Moonwilders lader kampen begynde.

Har arbejdet på denne historie i noget tid. Det er ikke rigtigt en movella men starten til en bog jeg har siddet og arbejdet med i godt et par uger nu. Den er ikke nået særlig langt men jeg vil arbejde på den og opdatere jer hver gang der kommer nyt, så følg hvis du vil følge en bog under opføring :-)

4Likes
2Kommentarer
364Visninger
AA

2. Levende Drømme.

LEVENDE DRØMME

De bevægende toner man kunne føle om sig i den hule fyldte by som dværgene havde. Gulvet var køligt at træde på lige meget hvilket væsen man var og man skulle ikke tro der kunne ske særlig meget. De mange væsner der fandtes i denne del af verden var utrolig mange der var alt fra sirener til kentaur til Vardens. Der var godt nok ikke mange vardens da de var en sjælden art og der var mange ting du kunne gøre ved at se dem. Vardens var det farligste dyr du kunne finde i denne del af verdenen og den var utålmodig hvis dens mad og andre ting ikke kom til tiden. Dværge, elvere og magiker for frem og tilbage for at holde styr på deres køb. Den underjordiske by Raugn var en relativ stor by der lå gemt godt otte hundrede meter under menneskenes verden for at det var få der skulle finde den. Denne by bredte sig godt atten kilometer og var langt fra den største by der fandtes på denne mærkværdige ø som det var folk kendte til. Skibe der kom for langt ud af øens areal kom ikke tilbage, hvad der skete kunne folk ikke regne ud og der var mange der ikke turde sejle langt ud.

Den korte skikkelse der kom fra en ung dreng i en relativ ung alder, hans skridt var rolige og han kiggede kun frem for sig mens han kunne høre de forskellige væsner haste, væsnerne rykkede sig til side for ham og der var mange ting han var sikker på han kunne gøre for at skræmme folk. At skræmme var noget der fandt ham interessant for han skulle ikke lave så lange bevægelser. Drengen mindede om en elver hvilket han godt kunne påtage sig og kalde sig af race.

Nej, jeg er sikker på de ikke tænker over du ikke er her, men du skal gøre dig klar til hvad der sker. Det gælder om at være forberedt om man vil have det eller ej. Tanken der kom fra drengens hoved snakkede over de kæmpemæssige sale. Drengens stemme kunne kun høres af ham og hans partner.

Et utålmodig fnys kunne han høre i sine tanker. Men hvis de nu. Dragen fik ikke lov til at sige ud før han afbrød hende. Jeg har et sværd ved siden, et sværd der kan skære igennem guld, tror du ikke jeg han forsvare mig? Jeg er ikke en lille unge, jeg kan sagtens tilegne mig at kalde mig for en voksen. Sourn. Jeg ved du bekymre dig for mig, men det behøver du ikke. Dragen kom med et utålmodigt fnys, det var tydeligt hun var utilfreds med denne situation de var i, men han kunne ikke rigtigt gøre noget, for han havde ikke lyst. Han vidste godt at hun havde fat i noget og der var mange ting hun kunne sige for at overbevise ham, men han var glad for at hun ikke gjorde. Angel, dør du tager du ikke kun dig selv med, du dræber også andre. Mange andre. Hvis vi ikke får kæmpet til stregen ryger vi helt klar af og det er ikke noget jeg vil have, vi skal vise folk vi er stærke nok til at kæmpe lige meget hvilken slags kamp vi kommer i, det ved du udmærket godt. Angel lod forbindelsen være åben, men han svarede overhoved ikke for det havde han ikke tænkt sig, han hadede når hun havde ret og det vidste hun.

