The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9515Visninger
AA

22. 19 - "Beskylder du mig for at lyve?"


Det er morgen, og jeg er allerede oppe. Jeg er typen der vågner tidligt, har jeg altid været. Jeg sidder og er ved at skære et æble fra min taske ud i stykker. Jeg spiser det stykke, jeg får skåret og ser hen imod de andre. Thalia og Thomas sover begge tungt, men Alexandra rører lidt på sig.

Jeg kigger med det samme væk, da hun sætter sig op. Jeg vil ikke tages i at stirre på hende. Jeg ser dog hen på hende, da hun kommer hen og sætter sig ved siden af mig. Vi udveksler et godmorgen og ikke mere.

Jeg skærer et mere stykke af mit æble og ser en smule på det. Mon Alex er sulten? Jeg beslutter mig for at finde ud af det og rækker stykket hen imod hende. "Er du sulten?" spørger jeg om, og hun ser overrasket på mig, hvorefter hun så stille tager imod stykket. "Ja, det er jeg egentlig.. Tak.." svarer hun stille, og vi får øjenkontakt.

"Jeg har ikke fået takket dig for at redde mit liv den første dag herinde.." siger hun, og jeg smiler svagt. "Nej, du har bare spurgt mig om en masse.." siger jeg, og hun ville jo vide, hvorfor jeg reddede hende. Jeg gav hende da også et svar dengang, det var måske bare ikke det hele. "Tak.." takker hun mig så og fortsætter, "jeg ville være død nu, hvis det ikke var for dig.."

"Jeg kunne ikke lade dig dø.." siger jeg og bider mig svagt i underlæben. Hvorfor sagde jeg det? Jeg skulle bare have sagt et 'det var så lidt' eller noget, men det gjorde jeg ikke. Hun ser på mig med et tænksomt blik.

"Var det kun fordi det er godt at være mange, som du selv sagde, eller er der mere? Har du flere grunde?" spørger hun om, og jeg bryder vores øjenkontakt. "Hvad skulle de andre grunde lige være?" siger jeg og svarer med vilje ikke på hendes spørgsmål. "Ja, det er jo det jeg spørger dig om, Justin.." siger hun efterfulgt af et svagt suk. Det går hende vel på, at jeg ikke svarer på hendes spørgsmål.

"Det er bare godt at være mange, der ligger ikke andet i det.." svarer jeg, selvom det egentlig er løgn. Jeg havde flere grunde til at redde hende, men dem holder jeg for mig selv. Dem skal hun ikke vide.

"Er du sikker?" spørger hun om, og jeg ser på hende. "Beskylder du mig for at lyve?" vrisser jeg, og min mur er med det samme helt oppe igen. Hun virker overrasket over mit pludselig udbrud. "Slet ikke, det virker bare som om du skjuler noget.." svarer hun roligt og trækker kort på skuldrene.

"Det gør jeg ikke, lad det nu for helvede bare ligge, okay?" siger jeg irriteret og skærer noget mere af mit æble. Jeg tilbyder hende ikke mere, jeg spiser resten selv og smider så æbleskroget væk. 

Vi sidder tavse i noget tid, da en kanon lyder. Så er der en mere død nu, hvem det så lige er, aner jeg ikke, men jeg er også fuldkommen ligeglad. Kanonen er en god ting, nu ved vi, at vi har færre konkurrenter tilbage. Jeg er nu et skridt tættere på at være hjemme.

"Jeg har aldrig forstået det her spil.." siger en lys stemme, og Alex og jeg kigger hen på Thalia der er vågnet, og hun sidder op. "Heller ikke mig.." sukker Alex, og jeg vælger at holde mig tavs. Jeg ser ikke spillet som en dårlig ting, jeg ser det som en chance for at blive hyldet, når man vinder og kommer hjem. Vise hvad man kan.

I 2 er spillet også noget, som næsten alle bliver trænet til. Jeg er blevet trænet til det, det er Alex jo også, og så melder man sig frivilligt - det gjorde Alexandra godt nok ikke, men det gjorde jeg. Gad vide om mine forældre mon er stolte nu? De følger helt sikkert med i det i fjernsynet lige nu, det gør alle i 2 helt sikkert. Spillet er hvad folk ser frem til derhjemme.

"Skal vi gå igen i dag?" spørger Thalia om, og får mig derved ud fra mine tanker. "Det ved jeg ikke helt endnu, måske skulle vi bare blive her i dag.. Hvis nogle af de andre finder os, kan vi jo bare dræbe dem.." svarer jeg og siger det som om det er ingenting. Som om det er ingenting at dræbe et andet menneske.

Det er det vel også, det her er et spil, man er nødt til det for at komme hjem. Jeg har trænet til at dræbe andre mennesker, siden jeg var et lille barn. Min barndom blev taget fra mig, og jeg lærte at bruge våben i stedet for at lege med legetøj.

Jeg er ligeglad med hvor mange mennesker jeg dræber, det betyder intet for mig.

 

_____________________________________

Ja, kapitlet er ret kort, sry guys.

Undskyld for ventetiden, jeg ville ønske jeg kunne komme med nogle utrolig gode undskyldninger, men jeg har ingen. Ventetiden er udelukkende pga dovenskab, som jeg har en masse af.

Jeg har været på stranden i dag, og jeg har egentlig bare siddet og skrevet kapitlet i hånden på en blok, og nu hvor jeg er hjemme, har jeg skyndt mig at skrive det ind, så det er altså ikke rettet igennem.

Warning: Stavefejl kan forekomme og underlige sætninger, heh. 

- Kathrine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...