Flammernes Sø

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2013
  • Opdateret: 13 maj 2013
  • Status: Igang
Nu kommer den. Man kan høre den, når dens maskineri er den eneste lyd i resten af ens liv. Men jeg er ikke alene. Rundt omkring mig ligger mindst 100 andre mennesker. Alle aldre, nogle er sunde andre er ikke. Der er intet system i denne udrensning, alle kan være den næste, der skal møde sin død her.


I nattens stille, mørke vand sejler noget der ligner en færge. En færge, tænker du, hvad er der specielt og spændende ved den? Men det her ikke nogen almindelig færge. Faktisk er det slet ikke en færge.
Det er menneskets mest forskruede opfindelse.


Langt ude i fremtiden er Jorden forfærdeligt overbefolket, og man har måttet finde en løsning på det problem. At smide levende mennesker ud i en sø, og lade dem vente på, at de bliver slugt af det monster der lever derude, var den bedste løsning de kunne finde.
På den måde kunne de slå to fluer med ét smæk.


Jeg har brugt billede nr. 2 "Færge" af Ulrik Møller som inspiration. Til kunst konkurrencen.

11Likes
10Kommentarer
398Visninger
AA

3. Kapitel 1

2 ÅR TIDLIGERE

”Josh kom ned og få noget mad!” min far kalder på mig. Jeg sidder på mit værelse, og læser i noget så gammeldags som en fysisk bog. Min historielærer mener, at man ikke lærer at forstå fortiden, hvis man ikke oplever nogle af de ting, der hører fortiden til. Den er faktisk meget god denne ”Darwinprojektet” og Pennington kan næsten måle sig med min far. Gad vide om han har læst den engang?

”Jeg kommer nu!” jeg lukker bogen sammen, og går ned til spisestuen, hvor min far sidder i den ene ende, i en høj og overdådig stol. Det er ikke alle, der kan prale med at have en sindssyg far, men jeg kan. Med sine lange, tynde, knoglede fingre holder han så stramt om bestikket, at hans knoer bliver hvide. Han er streng, og han forguder punktlighed. Min sløsethed er ikke populær her i huset, men jeg er ligeglad.

”Du ved godt vi spiser kl. 18.15” bemærker han gnavent med munden fuld af mad. Det kan godt være han er punktlig, men hans manerer er ikke noget at råbe hurra for.

”Jeg lavede lektier far” jeg kigger ned på min tallerken. Det gælder om at undgå øjenkontakt med min far, når han er i det humør.

”Du ender med ikke at have andet i hovedet, end gamle bøger og ligegyldige ord. Du murer dig inde i en fiktiv verden, du skulle tage at komme ud. Bliv en rigtig mand, en mand af virkeligheden!” hans humør kan ændre sig på et øjeblik.

”Ja sådan en som dig ikke? En der er en rigtig mand, men som er så skide bange, at han bliver nød til at udrydde uskyldige mennesker, for at skabe frygt, og sikre sig mod oprør ikke? Det er jo det du gør. Du slagtede mor, som en del af dit projekt, fordi du ikke kunne overtale andre. Du er ikke nogen rigtig mand, du er en kujon!”

”Hey! Bliv her!” han råber efter mig. Jeg er allerede oppe på mit værelse, og i fuld gang med at pakke mit tøj og mine bøger. Jeg ved godt, hvor jeg kan bo. Alle andre steder end her. Jeg kan høre hans tunge, arrige skridt som de tramper mod mit værelse. Om få sekunder vil han være her. Om få sekunder vil jeg ikke.

Det er endnu ikke mørkt på gaden, og det er nok meget godt. Indfangerne kommer altid lige efter mørkets frembrud. De er ikke til at se, de gemmer sig i skyggerne og udser sig et bytte. Transporterne kan høres flere kilometer væk, til trods for at de aldrig skriger. Frygten har dræbt dem længe før de bliver sendt med transporten. Frygten har dræbt dem alle.

Jeg blander mig med mængden, velvidende at min far sikkert allerede har et hold detektiver efter mig. Han må ikke finde ud af hvor jeg tager hen. Jeg vil ikke risikere hendes liv. Min far er fuldstændig ligeglad med menneskeliv, det er kun hans eget der har betydning. Selv ikke mit betyder noget. Han har fejlet som far, og jeg kan alligevel ikke føre hans diktatur videre, så han kan ikke bruge mig til noget.

Gaderne ligner alle hinanden. Kun den skjulte graffiti adskiller dem fra hinanden. Hendes hus må ligge heromkring. Min eneste ven i denne verden, en ligemand – kvinde – der heldigvis kæmper ved min side. Sikke et sølle oprør, to personer mod en diktator, der aldrig har set sin lige. Ynkeligt vil nogen sikkert kalde det. Vi går i klasse sammen, i historie. Hun har et hoved, der er guld værd, det er en skam, at det ikke betyder noget i denne verden. Hendes forældre er blevet ofre for min fars udrensning, og da jeg første gang fortalte hende at det var min fars skyld var det næsten enden på vores venskab.

 

Jeg er den eneste diktator søn, der går imod min far siger hun. Hun er så stolt af mig. Det kan jeg se i hendes grønne øjne, når jeg snakker om ham. De lyser op på en måde, jeg aldrig har set før. Derefter formes der to smilehuller i hendes lyserøde kinder, og de lidt skæve tænder kommer til syne bag de smalle læber.

