Heartless Like You ❋ One Direction (Bly 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Igang
Når man befinder sig i storbyen London, ændrer ens liv sig hurtigt. Det finder Jackie McClane ud af, da hun flytter dertil. Hun støder ind i den mystiske Matt Cox. Som Harrys halvbror, skaber han mere drama end forventet. Tilbage i Hyver Hill har vi Liam og Harry, der indser hun ikke længere, er den uskyldige pige, de forelskede sig i. Da Jackie's morfar dør, bliver hun efter 7 måneder tvunget tilbage til den lille by. Vil det skabe mere drama, end det Jackie oplever derhjemme med sin fars nye kæreste? Følg sidste del af Boys Like You, hvor Jackie finder sig selv i problemer til halsen, hvor hun er tæt på at miste livet. Og nu må vi ikke glemme George Taylor. Jackie finder endelig ud af sandheden om sin barndomsven, men tør hun at konfrontere Liam og Harry med det? Og så det store spørgsmål, vi alle har ventet på: Hvem vælger hun?

394Likes
699Kommentarer
63896Visninger
AA

20. 15 - ”Vil du gifte dig med mig?”



”Bare tag de her piller to gange om dagen de næste uger, så kan du tage hjem i dag.” En sygeplejerske forlod mit værelse, og jeg kunne glad kigge på de hvide vægge for en sidste gang. Tiden her var gået så langsomt, så at jeg endelig fik lov til forlade dette sted var fantastisk. Det eneste positive havde været, at Liam og Harry havde været der for mig. I en hel uge havde de kørt frem og tilbage fra Hyver Hill. Liam havde været i skole og var kommet om eftermiddagen, Harry havde pjækket derfra og havde været der hele dagen. Det var en smule mærkeligt sådan at snakke med dem igen, men jeg nød det faktisk. De gav mig det eneste selskab, jeg havde mulighed for lige nu. Tro det eller ej, da pigerne hørte jeg var landet på hospitalet, var jeg pludselig ikke smart nok til deres gruppe. De havde simpelthen bare ladet mig i stikken. Søde veninder at have …

Døren til værelset åbnede og jeg genkendte straks de brune krøller, tilhørende Harry. ”Hey,” hilste jeg forsigtigt og prøvede at give ham et venligt smil, men hans blik var slet ikke på mig. Det var mærkeligt, han plejede altid at være så glad, når han kom herind.

”Her er en vand, jeg tænkte du var tørstig.” Han satte sig i lænestolen ved siden af og surmulede for sig selv. Hvad dælen var der dog galt med ham i dag?

Jeg valgte at spørge ham lige ud. ”Harry, hvad er der galt?” Han blev tydeligvis irriteret over lige det spørgsmål, og sukkede i stolen. Men selv om han sukkede, sagde han ikke noget. Han havde heller ikke kigget på mig endnu. ”Sig det.” Min lidt hårdere tone overraskede ham, og pludselig mødte hans grønne øjne mine. Det var sjældent jeg talte hårdt til ham, hvilket kun var sket nogle få gange, og det bemærkede han straks.

”Det er besværligt, Jackie,” brokkede han sig igen lod han sit blik kigge på papkruset som han drikkede af. ”Bare drop det.”

Men jeg ville ikke droppe det.

”Er det alt det med politiet?” Ordet ’politi’ tændte ham på en negativ måde, og hårdt kastede han sit eget krus i skraldespanden.

”Jeg gider ikke snakke om det. Det er hårdt nok i forvejen.” Jeg mærkede den gamle Harry komme frem fra hans indre, og en del indeni mig frygtede, hvad der kunne ske. Jeg huskede Harry Styles. Var han med de forkerte, gik der ikke mere end nogle minutter før den anden person kunne liggende blødende på gulvet. Han havde sit ry, og det ville han aldrig slippe fra. ”Har du nogen sinde prøvet at være mistænkt i en mordsag? Du ved ikke hvordan det er, Jackie.” Hans stemme var mere rolig nu, hvilket jeg taknemmeligt smilede af.

Liam havde forklaret mig, hvad der skete uden for hospitalets vægge. Alle drengene var mistænkt i sagen om Georges mord. Tænk, at George var blevet myrdet – jeg kunne ikke tro det. Da jeg havde hørt nyheden, havde jeg troet, at jeg ville reagere mere voldsomt end, jeg havde. Men George var min barndomsven, og så meget var sket i mit liv siden, han døde. Åbenbart betød måden han var død på, ikke så meget for mig mere …

”Og det hele er min skyld,” sukkede jeg og kiggede op i loftet.

Harry forstod tydeligvis ikke, hvad jeg mente, og spurgte mig om det. ”Hvis jeg ikke havde sat mig op på Georges scooter, havde Matt nok ikke været ude i den ulykke. Og havde han ikke det, så var der ikke nogle, der havde undersøgt motorcyklen. Altså så var I ikke blevet mistænkt.” Jeg havde tænkt meget over ulykken de seneste dage. Jeg havde vidst fra start af, at det var Georges motorcykel – alligevel havde jeg valgt at sætte mig op på den. Noget af det dummeste, jeg nogen sinde havde gjort.

