The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9510Visninger
AA

4. 2 - "Alexandra, du er nødt til at love mig noget.."

Kender i det, når man vil forklare, hvad man føler, men man kan ikke fordi man bare føler sig helt tom? Tom og følelsesløs. Det er nok de ord, der beskriver mig bedst lige nu. Jeg fatter bare ikke, hvordan det kan blive mig? Der er så mange andre, der har flere loddere, end mig.. Så hvorfor mig?

"Alexandra?" gentager Aria, med en klang af Irritation i stemmen, og vækker mig fra mine tanker. Mine ben føles stive, da jeg med usikre skridt går op mod scenen. Aria får øje på mig, og hun lyser op i et smil. "Der var du" siger hun lettet. Hvorfor så lettet?

En gruppe fredsvogtere fører mig helt op på scenen, og jeg ser ned i jorden, mens jeg går op ad trappen. Da jeg efter noget som føles som lang tid, endelig er henne ved Aria, lægger hun smilende en hånd på min skulder.

"Nogle frivillige?" spørger Aria, og på flokken af pigerne. En pige skal til at række hånden op, men hun trækker den hurtigt ned igen. Hvorfor er der ingen frivillige? Det plejer der at være hvert år, så hvorfor ikke nu? 

Mit blik søger rundt efter min familie, og da jeg får øje på dem, er det som at få et slag i maven. Min far står og.. smiler? Er han fuldkommen ligeglad med, at jeg kan dø? Jeg kan ikke fatte det.Jeg troede da i det mindste, at han holdt lidt af mig.. bare lidt?

Jeg ser hen på min mor og Emmelie. Emmelie står med armene om min mor, og tårer løber ned af hendes kinder. Hun troede på mig, da jeg sagde, at det ikke blev mig. Jeg troede også næsten selv på det. Min mor står og holder om Emmelie, og også hun har tårer i øjnene. Det gør ondt at så på - alt for ondt - derfor vender jeg også mit blik ned mod jorden igen.

"Så til drengene" siger Aria, med et skræmmende smil på sine gule læber. Hun går hen til den anden glasskål, og stikker hånden derned - hurtigere end hun gjorde, da hun skulle trække et pige navn. Mit navn. Jeg bider mig hårdt i underlæben, for ikke at begynde at græde. Folk skal ikke tro, at jeg er svagt. Jeg hader den følelse, når folk bare ser hånende ned på mig.

"Trake Uno" råber hun, og stille går en lille dreng ud fra flokken. Han ser ud til at være 12 år. Et gys går gennem min krop, og jeg får straks medlidenhed med den usikre dreng. Det er hans første år, og så bliver han valgt.

"Jeg melder mig frivilligt" lyder en stemme pludselig, og en høj og en smule muskuløs dreng træder frem. Justin Bieber.

Aria klapper i sine små hænder, og genner ham op på scenen. Han smiler selvsikkert, og jeg knytter næverne, for at skjule hvor meget mine hænder ryster. Jeg havde ikke en chance i arenaen før, og det har jeg i hvert fald ikke nu.

Justin har øvet til arenaen siden han var lille, og han skulle være god. Virkelig god. Jeg ved ikke, hvilket våben han bruger, og han kan sikkert også bruge flere - det skulle ikke undre mig.

"Og hvad hedder du så, unge mand?" spørger Aria, og ser afventende på Justin. "Bieber. Justin Bieber" svarer han kækt, og hans smil bliver endnu større, da Aria siger: "Må jeg præsentere årets deltagere fra Distrikt 2: Alexandra Forest og Justin Bieber".

***

 Tom. Der er ingen følelser indeni mig. Kun tom. Jeg kan ikke engang græde. Jeg er bare tom. Det er som om, at alle følelserne er blevet suget ud af mig, og der er ikke mere tilbage, så jeg er bare tom.

Mit blik betragter det lille rum, som jeg er blevet placeret i, mens jeg venter på at min familie kommer, for at sige farvel. Jeg kan ikke bære tanken om, at jeg nok aldrig får dem at se igen. Det overrasker mig selv, at jeg siger det her, men jeg kommer nok også til at savne min far. Men kun meget, meget lidt.

Væggene er grå og det eneste møbel i rummet, er stolen som jeg sidder på. Ikke engang et vindue er her, kun en lille lampe der oplyser rummet - ikke særlig meget endda. Så her er ret mørkt, og allerede nu kan jeg sige, at jeg ikke bryder mig om værelset. Her er så småt, at jeg føler mig fanget. Og mørket ville kunne æde mig hvert sekund. Du kan nok regne ud, at jeg ikke er så vild med mørke og små rum.

Døren knirker, og mit blik låser sig med det samme fast på den. Ind træder min far, og jeg kan mærke skuffelsen gnave sig ind i mine knogler. Kommer min mor og Emmelie ikke? Måske er det for hårdt for dem? Måske kan de ikke bære at sige farvel? Eller måske gider de bare ikke, siger en indre stemme.

Tanken bliver hurtigt skubbet væk, og jeg ser spørgende på min far. Jeg havde ikke regnet med, at han ville komme og sige farvel... Han virkede så glad, da jeg blev valgt.

"Hej" siger jeg efter noget tid, og piller lidt ved stoffet på min kjole, da jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mine hænder. "Alexandra, du er nødt til at love mig noget.." siger min far spørgende, og sætter sig på hug foran mig. Love ham noget? Hvad mener han?