Mine knoer danner genlyd på hendes dør, mens jeg utålmodigt venter udenfor. Jeg prøver at gemme mit ansigt i kraven på min skjorte. De har sikkert allerede fundet mig.

Hvorfor tager det så lang tid?! Jeg skubber lidt til døren og opdager at den er åben. Underligt. Forsigtigt tager jeg skridt ind i entreen. Stilheden er det første der slår mig. Hendes hus står tomt. Hun har ikke engang efterladt en seddel til mig. Er hun død? Har de taget hende?

Jeg løber ud af huset. Hvor kan jeg tage hen nu? Jeg går op og ned i gaderne. Ser på butikkerne der alle skilter med et billede af min far. Ingen ved hvad han hedder, folk omtaler ham som ”Sir”. Jeg kalder ham bare far, hans navn er lige meget. Man giver jo heller ikke mider navne vel? Hvorfor så spilde ét på ham?

Hvor er hun?! Hvis hun er væk, må jeg gøre det her alene. For hendes skyld. Jeg går hen til skolen. Min historielærer sidder altid derinde. Han må vide noget, kende nogen. Jeg skal være stille. Kameraerne her bliver aktiveret ved hjælp af lyd. Sådan nogle oldtidsfund, men min far har jo aldrig ment at uddannelse er vigtig. Han har prædiket om sin opvækst hele sit liv, om hvordan han aldrig kom i skole. Det var mor der lærte ham at læse, inden hun blev dræbt.

”Professor Smith? Er du der?” jeg står udenfor hans kontor. Der findes ingen overvågningskameraer på denne etage.

”Josh? Er det dig? Jeg sidder herinde” hans stemme ryster. Er han okay? Jeg går ind til ham.

”De har taget Eleaine” jeg sætter mig på en stol overfor hans. Han sidder med næsen i en bog. Den er gammel, og man kan ane guldbelægningen på kanterne.

”Sådan går det. Du har brudt op med din far, og nu vil du have mig til at finde et sted du kan være?” selvom han aldrig løsriver sig fra sine bøger, ved han alt hvad der foregår.

”Hvis du lader mig sove på gulvet her vil jeg være taknemmelig” jeg sænker stemmen en smule.

”Er du tosset? Det er alt for farligt. Nej, når jeg er færdig her om et par timer kan du komme med mig hjem” han kigger op fra sin elskede bog.

”Tak. Kan jeg hjælpe?” et diskret blik og han ved hvad jeg mener. Hans mangel på svar bekræfter min teori om, at denne bog er mere speciel end alle de andre han har ladet mig se.

”Kan du se det? Denne bog er mindst tusind år gammel, og guldbelægningen er ikke slidt af endnu. Den rummer historier om en oldtidsreligion, og så tror du, at jeg vil lade dine amatørfingre komme i nærheden af den? Du må være blevet sindssyg” hans beskyttende blik får mig til at grine inde i mit hoved. Er der noget man ikke gør foran professor Smith, så er det at grine af ham.

”Hvad er det for en bog?” den interesserer mig mere og mere, jo flere ord han bruger på at beskrive den.

”The Holy Bible står der på omslaget” han tager slet ikke øjnene fra bogen når han taler til mig. Det gør han kun i klassen, og det er ikke engang altid.

”Jeg har for resten læst Darwinprojektet færdig” noget skal vi vel snakke om, mens han bliver færdig.

”Hvad synes du så om den?” han mumler så lavt, at jeg ikke vi være i stand til at opfange det, hvis døren går op to etager under os.

”Den er skræmmende tæt på virkeligheden. Og hvor gammel er det den er? 1000 år? Pennington minder virkelig meget om min far, den magtsyge galning. Og så forfatter navnet Chokofanten. Hvad er en chokofant overhovedet?”

”Godt spørgsmål unge mand. En chokofant var den tids belønning. Det er en stang, der smager af chokolade, men som ikke har samme konsistens som en chokoladebar. De var nu lidt mærkelige dengang det må jeg indrømme”

”Ja mon ikke” jeg rejser mig op, og kigger på væggene. Der hænger ingen billeder, kun gamle omslag af uvurderlige bøger. Stakkels mand, fanget i fortiden. Hans bøger blev hans eneste passion, efter at hans kone forsvandt for et årti siden.

”Nå, skal vi smutte hjem?” han lukker forsigtigt den gamle bog i, og rejser sig op med et støn. Hans ryg gør indvendinger, alderen har taget på ham.

”Det vil nok være bedst. Inden det bliver for mørkt” mistænksomt kigger jeg ud af vinduet. Når først det bliver ordentligt mørkt, behøver indfangerne slet ikke arbejde i skyggerne. Gaderne er mørklagte, så alle der tør bevæge sig udenfor deres dør, kan blive det næste offer. Derfor er gaderne altid øde når det bliver mørkt. Det vil også sige, at professor Smith og jeg, vil være et nemt offer, hvis det går mere end ti minutter inden vi kommer hjem.

”Kom” han tager sin jakke på, og vi smutter ud på gaden. Gadernes befolkning er allerede voldsomt tyndet, men vi kan stadig skjule os.

”Pis! Vi bliver forfulgt!”

 

Hej! Det er så her, hvor jeg godt kan finde på at skrive engang imellem. Jeg har kastet mig ud i en lidt ny fortælle stil, så jeg vil rigtig gerne have noget feedback på deeet! Så håber jeg ikke, at det her irriterer jer for meget - så må I jo sige til ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...