The World is like a symphony

Alt der skal til er tilfældigheden

4Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

1. The World is like a symphony

                       Verdenen havde altid virket som en melodi inde i mit hoved. Ligesom hos en symfoni så kunne min verden ikke få melodien til at lyde rigtigt, hvis der manglede en instrument, men man ville sagtens kunne rette op melodien, hvis man kom til at spille en tone forkert. Fejlene kan følge en gennem resten af stykket, mens andre fejl hurtigt vil blive lagt i glemmebogen, og overstrålet af de toner som man gjorde helt perfekte. Alt det samme gælder for livet, man vil altid blive presset ned af de andre instrumenter, men man skal ikke give op, ens store øjeblik vil komme, og til den tid vil de andre instrumenter føle sig som det du var, og ønske at de havde været dig. Bare husk at vise dem hvem det er du er, og ikke hvem der er bedre end dig.

                      Det var en af de morgener hvor jeg kom bagud i melodien, jeg havde aftenen før glemt at stille vækkeuret, så jeg havde selvfølgelig sovet over mig, og havde meget travlt.
Komponisten der havde skrevet mit liv virkede til at have en mening med alt det hastværk, for midt i min spurten mod metroen stødte jeg ind i det, der nemt kunne ændre tonerne i den stressede melodi til nogle glade og harmonifulde noder:

                      Jeg havde fuld fart ned ad gaden, mens jeg skrev med min mor for at overbevise hende om, at jeg allerede sad henne ved metroen og ventede på at den skulle komme. Pludselig stødte jeg ind i én, og med min fart mistede jeg balancen og endte med at befinde mig på fortovet, og kiggede op på en dreng der stod og så ned på mig.
                      ”Undskyld, det må du virkelig undskylde, jeg så dig slet ikke, jeg var nok lidt for optaget af min mobil,” kom det undskyldende fra drengen der stod foran mig.
                      Jeg forstod ikke hvorfra undskyldningen kom, det var første gang jeg havde stødt på en her i området, der var høflig nok til at sige undskyld, normalt sendte folk mig bare en surt blik, for at signalere at jeg var gået i vejen for dem for bagefter at sætte farten op igen. Jeg har ikke noget imod at indrømme. at jeg selv er én af de slags mennesker, der opførte sig sådan, men det var vel bare på grund af, at jeg var opvokset her med al den hektiske trafik.
Hans undskyldning kom meget bag på mig af sammen grund, men også fordi jeg godt vidste, at det ligeså meget var min skyld at vi gik sammen, vi var jo ikke gået ind i hinanden, hvis det ikke var fordi, jeg også havde mine øjne rettet mod noget andet. Jeg havde tilfældigvis mine øjne rettet mod samme ting som ham, og jeg var vel mindst ligeså meget optaget af min mobil, som han var optaget af sin, hvis end ikke mere
                      ”Det gør ikke noget, du. Jeg var skam ligeså meget selv skyld i det, jeg kan bare se hvor det er jeg går,” svarede jeg.
                      Jeg ømmede mig lidt over min ømme bagdel, før jeg lagde mærke til at jeg manglede min mobil. Jeg sukkede højlydt over mig selv, og gav mig til at lede efter den på det snavsede fortov, hvor der ingenting lå udover noget slikpapir og nogle cigaretskodder. Jeg kunne mærke panikken tage sit tag om min melodi, den satte ligeså stille lidt mere buldren på.
Jeg kiggede hurtigt mine lommer igennem, for at være sikker på at jeg ikke bare havde lagt den der i kort før sammenstødet, men selvfølgelig havde jeg ikke det, den var pist væk.
                      ”Ehm, er det den der du leder efter?” Spurgte drengen, jeg stadig ikke havde fået fat i, hvad hed.
                      Han pegede lidt akavet på en lille sort klods, der lå lidt fra fødderne på mig. Jeg strakte mig virkelig akavet ud efter den, og mærkede varmen sprede sig i mine kinder. Da jeg fik fingre i den og vendte den om, var det første der sprang mig i øjnene revnen, der gik tværs over skærmen. Jeg kunne mærke skuffelsen bane sig op mellem pinligheden, mobilen var helt ny, og nu var den ødelagt. Jeg børstede min mobil af for støv, hvorefter jeg lagde den i én af min jakkes lommer.
                      Jeg satte hænderne i jorden, og skulle til at rejse mig, da drengen stak en hånd ned til mig, med hentydningen til, at han ville hjælpe mig op. Jeg tog han hånd, og med lidt hjælp fra mig af fik han trukket mig op på benene igen.
                      ”Tak,” smilede jeg, og kiggede ham for første gang i øjnene. De lignede ikke alle dem, man normalt støder på, de disse øjne lignede ikke nogle der skjulte på fejl eller hemmeligheder, i stedet så de bare rare og venlige ud.
                      ”Ulrik,” sagde han, og rakte mig igen hånden. Smilende tog jeg hans hånd, og sagde mit eget navn. Han gav ikke slip på min hånd, men holdte den fast, imens han rodede efter et eller andet i hans lomme, og endelig tog han en tusch ud, og begyndte at skrive på min hånd. Hvad kunne jeg ikke se, men da han lagde tuschen i lommen igen, kunne jeg se han havde skrevet otte tal på min arm, nok hans nummer.
                      ”Det er op til dig om du vil ringe, men jeg føler, bare jeg bliver nødt til at gøre et eller andet, for at gøre det godt igen, nu hvor jeg har ødelagt din mobilskærm,” sagde han med et stort smil, inden han begyndte at gå videre med et ’ses’.
                      Tilbage stod jeg selv med en fremmed persons telefonnummer skrevet på hånden, og et stort smil tværs over hele fjæset på grund af den korte hændelse, der havde fået lavet så mange ændringer i melodien på så kort tid. Spørgsmålet var nu, om jeg ville kunne holde alle de ændringer ud og ringe ham op, eller om jeg skulle lade melodien falde tilbage i den gamle rytme igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...