We just wanted 5 seconds of Summer

Line og Maiken er udviklingsstudenter i Australien. Maiken og Line mødte hinanden på en lyserød hjemmeside for 5 år siden, og har holdt ved hinanden indtil da. Da de begge havde muligheden for at tage til Richmond, AU og studere sammen, valgte de at tage den. Selvom der er 2,5 års forskel på dem, kommer de super godt ud af det med hinanden. Fra første dag de trådte ind i deres klasselokale på Richmond High School, og de så Ashton Irwin og Luke Hemmings, faldt de for dem. Månederne går, og vi er nu inde midt i skoleåret. Line og Maiken har stadig ikke samlet sig mod til at snakke med drengene, men hvad sker der når en af deres lærer parer dem op sammen, når de skal lave projekt i en uge?

14Likes
4Kommentarer
2340Visninger
AA

15. Please, don't leave me...

Kas' POV: 

Jeg havde ringet til Luke, efter operationen, det skyldte jeg ham efter at have sendt en kæmpe buket roser. Han var kommet hen på hospitalet og taget en taxi med mig hjem. Vi havde snakket tingene igennem, havde puttet lidt men ikke mere end det. Ikke engang et farvel kys. Vi var blevet enige om at forblive venner, selvom det var svært.

Line var endelig kommet hjem efter næsten en uge hos Ash, hans forældre var sikkert ikke galde for at have hende boende så lang tid ad gangen. Vi sad i hver vores ende af sofaen, med hver vores computere, jeg sad og skrev på en skoleopgave, som jeg var bagud med. Vi havde stort set ikke snakket sammen side hun var kommet hjem, jeg havde jo klaret mig selv de sidste par dage, så jeg kunne godt klare et par dage mere.

”Jeg har savnet dig..” hun så på mig, jeg vidste udmærket godt at hun skulle til at komme med noget jeg ikke ville blive glad for, når hun sagde sådan. ”Okay, hvad vil du sige, Line?” jeg fjernede mit blik fra skærmen og så på hende, ”ikke noget” lød det fra hende og hun sendte mig et smil, der tydeligvis ikke var ægte. Jeg lukkede computerskærmen og vendte mig mod hende, ”Line… Hvad vil du snakke om?” jeg blev altid irriteret når hun ikke bare fortalte mig sandheden med det samme.

Det var som om hun altid skulle prøve at se om hun kunne fortælle en lille hvid løgn, inden jeg fandt ud af at der var noget hun ville fortælle. Typisk virkede det ikke særlig godt for hende, jeg kunne tydeligt hører når folk løj eller prøvede at snakke udenom, desværre… Jeg ville nogle gange ønske at jeg ikke kunne hører det, så jeg kunne blive lidt i troen om at der ikke kom noget alvorligt eller ubehageligt.

Line tænkte lidt, ”Umm.. Jeg.. eh… Ashton, han..”, åh nej, Ashton, hvad havde han nu fundet på? Hun tænkte lidt mere, og hendes øjne flakkede rundt i lokalet, ”Um.. Ashton han.. Vi skal flytte sammen… Jeg tager ikke med tilbage til Danmark efter skoleåret.”, okay hvad?! Jeg kunne hurtigt mærke at jeg mistede al farven i mit ansigt, jeg kunne slet ikke forstå at Line bare droppede mig og Danmark på den måde?!

”Um… Øh hvad…?” fik jeg langt om længe fremstammet, jeg troede slet ikke på det, hun kunne da ikke bare skrotte mig fremfor Ash, han var da super skøn og selvfølgelig ville jeg da godt have at hun var lykkelig, men skulle det lige være på den modsatte side af jorden?! ”Line har du gennemtænkt det her? Jeg mener… Vi er i Australien? Hvad med dine forældre? Hvad med alt hjemme i Danmark? Hvad med mig…?” jeg så på hende med et bekymret udtryk.

Jeg var lidt af en hønemor når det omhandlede Line, selvom hun var ældst og faktisk 2½ år ældre, var jeg nok den der bekymrede mig mest. Hun så opgivende på mig, ”Hvorfor vidste jeg bare du ville prøve at tale mig fra det?” hun var lettere irriteret, ”Undskyld! Men helt ærligt, har du tænkt det igennem? Hvor skal i bo? Skal du have et arbejde eller skal du læse videre eller hvad skal du med dit liv? Hvad gør du når han tager til England i en måned af gangen, når han er på tour i USA?”

Line så ud til at fortryde en smule at hun havde fortalt mig det, selvfølgelig, men jeg ville faktisk ikke have at hun skulle blive. Jeg ville have hende med mig hjem, med hjem så vi kunne fangirle igen – over Ash og Luke. ”Hold op! Jeg finder et arbejde og der er noget der hedder skype!”, jeg skeptisk på hende, ”Der er også noget der hedder tidsforskel..” jeg kunne ikke lade være med at være super bekymret for Line, det var en kæmpe beslutning, og at hun slet ikke havde snakket med mig om det inden hun besluttede sig?! Hvad tænkte hun på?!

Hun så trist ned i sin computerskærm igen, ”Jeg ved det godt” mumlede hun svagt, ”Men jeg elsker ham bare så meget… Vi skal tilbage til Danmark om 2½ måned, og jeg kan ikke forlade ham..”, hun kiggede over på mig igen. ”Line… Du ved jeg holder fandens meget af dig, men… Vi to kan måske aldrig ses igen, hvis du bliver her…”

Jeg vidste godt at det måske lød lidt hårdt, men overdrivelse fremmer forståelse. Line blev nødt til at have det i baghovedet hvis hun virkelig mente det med at blive her. Hun nikkede lidt, ”Det ved jeg godt” hun mumlede endnu engang, og kiggede væk. ”Line…?”, hun kiggede igen på mig, ”mmh..?”, ”Du må ikke forlade mig igen…” min stemme knækkede over, tårerne begyndte at presse på og en stikken omkring øjnene var begyndt.

