The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9409Visninger
AA

7. 5 - "Så nu har du sagt det. Gå igen."

Den akavede stilhed kommer kravlende, og ingen af os gør mine til at stoppe den. Det eneste der kan høres er togets køren på skinnerne. Jeg prikker træt til mit spejlæg, og ser ned på tallerkenen.

"Vi ankommer til Capitol om 1 time" siger Aria pludselig, og bryder stilheden. Ingen af os siger noget, men bare for at være venlig og vise at jeg ren faktisk hører efter, nikker jeg kort.

"Er der nogle spørgsmål, i har til mig, siden jeg jo er jeres mentor? Råd eller noget?" spørger Milena venligt, og ser fra mig til Justin. "Jeg har ikke brug for råd" kommer det koldt fra Justin, og uden at tænke over det ruller jeg med øjnene. Jeg hader hans selvsikre side.

Milena nikker kort over Justin kolde svar, og fokusere i stedet på mig. "Hvad med dig Alexandra?" spørger hun, og smiler til mig. Jeg tænker over hendes spørgsmål, og bider mig ubevidst i underlæben. Har jeg brug for et råd? Vil jeg se svag ud, hvis jeg beder om et råd?

"Alexanda?" siger Milena afventende, og vækker mig derved op fra mine tanker. "Nej, jeg klarer mig" svarer jeg, og fremtvinger et lille smil for ikke at virke kold som Justin. Hun nikker kort, og stilheden lægger sig igen over os.

"Tak for mad" mumler jeg, og rejser mig op. Aria sender mig et lille smil, inden jeg bevæger mig ned mod mit værelse. Mens jeg sidder på min seng, og kigger tomt ud i luften er der noget som går op for mig:

Der var en grund til at ingen meldte sig, da jeg blev valgt - de er bange for min far. Han havde gået og snakket om, at hvis jeg blev valgt, så ville jeg vinde det hele. Det skulle ikke undre mig, hvis han havde truet de andre piger.

Alle i Distriktet er bange for min far, så derfor havde de ikke turdet melde sig.

Jeg får det dårligt ved tanken. Er min far virkelig så besat af dødsspillet, at han er villig til at miste sin ene datter? Tårerne presser på i øjenkrogene, og jeg gemmer mit ansigt i min pude. Hulkende bliver højere og højere, men heldigvis dæmper puden dem lidt. Hvorfor græder jeg? Nu virker jeg bare svag igen. Godt, at jeg er ale.. -

"Alexandra?" Lyder en hæs stemme henne fra døren, og afbryder mine negative tanker. Jeg strammer mit greb om puden, og ryster febrilsk på hovedet. Justin skal ikke se mig græde... igen.

"Alexandra" gentager han bestemt, og kommer tættere på mig. "Nej" mumler jeg grådkvalt ned i puden, og er fuldkommen ligeglad med at puden bliver helt våd af mine tårer - og snottet af min næse. Adr, okay nu er jeg ikke ligeglad mere.

Derfor fjerner jeg også puden, da det jo ikke skal gå ud over den, at jeg er svag og ynkelig. Jeg ser flovt ned i jorden, da jeg efterhånden er blevet taget et par gange i at græde. Hvad tænker han dog ikke om mig? Og hvorfor er jeg ikke ligeglad? Jeg er jo ligeglad med ham.

"Hvad vil du?" spørger jeg efter noget tid, og tørrer mine kinder med ydersiden af min hånd. "Sige at vi er i Capitol om 10 minutter" lyder hans svar, og en knirken lyder ved siden af mig - hvilket betyder at han har sat sig.

"Så nu har du sagt det. Gå igen" siger jeg koldt. Der kommer intet svar fra ham, og derfor vender jeg mit blik mod ham. Hans øjne møder mine, og jeg bliver som trukket ind i de brune fangende øjne.

"Justin" siger jeg en smule bedende, da jeg bare vil have ham til at gå. Jeg har brug for at være alene, og få grædt ud - så jeg kan blive en tom skal, der ikke kan græde mere. Jeg har ikke lyst til at græde. Folk skal se på mig, som er jeg stærk, ikke som er jeg svag og ynkelig, som jeg er lige nu, og egentlig bare har været de sidste to dage.

Jeg vågner langsomt op fra mine tanker, og ser afventende på Justin, da han stadig ikke er gået. "Justin" gentager jeg en smule utålmodigt, og ser så bestemt på ham, som jeg nu kan, lige når jeg har grædt.

Et suk forlader hans læber, og han rejser sig så op. "Alexandra, kan du for en gangs skyld ikke lade folk komme tæt på dig? Når de kommer for tæt på, skubber du dem bare væk, og ærlig talt så er det utrolig trættende, at blive ved med at prøve at komme tæt på dig" siger han med en irriteret klang i stemmen, og jeg ser en smule overrasket på ham - det havde jeg ikke lige regnet med.

Han slår lidt frustreret ud med armene, og efterlader mig så alene på mit værelse.

Hvad mener han med det? Jeg troede, at han hadede mig. Jeg har ikke kræfter nok til at tænke over det her, og derfor skubber jeg det også væk, og lægger mig ned i sengen, hvorefter jeg lukker øjnene, og drømmer mig væk til et bedre sted.

***

Først og fremmest vil jeg undskylde for, at kapitlet er så forsinket, som det er. Jeg har desværre haft meget travlt, og derfor er jeg først blevet færdigt med det nu. Det er ret kort, men det virkede bare bedst at stoppe det der, men næste kapitel bliver forhåbentlig længere.

Men hvorfor fik Justin lige pludselig sådan et lille 'flip' på Alexandra? Er det rigtigt det han siger, med at hun skubber alle væk? Og hvorfor prøver han at komme tæt på hende?

//K//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...