeg og fik nemt halskæden til at hænge rundt om min hals. Jeg havde faktisk savnet at have den på, da den gav mig et minde om Hyver Hill og mit liv her.

Efter at have spist færdigt, meddelte jeg min mormor, at jeg gik en tur. Siden flashbacket fra en normal morgen fra min barndom, havde jeg fået en stor lyst til noget. Jeg ville besøge min mors grav. Det var længe siden, jeg sidst havde haft mulighed for det, eftersom jeg ikke havde boet i Hyver Hill de sidste mange måneder. Men nu, nu var jeg endelig tilbage.

Efterårsvinden tog fat i mit hår og slyngede det til alle sider, da jeg åbnede den knirkende låge til kirkegården. Egentlig var det ikke som sådan en rigtig kirkegård, mere et lille græsareal hvor man havde fået lov til at begrave folk. Der var ingen kirke tæt på, blot gravstenene. Mine hænder rystede, da jeg lukkede lågen efter mig. Stedet lignede sig selv, og havde nogle få nye blomster liggende ved gravene. Jeg genkendte navnene for gamle mennesker, der havde boet i Hyver Hill, men et navn som George Taylor var ikke til at se, da forældre havde fået begravet ham på en større rigtig kirkegård. Min morfar vidste jeg lå nogle meter væk fra min mor, da det ikke havde været muligt at få ham begravet ved siden af min mor.

 

Felicia Lily McClane

Mor, kone, datter

Altid i vores hjerter

 

Tårerne havde allerede fundet frem til mine øjenkroge og løb stille ned ad mine kinder. Måske burde jeg ikke være taget herhen alene, eftersom jeg godt vidste, hvor påvirket jeg blev. Jeg havde indset at min mor aldrig ville komme tilbage til mig, men der var så mange gange i min hverdag, at jeg manglede hende. Hendes gode råd, hendes humor, hendes nærvær, hendes kærlighed. Men som med mange andre ting, måtte jeg indse, at det ikke kunne lade sig gøre. Hun var væk.

 

Som tanken strejfede mig, mærkede jeg et vindpust og foran mig stod hun. I den smukkeste hvide kjole, lige så lang som hendes krop, smilede hun til mig. Det var min mor.

”Mor,” udbrød jeg og mærkede glæden ved at kunne give hende et ordentligt kram, uden hun forsvandt som luften. Hun tog fat mig om krammede mig ekstra tæt. ”Jeg har sådan savnet dig,” smilede jeg og kiggede ind i hendes smukke øjne, der kiggede ned på mig. Hun var ikke blevet ældre siden jeg sidst så hende, og lignede en skønhed uden lige.

”Jeg savner også dig hver dag min pige,” smilede hun og før jeg vidste af det, havde hun fået mig med hen og sidde på den tætteste bænk. Hun tog min hånd og gav den et klem. ”Hvordan går det så?” spurgte hun med en løftet mundvige.

Alle mine tanke fór ud af mig. Alt det jeg havde kæmpet med de sidste mange uger, måneder, kom frem. Det var som om, jeg havde ventet på den eneste person, jeg faktisk kunne stole på. Og indtil det skete, havde alle tankerne samlet sig, og ødelagt mig.

Min mor så ikke ud til at tage så meget fokus på mit liv i London, og det der var sket med ulykken, men snakkede om det, der faldt hende mest naturligt. ”Hvordan har Liam det egentlig? Er han blevet en flot ung mand?” spurgte hun efter jeg havde forklaret stolt set alt. Hun gjorde nævnelsen af Liam meget lettere at forstå denne gang, end da jeg havde mødt hende i mine tankerne mellem liv og død.

Jeg trak på skuldrene, ”jeg har ikke snakket nok med ham til at vide, hvordan han har det.” Min mor nikkede forstående, og ventede på, at jeg ville snakke videre. ”Men det har han vel. Han er altid så positiv,” fortalte jeg med den ene mundvige, der løftede sig.

”Jeg er glad for I stadig er venner. Det var et af mine største ønsker, inden jeg blev nødt til at forlade dig.” Hendes ord fik mig til at lægge mit hoved på hendes skulder og tage en dyb indånding. Selv hvis det en dag skulle ske, at jeg slet ikke kunne undgå Liam, ville jeg aldrig droppe kontakten til ham. Det ville jeg ikke kunne gøre over for min mor. ”Jeg håber I vil blive tættere, når du begynder at snakke med ham igen.”

”Hvad nu-” mine tanker havde fået nok af at være gemt inden i hovedet, og kom nu frem. ”Hvad nu hvis jeg ikke ved, hvad jeg føler for Liam.” Jeg kunne stadig ikke se min mors ansigt, da mit hoved stadig var på hendes skulder. ”Har jeg nogen sinde fortalt dig om Harry?”

