They don't know about us

Serena er fyldt med sorg, da hun mistede sin kæreste i en bilulykke for kort tid siden. Hun kan ikke komme videre, hun sidder bare fast i sorgen. En dag bliver det for meget for hendes mor, så hun mener det ville være sundt at komme væk fra landet (Italien). Så de rejser til London, og hele hendes liv bliver ændret, og ikke nok med det møder hun også det kendte band ''One Direction''...

1Likes
1Kommentarer
203Visninger
AA

1. Zayn

Jeg stirrer ud af vinduet, se alle de lykkelige personer. De stråler af kærlighed, de har overskud... til at gøre hvad de vil, være dem de vil, og de har hinanden. Jeg kan huske da jeg havde det sådan, dengang var livet nemt. Men det var før jeg ligesom ''mistede'' den eneste ene.

''Jeg tror altså det ville være bedst for dig'' siger en stemme.

''Høre du efter hvad jeg siger Serena?'' siger stemmen igen.

''Ja undskyld, hvad?'' siger jeg forsigtigt. 

''Rejse lidt væk fra landet, møde nye omgivelser'' det er en dame der snakker til mig, jeg går til psykolog, og jeg er tvunget til at høre på en eller anden latterlig dame, der tror hun kan hjælpe mig.

Ja mit humør er ret langt nede lige nu, men det er ikke ligefrem noget nyt.

''Hun har ret Serena, lad os rejse et sted hen'' foreslår min mor.

''Tjaaaa.. jeg ved ikke...'' siger jeg udmattet.

''Jo ved du hvad, det gør vi. Det ville du have godt af!'' siger min mor.

Jeg kigger ud af vinduet igen, jeg vil ikke rejse nogle steder, det er her jeg har minderne fra ham.

Jeg husker da han for første gang sagde, at han elskede mig. Jeg savner ham så meget, jeg vil gøre alt for at se ham igen. Han var min engel, og jeg vil ikke rejse nogen steder.

Men sådan bliver det nok.

***************************************

Og ganske rigtigt sådan blev det, jeg sidder nu i bilen på vej til London.

Det blev som min mor ville have det, selv musik kan ikke fjerne min smerte. Jeg plejede at elske musik, men jeg kan kun finde trist musik som minder mig om ham. Der går nogle timer og så er vi i lufthavnen. Vi flyver med flyet i nogle timer og så er vi i London. 

Vi skal bo i en lejlighed, den er okay.

''Mor, jeg smutter ned i den nærmeste foretning. Skal have noget mere make up'' siger jeg.

Selvom jeg er ved at drukne i sorg, vil jeg gerne se flot ud. Det lyder underligt ikke? Jaja det ved jeg, men jeg elsker make up.

''Det er fint nok, skriv hvis der er noget'' siger hun.

''Jaja'' siger jeg.

Jeg åbner døren og kommer udenfor.

Solens stråler er meget kraftige, men det er dejlig varmt.

Jeg finder den nærmeste butik og åbner døren, da jeg støder ind i en fremmede.

En dreng.

Drengen har mørkt hår, og brune øjne.

Han ser bekendt ud, men what ever. Chancen for at jeg skulle kunne møde nogle jeg kender her, er meget lille.

''Undskyld, jeg havde ikke lige set dig komme''  siger jeg.

Drengen kigger på mig, han smiler. ''Det gør ikke noget'' siger han.

Jeg stikker ham et smil, et meget falsk smil. Men altså det er bedre end at vise ham den kolde side, bare fordi jeg er ked af det.

Jeg når knap nok at gå tre skridt, før han siger noget igen.

''Hvad hedder du?'' spørger han.

''Apdullamulla'' siger jeg.

Han begynder at grine.

''Hvad?'' siger jeg.

''Du hedder vel ikke Apdullamulla?'' siger han.

''Nej da, det var for sjovt. Jeg hedder Serena, haha.'' siger jeg.

Jeg smiler til ham, denne gang med et ægte smil.

''Okay, jeg hedder Zayn'' siger han smilende.

''Okay, hyggeligt at møde dig'' siger jeg høfligt.

''I lige måde'' siger han.

Jeg går videre og finder lidt make up, og tager hjem bagefter.

************************************

Det var første kapitel håber i kunne lide den, smid gerne et like eller en kommentar. Undskyld den ikke er så spændende med det samme, men jeg kan ikke bare skynde mig igennem handlingen ;)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...