Moonwilders lader kampen begynde.

Har arbejdet på denne historie i noget tid. Det er ikke rigtigt en movella men starten til en bog jeg har siddet og arbejdet med i godt et par uger nu. Den er ikke nået særlig langt men jeg vil arbejde på den og opdatere jer hver gang der kommer nyt, så følg hvis du vil følge en bog under opføring :-)

4Likes
2Kommentarer
380Visninger
AA

1. Tilbage?

Hun kunne se sin egen ånde, dalede langsomt ned. Hendes hånd ved ind til hende da et snefnug ramte hendes håndryg. ”Hvad er dette for noget mørkt magi Clarya?” spurgte hun med hvisk og kiggede på den ædlere elver der stod foran hende. Clarya kiggede på hende med et roligt blik mens hun havde et roligt smil på. ”Dette, er vinteren, noget De holder min pige” sagde Clarya og hentydede til menneskene som de holde øje med. Elvere og andre ’unaturlige’ væsner var blevet bandlyst fra menneskenes verden, men de havde aldrig helt forladt den, de havde søgt ind i jorden sammen med dværgene. ”Men Clarya, hvorfor holder vi øje med dem?” spurgte hun igen, men hun fik aldrig sit svar.

 

Hun åbnede øjnene og kunne i starten ikke helt huske hvad der var sket, hun kunne mærke hendes hoved dunkede, hun kunne hverken mærke sine hænder eller fødder.

”Har prinsessen sovet godt, deres majestæt?” Lød en kold stemme, hun kiggede rundt men kunne ikke se noget, hun prøvede at bevæge sig men kunne ikke, hun kunne høre en raslen i sine øre. Hun ville have sparket efter ham, men hendes ben nåede knap noget et par centimeter frem før den stoppede. ”Det tager jeg som et nej, men tør du sige noget nu, eller skal jeg virkelig bruge vold igen?” Spurgte hans kolde stemme, men hun vidste ikke hvad han talte om. ”Hvem er De?” Spurgte hun bare, hun kiggede frem og brugte sine øre til at høre hvor hun var, eller for at høre om han ville slå efter hende, men heldigvis ikke. ”Det talte vi også om i går” sagde han roligt og kiggede på hende med et roligt blik. Hun kunne høre han satte sig på hug nede foran hende, hun kunne mærke at han tørrede noget væk fra hendes kind, han rejste sig op igen. ”Fortæl mig, hvor er Moonwilder” sagde han med et koldt blik, selvom hun ikke kunne se det. Hans stemme var kold som den koldeste is du kunne finde og man kunne se på hende at hun begynde at kunne genkende stemmen. Hun kiggede rundt men kunne ikke se noget. Hun kunne høre at han rejste sig op og noget blev fjernet fra hendes øjne. Det skarpe lys skar hende i øjnene og hun fattede kort. Hun kiggede rundt men kunne ikke se da lyset stadig blændede, hun kiggede mod sine øjne som var i skyggen og kunne de den var rød af blod.

Hun prøvede at tænke men det eneste der rørte hendes hjerne var noget hun gik ind i inde i sig selv.

”I elvere er også bare så dumme kan jeg se, men du kan ikke tænke” Hun kiggede mod ham og hendes øjne begynde at vende sig til lyset. Hun kiggede mod hans ansigt. Langsomt begynde erindringer at vende tilbage mod hende og hun kunne huske det igen. Hun havde været på vej hjem efter at hun havde snakket med den øverste elverleder. Dronningen, hendes mor. Selveste hans ansigt kunne hun huske. ”En ting er du dum nok til at glemme. Vi elvere er hurtigere end jer mennesker. Du kan torturer mig om nødvendigt men jeg afsløre intet om familien!” Claryas stemme var fast da hun kiggede på ham og snakkede. Hun vidste hun ikke ville kunne holde til meget mere, men det… Stof, han havde givet hende, når det gik fra. Ville hun kunne række ud efter magien igen og slå ham tilbage. Hun hev sin ene arm ind mod sig af alt den styrke hun havde og måtte hurtig opgive da det tømte hende for energi. ”Jeg er ikke et menneske, det også derfor jeg vidste du ville bruge styrken. Nej, jeg er klogere end elvere, klogere end noget form for menneske. I svigtede mig dengang jeg havde brug for hjælpen, menneskene hjalp mig og nu gør jeg gengæld” Hans stemme var stadig kold og hun kiggede på ham. Kunne det være sandt? Hun vidste ikke om det var ham hendes mor havde talt om, men på den anden side kunne det godt være det.

”Du kan ikke engang se det, jeg forstår godt hvorfor de lod dig være!” Hendes stemme kom næsten ud som et råb og hvis han ikke kunne se det, måtte han være sindssyg. Hun kiggede på ham og han kiggede bare på hende med et roligt blik. Han vende sig om og begynde at gå mod en dør bag ham. Hendes blik var fæstnet på ham og hun måtte vel få ham til at se det på en eller anden måde. ”Dit modermærke!” Hun kiggede på ham da han vende sig om, det lignede han ikke havde nogen idé om hvorfor hun sagde det. ”Dit modermærke er en kolibri, ligesom mit” Hun kiggede på ham da han vende sig og stod helt mod hende, han gik langsomt hen mod hende. Clarya kiggede roligt på ham med en snert af den kulde hun havde. Clarya kiggede ham. ”Clarya Sinchî, datter af Rôlîcha Sinchî. Hvor er dit modermærke så?” Han kiggede koldt på Clarya og hun følte sig lille et kort øjeblik. Clarya kiggede på ham og vidste ikke hvad hun skulle sige. Modermærket hun havde var på benet, hvilket hun vidste hans også var. Clarya kunne ikke huske hans navn, men det var den gamle elverkonge som forsvandt i kamp. ”Højre ben. Midten, ligesom dit” Clarya kiggede på ham med et roligt blik. Han kiggede på hende. ”Du er ikke kun en Sinchî, men også Carobachâ” Clarya kiggede på ham med et forvirret blik. Han kunne se på hende hun ikke kunne regne ud hvad det var hun skulle sige og det passede, hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

