The Hunger Games/Justin Bieber - An Unhappy Ending.

Den 16-årige Alexandras navn bliver på høstdagen trukket, og hun skal ind i arenaen sammen med drengen Justin på 17, der har meldt sig friviligt. De skal sammen repræsentere distrikt 2. Alex og Justin har aldrig brudt sig om hinanden, og det ændrer sig heller ikke, da de skal træne sammen, og faktisk være sammen hele tiden næsten. Et tilfældigt kys mellem dem, bliver til had fra Alex' side, da Justin fortryder det. De ender dog som allierede i arenaen, da de ikke kan klare sig alene - Alex har dog lyst til at dræbe Justin. Imens har en stor gruppe fra 1, 4 og 8 slået sig sammen som allierede, og det er ikke nogen hemmelighed, at de går efter de stærkeste først - Alexandra og Justin.
Bliver der andet end had mellem Alexandra og Justin? Og kan det andet, end at ende ulykkeligt, når der kun kan være en vinder? //Justin er ikke kendt//

51Likes
113Kommentarer
9445Visninger
AA

14. 11 - "Du ser godt ud, Alexandra.."


Ikke rettet igennem(:

 

I går fik vi vores point, og jeg er stadig chokeret over det tal jeg har fået - 10. Tænk at jeg rent faktisk har fået 10. Jeg havde ikke høje forventninger, jeg ville være glad med et 5-tal, men 10? Det er jo utroligt. Og jeg er den eneste der har fået 10 af alle deltagerne - altså lige bortset fra Justin, selvfølgelig.

Det overrasker mig nu, at hverken pigen eller drengen fra distrikt 1 fik ligeså meget som os, for de har sikkert også trænet hele deres barndom for at melde sig frivilligt. Om de meldte sig frivilligt til Høstdagen, kan jeg ikke lige huske.

Jeg bider mig svagt i underlæben, da jeg kommer til at tænke på, at det er i aften vi alle skal interviewes af Caesar Flickerman. Jeg er på en måde nervøs, for jeg aner jo ikke hvilke spørgsmål han vil stille mig.

Hvad hvis han spørger ind til min familie? Måske ville jeg så begynde at græde, fordi jeg ville tænke på dem. Jeg har ikke lyst til at græde på åben skærm! Det ville også bare få de andre deltagere til at se mig som svag. Er jeg svag? Måske er jeg, men det skal de andre deltagere ikke videre.

Men måske vil jeg alligevel kunne bruge det til min fordel, hvis de ser mig som svag? Dog fik jeg jo 10, så de ser mig nok alligevel som en trussel, selvom jeg kan virke svag. Jeg er også en trussel. 

Jeg rejser mig op fra sengen, og jeg er hurtigt ude fra mit værelse. Hvor jeg helt præcist vil hen, aner jeg ikke, men før jeg ved af det, er jeg oppe på taget. Jeg bider mig svagt i underlæben, da jeg selvfølgelig kommer til at tænke på episoden - kysset. 

Jeg går stille hen til kanten og ser ned. Der er nu langt ned. Jeg lægger mine arme rundt omkring mig selv, da her er en smule koldt - en kold brise. Jeg bliver stående og kigger bare ud over kanten, sådan ender jeg med at stå i lang tid.

Så går det op for mig, at jeg måske burde se at komme ned igen. Måske leder Aria efter mig? Jeg skal vel også gøre mig klar til interviewet med Caesar, suk. Jeg kommer ind på mit værelse igen og går derind.

"Alexandra, hvor har du været?" siger en stemme, og Leonora er hurtigt henne ved mig. "Ude.." svarer jeg kort, og ser på hende. "Du skal gøres klar, vi har travlt" siger hun og tager fat i mit håndled, for derefter at trække mig med ud på badeværelset, hvor hun går i gang med at sætte mit hår. 