"Bare lov, at du vil gøre noget for mig." siger han, og det går op for mig, at jeg har tænkt højt. "Love hvad?" spørger jeg usikkert, og ser ned på mine hænder, der stadig fumler med kjolen. "Bare lov det" siger han en smule irriteret, og ser indtrængende på mig. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg nikker.

"Inde i arenaen, skal du dræbe Justin. Andre må ikke dræbe ham, du skal. Dig" siger han, og holder mit blik fast. Dræbe Justin? Hvorfor?

"Hvorfor lige mig?" spørger jeg forvirret. "Fordi, jeg har en fjendtlig fortid med hans familie, og vi skal have hævn, for noget de har gjort. Vi får hævn, ved at du dræber ham.. langsomt" siger min far, og min øjnene bliver store af forbløfelse. Jeg ser måbende på ham, og min mund står åben.

"Hvad har de gjort far?" spørger jeg, og undrer mig over, hvad der kan være så forfærdeligt, at jeg skal dræbe deres søn langsomt, så han kan lide. "Det skal du ikke bekymre dig om. Du skal bare gøre som der bliver sagt. Og du har bare at gøre det, ellers vil du ikke vide, hvad der sker!" siger han, og jeg kan ikke lade være med at fatte det som en advarelse eller trussel.

Jeg får med besvær nikket, og hans mundvige bukker en anelse opad. "Men husk på Alexandra, jeg er stolt af dig. Du er vores families ære, ja faktisk hele distrikt 2 ære. Hurtig som en gepard, stærk som en bisonokse, du kan gøre det Alexandra, det er dig Capitol venter på, jeg tror på dig min skat" siger han, som om han bare ved, at jeg vinder hele lortet. Et kort kram fra ham, og så forsvinder han ud af døren, mens han efterlader mig som et forvirret spørgsmålstegn. Det er første gang, han nogensinde har rost mig. Givet mig sin tillid. Skete det lige?

Jeg når ikke at tænke yderligere over det, før døren går op igen, og ind træder min mor og Emmelie. De kom! Jeg rejser mig hurtigt op fra stolen, og trækker dem begge ind til mig i et kram. Det er tydeligt at se, at de begge har grædt.

Emmelies skuldre ryster, og derfor ved jeg, at hun igen græder. Jeg aer hende blidt på ryggen, og mærker langsomt tårerne komme frem i øjenkrogene. Det her er nok sidste gang, at jeg ser dem.

Tårerne begynder at strømme ud, og jeg kan ikke stoppe dem. Jeg begynder langsomt at hulke, og min mor strammer grebet om mig. "Det skal nok gå skatter.. Du kan godt vinde" hvisker hun beroligende i mit øre, og noget vådt lander på min øreflip. Hun græder også.

"Okay" får jeg fremstammet mellem de små hulk, der kommer nu og her. "Du må ikke dø, Alex" hvisker Emmelie, og jeg ser ned på hende. Jeg giver slip på min mor, og sætter mig ned på hug foran Emmelie. "Jeg vil ikke lyve overfor dig, Emmelie.. Ikke en gang til." siger jeg, og hentyder til da jeg sagde, at det ikke ville blive mig.

"Der er en meget stor chance, for at jeg dør. Jeg ved, du ikke kan lide at høre det her, men du må se sandheden i øjnene. Jeg dør nok i arenaen, og hvis jeg gør, så må du komme videre. Leve dit liv, og passe på mor og far. Forstår du det, Em?" siger jeg, og endnu flere tårer begynder at løbe ned af hendes kinder.

"Jeg forstår det godt, Alex.. Jeg har bare ikke lyst til at forstå det." siger hun, og pludselig bliver døren revet op. To fredsvogtere kommer gående ind, og tager fat i min mor og Emmelie. "Alexandra!" skriger Emmelie, og rækker ud efter mig.

"Jeg elsker jer.. Husk det. Pas på hinanden!" råber jeg fortvivlet, og ser på døren minutter efter, at de er væk. Tårerne kommer igen, og heller ikke denne gang stopper jeg dem.

Jeg må se min fremtid i øjnene. Jeg skal dø inde i arenaen, så Capitol kan få sig noget underholdning.

Jeg synker sammen på det kolde stengulv, og gemmer mit ansigt i mine hænder, mens jeg hulker. Sådan sidder jeg, indtil to fredsvogtere kommer ind til mig, og trækker mig ud mod toget.

***

I må meget undskylde, at kapitlet kom så sent, når jeg havde sagt, at det ville komme kl 3.. Men efter skole tog jeg hjem til en ven, fordi vi skulle lave en dansk opgave, og da jeg så kom hjem, skulle jeg spise, og direkte ned til forårskoncerten i kirken, da jeg er med i kirkekoret - heldigvis havde jeg allerede skrevet kapitlet igår, og det lå bare og ventede i udkast. Men kunne I lide overraskelsen? Alexandras far, har fået hende til at love, at hun vil dræbe Justin i arenaen. Hvorfor tror I, at Alexandras far har en fjendtlig fortid med Justins familie? Hvad er der mon sket imellem dem? Og hvordan kommer det til at gå i toget, hvor Alex kommer til at tilbringe noget tid med Justin, som hun senere skal dræbe?

//K//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...