We just wanted 5 seconds of Summer

Line og Maiken er udviklingsstudenter i Australien. Maiken og Line mødte hinanden på en lyserød hjemmeside for 5 år siden, og har holdt ved hinanden indtil da. Da de begge havde muligheden for at tage til Richmond, AU og studere sammen, valgte de at tage den. Selvom der er 2,5 års forskel på dem, kommer de super godt ud af det med hinanden. Fra første dag de trådte ind i deres klasselokale på Richmond High School, og de så Ashton Irwin og Luke Hemmings, faldt de for dem. Månederne går, og vi er nu inde midt i skoleåret. Line og Maiken har stadig ikke samlet sig mod til at snakke med drengene, men hvad sker der når en af deres lærer parer dem op sammen, når de skal lave projekt i en uge?

14Likes
4Kommentarer
2326Visninger
AA

13. Your Lukey.

Kas’ POV:

"Nej, Kas'. Bare fordi at DU vælger at forlade Luke, behøver det ikke gå ud over mig!", Line stod og råbte ad mig, jeg havde fortalt hende at det nok ikke var en god idé at hun blev sammen med Ash, selvom det smertede mig at sige det. ”Jeg prøver at beskytte dig!”, havde jeg ikke været afhængig af de skide krykker, var jeg fløjet op ad sofaen. Line ville slet ikke lytte til hvad jeg havde at sige til hende, "BESKYTTE MIG?! FRA HVAD?! FANSNE? ASH? FRA HVAD, MAIKEN?!”, Line havde lige overtrådt en grænse, som hun udmærket godt vidste.  Jeg fik bakset mig op og stå, "FRA FANSNE, FRA DERES LORT HELE TIDEN!!! JEG HAR SET HVORDAN DET PÅVIRKER DIG, OG JEG HADER AT SE DIG SÅDAN" jeg var vred og sur over at hun bare afviste alt hvad jeg sagde, hun ville ikke lytte på mig, hun troede jeg var fuld af løgn "men ved du hvad, det er op til dig selv. Du er fandme ikke andet end en egoistisk bitch lige nu!", jeg fortrød med det samme hvad jeg havde sagt, jeg vidste godt at nu var jeg gået over grænsen, men hun gjorde mig sygt vred hver gang hun afviste mig.

Line blev helt mundlam efter hvad jeg lige havde sagt, ”FUCK DIG!! Jeg gider ikke det her mere.” jeg sukkede, vi plejede aldrig at tale til hinanden på denne her måde, denne her gang var det virkelig slemt. ”Jeg tager hen til Ash.. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer tilbage.” hun forsvandt ind på værelset og rumsterede med nogle ting derinde. Jeg humpede langsomt derind, hun var ved at pakke nogle tasker, ”Line hold nu op… Du ved godt at ingen af os mente det her… Men… Jeg gør det jo kun for at beskytte dig…” jeg følte mig ret lille og skrøbelig da jeg stod i døråbningen, ”Line.. Jeg er ked af det, lad nu være…”

”Jeg er ligeglad, bare gå væk.” hun var iskold overfor mig. Tårerne begyndte at presse sig på, og det begyndte at stikke rundt om øjnene. Jeg forsøgte at holde tårerne tilbage, så godt jeg kunne. ”Vi ses.” hun tog sin taske og gik. Hun var ligeglad. Hun kunne åbenbart ikke lide mig mere, ikke når hun behandlede mig sådan der. Jeg forsøgte sådan set bare at hjælpe hende, som jeg altid gjorde.

Døren indtil lejligheden gik op og blev hurtigt lukket igen. Hun var væk. Jeg var helt knust. Tårerne fik endeligt frit løb, og jeg faldt sammen på gulvet. Jeg kunne slet ikke styrer mine følelser, alt kulminerede bare på samme tid. Jeg var gået fra Luke, Line var lige skredet, min fod var fejlopereret og skulle opereres igen og Line var lykkelig med Ash…

Tårerne strømmede bare nedover mine kinder mens jeg lå på gulvet midt i stuen, jeg hulkede mig igennem mange smertefulde minutter. Jeg fik slæbt mig selv over til sofaen, trak mig op i den og tog en pude over hovedet. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde igen. Jeg følte mig så alene som jeg aldrig havde gjort før. Alene i en lejlighed i Australien, med en brækket ankel, uden nogen til at holde om mig.