***

"Hvor ser du smuk ud!" siger Leonora med et stort smil, og tager mine hænder i sine. Det lykkes mig at smile svagt tilbage til hende. Jeg går stille hen til spejlet for at se resultatet. Leonora har været i gang med mit hår og makeup i lang tid, synes jeg, og så kom der en Avox med en kjole til mig og nogle sko.

Jeg bliver virkelig overrasket, da jeg ser mig selv. Nu kan jeg pludselig forstå, hvorfor Leonora har været i gang i så lang tid. Jeg ser helt anderledes ud, synes jeg, men nu plejer jeg heller ikke at gå med makeup.

 Mit hår hænger løst og så er mit pandehår flettet og trukket tilbage. Jeg har nogle lange sølvøreringe i og en naturlig, men smuk, makeup pynter mit ansigt. Kjolen er lang og hvid med mønstre nogle steder - sommerfugle ser det ud til -, og jeg har et par hvide stilletter på. Kan jeg overhovedet gå i stilletter?

"Wow Leonora, jeg ser.." starter jeg ud, og hun klapper begejstret i sine hænder. "Du ser fantastisk ud, jeg ved det godt.." færdiggør hun storsmilende min sætning og retter kort på mit hår. "Kom så, du har ikke tid til at beundre mit mestervært i spejlet længere, du er en af de første der skal ind til Caesar, vi skal skynde os at få dig derned.." siger hun smilende, og vi går sammen ud fra mit værelse og hen til elevatoren. 

Vi kommer hen til rummet hvor alle de andre deltagere venter, og de ser alle fantastiske ud. Den første jeg får øje på er Thalia. Hun står sammen med Thomas, og de er ved at snakke ser det ud til. "Tak igen.." takker jeg Leonora og sender hende et smil, inden jeg så går hen til Thalia og Thomas.

"Alex, hvor ser du smuk ud!" siger Thalia, da hun får øje på mig. "Det gør du virkelig også, Thalia.." siger jeg, og ser på hende med et smil. Hendes brune hår er sagt op i en knold, og hun har en lang hvid kjole på med slids i højre side. Hun har så et par matchende hvide stilletter på dertil, og hendes makeup er fantastisk.

"Min stylist kan udrette mesterværker.." siger Thalia med et svagt grin, og et svagt grin forlader også mine læber. Vi bliver ved med at snakke en smule, da der kommer en hen ved siden af mig og stiller sig.

Jeg ser hen til siden, og der ved siden af mig står Justin. Jeg bider mig svagt i underlæben og uden at tænke over det, kigger jeg kort op og ned af ham. Han har en hvid skjorte på, et par sorte bukser og en sort habitjakke der matcher bukserne. Alt i alt, ser han bare godt ud. 

"Du ser godt ud, Alexandra.." komplimenterer Justin mig, og jeg fnyser svagt af ham. Hvad er han nu ude på? Han er så forvirrende, jeg ville ønske, at han var lettere at forstå, men han er en lukket bog.

Jeg ser hen på pigen fra distrikt 1, da hun kommer ud fra interviewet, og det er så drengen fra distrikt 1 der går ind nu. Efter ham, så er det min tur til at komme derind og snakke med Caesar. Jeg mærker nervøsiteten komme, for jeg er stadigvæk bange for, om han kunne finde på at nævne min familie, som er et lukket emne for mig. Jeg vil ikke snakke om dem, jeg har ikke lyst til at græde på åben skærm - hvor pinligt ville det ikke være, og endnu værre; hvad ville de andre deltagere ikke tænke?

Jeg kan ikke have, at de går rundt og ser mig som svag. Måske har jeg fået høje point, men de kan måske stadig se mig som svag, hvis jeg bare begynder at græde. Justin har allerede set mig græde før, jeg vil ikke tillade, at han ser mig græde endnu en gang.

Det er slut med tårer, nu må jeg være stærk, så jeg kan vinde det her spil og komme hjem igen - hjem til min familie.

 

____________________________

Deres tøj:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...