The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9430Visninger
AA

26. 22 - "Vi ønsker alle at vinde, nogle er mere desperate end andre."


Vi er næsten færdig med at spise, da jeg hører en underlig bippen. Stille rejser jeg mig op og ser undersøgende rundt efter lydkilden, hvilket får både Justin og Thalias opmærksomhed.

"Kan I ikke høre det?" Spørger jeg dem om og tager en kniv frem fra min taske for en sikkerhedsskyld, hvorefter jeg forsigtigt går hen imod lydkilden. Ud af øjenkrogen ser jeg Justin følge med. Og så ser jeg det dale ned fra himlen og sætte sig fast i et af træernes grene. En sponsorgave, vores første.

Justin spilder ikke tiden, han er hurtigt på vej op i træet efter sponsorgaven. Jeg siger ikke noget, holder i stedet vagt, da jeg ikke ønsker endnu et bagholdsangreb. Vi er stadig mange i arenaen. 

Justin springer med lethed ned fra træet igen, nu med gaven i hænderne. Han rækker mig et lille stykke papir derfra, imens han kigger på mig.

I skulle nødig sulte.

Jeg ser op fra papiret og møder Justins blik. Han trækker blot på skuldrene og tager så låget af. Det er mere brød, som vi netop var ved at løbe tør for. Selvom jeg ikke er vild med Capitol og hvad de står for, så smiler jeg alligevel. Det kan godt være, at de er sindssyge for at elske det her spil, men i det mindste har vi mere mad nu.

Vi går sammen tilbage til Thalia med maden, hvilket straks får den spinkle piges opmærksomhed. 

"Hvad er det I har?" Spørger hun nysgerrigt om og rejser sig op for at gå hen til os, hvor hun så får øje på brødet. 

"Det virker til, at vi har nogle fans," kommenterer Justin med et skævt smil og fordeler brødet mellem os. Siden vi lige har spist, lægger jeg det ned i min taske til den sidste rest mad jeg har og sukker svagt. Det er næsten helt mørkt nu, hvilket vil sige at de skal til og i gang med planen. 

Jeg får pakket mine ting ned i tasken igen - undtagen knivene og et bælte der var i tasken. Jeg tager det på og sætter knivene deri, hvorefter jeg skal til at tage min taske på. Jeg bliver dog stoppet af Justin der lægger en hånd på min skulder og ryster lidt på hovedet.

"Det er smartest at efterlade taskerne et sted, og så kan vi komme tilbage efter dem," forklarer han, og han havde en pointe. Hvis vi kom op i nærkamp ville chancen for at vinde være større, hvis man ikke havde en taske på ryggen at døje med. Modstanderen kunne tage fat i den og rykke i en.

"Men hvor er det sikkert at lægge dem? Hvis de bliver fundet står vi uden mad," pointerer jeg og sukker svagt. Det er en stor chance at tage, synes jeg. 

"Jeg kender et sted," siger Justin blot og begynder at gå. Jeg ruller med øjnene over hvor hemmelighedsfuld han skal være og følger så alligevel med ham med Thalia ved min side. Hun er helt stille, hvilket nu gør mig lidt urolig. Jeg har på fornemmelsen, at det omhandler planen. Hun sagde jo direkte, at hun ikke er vild med den. Om det så er fordi, at det handler om mord eller fordi Thomas er med i gruppen, er jeg ikke sikker på.

Da Justin stopper op, gør vi det samme, og jeg ser ham smide sin taske bag et træ. Jeg rynker forvirret på øjenbrynene, hvilket Justin tydeligvis ser og finder morsomt, siden han griner. Han kan da ikke mene, at det er et godt gemmested? Jeg skal til at kommentere det, da han så tager fat om min arm og trækker mig hen til hvor han står, og så forstår jeg.

Han smed ind i træet, et hul der er. Jeg aner ikke hvor fanden det er kommet fra eller hvordan Justin har fundet det, men det er nu et godt skjulested til tingene, det må jeg give ham. Jeg siger dog ikke noget, men smider blot min taske derind efterfulgt af Thalias.

Justin begynder derefter at gå igen, imens han svinger lidt rundt med sværdet i hans hånd. Imens lyser himlen op og viser ansigterne på de døde; pigen fra 6, pigen jeg dræbte fra 8 og drengen fra 10. Otte døde, seksten overlevende. Femten tilbage for at der ville stå en vinder.

"Er du okay?" Spørger jeg forsigtigt Thalia om imens vi går, og hun spjætter kort. Hun må have været helt inde i sine egne tanker. Hun ser tøvende ud, som om hun ikke er sikker på hvad hun skal svare.

"Jeg klarer mig.." Svarer hun til sidst, usikkert, og det gør også mig usikker på om hun virkelig klarer sig. Jeg ser nok også skeptisk på hende, for hun sukker i hvert fald opgivende og trækker så lidt på skuldrene.

