The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9418Visninger
AA

9. 6 - "Godt de gad at møde op, Miss Forest"


Parfumelugten fylder mine næsebor, og jeg rynker næsen for ikke at nyse. "Er.. det ikke nok.. parfume nu?" hoster jeg, og klemmer øjnene hårdt i, for ikke at få noget i øjnene - jeg har allerede i munden, og det er ikke særlig ret. "Du skal lugte godt" siger hun bestemt, og giver mig endnu et sprøjt parfume.

"Ja, nu kan publikum i hvert fald lugte mig på afstand" mumler jeg for mig selv, og får så endnu et hosteanfald, da hun begynder at sprøjte hårspray i mit hår. "Leonora, jeg bliver kvalt i parfume og hårspray" siger jeg, og nyser så. "Pjat med dig, stå nu bare stille" siger hun smilende, og bliver så endelig færdig med hårsprayen.

"Du ser godt ud" lyder en hæs stemme ved siden af mig, og jeg ser ubevidst derhen, hvor jeg så får øje på Justin. "I ligemåde" svarer jeg kort, da vi har fuldkommen ens tøj på. Vi har begge et par enkle sorte bukser på - i mit tilfælde shorts - og en sort t-shirt. Looket bliver så pyntet med et par sorte støvler, og et bælte med to hylstere, hvor der er en pistol i hvert hylster.

"I ser fantastiske ud" siger Anastia - Justins stylist - og klapper begejstret i sine små hænder. Jeg løfter det ene øjenbryn, og sukker så lydløst. Melina nikker lidt anerkende, og siger så: "husk at, det vigtigste er at få publikum til at kunne lide jer. De er med til at give jer sponsorgaver." 

Aria kommer løbende hen mod os, og hun ser ret panisk ud, eller måske ser hun altid sådan ud.. hvad ved jeg? "Det er jeres tur nu! Skynd jer op på vognen" siger hun forpustet. Jeg bider mig svagt i underlæben for ikke at grine, og stiller mig så langsomt op på vognen.

Jeg har ikke noget imod Aria, andet end at hun trak mit navn, men det er jo bare et sammentræf - håber jeg for hende, da jeg har et ret stort temperament. Hun virker da ellers ret sød, dog har hun en ret sindssyg sans for mode, hvilket alle i Capitol har, så det undrer mig ikke.

Jeg glider ud af mine tanker, da vognen begynder at køre, og publikums hujen og klappen kan allerede høres. Justin smiler et stort og charmerende smil til publikum, og klappene bliver endnu højere. Jeg fnyser lavt, og ser så lidt op.

Der er to skærme - en hvor jeg kan ses, og en hvor Justin kan ses. Er.. jeg.. på en skærm? Jeg får store øjne, og ser hurtigt ned i jorden. Så kommer jeg i tanke om hvad Melina sagde - husk at, det vigtigste er at få publikum til at kunne lide jer. De er med til at give jer sponsorgaver.

Jeg fremtvinger et lille smil, og ser så hen mod publikum, hvorefter jeg langsomt begynder at vinde. Jeg beder til at mit had til Capitol ikke kan ses.

Vognen stopper så, og alle 12 vogne står på række. Mit blik lander på præsident Snow, da han træder frem på en lille platform, så alle kan se ham. Han begynder så at holde sin sædvanlige tale, dog er det eneste jeg hører "glædelig dødsspil, og må oddsene være med jer".

Det kan ham og alle de andre sagtens sige - det er ikke dem der skal kæmpe til døden.

***

Da jeg var lille, gik jeg altid rundt i små blomstrede kjoler, mens jeg legede med mine veninder, men jo ældre jeg blev, jo mere begyndte jeg også at skifte kjolerne ud med bukser og t-shirt.

Min mor forstod det ikke, men jeg kunne ikke fortælle hende hvorfor, da jeg ikke havde noget svar. Det føltes bare forkert at have kjole på. Måske havde det noget at gøre med, at jeg begyndte at træne til dødsspillene, og jeg følte mig mere drenget, når jeg stod og kastede med kniven i haven, mens alle de andre piger løb rundt og legede med hinanden.

Min barndom blev taget fra mig, fordi min far havde travlt med at jeg skulle træne - blive voksen.

Det korte af det lange er, at jeg aldrig bruger kjole mere, og derfor vælger jeg også at tage et par turkise jeans med mønstre på, og en hvid strikketrøje, efter at have været i bad. Jeg reder mit hår igennem, og sætter det op i en høj og rodet knold, hvorefter jeg bevæger mig ned mod spisestuen, hvor vi skal spise.

Alle de andre sidder der allerede, så jeg er tvunget til at sidde ved siden af Justin. Bordet er dækket af alt muligt forskelligt mad, og det undrer mig hvordan Capitol kan have alt det mad, mens næsten alle Distrikter sulter - lige undtagen 1 og 2, og siden jeg er fra 2, har jeg aldrig været ved at sulte. Dog tænker jeg stadig på de andre Distrikter, da jeg ikke er en selvoptaget person, som mange fra Distrikt 2 er. Men mange fra Distrikt 2 ville jo også blive glade, hvis de blev valgt til at være med i dødsspillet, så det er endnu et punkt, hvor jeg skiller mig ud fra mit hjemdistrikt.

Jeg tager en bøf, noget salat og nogle kartofler op på min tallerken, hvorefter jeg stille begynder at spise. Min tallerken bliver hurtig tom, da jeg er ret sulten, og derfor tager jeg også en portion mere, som bliver spist lidt langsommere.

Derefter siger jeg tak for mad, og går op på mit værelse. Jeg smider mig i sengen, og falder i søvn uden at have taget nattøj på eller børstet tænder, da trætheden bare vælter ind over mig.

***

Jeg vågner langsomt, og gaber så kort, inden jeg sætter mig op i sengen. Jeg svinger mine ben ud over sengekanten, og ser så på uret der står på mit natbord. Klokken er.. 8.15! Jeg laver store øjne, og er hurtigt oppe at stå. Jeg skulle have været nede i træningsrummet kl 8, og nu er den et kvarter over.

Jeg får hurtig trækket i mit træningstøj, hvorefter jeg løber ned mod træningsrummet, mens jeg sætter mit hår op i en høj hestehale, hvilket resultere i at den bliver ret sjusket. Jeg åbner døren, og mærker alles blikke på mig.

"Godt de gad at møde op, Miss Forest" siger en stemme, der er så kold, at den giver mig kuldegysninger. "Jeg sov over mig" siger jeg usikkert, og går hen til gruppen af sonere, som alle er i træningstøj fuldstændig magen til mit.

_______________________________

Kapitlet er måske en smule kedeligt, men ikke alle kapitler kan være lige spændende, heh.

- Kathrine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...