Først nu rykkede min mor lidt på sig, så jeg automatisk fjernede mit hoved og så hende ind i øjnene. ”Harry, ham tror jeg aldrig, jeg nåede at møde,” forklarede hun forsigtigt.

Med et nik begyndte jeg at forklare. ”Han er faktisk Liams bedste ven. I starten da jeg lærte ham at kende, udnyttede han mig faktisk. Han ønskede at finde en af dine ansatte, da det var hans biologiske mor. Men så senere blev vi begge lidt småforelskede i hinanden, men så flyttede jeg til London, og nu ved jeg ikke rigtigt, hvem han er mere. Det jeg faktisk følte for ham er væk – han har ændret sig.”

”Ændret sig negativt?”

”Nej positivt. Det lyder mærkeligt, men jeg lærte ham at kende, mens han var ret ond og sådan, og nu er det som om han putter en facade op.”

Min mor nikkede, ”har du prøvet at snakke med ham?”

Jeg gav hende et nik tilbage. Jeg havde i den grad prøvet at snakke med Harry. ”Han er ret sur for tiden.” Jeg undlod at sige, hvad årsagen var.

Min mor gav min hånd et ekstra klem. ”Hvad så med Liam?”

Jeg smilede forsigtigt. ”Liam er Liam. Han er altid så venlig og flink, og har været virkelig støttende mens jeg var på hospitalet.” Jeg fornemmede min mor forestillede sig Liam for sig, stolt over han stadig var den søde dreng, der ikke gjorde en flue fortræd. ”Jeg ved bare ikke, om jeg stoler på ham. Du ved tilliden er ikke helt på plads.”

Min mors øjne flakkede i et kort sekund, men jeg kunne ikke sige hvorfor, eller hvad der skete. Men allerede kort efter kiggede hun dybt ind i mine øjne, som om det hun skulle sige var meget vigtigt. ”Du ved jeg altid har prøvet at lære dig om, at tilliden er det vigtigste i et godt forhold, venner som kærester som familie.”

”Ja, det ved jeg.”

”Udover du skal huske at tilgive dine nærmeste, når de begår en fejl, så husk Jackie, altid husk at-” hendes skikkelse begyndte at flimre og jeg mærkede hvordan hendes hånd i min føltes mere og mere kold. Hun kunne ikke forsvinde nu. ”Ham der siger sandheden, er ham der er mest værd.”

Nu kunne jeg slet ikke mærke hendes hånd i min og hendes skikkelse var næsten væk, men jeg forstod ikke, hvad hun sagde. ”Mor, hvad mener du?!” spurgte jeg panisk, da hendes øjne ikke gav mig en glæde længere. Hun var ved at sige det sidste farvel.

”Hvis du nogen sinde er i tvivl om noget, så sæt tilliden højest. Den, der siger sandheden, er den person der elsker dig mest.”

Og med det var hun væk.

 

Med et ryst på hovedet stoppede jeg alle mine tanker, der var kommet frem, mens jeg havde studeret gravstenen foran mig. Det var så mange år siden, min mor sidst havde været hos mig. Men jeg var stærk. Jeg kunne godt klare mig. Men alligevel mærkede jeg, hvordan jeg trængte til at snakke med nogle. Lige præcis min mor var et vigtigt emne for mig, så jeg behøvede den rette.

Og jeg vidste præcis, hvem det skulle være.

Der skulle en del mod til, før jeg tog mig sammen til at ringe på døren til det store hus. Huset lignede alle andre på vejen, og viste hvordan en god arkitekt var blevet ansat til at designe et smukt og dyrt nabolag. Det var rige mennesker, der boede her.

Da døren gik op mødte jeg en ældre kvinde med et smil om læberne. Vi genkendte hurtigt hinanden, selv om jeg lige skulle tænke lidt længere tid, før jeg huskede hendes navn. Vera. ”Goddag med dig Jackie.” Hun var tydeligvis overrasket, men samtidig glad over min visit denne søndag formiddag.

”Er Liam hjemme?” spurgte jeg og håbede inderligt hun ville nikke. Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg ville gøre, hvis hun rystede på hovedet. Bare tage hjem med en mistet mulighed for at få snakket med min barndomsven? Det ønskede jeg ikke.

Heldigvis nikkede hun, ”han er dog sammen med Chloe, men jeg melder lige din ankomst. Kom indenfor.” Hun åbnede døren, så jeg kunne gå forbi. Da hun nævnte navnet Chloe, fik jeg en mærkelig fornemmelse af jalousi. Det havde taget Liam en evighed at fortælle mig, hvor han boede, men Chloe vidste det åbenbart allerede. Det var tydeligt, at de havde en eller anden form for forhold, hvilket egentlig gjorde mig en smule trist.