”Det er ikke din skyld, Jackie. Og bare rolig, vi har ikke gjort noget med George, så der vil ikke ske noget.” Jeg hørte Harrys stemme fra stolen og nikkede forsigtigt. Jeg stolede på ham.

Timerne var gået og endelig kunne jeg tage hjem. Jeg havde ventet længe på dette øjeblik, så da jeg fik tilladelsen af lægen, gav jeg et stort smil til Harry, da han støttede mig. Med krykker i hver side kom jeg ud af værelset og mødte synet af en lang hvid gang. Noget, der straks fik mig til at tænke.

”Er du klar til at tage hjem?” spurgte Harry med et smil.

Men jeg rystede på hovedet. Nu var jeg endelig fri, så jeg kunne gøre præcis, hvad jeg ville. Og i dette tilfældig var mit ønske en mulighed, selv om mit ene ben var brækket. ”Jeg vil først sige et ordentlig farvel til Matt. Ikke fordi han dør, men en ende på vores venskab.” Harry så tilfreds ud, da de ord slap ud af min mund. Han hadede stadig Matt, så at jeg ikke ville ses med ham mere, gjorde ham tydeligvis glad. Det var sikkert også af den grund, at han hjalp mig hen til Matts værelse.

”Hvordan kunne du vejen herhen uden en læge til at hjælpe os?” spurgte jeg ham, da han skulle til at tage fat i håndtaget. Vi skulle igennem en masse gange til højre og venstre, men Harry var ikke faret vild en eneste gang. Det kunne kun lade sig gøre, hvis han havde været her mange gange før.

”Øhm,” Harry stoppede i hans bevægelse og lod den frie hånd klø sig i nakken. ”Jeg har bare besøgt ham, hvis der nu skulle ske noget, så kunne jeg sige det videre til dig.” Han virkede tilfreds med den løgn og gav mig et forsigtigt smil. Jeg rystede på hovedet, da jeg ikke troede ham, og fik åbnet døren. Det måtte jeg få sandheden på senere. Lige nu handlede det om Matt.

Fredeligt lå han i sengen og sov. Eller sov gjorde han ikke, han var jo i koma. Det gjorde ondt, ikke nogen stor smerte, men at se en dreng, man havde brugt meget tid, ligge og lide var ikke sjovt. Han havde slanger stukket ind over alt, og det var slet ikke til at beskrive, hvor forfærdelig han så ud. Hans ben var også brækket og ellers havde han skræmmer og sår i hele ansigtet og på de bare arme, der lå over dynen. Det kunne have været mig. Mine tanker drillede mig, og fik mig ikke til at tænke klart. Så med et ryst på hovedet gjorde jeg det af med dem.

Jeg gik tættere på ham, og havde helt glemt, at Harry var med mig. Han tog min hånd og gav den et blidt klem. Taknemmeligt smilede jeg og studerede Matts krøller, der lå hulter til bulter på puden. Hans øjenlåg, der skjulte de grønne øjne og så de pæne læber i en naturlig lyserød farve. Og i det sekund jeg rigtigt studerede hans karakteristiske træk, huskede jeg en meget vigtig detalje. Jeg havde fuldstændig glemt alt om Harry og Matts forhold. Som jeg studerede Matt, fik jeg min første rigtige mulighed for at lægge mærke til lighederne. Krøllerne, øjnene, læberne, næsen. Harry lagde mærke til jeg skiftevis kiggede på dem.

"I ligner bare hinanden så meget," mumlede jeg, og så straks frustration i Harrys ansigtsudtryk. Han var irriteret over jeg nævnte, at de var brødre. Han hadede det tydeligvis. 

Men alligevel sukkede han og lignede en der gav op for hans vrede. "Det ved du godt, at der er en grund tid," forklarede han og kiggede ned i jorden. "Han er jo min halvbror." Jeg vidste, at det var første gang Harry havde indrømmet det. De var brødre, og han kunne ikke komme udenom det.

"Hvordan er det egentlig? At Matt er din bror?" spurgte jeg.

"Forfærdeligt. Jeg hader ham, han sårede jo dig."

***

Stadig i chok over nyheden jeg havde fået tidligere, var det med en mærkelig fornemmelse i maven, Harry åbnede døren for mig. Harry havde kørt mig hjem til mit hus her i London, da min egen far ikke havde tid til mig lige nu. Han havde fortalt mig, at han havde en meget vigtig begivenhed i dag. Hvad vidste jeg ikke.

Harry hjalp mig op af trappetrinene ved simpelthen at overraske mig. Han tog fat om mig, og før jeg vidste det, bar han mig over trappetrinene. En handling der fik mig til smile, uden Harry lagde mærke til det. Han fik åbnet døren og bar mig hele vejen ind, hvorefter han satte mig ned og hentede krykkerne udenfor. Da han kom ind igen, smilede jeg forsigtigt. ”Tak, Harry.”