”Dragerne genopstår, du ved det. Men du ved også hvem den næste dragerytter er. Du ved bare ikke hvor han er. Det er hvad du har brug for at vide. Men jeg kan fortælle dig at han er en Moon wilder. Han er stærkere end du nogensinde bliver” Clarya kiggede på ham og hun sagde det kun fordi hun kunne mærke et sind i nærheden af sit, et sind der var anderledes end hendes far. Et brøl gav ham et chok og han trådte tilbage, lige der hvor han havde stået braste taget ned og hun mistede sit udsyn til ham. Clarya lukkede sine øjne da en masse støv og grus røg mod hende. Clarya kunne mærke noget koldt der ramte gennem hendes hånd. Clarya kom med en kort lyd og prøvede og åbne og lukke hånden. Da hun kunne mærke der ikke var flere sten tog hun og trak vejret som hun havde holdt, støvet hang lidt i luften så hun åbnede sine øjne. Clarya kiggede på sin hånd hvor hun stadig kunne mærke det kolde, hun slog øjnene op da klingen fra en kniv samt resten af kniven havde boret sig gennem hendes håndflade. Clarya vidste at hun skulle trække vejret roligt og gjorde det. Clarya kiggede op mod taget hvor halvdelen af det var væk. Nogle af stenene foran hende blev langsomt skubbet til side og et hoved fra en sekstenårig dreng kom frem, han gravede det færdigt og gik hen mod hende.  Clarya vidste godt hvem det var, det var den rytter der var blevet holdt hemmeligt for omverdenen. En rytter fra elverne. Kniven i hendes hånd blev trukket ud og hun kunne mærke det varme blod løbe ned langs hendes arm fra hånden af. En pivende lyd kom fa hende da smerten optog, hendes krop var følsom efter det der var sket de seneste par dage. Clarya kiggede på rytteren som tog fat i hendes lænker ved armene og rev den af så hun faldt forover, han greb hende med en arm rundt om livet på hende. ”Måske jeg skulle have startet med dem til benene” Hun ville have smilet men kunne ikke. Kæderne omkring hendes fødder knækkede da han mumlede nogle ubetydelige ord. Clarya blev lagt på jorden, hendes ben føltes som om de var fyldt med cement. Clarya prøvede at rejse sig op, men kunne ikke.

Den unge rytter kiggede på hende og kunne godt se hun havde problemer med at komme op og stå. Lyden af sten der blev gravet bragte bare et smil frem på hans læber og efter nogle få sekunder, stak et stort skællet slangeagtigt hoved frem samt resten af den store krop der var, dragens krop var anderledes end hun huskede den, den grønne farve den havde haft for flere måneder siden var væk de sorte og blå skæl der var på dens krop og samlede  farvernes tyranni fik den til at virke skræmmende. ”Clarya?” Clarya vågnede da han sagde noget, hun kiggede på ham og lavede bare et nik og kunne mærke da hun blev løftet op. Dragen trådte frem og lagde sig på jorden, øjnene hvilede på dens rytter og den lod ikke sit blik gå for vildt. Livet gå som det vil gå. Dragens stemme i sit hoved gav hende et chok og hun gav et spjæt fra sig. Et smil trådte frem på hendes læber og hun vidste ikke hvad hun skulle sige om dette. Dragen lagde sig på maven og hun kunne mærke da han hoppede op på benet og videre op på den takkede ryg. Sadlen hun blev sat på føltes som luksus i forhold til hvordan hendes krop havde haft de gennem de sidste mange dage med tortur. Det gjorde ondt at sidde men det var også dejligt. Chancen hun havde lige nu blev benyttet og hun lagde sig op af ham da han havde sat sig bag hende, han spænde sine ben fast og tog fat om hende så hun ikke skulle falde. Dragen kravlede ud gennem indgangen og til der hvor den var landet. Clarya kunne ikke se meget omkring sig da der var støvet. Dragen sprang op og ligeså snart de var over bygningen og der var plads til vingerne, blev de slået ud og dragens massive krop bevægede sig under hende. ”Hvordan kan du holde ud at sidde heroppe?” Clarya kiggede bare frem for sig og ville ikke kigge andre steder, søvn havde hun fået hvis ikke hun var vågen med tortur. ”Jeg kan holde det ud fordi jeg ved hvordan jeg skal ignorer det” Clarya lagde sig tilpas op af ham, hun sad og tænkte over hvad der var sket og følte sig ikke tryg så længe de var i denne højde. Clarya var sikker på at det var få der ville føle sig sikker når højden var som den var. Højden forsvandt for hende da hun lod mærke til vinden der var, kølig men afslappende.

Clarya åbnede øjnene, hun var faldet i søvn under turen og hun kiggede rundt om sig, hun kunne se membranen der var på dragens vinger, hun lod hånden glide rundt under sig og kunne mærke der var sand under hende. Læg du dig bare ned, han kommer skam igen, eller også ved han at jeg henter ham. Dragens stemme var stadig nyt for hende. ”Hvordan kan du tale?” Clarya kiggede spørgende på dragen. Dragen så ikke ud til ville svare og det forventede hun ikke. Selvom hun havde omgået dragerne dengang de var der, så fandt hun det stadig nyt at de sagde noget, hun havde ikke vidst de gjorde. Clarya lænede sig op af dragens bløde skæld og fandt det behageligt, hun ventede bare på at kunne høre at 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...