”Jackie? Er Jackie her?” hørte jeg Liam sige fra værelset ovenpå, hvorefter jeg så Vera komme ned igen. Hun forsvandt uden et ord ud i køkkenet, og regnede nok med, at Liam selv ville sørge for at sende mig hjem. Han ville nok hellere være sammen med Chloe i stedet for mig.

Kort efter hørte jeg døren oven på åbne, og Liam og Chloe kom ned til mig. Da Liam og jeg fik øjenkontakt, var det ikke til at forklare. Ja, jeg havde været sammen med ham på hospitalet, men det at være i hans hus, mens Chloe var her, det var noget andet. ”Øhm, hej Jackie,” hilste han en smule forvirret og kløede sig i nakken, som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre.

”Jeg lader jer to være alene,” kom det pludselig fra Chloe, der smilede til Liam, inden hun forsvandt ud af døren. Jeg havde ellers troet, at det var mig, der skulle den vej.

”Undskyld, jeg bare sådan kommer brasende, men-”

”-intet problem,” smilede Liam og slappede pludselig mere af, nu da Chloe havde besluttet for ham, hvem der kunne blive. ”Men er der noget du-” Liam stoppede op, og jeg så hans øjne studere halskæden på min hals. ”Du har halskæden på,” stammede han overrasket og da han igen kiggede mig ind i øjnene, så jeg en glæde bag de brune øjne.

”Jeg havde glemt den hos min mormor,” forklarede jeg, og heldigvis blev han ikke sur, over jeg glemte en genstand så betydningsfuld som halskæden, han havde givet mig.

”Jeg troede ikke du gik med den mere,” han smilede forsigtigt og spurgte derefter om vi ikke skulle gå op på hans værelse. Værelset lignede sig selv, da vi kom op og jeg smilede forsigtigt af dengang vi havde lavet opgave herinde. ”Men hvorfor er du kommet? Ikke misforstå mig, der er intet galt med det, jeg er bare nysgerrig.” Han gav mig et støttende smil, da vi begge satte os på sengen.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg forklarede det. ”Jeg trænger til at snakke med en … om min mor.”

Liam blev tydeligvis overrasket, over hvorfor jeg var kommet, men faldt hurtigt ned igen og gav min hånd et klem. ”Jeg savner Felicia,” mumlede han forsigtigt og kiggede ned på hans gulv.

”Det var derfor, jeg valgte præcis dig. Du kendte hende.” Et smil var til at finde på hans læber. ”Min far skal giftes med sin nye kæreste, og jeg kan ikke klare tanken om, han ikke er sammen med min mor længere, hvis du forstår.” Ordene kom ud lidt efter lidt, men Liam havde tålmodighed til at vente på det. Og da jeg havde afsluttet min forklaringen nikkede han forsigtigt. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne være lykkelig på hans vegne, men det er bare så svært.”

”Det skal nok komme med tiden, Jackie. Jeg havde det på samme måde som dig, da min far i en kort periode havde et forhold til en anden kvinde, indtil mine forældre igen fandt sammen.” Jeg blev overrasket over Liams ord. Det havde han aldrig fortalt mig. ”Men på grund af det indså han, at det virkelig var min mor, han elskede.” Liam smilede forsigtigt, men hans smil udstrålede samtidig en stor glæde til hans forældre var sammen igen den dag i dag.

”Så du siger, at jeg bare skal lade tiden gå?” spurgte jeg ham.

Han nikkede, ”så snart du lærer Jeanett at kende på en ordentlig måde, er jeg sikker på, du nok skal kunne lide hende.”

Jeg skulle lige sluge hans ord, før jeg indså, at han havde ret. Jeg havde endnu ikke været alene med Jeanett – måske var det, hvad der manglede. ”Tak Liam. Ikke bare for rådet, men for at være der for mig, selv efter jeg var en idiot.” Det var første gang, at jeg mundtlig sagde, at jeg faktisk havde været en stor idiot. Jeg burde have holdt kontakten til Liam og Harry, mens jeg var i London. Jeg burde ikke have været sammen med Matt. Men alt det havde jeg gjort, fordi jeg inderst inde var såret.

”Vi har været venner lige så længe jeg kan huske, Jackie. Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig.” Han måtte føle min svaghed, da han blidt tog mig ind til sig og gav mig et blidt kram. Et forsigtigt smil fandt frem til mine læber, og jeg nød at have en ven, jeg kunne snakke med. Jeg manglede bare at få tilliden på plads, både med Liam og Harry, men hvordan skulle jeg dog gøre det? 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Det skal lige siges, hvis I blev lidt forvirrede, at Jackies samtale med hende mor er for at vise hendes inderste tanker om begge drengene og hendes liv.  

Kapitlets titel er meget vigtig for resten af historien, så det må I ikke glemme x  

Fik ikke lige dedikeret det til nogle, da jeg har ret travlt med en engelsk aflevering  

Og wow, BLY fylder 11 måneder i dag :O

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...