 

***

Tårerne var stoppet efter næsten en time på sofaen, med en pude på maven. Jeg havde bare ligget og tænkt på samtalen mellem mig og Line. Jeg havde ikke engang skænket Luke en tanke, da min mobil viberede på stuegulvet, jeg havde åbenbart tabt den da jeg koplapsede på gulvet.

Jeg kravlede ned på gulvet og rakte ud efter mobilen. ’Luke’ stod der på displayet, jeg sukkede tungt, tog mobilen i hånden og satte mig op i sofaen igen. Jeg tøvede lidt, men tog den til sidst, ”Hallo?”, ”Hey…” hans stemme lød forfærdeligt trist, ”Hvad vil du..?”, efter jeg havde sagt det, kunne jeg godt hører at jeg lød iskold. Jeg lød faktisk ligeglad.

”Um…” han trak lidt på det, ”Bare om… Må jeg komme over?”, jeg snøftede lidt, jeg havde allermest lyst til at han kom over, ”Um, det er ikke så godt lige nu..”, jeg løj overfor ham, han fortjente ikke at se mig sådan her. Jeg havde lyst til at han skulle komme og holde om mig, fortælle mig at det hele nok skulle blive godt igen.

”Um… Okay… Eh… Det var bare… Jeg ville godt lige snakke med dig.. Om alt det her…” det gjorde helt ondt at hører ham så trist, ”Hvad med i morgen..?”, jeg tøvede lidt, hvorfor ville han se mig? Det var mig der havde lavet rod i det hele, det var min skyld at han var så ked af det og alligevel ville han se mig.

”Okay… Um… Jeg kommer jo ikke i morgen, skal op på sygehuset… Men du må gerne komme herover efter…?”, jeg havde faktisk lyst til at han skulle tage med på sygehuset, jeg hadede det sted! Som om han havde læst mine tanker, spurgte han om han måtte tage med. ”Um… Det er nok ikke en god idé, du går glip af hele skoledagen..”, ”Og?” Luke lød ligeglad med skolen, ”Nej, Luke, tag i skole..”

***

Jeg hørte en masse stemmer omkring mig, jeg følte mig træt i hele kroppen og følte det som om min krop var fyldt med cement. Jeg lå i hospitalssengen på opvågningsstuen, jeg åbnede forsigtigt øjnene og kiggede træt rundt i lokalet. Der rendte sygeplejersker rundt ved de forskellige andre patienter. ”Godmorgen”, en kvindelig sygeplejerske var hurtigt ovre ved mig, ”Hvordan har du det?” jeg nikkede lidt, ”fint… Tror jeg..”, ”Kvalme, hovedpine? Smerter?” hun snakkede forfærdeligt hurtigt, jeg rystede lidt på hovedet, ”jeg er bare træt..”

”Jeg får en portør til at komme og hente dig, så bliver du kørt ind på en enestue, så kan du få lidt mere søvn.” hun sendte mig et varmt smil, jeg takkede og lukkede øjnene lidt igen. ”Og du har fået blomster”, jeg åbnede stille øjnene, sygeplejersken stod og betragtede den store buket roser der stod på det lille bord, ved siden af sengen. Hun trak et kort op ad buketten, ”Der er kort med,” hun rakte det til mig, jeg rakte armen op og tog imod det. Blomster og et kort? Fra hvem? Jeg åbnede kortet. ’Hej Kas <3 Håber operationen er gået godt. Du ville jo ikke have at jeg var der, men jeg har tænkt på dig hele dagen. Ring til mig når du er vågnet. Kram fra din Lukey”

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Han kunne åbenbart stadig lide mig, selvom jeg havde såret ham dybt. Roserne var fantastiske, jeg tror ikke jeg nogensinde har set så store og flotte roser før. Jeg sukkede, jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, men jeg havde lyst til at han skulle holde om mig.

En portør kom ind og tog ved sengen, han kørte mig ind på en enestue, hvor væggene, som over alt på sygehuset, var hvide. Der hang et par billeder på væggene, noget abstrakt kunst. Jeg læste kortet om og om igen. ”Din Lukey”. Han havde skrevet kortet i hånden, og havde lavet lidt hjerter her og der på det. Din Lukey. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...