One Direction // Forgive the devils

Sam Williams er hverken populær eller rig, hun klæder sig på ingen måde, som en barbie dukke og vil egentlig bare gerne lades være i fred og glemme sin fortid, men det kan være utrolig svært når man allerhelst vil tilgive. Efter Sam flyttede til London for at starte på en frisk, efter en barndom som ingen har fortjent, er alt gået ned af bakke for hende. Med forældre der aldrig har taget sig af hende, og som går mere op i alkohol, end sin egen datter, er det ikke altid nemt at være den der afhænger af dem. Når en pige som Sam flytter til London kan man da ikke forvente det går godt? eller kan man? Når hun pludseligt støder ind i 5 verdenskendte drenge, er der intet der ser godt ud i Sams liv. Det sidste hun har brug for er venner, eller kan det faktisk være hendes redning, for ikke at synke dybere? Når man hænger ud med de forkerte typer og flytter til Londons ghetto miljø, er der kun en ting som er sikkert: Man er på ingen måde clean på straffeattesten, og den kan ikke laves om.

3Likes
2Kommentarer
270Visninger

2. Goodbye!


                           

 

Jeg kiggede en sidste gang, på det værelse jeg var ved at forlade. Mit "gamle" værelse. Jeg havde valgt, at flytte hjemmefra. Selvom jeg kun var sytten år. Jeg var jeg sikker på, at jeg nok skulle kunne klare mig i en storby. Jeg havde boet i en lille by, hele mit liv. West Somerset. ikkelige det fedeste sted. Her var vel omkring 30 000 indbyggere. jeg var engang en af dem, men ikke mere. Jeg ville væk herfra nu, væk fra mine alkoholmisbrugte forældre, væk fra det her lille hul i England.

Mine forældres reaktion på min flyttelyst, var jeg endnu ikke helt sikker på. Jeg havde fortalt dem det, men jeg er bare ikke sikker på de kan huske det. De drak flere flasker alkohol om dagen, og de tog sig aldrig af mig. Jeg havde lært at klare mig selv.. Der var da også de få dage, hvor min mor var ædru og havde lavet pandekager, fordi HUN var sulten. Alligevel ville det være en af de lykkeligste dage i mit liv. Jeg havde bare brug for, at komme væk herfra. På grund af min mangel på støtte og følelsen af, at føle mig sikker, den følelse af, at have et hjem. Ingen af dem var hjemvendte hos mig, så jeg ville altid gå rundt og føle mig udenfor, som når man er på ferie i lang og begynder, at savne sit hjem, man føler sig lige pludselig helt udenfor, og føler det ikke er her man har hjemme. Forestil dig at gå rundt med den følelse, bare hele tiden!

Jeg gik ind i stuen, hvor mine forældre helt sikkert ville være. Jeg kunne forestille mig dem, enten side og grine, mens de drikker fra billige flasker af forskellige former for alkohol - giften ville lige så stille og roligt begynde, at fortære deres kærlighed.. Hvis den overhovedet fandtes i dem mere, måske havde giften, forgiftet en af de stærkeste følelser et menneske besidder... Men i hvert fald gik jeg derind. En tyk luft fuld med røg sneg sig omkring mig,og fik mig til at hoste. Med mine tasker i hånden tog jeg mig sammen, og gik længere ind i stuen efter dem. Jeg havde efterhånden vænnet mig til den tykke røg, og var nu i stand til, at kunne se dem. De sad i hver deres sofa, og delte en fed cigar. Jeg hostede igen og fik deres opmærksomhed.

"Mor, far jeg tager af sted nu.." startede jeg ud, jeg vidste ikke om jeg skulle sige farvel, eller vi ses. De kiggede begge to underligt på mig, som jeg havde forventet.

"a hvad gør du?" spurgte min far skeptisk. Jeg sukkede, og begyndte at forklare dem, hvad jeg havde planlagt. At tage toget til London, bo hos en af mine gamle venner, og leve mit liv derfra.