Line lukkede sin computer sammen, satte den ned på gulvet og satte sig ind til mig. Jeg lagde selv min computer ned på gulvet, og vi omfavnede hinanden. ”Jeg er så ked af det, undskyld jeg hidsede mig sådan op sidst… Og kaldte dig en bitch… Det er du ikke…”, tårerne fik frit løb, jeg hadede at skændes med Line, især når det blev så voldsomt som sidst.

”Nej, det er mig der undskylder, jeg blev bare så vred over at du ville have mig til at forlade Ash…” hun snøftede ind mod min hals. Vi sad længe og omfavnede hinanden, vi gav alle følelserne frit løb. ”Du må ikke forlade mig… Ta’ med mig til Danmark…” jeg følte mig skrøbelig i hendes arme, men jeg følte mig tryg. Jeg var fyldt med blandede følelser, jeg følte mig tryg men også svigtet, jeg var glad for at vi var på talefod igen, men skuffet over at hun blev i Australien.

Line vidste åbenbart ikke hvad hun skulle sige, så hun vuggede mig bare stille frem og tilbage. Hun begyndte at nynne Miss You, som hun vidste jeg holdte utroligt meget af. ”Don’t waste your time on me, you’re already the voice inside my head” mumlede hun ned mod mit hår. Jeg snøftede, ”du må ikke…” det blev ikke til mere end en svag mumlen som jeg var i tvivl om hun overhovedet hørte.

Hun blev ved med at nynne, jeg lukkede øjnene. Jeg blev vanvittigt træt af at græde, det tog al min energi og jeg magtede typisk ikke mere resten af dagen. Jeg slappede af i Lines vuggende arme. Jeg var stadig skuffet over hendes beslutning, nærmere vred, men det var nok mest fordi at jeg følte Ash havde taget hende fra mig.

Jeg var åbenbart faldet i søvn i Lines arme, for jeg vågnede op på sofaen, satte mig forvirret op. Line var ikke til at se i stuen eller i køkkenet. Mørket havde sænket sig udenfor, ”Line..?” jeg kaldte på hende i lejligheden, det lød ikke til at hun var der, ”Line?” kaldte jeg igen, en smule højere end sidst. Havde hun bare forladt mig?! Hvad bildte hun sig ind?! At komme hjem, fortælle at hun bliver i aussieland med Ash, for så bare at skride igen?!

Jeg fik sat mig helt op, og kiggede rundt i lejligheden, døren inde fra værelset af gik op, ”Årh, du er vågnet igen” Line havde en af Ashtons T-shirt på, som var for stor til Line, hun plejede at sove i en af hans T-shirts. Pyha, hun var ikke bare skredet igen, hun var bare gået i seng. ”Hvad er klokken?” jeg kiggede træt på hende, ”Halv fire om morgenen, du har sovet ret længe..” hun gned sig træt i øjnene, ”Skal du ind i din seng, eller vil du blive her?” gabte hun, ”Vil du hjælpe mig ind i seng..?” jeg så bedende på hende. Hun nikkede, kom over og hjalp mig op fra sofaen og ind på værelset. Jeg fik sat mig ned på sengen, ”Tak..” hun lagde sig over i sin egen seng igen. Jeg lagde mig om på siden og trak min dyne over mig, og faldt hurtigt i søvn igen.

”Jeg forlader dig, for altid.” Lines stemme lød iskold. Vi stod på en øde landevej, hvor der ikke var andet end vildmark på alle sider, solen bagte ned på os. Hvordan kunne hun bare sige sådan?! Hun kunne da ikke bare forlade mig? ”Du ser mig aldrig igen.” hun var helt iskold overfor mig. ”Line lad være! Bliv hos mig!” min stemme var ikke andet end en hvisken, selvom jeg prøvede at råbe. Hvad skete der lige her? Line var ved at forlade mig og jeg gjorde ingenting?!

”Line hold op!”, Line havde hanket op i sin taske hvor hun havde pakket alle sine ting ned i. ”Farvel, Maiken”, hvordan kunne hun gøre dette her mod mig? Hun vendte mig ryggen og begyndte at gå væk fra mig. Varme, salte tårer strømmede nedover mine kinder, jeg prøvede at skrige efter hende, prøvede at løbe efter hende, men min krop ville ikke reagere på noget som helst.

Hun forsvandt længere og længere væk, væk fra mig, væk i horisonten. Jeg prøvede endnu engang at skrige Lines navn, men ordrene satte sig fast i halsen inden de nåede udover mine læber. Hun forsvandt bare længere ud i ingenting. Til sidst var hun bare en sort klat ude i horisonten, som blev til ingenting. Hun var væk. For altid.

Jeg vågnede ved mit eget skrig, sveden løb ned af mig og forvirringen var som malet i mit ansigt. Jeg kiggede over i den anden seng, Line lå der heldigvis stadig, hun sov stille og havde ikke bemærket mit skrig. Jeg lagde mig ned igen, forsøgte at få lukket øjnene igen, men turde ikke, af frygt for hvilke drømme der ville dukke op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...