For enden af regnbuen

Sine er en hesteglad pige og har altid troet på det overnaturlige og magi, for Sine er der kun et sted hun kan være sig selv og slappe af, ude på marken med sin bedste ven Fiffi, det er ikke et menneske, det er et føl. Hendes mors hest føl, ikke mere end 2 måneder gammelt. Sine har altid ønsket sig at finde enden af regnbuen, og det gør hun også.

4Likes
0Kommentarer
291Visninger
AA

1. Fiffi

Det våde lag fra natten havde lagt sig som fugt i græsset, jeg spredte mine tær og mærkede straks de bløde græsstrå imellem dem. Så kold og våd, men alligevel varm og tør, en rar blanding. En vrinsken kom bag mig, det var Fiffi.

Sine: Uhh Fiffi, hvad skulle jeg gøre uden dig.

Sines mor: Og glem ikke mig min egen.

Sine: Nej nej mor, dig og Fiffi!

Jeg smilte, og hun smilte igen.

Sines mor: Jeg henter Ella, Fiffi skal jo også have sin mor, og så kan du plukke nogle æbler imens.

Hun kastede kurven. Den landede lige og perfekt foran mig. Jeg rejste mig op og tog kurven i hånden. Der var ret langt hen til æble træet, og det lå et besynderligt sted, men det mente både mor og jeg var godt, så kunne ingen andre få dem, eller finde dem.

Sine: Fiffi, bliv her, jeg kommer igen, vent på mig.

Jeg begyndte at gå ud mod skoven i vestlig retning. Jeg kunne mærke solen i nakken, den var nået næsten helt op på himlen. Efter noget tid nåede jeg hen til åen ikke langt fra indhegningen, jeg kiggede tilbage og så mor, Ella var der også, men ingen Fiffi, hun var nok bare henne i stalden sammen med Anders. Anders, han var sød og rar og han gav mig altid et dejligt smil på vejen, synd at han kun var der om lørdagen, når han leverede gulerødder og æbler for hans far.

 

Jeg så op på himlen, og hvor var den dog smuk, helt blå og med få skyer her og der, jeg glædede mig allerede til i aften, måske ville Anders blive, så kunne vi se solnedgangen sammen.

 

Jeg hoppede på stenene i åen for at mine fødder ikke skulle blive våde. Jeg trådte på land og mærkede den bløde mås. Jeg vandrede igennem skoven på den anden side af åen, og mærkede nogen bag mig, jeg vendte mig om.

Sine: Hallo?

Intet svar.

Jeg gik videre gennem skoven og følte stadig at nogen var bag mig. Jeg begyndte at sætte tempoet lidt op, men da der kom et hul i træerne og solen kom frem, viste en skygge sig. Det var Fiffi

Sine: Helt ærligt Fiffi, kunne du ikke bare have vist dig da jeg vendte mig om?

Fiffi vrinskede og bukkede hovedet. Så det lignte hun nikkede.

Sine: Vi er der snart Fiffi, vi skal bare lige ud og igennem en lille hytte.

Vi nåede til hytten og jeg tog i håndtaget. mærkelig nok var det ubeboet, et meget fint træhus, godt beskyttet, folk ville give milioner for det altså hvis de vidste det var her. Jeg fniste. Vi gik igennem hytten og ud i et udehus, der stod det, og fik masser af vand og varme.

Sine: Hey Fiffi, ved du hvad? hvis vi ikke havde fundet det her æbletræ var det nok dødt, men det kunne vi da ikke, sådan et smukt træ, med de rødeste og saftigste æbler på jorden.

 

Min mobil brummede. Jeg trak den op ad lommen, min nye fede iphone 5.

Sine: Hallo?

Sines mor: Hej skat det er mig, kommer du snart hjem med de æbler?

Sine: Ja, skal lige til at plukke dem, Fiffi tog med, vidste du det?

Sines mor: Jada, Fiffi skal da have lov til at opleve verden, hun er kun 2 måneder og har en masse at lære endnu.

Sine: Ja, det har du ret i, jeg skynder mig hjem, vi ses mor

Sines mor: Ja, hej hej

Jeg skyndte mig at plukke æblerne, også var Fiffi og jeg på vej hjem, til vores mødre og den søde Anders.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...