The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9440Visninger
AA

10. 7 - "Må jeg kalde dig Alex?"


Det er træningsdag nummer to, og indtil videre går det godt. Jeg har været på nogle forskellige stationer, og jeg har lært noget nyt. Jeg kunne allerede lave bål og sådan noget, men jeg er blevet bedre til det og har fundet nye og lettere metoder. Så er jeg faktisk også blevet bedre til at klatre i træer, hvilket jo bare er noget af en fordel.

Lige nu er jeg ved at få fat i nogle knive henne ved alle våbene, så jeg kan øve mig i at kaste. Selvom jeg jo allerede er god til at kaste, så må jeg hellere øve mig noget mere. Man kan vel altid blive bedre, ikke? Da jeg har fået fat i fem knive, går jeg så hen og stiller mig foran en skydeskive.

Jeg holder fire knive i min ene hånd og en kniv i min højre hånd, som jeg så kaster afsted. Den rammer selvfølgelig målet, og jeg kaster så endnu en kniv afsted. Mit kast er jo stadig godt med min højre hånd, så jeg kaster en kniv afsted med min venstre hånd.

Jeg har jo øvet derhjemme i flere år, og jeg har selvfølgelig ikke kun øvet med højre hånd, men også venstre, så jeg rammer også målet med venstre hånd. Det ville ikke være særlig godt, hvis jeg kun kunne kaste med højre hånd. Hvad hvis jeg kom til skade med den inde i arenaen? Jeg må være klar på alt.

Jeg skubber mine tanker væk, da de distrahere mig fra min knivkastning, og jeg er nødt til at være fokuseret. Jeg kaster endnu en kniv med min venstre hånd, og den sidste kniv bliver kastet med højre hånd. De har alle ramt deres mål, og jeg går ned for at hente dem igen. Jeg får dem af skiven, og kører min pegefinger over bladet på en af dem. De her knive ser dyre ud.. Hvor mange penge bruger Capitol mon lige på penge til våben?

 

Jeg går hen og lægger knivene på plads igen, for træningen er ved at være ovre for i dag ser det ud til. Jeg ser en smule undersøgende rundt, og mit blik stopper ved en genkendelig skikkelse. Justin. Jeg bider mig svagt i underlæben, inden jeg stille går hen imod ham. Han er ved at klatre op i et træ, og musklerne er tydelige at se i hans overarme. Hvorfor stirrer jeg på hans muskler? Nu må jeg stoppe.

 

Jeg stopper op ved siden af træet, og selvom jeg ikke vil tages i at stirre på ham, da jeg helt sikkert vil få en flabet kommentar i hovedet af ham så, så stopper jeg ikke med at kigge op på ham, betragte ham. Jeg kan bare ikke lade være.

Han er hurtigt oppe i toppen, og så begynder han at kravle ned fra træet igen, hvilket går hurtigere for ham. Han er hurtig.

 

Han springer den sidste meter ned, og lander med lethed lige foran mig. Han har sved på panden, og et selvsikkert smil er som sædvanlig til at finde på hans læber. ”Nød du udsigten?” spørger han flabet om, hvilket får mig til at himle med øjnene over ham.

”Jeg ville bare se dine evner.. Det skal nok blive let for mig at komme af med dig i arenaen..” svarer jeg koldt med et løftet øjenbryn, og lægger mine arme over kors. Det kommer så bag på mig, at han faktisk griner af min kommentar. Det var ikke meningen, at han skulle grine.. Han skulle nærmere føle sig truet, men han ser ikke det mindste bange ud. Undervurderer han mig? Det kommer han til at fortryde i den arena.

 

”Hør her babe, vi ved godt begge to hvem af os der ville vinde, hvis vi var i kamp..” siger han selvsikkert, og klapper mig kort på skulderen. ”Du undervurderer mig tydeligvis Justin, det vil du komme til at fortryde.. Du kommer til at tigge og bede, når jeg dræber dig.” siger jeg, og vender mig så om og går ud fra træningslokalet, imens jeg kan mærke hans blik i ryggen på mig. Træningen er alligevel slut for i dag.

 

Jeg går direkte hen til elevatoren, og trykker på knappen med to-tallet på. Dørene er ved at lukke, da en spinkel hånd stopper dørene fra at lukke. Dørene åbner igen, og en brunhåret pige går ind i elevatoren – fra distrikt 11, mener jeg. Dørene lukker igen, og jeg ser tavst ned i jorden, imens jeg venter på at elevatoren stopper på anden etage.

 

”Jeg så dig med knivene.. Du er ret god..” lyder pigens lyse stemme så, og jeg ser hen på hende. ”Tak..” mumler jeg stille, og bider mig kort i kinden. ”Distrikt to, ikke?” spørger hun så om, og jeg nikker svagt som svar. "Distrikt elleve?" spørger jeg om, og så er det hendes tur til at nikke som svar.

 

”Det overrasker mig, at ingen meldte sig frivilligt, da dit navn blev trukket.. Der plejer altid at være frivillige fra to der kæmper om at få pladsen, men ikke denne her gang..” ”Måske er det bare gået op for folk, hvor dødssygt det her er?” siger jeg, og trækker svagt på skuldrene. ”Ja måske...” siger hun kort, og jeg vælger at lade være med at sige noget til det.

 

”Jeg hedder Thalia..” siger hun og rækker hånden frem. ”Alexandra..” præsenterer jeg mig og trykker kort hendes hånd, inden jeg tager min hånd til mig igen. ”Må jeg kalde dig Alex?” spørger hun om og smiler svagt til mig. ”Klart..” svarer jeg og nikker en smule bekræftende.

 

Lige i det øjeblik stopper elevatoren så op. Da dørene åbner, går jeg selvfølgelig ud fra elevatoren. ”Vi ses, Alex..” siger Thalia med et venligt smil, og jeg vinker kort som en hilsen. Da dørene er lukket igen, går jeg så ned imod mit værelse. Jeg kommer ind, og jeg sætter mig træt hen i min seng, for så derefter at ligge mig ned på ryggen med et lydløst suk.

 

Hvordan kunne Thalia smile? Vi er ved at træne til at dræbe andre mennesker, og snart skal vi ind i en arena, hvor vi enten skal dræbe eller blive dræbt – det er jo sygt. Er hun slet ikke bange? Ked af det? Vred? Fortvivlet?

Måske har hun bare accepteret det her, at hun er blevet valgt.. Jeg kunne vel prøve også at acceptere det, jeg kan jo ikke droppe ud, selvom jeg ville ønske at jeg kunne. Hvis jeg kunne, var jeg allerede droppet ud med det samme mit navn blev trukket.

 

Thalia virkede nu faktisk sød nok.. Måske ville hun være god at skabe en alliance med i arenaen? Det er meget bedre at være en gruppe, end at være alene. Tal er bedre, vigtige.

Tal kan være grunden til, at man overlever.

__________________________________________

Wow, det er godt nok lang tid siden, at jeg har opdateret denne her historie.

Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig har jeg fået skrivelysten tilbage, wuhu. 

Så mødte i lige Thalia fra distrikt 11, hvad synes i om hende? Kunne hun være god for Alex at have en alliance med?

Og hvorfor er Alexandra mon blevet så kold over for Justin nu?

Jeg håber på, at jeg kan få skrevet et nyt kapitel allerede i aften, som så kan blive publiceret i morgen, jeg har det dårligt med ikke at have givet jer et nyt kapitel i ja.. En evighed.

Hvad synes i om dette kapitel? Noget feedback er altid dejligt.

- Kathrine

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...