"Jeg fatter bare ikke, at Thomas kunne gøre det imod os.. Imod mig, du ved? Vi h-har kendt hinanden siden vi var små," forklarer hun med rystende stemme og jeg kan se tårerne presse på. En del af mig har lyst til at sige, at det er dumt af hende at græde. Der er kameraer overalt, og hvis hun ønsker sponsorgaver, så må hun virke stærk. Det er det jeg prøver på. Men selvfølgelig påvirker det her med Thomas hende også.

"Vi ønsker alle at vinde, nogle er mere desperate end andre," siger jeg stille og prøver at smile opmuntrende til hende. Jeg siger det ikke for at forsvare Thomas, fyren er en forræderisk idiot, men er det ikke rigtigt? Alle herinde kæmper for deres liv, og kun en af os vil overleve det her helvede.

Thalia siger ikke noget, nikker blot og kigger væk; et tydeligt tegn på at samtalen er slut for nu. Jeg ønsker ikke at presse hende, så jeg stryger hende blot over armen og går så lidt hurtigere, så jeg går ved siden af Justin nu. Han siger ikke noget, men bliver bare ved med at se søgende rundt, imens vi går.

"Ved du overhovedet hvor vi er på vej hen?" Spørger jeg om og bryder stilheden. Jeg får dermed også hans opmærksomhed og et af hans skæve og arrogante smil dukker straks op på hans læber. Det får mig til at overveje om alle de arrogante smil overhovedet er ægte? Lige i det øjeblik virker det nærmere som en refleks.

"Selvfølgelig, kan du ikke se fodsporene?" Spørger han om i en tone der siger 'er det ikke åbenlyst'. Jeg ruller med øjnene over ham og kigger så alligevel ned på jorden. Det tager noget tid for mig, men så ser jeg hvad han snakker om; flere forskellige fodspor i en bestemt retning.

"Så du er professionel stalker?" Spørger jeg lidt provokerende om, men han griner blot over mit spørgsmål, hvilket har en provokerende effekt. Højst sandsynligt meningen.

"Det kaldes overlevelsesevner, Forest," svarer han  uden at se på mig. Jeg skal til at kommentere det, da han pludselig tysser på mig og holder en arm ud foran mig, så jeg er tvunget til at stoppe op. Jeg kan hurtigt regne ud hvorfor; måske ti meter fremme er gruppen.

Jeg kan høre Thalia hviske Thomas' navn for sig selv bag mig, og jeg sender hende hurtigt et blik der siger, at hun skal være stille. Hun ser flovt på mig og nikker svagt for at sige, at hun har forstået.

"Drengen fra 1 mangler," hvisker Justin pludselig i mit øre, hvornår kom han lige så tæt på? Jeg ryster tanken af mig og nikker svagt, hvorefter jeg ser søgende rundt. Han kan være hvor som helst, vi er nødt til at være på vagt, ellers kunne han afsløre vores baghold.

Jeg tager stille en kniv fra mit bælte og rækker til Thalia, hvorefter jeg ser hen på Justin. Han laver tegn til, at jeg skal gå til højre om gruppen, Thalia til venstre, og han går ligeud. Jeg laver en tommel-op til ham og lister så afsted med en kniv i hver hånd. 

"Held og lykke," hører jeg ham dog alligevel hviske, inden han også er på vej hen imod gruppen med lydløse skridt.

Den kolde metal mod min håndflade sender en bølge af ro igennem kroppen på mig, det her er hvad jeg er god til. Jeg prøver at forestille mig gruppen af teenagere som skydeskiver i stedet for levende mennesker, børn. Det er jo hvad vi alle er. Børn der dræber børn. Tanken giver mig kuldegysninger og jeg skubber den hurtigt væk. Jeg har ikke råd til at tænke sådan, jeg skal tilbage til min familie! Jeg må være kold, som Justin virker til at være et naturtalent til.

Jeg har allerede dræbt to mennesker nu, to børn.

Kan jeg virkelig dræbe flere og leve med mig selv bagefter?

________________________________

Hej igen allesammen!

Så kommer der et kapitel ud efter en evighed - bogstavligtalt. Jeg havde glemt alt om den her Movella indtil en kommentar fik mig herind igen, og så fik jeg rent faktisk spyttet endnu et kapitel ud.

TUSIND GANGE UNDSKYLD for ventetiden, jeg hader selv når en historie stopper midt i det hele. Jeg kan dog desværre IKKE love, at der vil komme hyppige opdateringer herpå eller opdateringer i det hele taget. Det kommer meget an på min skrivelyst og tid. 

Men jeg vil i hvert fald gerne sige tusind tak for al jeres ros og opbakning på denne her historie!

Over & Out /K

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...