En orange pels stoppede Angel og han kiggede på den Varden der lå i vejen for ham, han vidste han blev nød til at vente på at den gad rykke sig for han kunne ikke gøre andet. Angel gad ikke gå udenom for hvis han gjorde det ville han bare brase ind i folk. Angel havde ikke tænkt sig at miste respekt ved at gå ind i folk selvom han godt vidste at han ikke mistede noget overhoved, han var bare lidt sin egen slags form for person når det galt denne slags ting, for det ville betyde at han sårede sin egen respekt i hans verden. Den orange pels begyndte at bevæge sig igen og det samme gjorde Angel. Hans rolige bevægelser kunne ikke ligefrem skabe frygt medmindre han havde sin rustning på. Et smil trådte frem på hans læber i tanken om da han var ankommet til denne by første gang og gik rundt med rustning på. Mange havde været skræmte og Vardenerne stilte sig op for at lave en ordentligt kamp. De mægtige væsner var i hvert faldt mægtige. Deres blikke kunne snildt hypnotisere folk lige meget hvor meget personen kæmpede imod. Væsnerne var der meget få der vidste hvor kom fra. Kun de ældste væsner vidste hvor de kom fra og det er var ikke noget der blev delt ud frivilligt. Ikke engang til en rytter. Angel ventede bare til der var nogle der kontakte ham med sindet, en hvis person. Angel havde kun været i denne by i et par dage endnu, men han kunne godt mærke han var ved at falde af på at kæmpe med sværd. Sværdet han havde var ikke hans eget, han havde ikke fået sit eget sværd endnu men ventede bare på der ville blive lavet et til ham. Angel havde hørt historier om at rytterne selv skulle lave deres sværd. Lave sværdet med hjernens billede. Et bilede der var så skarpt at ingen kunne gentage det. Ikke engang rytteren medmindre hans sværd skulle laves. Dette sværd tilhørte Angels gudfar. En gammel rytter der gik under det uendelige navn. Avir. Avir betød ”Den Uendelige Kæmper” Hvilket passede meget godt til ham. Avir havde kæmpet indtil han fik boret et sværd igennem ryggen og videre gennem hjertet. Om der havde været følt smerte på ham vidste ingen, for han havde dræbt ham der dræbte sig lige inden han døde. Der gik mange historier omkring Angels gudfar, men hvilke der var rigtige og hvilke der var falske var der ingen der kunne regne ud. Avir havde været en stolt kæmper, en kæmper der ikke gav op før han døde. Angels tanker om at være gudbarn til sådan en med det navn, var noget der egentlig skabte den kampgejst han havde under kampe. Angel der havde det specielle navn ”Freds Kæmperen” på det gamle sprog som elverne brugte var egentlig noget der passede til ham. Angel kæmpede kun for at vise hvor stærk han var og for at skabe fred. Angel kiggede på den lyseblå klinge han havde. Indskriptionen på sværdet var mere end tydeligt. Kiggede man på sværdet var det lige før teksten kom frem på klingen, noget der var svært at lave på et sværd. Angel prøvede at regne ud hvordan sværdet var lavet på denne specielle måde, men Avir havde aldrig fortalt nogen det. Sværdets skede havde en tekst der var nem at kunne forstå. Det stod på menneskenes sprog mens han kiggede på det. ”Den der kæmper er den der lever” Teksten gav mening for dem der ville have det til at give mening. Mange af racerne der var forstod ikke hvorfor Avir havde skrevet det på skeden.

