We just wanted 5 seconds of Summer

Line og Maiken er udviklingsstudenter i Australien. Maiken og Line mødte hinanden på en lyserød hjemmeside for 5 år siden, og har holdt ved hinanden indtil da. Da de begge havde muligheden for at tage til Richmond, AU og studere sammen, valgte de at tage den. Selvom der er 2,5 års forskel på dem, kommer de super godt ud af det med hinanden. Fra første dag de trådte ind i deres klasselokale på Richmond High School, og de så Ashton Irwin og Luke Hemmings, faldt de for dem. Månederne går, og vi er nu inde midt i skoleåret. Line og Maiken har stadig ikke samlet sig mod til at snakke med drengene, men hvad sker der når en af deres lærer parer dem op sammen, når de skal lave projekt i en uge?

14Likes
4Kommentarer
2382Visninger
AA

11. Girls - Calm down

”Kas for helvede… Jeg er virkelig ked af det!”, jeg var vågnet op i en hospitalsseng, med et hævet øje med tilhørende flækket øjenbryn, et par trykket ribben og en skadet ankel efter overfaldet. ”Luke…” Jeg sukkede og rakte ud efter hans hånd, ”det er ikke din skyld…” han rejste sig hurtigt op fra stolen, som han sad på. Han gik forvirret rundt på hele stuen, ”Skat…” fulgte ham med mit ene øje.

”Hvordan kan mennesker være så onde?! Især nogen der udgiver sig for at være vores fans?!” han lød super vred og skuffet, ”Jeg fatter det bare ikke!”, ”Luke hold nu op…”, jeg havde fortalt Luke sandheden om hvem der slog os ned, to piger som jeg vidste hvem var, fra fanbasen. ”Jamen det er jo min skyld! Så hold op med at sige jeg skal stoppe! For det er min skyld! JEG bad Mr. Rogers om at komme i gruppe med dig, JEG lagde an på dig, JEG fik dig rodet ud i det her…”

Han sukkede tungt og satte sig ned på stolen igen, ”Det var ikke meningen det skulle gå så vidt…”, jeg rystede svagt på hovedet, ”Det ved jeg…” ordrene blev kun lige skubbet udover mine læber. ”Um… Ved du hvordan Line har det? Er hun så hårdt ramt som mig?” jeg kiggede ned ad mig selv, jeg måtte ligne et trafikuheld i mig selv, han rystede på hovedet, ”hun har det fint… Også et par trykket ribben og et hårdt slag på den ene skulder, men ellers så nogle små knubs… Ash er hos hende…”

Jeg nikkede en smule, lænede mig tilbage i sengen og lukkede øjnene lidt. Jeg kunne ikke overskue det lige nu... Ash og jeg havde været sammen i næsten 4 uger, der var kommet hadebeskeder på de sociale medier fra jeg stod op til jeg gik i seng, jeg valgte at overse dem. Tiden var gået hurtigt, vores projekt var for længst færdigt og vi havde fået topkarakter for det.

Luke var det bedste der nogensinde var sket for mig, men lige nu, virkede forholdet måske ikke til at være det værd, hvis man ikke engang kunne gå på gaden i fred, uden frygt for at blive slået ned, er det måske ikke så meget værd at være sammen. Tiden i dette skoleår var gået alt for hurtigt, der var gået over et halvt år inden Luke og jeg snakkede sammen første gang, og nu var skoleåret snart slut, med kun 3 måneder tilbage, inden Line og jeg skulle tilbage til Danmark.

Jeg lå bare og tænkte på alt hvad Luke og jeg havde været igennem, mest de gode ting. Da vi pjattede i poolen i flere timer, da han tog min hånd for første gang, den første gang han trak mig ind i et kram, alle de gange vi har ligget og slappet af sammen. Vores gåture langs stranden. Vores drukaftner, der tit havde endt med at vi lå på en sofa sammen.

Jeg var ved at falde lidt hen i en søvn igen, da døren ind til stuen blev åbnet. Jeg åbnede træt øjnene så godt jeg kunne og vendte hovedet over mod døren, hvor to velkendte skikkelser stod sammen med en ukendt skikkelse. De trådte alle tre indenfor og lukkede døren. Line gik med hurtige skridt over mod mig og skulle til at give mig et kram, da hun ømmede sig, ”av,” hun mumlede, ”Hvordan har du det?” Det var mig der spurgte Line, det havde nok taget hårdest på Line, både med alle de beskeder der var kommet, men også selve overgrebet, måske ikke fysisk, men i hvert fald mentalt.

”Spørger du mig om det? Du ser jo herrens ud!” Hun satte sig ned på sengen, jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, hvis jeg smilede for meget gjorde alt bare endnu mere ondt, ”Tak, jeg elsker også dig”, Line gengældte mig smil. Den ukendte skikkelse, viste sig at være en læge, han rømmede sig og stod for enden ad sengen, han kiggede på mig, ”Vi har kigget på røntgenbillederne ad din ankel, der er gået en større flis af, og vi skal ind og have det sat ordentligt så du kan komme til at bruge den igen” jeg kiggede opgivende på ham, ”Virkelig..?” han nikkede, ”Ja, men indgrebet er hverken farligt eller noget der tager lang tid, max en halvtime, så har vi lappet dig igen” han sendte mig et beroligende smil.

