The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9421Visninger
AA

24. 21 - "Hvad tænker du sådan over?"


Ikke rettet igennem

"Vi er kun os tre nu, Thomas er sammen med den anden gruppe, og de er stadig i flertal, selvom de mistede nogle medlemmer.." siger Justin, og jeg nikker en smule, for han har jo ret. Desværre.

Thalia, Justin og jeg sidder og snakker taktik, da vi er nødt til at finde ud af, hvad vi gør. Vi stolede jo på Thomas, og det endte ud forfærdeligt. Vi er heldige, at ingen af os døde. En kuldegysning farer igennem min krop, da det er ved at blive aften og her er derfor ved at blive koldt. Jeg villle ønske her var varmere.

"Vi er nødt til at finde de andre og lave et baghold. De vil ikke se det komme, det vil være en kæmpe fordel for os, og så bliver vi færre deltagere og er tættere på at komme hjem igen.." siger Justin, og hans ide er faktisk slet ikke dum, men det er han jo heller ikke ikke.

"Hvad er der?" Justin henvender sig til Thalia, og jeg ser også hen på hende. Hun ser tøvende ud, usikker. "Jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan gøre det.." siger hun halvhviskende, og jeg bider mig svagt i underlæben, da jeg ser Justins ansigtsudtryk. Irriteret.

Inden han kan nå at sige noget til hende, siger jeg; "Jeg ved godt, at du slet ikke bryder dig om at skulle dræbe nogle, Thalia, men det her er the Hunger Games. Du er nødt til at dræbe, hvis du vil overleve det her, ellers er du en af dem der bliver dræbt. Jeg bryder mig heller ikke om det, overhovedet, men jeg gør det alligevel. Tænk på din familie derhjemme, vil du ikke gerne se dem igen? Komme hjem igen?"

Hun virker stadig en smule tøvende, dog virker hun også til at kunne se, at jeg har ret. Det har jeg jo også. "Undskyld, jeg ved godt at du har ret, jeg er bare stadig ikke vild med det. Det er en god plan, Justin, vi burde gøre det.." siger Thalia så, og Justin sender mig faktisk et taknemmeligt smil, hvilket overrasker mig.

Justin, taknemmelig?

Han var jo også taknemmelig, over jeg hjalp ham i går, men taknemmelig op til flere gange på to dage? Det er bare fuldkommen nyt.

"Så gør vi det, når det bliver mørkt. Mørket er en fordel for os, så kan vi lettere skjule os.." siger han, og Thalia og jeg nikker begge kort til det. Lyder fornuftigt, nu håber jeg bare, at det kommer til at fungere.

"Lad os spise.." siger jeg, og vi finder alle lidt mad frem fra vores tasker. Selvom jeg faktisk er utrolig sulten, så propper jeg det ikke bare i mig, for jeg vil nyde det. Træet bag mig virker som et godt ryglæn, så jeg læner mig op af det, imens jeg spiser maden.

Savnet til min familie kommer nogen gange, og nu kommer det igen. Jeg savner min søster, min mor og endda min far, hvilket jeg aldrig havde troet ville være muligt. Vi har aldrig haft et godt forhold til hinanden.

Hvad mener han mon om, at jeg har en alliance med Justin, ham jeg burde dræbe?

Jeg skubber tankerne om min far væk, jeg vil ikke tænke på min familie lige nu. Derfor bliver jeg faktisk også lettet, da Justin sætter sig hen til mig, og jeg bliver faktisk siddende, selvom jeg normalt ville overveje stærkt at flytte mig væk.

"Hvad tænker du sådan over?" spørger han om, og han ser faktisk oprigtigt interesseret og nysgerrig ud. Hvor mange gange kommer Justin lige til at overraske mig? "Min familie.." svarer jeg ærligt med et lydløst suk og tager en bid af brødet.

Han ser på mig med et forstående blik, nu har han jo også familie derhjemme, som han vel gerne vil hjem til. "Jeg savner også min familie.." siger han og sender mig et opmuntrende smil, som jeg overraskende nok gengælder.

Mine fjendtlige følelser for Justin er ikke så kraftige længere, og jeg ser det ærlig talt som en dårlig ting. Hvis jeg ikke hader ham mere end pesten længere, hvordan kan jeg så dræbe ham, som min far bad mig om? Hvordan kan jeg dræbe en person, der måske kan ende som min ven?

Eller mere end ven?

Da tanken strejfer mig, bliver jeg utrolig chokeret over mig selv. Hvad sker der for mig? Mere end en ven? Han kan ikke en gang blive min ven, det er for helvede Justin Drew Bieber, idioten fra mit distrikt, som jeg har hadet i flere år!

Jeg har kun en alliance med ham, for at redde min egen røv, fordi det gør mine overlevelseschancer større, kun derfor!

Selvom jeg bliver ved med at forsøge på at fortælle mig selv det, så lurer tanken om mere end venskab stadig i dybet af mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...