Angels tanker gik meget for sig selv og han lod sig til sidst gå op tættere på overfladen hvor han og Sourn havde værelset. Sourn der betød ”Den Tålmodige Utålmodige” passede godt på hende. Mange af tingene passede på hende, når en kamp skulle starte var hun utålmodig som pesten selv, men når det galt om at vente på mad kunne hun være nogenlunde tålmodig. Dragens grøn-blå skæl gav et genlys fra flammeløse lygter der han i loftet og dannede et massivt mærke på jorden. Angel lod sine skridt blive mere rolig for at gå næsten lydløst hen til dragen, men han nåede ikke særlig tæt på. Du behøver ikke liste for min skyld. Jeg sover ikke, jeg ventede kun på du ville komme herop. Måske du kunne få mig til at sove. Drømme skaber drømme mens andre drømme dræber de drømme. Et smil brød frem på Angels læber da han tænkte over hun kunne være så tålmodig og vente på han kom op til hende. Angel gik rundt om hende og satte sig op af hendes mave og nussede hende på de bløde skælv og man kunne både se og mærke den blide og trætte nynnen hun lavede. En nynnen der ville kunne holde en dværg op lige meget dens tunge måde at sove på. Angel beundrede det store væsens måde til at være så ivrig som den var og så beslutsom. Han blinkede et par gange med øjnene og med et smil begyndte han at snakke i tankernes verden. Der var engang en drage, stor og mægtig som et bjerg. Alle der udfordrede den kom aldrig tilbage i live. Dragen havde været så sikker på om at den skulle hævne sig på alle der havde dræbt dens kæreste eje, dens rytter. Da der en dag kom en dreng, ikke mere en otte år og gik hen til den, gjorde han noget ingen kunne have forventet. Drengen krammede dragens ben som var otte gange så tyk som et hvilket som helst træ. Dragen gjorde ingenting for at skade drengen, men med sine tanker råbte den så alle kunne høre tankerne på den. ”Den person der nogensinde rør drengen, vil ikke dø hurtigt. Personen vil lide en million år i smerter.” Dragens ord var så stærke så selv træerne vågnede fra de uendelige drømme. Træerne beskyttede også drengen og ingen turde skade drengen så meget som med en nål. Magien der havde været i dens tale havde vakt alt død til live igen. Alle sten, træer og vanddråber blev levende. Drengen kom aldrig til at lide af mad mangel, for stenene bragte mad som de selv havde lavet. Vandet kom til drengen og gav ham vand så han ikke tørstede. Angel kiggede på det grøn-blå skæl og på de dybe vejrtrækninger kunne han høre dragen var spændt på at høre hvad der skete. Angel smilede bare og lavede et tilfreds træt suk inden han lagde sig ned op af de varme skæl. Med en rolig vejrtrækning begynde han langsomt at falde i søvn selv.

 

Træerne omringede ham da han åbnede øjnene, han lod sindet søge rundt men der var ingenting levende, de langsomme skridt trådte på græsset og ramte en kvist der knækkede med et højt knæk, han gik med langsomme skridt frem mod en sten. Stenen dansede og på et mærkeligt sprog sang den. Angel trådte langsomt frem og stenen dansede videre selvom den havde både set og hørt ham. Angel gik langsomt mod stenen og den stoppede med at danse og langsomt skiltes den signatur og der stod en krage foran ham. ”Livet kan komme livet kan gå. Drengens død må snart blive formå. Den store drage er falden, dens skelet må blive søgt. De højtinder Iligu vil snart være væk. Den Almægtige Jekubus er død. Skelettet er støre end Riva De Gaun” Kragen kiggede på ham for at se om han havde en idé om hvad den sagde. ”Jekubus. Død? Dragen har lavet i tusinder år. Den kan ikke være død. Der findes intet våben der er stort nok til at dræbe hende. Jekubus kan umuligt dø. Myten siger jo at når Jekubus dør, så dør drengen og dermed dør alle væsner!” Angel hævede stemmen mens han kiggede på kragen der var gået i gang med at blive større, den voksede til den var lige større end ham og dertil blev den til en storslået elver. En elver der havde træk af en gammel person, en person der burde have været død for længst. ”Jekubus er syg. Det gælder om at få lavet medicin mod hendes sygdom. Saml alle elvere, du må sørge for hun ikke dør. Eller også må du give drengen beskyttelse. Bare find en der kan gøre det. Den dreng må ikke dø. Verden er for ung til at dø” Med disse ord begyndte den gamle krop at blive til aske som forsvandt for øjnene af Angel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...