Jeg skævede over til Luke, han så bare på lægen. Ash stod bagved Luke og stirrede også bare på lægen. Jeg så på Line, hun om nogen kendte til min angst for læger. Jeg hadede dem, og især når de skulle til at sprætte mig op og pille ved mine knogler! Line lagde sin hånd ovenpå min og gav den et forsigtigt klem.

Jeg hadede operationer, hadede sygehuse, hadede læger. Hadede alt ved sygehuse! De var bare dumme og jeg brød mig slet ikke om dem! Jeg så på lægen, ”Skal jeg så have gips på og gå med krykker i herre lang tid eller hvad?”, lægen kiggede hurtigt i sine papirer, ”Du får ikke gips på, men du får en skinne på, formet som en støvle, som du skal bærer i 7-8 uger, og du får stillet et par krykker til rådighed, som du skal bruge minimum 4 uger..”

Jeg sukkede tungt og opgivende, øv! Hvor var det altså bare noget møg! Jeg var bare faldt forkert, da det første slag ramte, så min ankel havde ramt kantstenen og slået en flis af. Pis og øv! ”Har du flere spørgsmål, Mrs.?”, jeg rystede på hovedet, lægen sagde farvel og gik. ”Hvorfor lige mig?! Hvorfor skal de ind og sprætte mig op?!”, tårerne var begyndt at strømme nedover mine kinder, min vejrtrækning blev hurtigere, pulsen steg og sveden var begyndt at pible frem på min pande. Jeg var ved at gå i panik, et angstanfald.

”Kas, rolig…” Line prøvede at berolige mig, jeg hyperventilerede, mit blik flakkede rundt i lokalet. Jeg vil væk! Og det skal være nu! Min krop rystede, jeg kan ikke klarer det mere! Tårerne sprang ned ad mine kinder.

***

Luke var blevet hos mig hele natten på sygehuset, mens Line og Ashton havde fået lov til at gå samme dag. Luke og jeg havde sat os i en taxi og var på vej hjem til lejligheden. ”Tak fordi du blev hos mig, hon’..” jeg havde nok sagt tak mere end 20 gange, og han blev ved med at komme med samme svar, ”Ingen årsag, babe” og sendte mig altid et forsigtigt smil.

Luke betalte for taxien mens jeg forsøgte at bakse mig ud, med mine krykker. Der stod en flok piger henne på hjørnet, de var nok min egen alder, nogle stykker var lidt ældre end mig. Jeg fik bakset mig ud fra taxien, og støttede mig til krykkerne, jeg hadede dem allerede! Og tanken om at jeg skulle op ad en masse trapper om lidt, fik mig til at sukke opgivende. Pigerne opdagede mig og begyndte at komme nærmere, Luke trådte ud af taxien og kom om til mig.

Pigerne begyndte at løbe mod os, jeg forsøgte at komme ind i bygningen, men krykkerne forhindrede mig i det. Luke stoppede op, pigerne var kommet helt hen til os, og begyndte at råbe. Luke piftede for at få pigernes opmærksomhed, ”Hey! Stop så!” jeg ville ikke hører mere, jeg ville væk fra dem. Jeg prøvede at åbne døren, og fik den åbnet, ”Hvis i virkelig kalder jer for fans…” jeg nåede ikke at hører mere af Lukes tale, før end døren smækkede i efter mig.

Jeg begyndte at bakse op ad trappen, et trin ad gangen. Krykkerne op på et trin, for at hive mig selv op, holde balancen på en fod, for så at gentage det hele vejen op til lejligheden. Jeg hørte hoveddøren gå op og smække i igen, et par fodtrin lød op ad trappen. Luke kom op ad trappen, ”Hey babe… Undskyld…” han hjalp mig med at åbne døren ind til lejligheden.

”Det går nok… Jeg hader bare de krykker her… Jeg kan ikke gøre noget selv!” jeg sukkede irriteret. ”Hey, vi skal nok klare det, det sagde du selv…” han sendte mig et varmt smil. Jeg nikkede, jeg vidste ikke om forholdet var dette værd, men havde ikke sagt noget om mine overvejelser til ham. Jeg var ved at vælte vores lille reol med ting ude i entreen, ”Årh for helvede! Hvor er jeg klodset..”, Luke var der hurtigt til gribe den, ”Babe, lig dig ind på sofaen, du trænger til at slappe lidt af..”

Jeg slæbte mig ind i stuen, og satte mig ned i sofaen. Hele min krop smertede, hvorfor skulle det være mig der skulle have så ondt? Hvorfor kunne det ikke være en anden? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...