Flammernes Sø

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2013
  • Opdateret: 13 maj 2013
  • Status: Igang
Nu kommer den. Man kan høre den, når dens maskineri er den eneste lyd i resten af ens liv. Men jeg er ikke alene. Rundt omkring mig ligger mindst 100 andre mennesker. Alle aldre, nogle er sunde andre er ikke. Der er intet system i denne udrensning, alle kan være den næste, der skal møde sin død her.


I nattens stille, mørke vand sejler noget der ligner en færge. En færge, tænker du, hvad er der specielt og spændende ved den? Men det her ikke nogen almindelig færge. Faktisk er det slet ikke en færge.
Det er menneskets mest forskruede opfindelse.


Langt ude i fremtiden er Jorden forfærdeligt overbefolket, og man har måttet finde en løsning på det problem. At smide levende mennesker ud i en sø, og lade dem vente på, at de bliver slugt af det monster der lever derude, var den bedste løsning de kunne finde.
På den måde kunne de slå to fluer med ét smæk.


Jeg har brugt billede nr. 2 "Færge" af Ulrik Møller som inspiration. Til kunst konkurrencen.

11Likes
10Kommentarer
394Visninger
AA

2. Prolog

”Men hvad skal vi gøre ved dette … problem?”

”Ms. Pennyfield, der er kun én ting at gøre”

”Undskyld Sir, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår?”

”Jo mrs. det gør du udmærket, du vælger bare ikke at tænke på det!”

”Du kan da ikke mene? ...”

”Jo Ms. Pennyfield. Det er præcis hvad jeg mener … udrensning”

”Sir, der må være en anden løsning!”

”Nej Ms. det er der ikke!”

”Hvordan foreslår du så, at vi gør det?”

”Se det er her min geniale hjerne har ladet sine kreative tanker flyde gennem mine fingre … ”

De troede jeg ikke hørte dem dengang. Hvor tog de dog grueligt fejl. Da min far udtænkte planen, havde han nok ikke forudset, at jeg ville sidde ombord på en af hans udrensnings transporter ti år senere. Han ved nok ikke engang, at jeg er her. Måske gør han, hvis han har gidet tjekke mit værelse.
Jeg blev fanget af dem, da jeg var på vej hjem. Friheden er et ord, ingen længere kender betydningen af. Ikke engang os, der har gået i skole, og taget en fin uddannelse. Vi lærer om ordet, og dens betydning, i historie, men ikke engang vores lærer kan sige den egentlige definition.
Deres systematiske udvælgelse, har ikke et egentlig system. Min far har hver aften ved bordet fortalt om hvor genial hans plan er. Hvordan ingen længere kan vide sig sikre på, om de er med den næste transport. Det skaber respekt plejer han at sige, og man må sige at han har ret i det. Gaderne er så godt som øde når det først bliver mørkt. Derfor ”forsvinder” folk også ved højlys dag, fordi de er blevet desperate.
Når min far siger, at ingen er sikre længere, mener han virkelig at ingen er sikre. End ikke hans egen søn.

Han er en af de der magtsyge galninger, min oldtidskundskabs lærer har fortalt mig om. Han siger, at den slags personer har for vane at ændre verden på den ene eller den anden måde. De har i al fald sat et præg på den, om de så ville eller ej. Ikke et øjeblik har jeg været i tvivl om, at min far er blevet inspireret af dem. Han er bange for ikke at gå over i historiebøgerne, for ikke at blive husket for et eller andet.
Derfor har han fundet den mest dramatiske løsning, på det han kalder et stigende problem, der måske kan findes i hele denne verden. Overbefolkningen kan kun løses ved at sortere nogle fra. Havde han så bare systematiseret det, så kun dem der alligevel ikke havde et liv blev sorteret fra. Lavet love omkring hvor mange børn man måtte få. Men nej, det vil ikke blive husket. At dræbe mennesker på en utrolig inhuman måde er meget bedre. I det mindste vil folk, der undslipper denne skæbne kunne fortælle deres børn om det med sådan en rædsel, at det bliver til den bedste røverhistorie. Sådan en, der bliver fortalt rundt om et lejrbål, og som skræmmer børn, der ikke tør sove i deres køjesenge.

Min far i en nøddeskal. Han brugte næsten fem år på at designe sin døds maskine. Ud renseren. Skralde robotten, kald den hvad du vil. Han er ligeglad med mig, og han brugte min mor som forsøgskanin, han skulle jo bruge nogen. Det eneste håb for mig, ville være hvis jeg havde arvet hans forskruede hjerne, men hele mit liv har jeg kæmpet i mod ham. Han kan ikke tåle modstand, og havde jeg handlet anderledes var jeg nok ikke endt her.
Men jeg er ikke ked af det. Det måtte jo ende på den en eller anden måde, og at få lov til at se min fars mest sindssyge plan på nært hold, er ikke den værste død jeg kan få. Måske kan det kolde vand gøre mig bange, terrorisere mig, men ellers er jeg ikke bange for noget.

Dem ved siden af mig skælver og skriger allerede, selvom vi ikke er i vandet endnu. Stemningen er trykket, hvad kan man ellers forvente? Vores sidste køretur, og så er der ikke engang nogen vinduer! Dét var ikke sødt af min far. Man kan da i det mindste installere ét vindue i sådan en transport, så folk kan se hvor de ender. De sladrer jo ikke ligefrem vel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...