"Hvis du ikke elsker os, så kan du da bare tage at skride!" Sagde min mor, stift og uden at blinke.

"Mor lad nu vær, selvfølgelig elsker jeg da jer. Jeg undrer mig bare over om i elsker mig, i sidder bare der og ryger og drikker. I ved ikke en skid om mig og i er tilsyneladende også fuldkommen ligeglade!" Jeg blev mere og mere sur, jeg følte mig uretfærdigt behandlet. Det var ikke fair. I alle de år jeg har fucking levet, har de ikke så meget som smurt en madpakke. De kan da i det mindste få et kærligt farvel, som alle andre børn der flytter hjemmefra, ville havde fået!

"Tal ordentligt til din mor Sam! Vi giver dig husly og mad! Hvad ville du havde gjort uden os hva'? Jeg ved fandme ikke hvad vi har gjort galt!" Min far rejste op og vaklede hen til mig, så han stod lige foran mig. Det løgn. Der var massere af natter, hvor jeg måtte gå sulten i seng, fordi mine forældre ikke havde købt ind, eller at børnepengene, var brugt op. Hvad ville de havde gjort uden mig? Nogle gange tror jeg, at den eneste grund til de fik mig, var fordi de manglede penge og vidste de ville få børnepenge. Ellers må jeg havde været en fejl..

Jeg gad ikke mere. Det var slut! Jeg løb ud af hoveddøren, og skyndte mig hen til togstationen, som ikke lå mere end 800 meter fra hvor jeg HAVDE boet. Der havde været mange gange, for togklokkerne havde fristet mig til, at hoppe på det første tog væk, helt siden jeg havde været helt lille, det første tog jeg hørte, det var mit håb, min viden om at der lå en hel anden verden, ikke andet end et stop væk..

 

                                                                           

***

Jeg ankom til London et par timer senere. Det var helt overvældende. Bare togstationen fik tårende til at presse på. "SAM!!" blev der råbt. Jeg vendte mig om, og så Marcus, min ven jeg skulle bo hos. "hey" sagde han, da han var kommet hen til mig. "Hey" svarede jeg. "godt at se dig, kom lad os tage hjem til mig" sagde han, hvilket så var det vi gjorde.

Han levede i en lille lejlighed, i en gyde, lidt væk fra centrum. Han låste døren op, og hans "indre lejlighed" var ikke et kønt syn. "Det må du squ undskylde, jeg har ikke rigtig fået ryddet op" Undskyldte han. "Det er okay" Sagde jeg bare, ingen grund til, at være uhøflig. Jeg kiggede rundt på bordene, der flød og gulvet der ikke var til, at få øje påstrenge? Mit blik landede atter på cigaretterne og de farvede piller, på stuebordet. Sofaen og et fladskærms tv var det eneste rene i huset, så det ud til. Han fulgte mit blik, over på pillerne, og han smilte slesk. "vil du prøve?" spurgte han. Jeg kiggede lidt forskrækket på ham og vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. "kom" sagde han. Han tog min hånd og førte mig over mod sofaen. Han skubbede mig blidt ned i den, så jeg lå ned. Han satte sig stille oven på mig, inden han tog fat i cigaretterne, og tændte en. Til min store lettelse ikke pillerne. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, jeg havde med vilje holdt mig fra alt, alkohol og cigaretter jeg kunne komme i nærheden af, på grund af mine forældre.. Han grinte lidt, hvilket smittede af på mig. Han nussede mine lår, inden han tilbød mig et siv fra hans cigaret. Jeg sukkede, inden jeg tog i mod og tog et hiv. Røgen bredte sig ned i mine lunger, men jeg hostede ikke, mit gamle hjem havde jo alligevel været fyldt med røg hele tiden. Marcus blinkede kækt til mig, inde han rejste sig op fra mig, og tilbød mig, at pakke ud.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...