Han skulle til at svare mig igen, da jeg hørte noget fra stuen. Jeg kunne genkende min fars stemme – han snakkede til en.

”Jeg troede aldrig, at jeg skulle elske igen. Men du har ændret mig til en bedre mand, og det er jeg så taknemmelig for.” Harry hørte det også, og langsomt fik jeg mig selv hen til siden af døren, så jeg kunne se gennem sprækken. Og som jeg havde gættet det, så jeg Jeanett og min far. Men min far stod ikke op. Han var på knæ.

Åh Gud.

”Derfor vil jeg gerne spørge dig om noget, Jeanett.” Han holdt en pause, men jeg vidste godt, hvad der ville komme nu. ”Vil du gifte dig med mig?”

Min verden gik i stå. Bare ved det ene spørgsmål mærkede jeg alt omkring mig gå i stykker. Tårerne strømmede med det samme ned af mine kinder, og jeg hulkede lydløst som en, der havde mistet sit kæreste eje. Men noget i den stil havde jeg også. Jeg havde mistet forestillingen om min mor og fars uendelige kærlighed. Min far havde droppet min mor. Han havde nu valgt en anden kvinde. Men det kunne han ikke! Med et besvær fik jeg sat mig ned på gulvet og trak mit raske ben op til ansigtet, for at ligge hovedet på det. Jeg hulkede og græd. Min mor og far var min mor og far, jeg kunne ikke se dem med andre.

”Jackie,” sagde Harry forsigtigt og satte sig ved siden af mig. ”Det skal nok gå, han elsker stadig din mor.” Det var som om han kunne læse mine tanker, hvilket jeg var så taknemmelig for. Det sidste jeg gad snakke om lige nu, var mit savn til min mor. Siden mit syn med hende, havde savnet været så større og jeg savnede hende med alt, hvad mit hjerte indebar.

”Men-”

”Shh-” Harry tog min hånd og vores øjne mødte hinanden. Taknemmeligt smilede jeg, og skulle til at sige noget til ham, da min far kom ud med Jeanett.

Det var med en stor vrede, jeg kiggede på ham, og det kunne han godt mærke. ”Jackie.”

Jeg kunne have skældt ham ud, men jeg kunne se hvor lykkelig han var. Jeanett og ham så så glade ud, jeg kunne ikke ødelægge deres glæde med mine egne tankeopgør. ”Jeg skal faktisk tale med dig,” sagde han forsigtigt. Jeg nikkede, og ønskede faktisk at snakke med ham alene.

Vi endte i køkkenet, og han sukkede. ”Jeg har tænkt over noget, men det er kun, hvis du er enig i det.”

”Hvis det er frieriet, er det lidt sent,” mumlede jeg, hvilket han hørte.

Heldigvis blev han ikke sur over det, men holdt sig til sit emne. ”Jeg har tænkt mig at sende dig over til din mormor igen i Hyver Hill permanent. Du trænger til at ændre dig, Jackie.”

Hans ord overraskede mig ikke. Efter ulykken havde han nærmest ikke besøgt mig, hvilket en forældre burde gøre. Han var sur på mig, han var såret, han var skuffet. ”Hvad hvis jeg siger nej?”

Han trak på skuldrene, ”det er dit valg, men så må du vel blive her i huset hver dag, eftersom du ikke har skolen mere.”

Han havde ret. Det eneste jeg ville have her i London var Louis. Liam og Harry (okay måske ville Harry ofre det) kunne ikke køre frem og tilbage hver dag. Og i Hyver Hill kunne jeg gå ture uden at blive forstyrret af bilers larm. Og så kunne jeg lige synke min fars forlovelse med Jeanett.

”Jeg gør det. Hvis jeg må tage af sted i dag.”

Min far var overrasket over, hvad jeg sagde, men nikkede. ”Gør som du vil, men Jackie bare husk, at jeg stadig elsker dig med hele mit hjerte.” Jeg nikkede og krammede igen, da han kom hen til mig. Det skulle nok gå. Nu ville jeg tage til Hyver Hill med Harry og forhåbentlig blive mit gamle jeg. Glemme London, glemme pigerne, glemme Matt. Få bygget et godt forhold op til min mormor, til Liam og til Harry. Og måske om nogle uger kunne jeg være lykkelig på min fars vegne.

”Skal vi køre?” Harry havde puttet mine kufferter i hans bil og jeg gav ham et nik fra passagersædet. Han smilede forsigtigt og startede bilen, og før jeg vidste af det, var jeg på vej mod mit barndomshjem.

Hyver Hill, der hvor jeg rigtigt hørte til. 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Så kom der et nyt kapitel! Sorry hvis nogle freakede lidt ved titlen til kapitlet, haha :D

Men nu skal Jackie tilbage til Hyver Hill, og hvad mon der vil ske der?

Det skal lige siges, at intet er afgjort endnu i forhold til Jiam og Hackie x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...