The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9434Visninger
AA

23. 20 - "Du giver mig kvalme!"


Vi har besluttet os for at blive her i dag, i stedet for bare at gå rundt. Vi har jo alligevel ingen destination, så hvad hjælper det at gå rundt hver dag?

Jeg sidder sammen med Thalia, og vi er ved at snakke om vores familier. Hun har en storebror, fortæller hun mig - Aiden. "Han er 19, så han er færdig med at kunne blive trukket. Han er heldig, at han aldrig blev trukket, ligesom jeg nu er blevet. Jeg savner ham virkelig.." fortæller Thalia, og jeg tager kort hendes hånd og giver den et medfølende klem.

"Jeg har en lillesøster, jeg savner hende også virkelig.." fortæller jeg, og hun spørger ind til hende. "Hun hedder Emmelie, hun er kun 9 år, så hun kan ikke blive trukket endnu, først om nogle år.." siger jeg og tanken om at Emmelie en dag kunne ryge herind, giver mig en dårlig følelse i kroppen.

Min far har også været ved at træne hende lidt op, dog har det altid været vigtigst for ham, at træne mig op, da jeg jo er den ældste og kunne blive trukket nu - hvilket jeg også blev - og det kan Emmelie ikke før om nogle år. Måske træner min far hende op lige nu? Tanken giver mig kvalme. Mon Emmelie ville hade det ligeså meget, som jeg altid har hadet det.

Jeg er dog glad og taknemmelig for, at jeg har lært at kaste med knive og det nu, for det kommer jo til nytte herinde. 

"Jeg tror du kan klare det her Alexandra og komme hjem.." siger Thalia og får mig ud af mine tanker. "Måske, men tanken om at alle andre omkring mig herinde så dør er ikke rar. Du ved, du kunne også klare det, Thalia.. Du kunne komme hjem igen.." siger jeg til hende, og jeg mener det.

Hun hjalp Justin med at redde mit liv.

Hun er måske ikke den bedste med våben, men jeg har set hende løbe, hun er hurtig. Hun ville også kunne gemme sig, og måske kan hun klatre i træer? Det ville jo kun være en fordel for hende, hvis hun kunne det. Det er nu heller ikke så svært, bare man kan løfte sin egen vægt.

"Jeg har ingen chance.. Jeg er heldig, at jeg ikke er død endnu.." siger Thalia, og jeg bider mig svagt i underlæben. "Det passer ikke, du har en chance.." modsiger jeg hende, og hun ser på mig med et tvivlende blik.

Hun skal til at sige noget virker det til, da der kommer en gruppe frem fra træerne. Jeg rækker hurtigt ud efter min taske, hvor mine knive ligger i og får fat i den.

To fyre fra gruppen får fat i Justin, og han kæmper så meget imod, at to piger fra gruppen må hjælpe til for at holde ham nede. De er to drenge og tre piger. Den trejde piger kigger undersøgende rundt.

Jeg skynder mig at trække Thalia med hen bag et stort træ, og jeg kigger stille hen imod gruppen. De har kun fat i Justin, de gør slet ikke Thomas noget. Hvorfor ikke? Det giver ingen mening.

Jeg ser på Thomas, imens han rejser sig op og går hen til pigen. Jeg kan høre ham sige mit navn og derefter Thalias. Chokeret kigger jeg hen på Thalia, og hun kigger spørgende tilbage på mig. Hun hørte det ikke. "Thomas hjælper en anden gruppe.." hvisker jeg til hende, og hun ser tvivlende på mig. Thomas er trods alt også fra hendes distrikt, hun stoler vel på ham. De virker til at være gode venner, og nu forråder han hende ved at have en alliance med en anden gruppe.

"Thalia, Alexandra.. Kom nu frem.." siger Thomas, og jeg ryster hurtigt på hovedet til Thalia, så hun ved, at hun skal blive stående bag træet og ikke komme frem. "Hvis i ikke kommer frem, kan vi jo bare dræbe Justin med det samme. Hvordan vil i have det med det? Hvad med dig Alexandra? Du er måske ligeglad?" fortsætter han, og jeg bider mig hårdt i underlæben.

Justin har reddet mit liv, jeg kan ikke lade ham dø nu. Jeg hader at stå i gæld til folk, vi ville være lige, hvis jeg reddede hans liv nu. Han kan umuligt selv redde sig ud af det her, de er for mange. Med Thomas er de nu tre fyre i stedet for to.

"Bliv her.." hvisker jeg stille til Thalia og giver hende et bestemt og seriøst blik. Derefter finder jeg hurtigt en kniv frem fra min taske og stiller så tasken på jorden. Gemmer diskret kniven bag min ryg, imens jeg træder frem, så jeg kommer til syne. "Jeg er her.." siger jeg, og de kigger alle hen på mig. Jeg får øjenkontakt med Justin, og han virker overrasket.

Jeg går hen til dem, og Thomas smiler svagt, sejrsrigt. "Hvor er Thalia?" spørger han så om, og jeg ser hen på ham. "Hun løb, da hun så gruppen komme.." svarer jeg, og heldigvis holder jeg masken. Jeg kan finde ud af at lyve, hvilket kan komme i brug.

"Hun løb og efterlod jer?" siger han, og jeg kan godt se på ham, at han ikke helt tror på mig. Han kender jo også Thalia, og hvordan hun er som person. Hun ville aldrig bare efterlade sine venner, men det må jeg få ham til at tro, at hun ville.

"Arenaen ændrer folk, det er du et klart eksempel på, Thomas.." siger jeg til ham, og han griner svagt. "Du giver mig kvalme!" siger jeg, han har jo forrådt os. "Så kæphøj.." siger han og pigen ved siden af ham griner også.

Jeg ser min mulighed og tøver ikke. Jeg borer min kniv ind i hendes hals, og hun kæmper straks imod. Jeg skubber hende ind i et træ og får så fat i min kniv igen.

Jeg ser kort på hende, da hun falder til jorden, da jeg mærker et par arme rundt omkring mig. Det må være en af drengene fra gruppen. Sparker bagud med min ene fod, og prøver at få ham til at løsne sit greb omkring mig, så jeg kan komme fri.

Et skrig lyder lige ved mit øre, og han giver slip på mig. Jeg vender mig hurtigt om klar med min kniv i hånden, dog er det ikke nødvendigt. Thalia har stukket en kniv lige i låret på ham. Jeg er nu alligevel glad for, at hun kom frem, ellers havde jeg været i problemer.

Fyren er stadig i live, men han skynder sig hen til sine andre gruppemedlemmer. "I kommer til at se os igen, næste gang får vi jer!" råber en af dem, og han har en blodnæse. Justin må være kommet fri.

Jeg ser lidt efter dem, inden jeg så vender min opmærksomhed hen imod Justin og Thalia. Thalia ser ud til at have det fint - måske bare ikke psykisk, siden Thomas lige har forrådt os -, imens Justin har noget blod ved sin mundvige.

Af en eller anden grund er jeg lettet over, at han er okay, at de ikke nåede at dræbe ham.

Jeg bliver ret overrasket, da jeg mærker hans muskuløse arme rundt omkring mig. Han krammer mig. Jeg gengælder stille hans kram og begraver mit ansigt i hans nakke.

"Tak Alex, der reddede du lige min røv.." siger han, og jeg kan ikke lade være med at smile. "Det var jeg jo nødt til, du kunne ikke selv.." siger jeg med et grin, og han begynder også at grine. 

Lige i det øjeblik virker alt til at være okay imellem os. Nærmest helt rart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...