I want to come home - one shot

Dette er en historie der er skrevet ud fra Ulrik Møllers billede. (Centrumpladsen i Vester Åby, 2010.) Den handler om den 16 årige pige Julia, som løb hjemmefra da hun 14 år gammel. Hun kunne ikke holde at se hendes far skælde ud på sin mor hverdag, så hun valgte at løbe hjemmefra. Nu vil hun gerne hjem, men kan hun det?

0Likes
0Kommentarer
205Visninger
AA

1. Where are they?

Jeg sad i toget på vej hjem, hvis man overhovedet kunne kalde det mit hjem. I de sidste to år havde jeg levet på herberger og på gaden... jeg ved godt det lød trist, men det var jo mit eget valg. Det var det bedste at gøre; jeg kunne ikke holde ud at være der hjemme mere.

Toget standsede igen. Det havde det efterhånden gjort mange gange. Men denne gang var det noget andet, denne gang stod der Randers på skiltet, denne gang skulle jeg af. Jeg rejste mig, svang min taske over skulderen og gik med tunge skridt hen mod dørene; dørene åbnede sig langsomt, og med endnu tungere skridt gik jeg ud af toget. Der var ikke mange mennesker på stationen, hvilket egentligt ikke gjorde mig noget, så kunne jeg da gå i fred. Jeg gik ud af dørene på stationen, og stoppede op. For præcis 2 år siden stod jeg her, her lige ude foran stationen, men dengang var jeg på vej væk, denne gang var jeg på vej tilbage.

Jeg slentrede lige så stille hen ad gaden. Da jeg kom til lyskrydset blev jeg nød til at stoppe. Da jeg stod og ventede på at kunne komme over vejen, tænkte jeg over om det nu egentligt var det rigtige at gøre, altså jeg havde tænkt det hele igennem mange gange. Men når man står der og er så tæt på, så kan man ikke lade være med at fortryde en lille smule...

Jeg kom væk fra mine tanker om at fortryde, da den lille grønne mand begyndte at lyse, og den røde slukkede. Jeg gik over vejen i et hastigt tempo, ligeglad med om bilerne overhovedet stoppede. Jeg blev nød til at skynde mig derhen før jeg fortrød. Vejen drejede til højre, så det gjorde jeg jo også. Der var det - det hus som jeg ikke havde set i to år; den vej jeg ikke havde været på i to år...

 

∞∞∞

 

Jeg havde stået og kigget på huset i et stykke tid nu, det hvide hus jeg ikke havde set i to år. Det hus der engang var mit hjem, det hjem jeg ikke kunne holde ud at være i, det hjem der aldrig rigtigt havde været mit hjem, det hjem jeg forlod for to år siden. 

Jeg gik lidt tættere på huset, og kiggede ind i indkørslen. Der holdt ikke nogen bil, så min far var sikkert ikke hjemme. Ifølge ham var ingen andre der måtte bruge bilen.

Der var heller ikke lys i nogle af vinduerne, så vidt jeg kunne se. Jeg besluttede mig for at gå rundt om huset, for at se om der var nogen hjemme.

Rundt om huset var de gamle blomsterbede helt fyldt med ukrudt, hvilket ikke lignede min mor, for hun ville altid have at alting så pænt og rent ud. Vinduerne var heller ikke ligefrem nypudsede, og græsset så ikke ud til det var blevet slået for nyligt...

Jeg gik hen til terrasedøren, og så at den ikke var blevet lukket ordenligt. Min far havde for vane ikke altid at lukke den ordenligt,  vores kat kunne komme ind. Jeg ved ikke hvorfor han ikke bare satte en kattelem op, men det gjorde han altså ikke. Jeg fik med alle mine kræfter skubbet døren op så jeg kunne komme ind. Jeg stod et lille stykke tid og kiggede ind igennem døråbningen til jeg besluttede mig for at gå ind.

Jeg kom ind i stuen, og så at møblerne stadig stod hvor de plejede. Det mærkelige var bare at der ikke var nogen bøger i reolen. Vasen på sofabordet som plejede at stå med friske blomster i, var fyldt med indtørrede, rådnede blomster, hvis man overhovedet kunne kalde det blomster...

Jeg gik hen til den lille reol der stod i hjørnet, og så at den også var tom. På gulvet foran lå en smadret billedramme. Jeg satte mig på hug og fandt nogle stykker at et billede der var revet itu... Efter at have kigget på alle stykkerne fandt jeg ud af at det var et gammelt billede af mig, fra dengang jeg var lille. Billedet blev taget på min 4 års fødselsdag, den eneste dag, i hele mit liv, hvor mine forældre ikke skændtes, den bedste dag i mit liv.

Jeg gik ud af stuen, og videre ind i køkkenet, og så at der lå glasskår på gulvet. Forsigtigt, uden at træde på glasskårene, gik jeg hen og åbnede skabene. Der var intet mad, og køleskabet var ikke tændt...

Jeg gik ind på mit gamle værelse, det jeg så var ikke hvad jeg havde regnet med, det jeg så var et fuldkomment tomt rum. Det eneste der var tilbage var det maleri jeg havde lavet direkte på væggen, hvis man altså kunne kalde det et maleri, det var nok mere nogle kruseduller.

Det var dér det gik op for mig. Det gik op for mig at jeg var alene, at der ikke var nogen i huset, at der ikke havde været nogen i rigtig lang tid. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, endnu en kom, og den blev efterfulgt af mange, mange flere. Jeg stod bare og stirrede ind i væggen, da jeg havde fået nok, jeg havde fået nok af at være alene. Jeg begyndte at skrige, jeg skreg så højt jeg kunne, men alligevel var der ikke nogen der kunne høre mig. Det var også ligemeget, alting var ligemeget, hele mit liv var ligemeget...

 

 

∞∞∞

 

Jeg ville væk fra det her hus, væk fra det modbydelige sted der aldrig rigtigt har været mit hjem. Det eneste jeg kunne gøre var at løbe, bare løbe væk fra det hele. Jeg løb ud ad terrassedøren, ud ad indkørslen, og ud på vejen.

Jeg løb, og løb, og løb, da der pludselig kom en lastbil kørende imod mig, og inden jeg var nået at komme ind til siden, havde den ramt mig.

 

Det var der det sluttede, det hele, alting, hele mit liv, det sluttede i det øjeblik, og det var ikke engang mig selv der havde taget det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...