Fix me and you ♦ [1D] ♦

Hvad gør man lige, når man tager sin elskede kæreste gennem tre år i at dyrke sex med en anden? En uge før deres 3 års dag? July er ulykkelig. Men hvad nu hvis der er en helt speciel dreng, der har oplevet det samme som hende?


- Tak til Anna MV. for det smukke cover!

98Likes
175Kommentarer
7831Visninger
AA

7. I didn't knew..

Efter en time hvor vi stadig ledte, var vi ved at give op. Men vi kunne jo ikke bare skride fra parken. Så vi ledte videre. Hverken Niall eller jeg havde mobiler på os, så vi befandt os i en supersmart situation.

”Hvad med elefanterne?” spurgte Niall, da vi gik side om side forbi aberne. Jeg nikkede mig enig, og vi gik derover af. Vi var efterhånden ved at blive gode til at finde rundt. Vi havde trodsalt også brugt en del timer her, inden vi alle sammen blev væk fra hinanden.

”De er derover, ikke?” spurgte jeg og pegede hen mod noget hegn.

”Jo, det tror jeg” svarede han og vi nærmede os.

”Hey, er det ikke Louis?” spurgte Niall højt. ”Det ligner det i hvert fald” tilføjede han og satte farten op. Jeg gjorde det samme, og vi nåede derhen. Niall prikkede fyren på ryggen og han vendte sig om, eftersom han stod og lænede sig indover hegnet til elefanterne.

”Niall!” han sprang over Niall og gav ham et kram. Niall lagde armene om sin ven og smilede lidt.

”Har du savnet os?” spurgte han med et lille smil, da de trak sig fra hinanden. Louis grinede kort og kom over for at give mig et kram. Jeg stivnede først, men lagde også armene omkring ham. Det var mit første rigtige kram i et stykke tid. Det var overvældende, og jeg blev så glad, fordi jeg nød det sådan. Det var lige, hvad jeg trængte til. En varm og tryg krop der holdte om mig. Louis trak sig fra mig og sendte mig et trøstende smil. Jeg troede, jeg ville hade nærkontakt, men sandheden var vist, at det var det, jeg trængte til.

”Jeg var lige ved at blive hylet ud af den” sagde han alvorligt. ”Hvorfor-” han skulle lige til at sige noget mere, da en genkendelig engelsk stemme afbrød.

”Hvor fanden har I været henne!?” den var vred, og ingen af os vendte os om, før stemmen og dens krop kom helt hen til os. ”Jeg har ledt overalt efter jer!” råbte hun og satte hænderne i siden og gloede på os.

”Vi kunne spørge om det samme!” sagde jeg irriteret.

”I skulle blive ved isbjørnene, imens jeg var på toilet. Var det virkelig så svært?” sagde hun højt. Jeg himlede med øjnene og tog en dyb indånding. Jeg orkede ikke at diskutere med hende.

”Vi ville bare se girafferne, imens Louis så pingvinerne” forsvarede jeg mig, og kiggede på Louis, for at han kunne redde mig. Han nikkede sig straks enig.

”Ja, det er rigtigt!” sagde han med et smil.

”Men nu står vi alle sammen ved elevanterne? Det giver jo meningen” sukkede hun. ”Jeg skulle jo bare på toilet” spurgte hun surt og rystede opgivende på hovedet af os.  

”Det hele er jo fransk, så vi tænkte det ville tage et stykke tid” sagde jeg uskyldigt og kiggede på Louis og Niall efter hjælp. De nikkede straks og kom med enige mumlende lyde. Riley kom med et opgivende suk.

”Fint nok” mumlede hun. ”Skal vi ikke tage hjem? Her er virkelig ved at blive koldt!” hun trak sin jakke mere omkring sig og gyste. Jeg gav hende ret. Her var ved at blive for køligt. Der var trodsalt kun januar og vi var kun i Paris, så vejret var ligeså dårligt som i England.

”Jo, lad os det! Jeg fik set pingvinerne, så jeg er tilfreds” sagde Louis enigt, og vi begyndte at gå mod udvejen. Hvis vi altså kunne finde den..

