The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9511Visninger
AA

2. Prolog - "Hun ved ikke hvad der er bedst for hende, det ved jeg!"


"Det skal nok gå Alexandra, dit navn bliver ikke trukket" siger min mor positivt, og giver mig et forsigtigt klap på skulderen. Hun har altid været god til at tænke positivt - desværre er det en af de ting, jeg ikke har arvet fra hende. Et suk forlader min læber, og jeg ser tvivlsomt på hende, men ender dog med at nikke. Det har altid undret mig, hvorfor min mor acceptere min mening, om at jeg ikke gider deltage i spillet, mens min far nærmest tvinger mig, til at melde mig friviligt. Lige da jeg tænker på ham, kommer han selvfølgelig gående.

"Alexandra, du skal nå at øve inden vi skal hen på pladsen" siger min far, og kommer gående ind i køkkenet. Endnu et suk kommer fra mig, og jeg rejser mig modvilligt op fra den hårde træ-stol. "Ja, far" siger jeg lydigt, og går med tunge skridt udenfor.

Mine øjne får med det samme øje på kassen med alle våbene i, og jeg tager en håndfuld knive op.

"Hvorfor kan du ikke bare acceptere, at hun ikke vil?" lyder min mors stemme indefra, og ubevidst trækker jeg på smilebåndet. Hun har altid støttet mig omkring min mening, mens min far har travlt med, hvad han synes er bedst.

Han har aldrig forstået, hvorfor jeg ikke gider dødsspillet. Nok fordi vi bor i Distrikt 2, og hvert år melder mange sig frivilligt - men ikke mig. Hvis han kunne, ville han sikkert skifte mig ud med en anden pige, som hans datter. En der gad dødsspillet.

Tsk. Som om jeg overhovedet kan vinde det spil.

Jeg går nogle meter væk fra skydeskiven, og lægger knivene ned på jorden. Dyb vejrtrækning. Koncentration. Skydeskiven, er det eneste der eksistere for mig, mens jeg sigter. Jeg trækker armen en smule tilbage, og kaster så kniven afsted. Uden at se ned mod skiven, ved jeg at jeg har ramt plet - det gør jeg altid. Ikke for at lyde selvglad - jeg hader selvglade personer - men jeg har øvet med kniv i flere år, pga min far, så derfor rammer jeg altid.

"Hun ved ikke hvad der er bedste for hende.. det ved jeg" lyder det indefra. De skændes hele tiden, og det har de gjort den sidste måned. Nok fordi høstdagen nærmede sig, og i år mener min far, at jeg 'endelig er klar', som han siger. Ved tanken, ryster jeg irriteret på hovedet, og samler en kniv op fra jorden. Den bliver kastet ned på skydeskiven, og sådan bliver jeg ved, mens jeg tænker over mit besværlige liv.

"Alexandra, du skal gøres klar til høstdagen" lyder min mors stemme indefra, og jeg kan ikke lade være med at sukke. Knivene bliver samlet op, smidt i kassen, og så trasker jeg ellers indenfor igen. Min mor ser på mig med et forstående smil, da hun kan se alle følelserne i mine øjne. Forviring. Tristhed. Irritation. Hun har altid været god til at læse mennesker - især mig.

Jeg gengælder hendes smil, og går så med ind på mine forældres værelse. Hun går hen til skabet, og trækker en blå kjole frem. Jeg ser overrasket på hende, da hun rækker den frem mod mig, og laver et nik med hovedet, som hentydning til at jeg skal trække i den. "Jamen, mor.. er den ikke dyr?" spørger jeg forundret, og studere kjolen. "Jo, men det er en speciel dag i dag, og du er gammel nok til at bære den" siger min mor smilende, og aer mig kort over håret. "Tak, mor" siger jeg glad, og giver hende et kram. Hun gengælder krammet, og jeg kan fornemme, at hun smiler. "Skynd dig så, vi skal snart ned på pladsen" siger hun, og forsvinder så ud af døren.

Jeg ser kort efter hende, og begynder så langsomt at trække mine sorte bukser af, og min sorte t-shirt. Jeg glatter forsigtigt kjolen med mine hænder, da jeg har fået den på, og kan ikke andet end at smile stort. Den passer mig perfekt.

"Mor" kalder jeg, og ser hen mod døren, da hun kommer gående ind. "Den sidder perfekt" siger hun smilende, og ser glad på mig, "så mangler vi bare dit hår". 

***

Med et drømmende blik, studere jeg mig selv i spejlet. Mit hår er løst, og man kan se alle mine krøller.

"Vi skal afsted" lyder en brummen ude fra køkkenet, og jeg kan med lethed genkende min fars sure stemme. Han er stadig vred over, at mor bakkede mig op. Tsk.

Emmelie går med stille skridt hen til mig, og tager fat i hendes hånd. Jeg sender hende et opmuntrende smil, og giver så hendes hånd et klem. "Alex? Bliver dit navn trukket?" spørger hun med sin lille lyse stemme. I starten ser jeg overrasket på hende, men jeg ryster hurtigt på hovedet - måske lidt for hurtigt. "Selvfølgelig ikke, Em" siger jeg, og sender hende et lille smil.

Jeg er nødt til at tro på det, min mor sagde - mit navn bliver ikke trukket. Der er jo så mange andre, så hvorfor mig? Sandsyndligheden er meget lille. Virkelig lille. Okay, Alex.. Slap af.

Jeg tager en dyb indånding, og vågner op fra mine tanker, da Emmelie rykker blidt i min arm. "Far siger, vi skal gå nu" siger hun næsten lydløst, og jeg kan kun lige høre det. Et nik fra mig, og så går vi alle sammen ud af huset.

Emmelie er kun 9 år gammel, så hendes navn kan heldigvis ikke blive trukket - først om nogle år. Jeg får kuldegysninger ved tanken, og slår den derfor hurtigt ud af hovedet.

Nu skal det her bare overståes, og så kan vi komme hjem i huset igen, og få noget at spise.

***

Det her var så bare prologen, så man lige kan sætte sig ind i Alexsandras liv - hendes forhold til sin familie, hvad hun synes om dødsspillet osv. 

//K//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...