Death is coming

Jeg har valgt at skrive om billedet: Ulrik Møller. Færge, 2013.


4Likes
7Kommentarer
314Visninger
AA

2. Begyndelsen og enden

Tågen var tyk og hang tungt i luften. Man kunne knapt nok se længere end sin egen hånd, hvis man strakte den frem for sig. Luften var kold og skar i lungerne. Min ånde fremtrådte tydeligt på en morgen som denne, men det forhindrede mig ikke i kun at være iført mit normale tøj. Træet, som den lille afsats over vandet var lavet af, var våd af morgenens dug og gjorde det en del glat, at gå på. Den grønne bænk, var den eneste siddeplads. Stilheden var uhyggelig. Man ville kunne høre en anden persons åndedræt på 10 meters afstand.

Mit uglede hår faldt om mine skuldre som silke og føltes dejligt, på trods af det alt for lange pandehår, der til dels dækkede mine øjne, som et tykt gardin.

Tågehornet lød et sted langt ude på vandet, men der var stadigvæk intet syn af færgen. Hvornår den nåede i land, vidste jeg ikke, men den var på vej.

Lyset var kraftigt, selvom solen ikke var til at se. Mine øjne faldt på et ensomt blad, der langsomt dalede til jorden foran mig. Dets fine gyngende, svævende og cirkulære bevægelser, fik mig langsomt til at døse hen i rastløshed, lige indtil det nåede det våde træ, og forsvandt.

Endnu engang var jeg overladt alene til mine egne depressive tanker, ikke at der havde været andre, men selv den mindste ting kunne aflede mine tanker, fra det ellers så vigtige emne. Døden. Den ville komme. Den ville være på vej. Snart. Der var ikke længe igen, men hvad gjorde det?

Det var i grunden ikke vigtig, om den indtrådte nu eller om 10 år. Det eneste pirrende ved tanken om døden, var ventetiden. Tid. En underlig opfindelse. Ville det spille nogen rolle, om klokken var 8 eller 9? Ville det gøre en forskel? Havde jeg bare haft en smule mere viden om tid.

 

Endnu engang lød tågehornet fra færgen, som langsomt havde bevæget sig tættere og tættere på bredden. Luften var blevet koldere og virkede mere død, kulden nåede stadigvæk ikke min hud, men angreb i stedet aggressivt mine indre organer, som blot efter få sekunder gjorde oprør og gav mig åndenød. Besværet rejste jeg mig fra bænken, for at spejde ud over vandet, selvom det ikke var langt jeg kunne se. Det måtte være snart. Tiden var snart inde. Færgen ville ankomme og ville jeg gå ombord med oprejst pande? Uden skam i livet? Uden selvbebrejdelse? Intet, som var sket, lå i mine egne hænder. Det skete alt sammen uden for rammerne.

Hornet lød igen, denne gang meget højere, hvilket fik mig til at lukke øjnene og lade det hele strømme igennem mig. Alle følelserne. Alle minderne. Alle de indtryk, jeg havde skabt mig igennem årenes løb. Kulden bredte sig rundt i min krop, for kun at bevæge sig uden om hjertet der føltes, som den eneste varmekilde i min krop. Da jeg åbnede øjnene igen kunne jeg skimte færgen, som havde kurs mod mig, ude på vandet. Tågen omkring den fulgte lydigt med, som gjorde at det lignede, at færgen svævede.

 

Hornet lød højt og tydeligt, da færgen var helt henne ved bredden og åbnede sig for mig. Der var ingen andre om bord, jeg var alene om dette. Sådan som det altid havde været. Jeg tog min hånd op til mit hjerte og mærkede hvordan kulden endelig begyndte at trænge igennem, for derefter at ligge mit hjerte lydløst hen. Jeg trådte et skridt frem, hvor min fod plantede sig på færgens metalgulv. En tung følelser lettede sig fra mig og et billede viste sig for mig.

For sidste gang inden det evige mørke, ville overtage, så jeg de mørke skikkelser over mig, stenen, rebet og min livløse krop, der til sidst kun bevægede sig på grund af den svage strøm i vandet. Mit hår svævede langsomt rundt om mit ansigt, for kun at skjule det blege ansigt, der ikke afslørede nogen form for følelser.

Det var herefter mørket trådte ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...