Der var gået et par dage siden episoden i zoologiskhave. Vi havde været sammen med Louis og Niall næsten hver dag lige siden. Vi havde endelig været på Louvre næste dag, hvilket havde været ret fedt. Louis og jeg havde rigtig hygget os med at tage billeder af alle de nøgne skulpturer. Både af hinanden og med hinanden. Jeg havde ikke haft det så sjovt i virkelig lang tid. Det var som om, jeg havde været i en slags døs, da jeg havde været sammen med Ryan. Jeg kunne virkelig ikke fatte, vi næsten havde tilbragt tre år sammen. Jeg kunne egentlig ikke huske noget specielt fra vores forhold eller noget, så måske var det en god idé, vi havde slået op. Jeg var heller ikke så ked af det mere, men jeg var heller ikke helt vildt glad. Når jeg var alene og væk fra drengene, var jeg ikke i særlig godt humør. Nu havde jeg, modsat før, næsten hele tiden brug for selskab for ikke at blive for deprimeret. Nu savnede jeg bare min storebror, som-

”July!” Riley stemme lød igennem vores hotelværelse.

”Ja?” sagde jeg og proppede min læbepomade i min skuldertaske.

”Er du klar?”

”Tæt på” sagde jeg. Jeg tog en sweatshirt ned i tasken for en sikkerhedsskyld. Vi skulle hen og se et eller andet med Hitler. Jeg var ikke rigtig sikker på hvad. Det var lidt uden for Paris, så vi skulle køre en smule langt. Selvfølgelig havde Riley fået det hele kombineret med Niall og Louis, så nu skulle vi alle sammen af sted. De ville leje en bil og så komme og hente os.  Riley var da bare helt vild med dem. Vi havde ikke lavet andet end at være sammen med dem. Det mindede mig om en plakat, der havde afsløret noget for mig her forleden..

”Hvad siger du til det?” spurgte Riley mig med sin meget optimistiske stemme. Jeg trak på skuldrene og proppede mine hænder i mine for lommer på mine bukser. Jeg var ligeglad, om vi skulle på café eller restaurant.

”Hvad synes I drenge?” spurgte hun i stedet Niall og Louis om. Niall trak på skuldrene, imens Louis faktisk så ud til at tænke sig om.

”Café” sagde han til sidst. Jeg kiggede mig lidt omkring. Vi gik ved siden af en stenmur fyldt med plakater, der reklamerede for en helt masse koncerter. Det så rigtig rodede og grimt ud. Men lige pludselig var der en plakat, der fangede min opmærksomhe. Jeg stoppede op med et sæt, og lod de andre gå videre.

”July?” jeg ignorerede stemmen og kiggede lidt på plakaten. Hvorfor var Louis og Niall på den? Var de i bandet One Direction? Jeg havde da hørt om det, men jeg havde aldrig anet, hvem der var med i det. Navnet var ofte blevet nævn i tv’et og i blade, men det var noget, jeg altid havde skippet uden at tænke yderligere over det.

”Hvorfor kigger du på det?” spurgte Riley. Jeg så på hende med et hævet øjenbryn.

”Vidste du, de var med i det der band?” spurgte jeg og tog mine solbriller af, så hun kunne se min forvirring.

”Øh ja? Godt nok ikke første gang vi så dem, da der var mørkt. Men ellers tog det mig ikke lang tid at regne ud” sagde hun med et smil. ”Hvor har du dog været det sidste lange stykke tid?” jeg trak fortvivlet på skuldrene og ignorerede hende. Det her var flovt. Virkelig meget.

”Bare r-”

”Hallo! Hvad laver I?” Louis afbrød Riley og kom hen til os. ”Hvad ser I på? Os? Hvorfor?” spurgte han forvirret.

”July vidste faktisk ikke, hvem I var” svarede Riley. Louis så med et overrasket ud. Kunne hun ikke bare holde sin mund om det?

”Jamen har hun slet ikke lagt mærke til vores bodyguards eller fansene?”

”Åbenbart ikke. Hun var vist været helt væk” sagde Riley og så medliden på mig. Jeg så straks væk og stivnede. Det her skulle virkelig stoppe! Hvorfor havde jeg ikke lagt mære til det? Jeg havde virkelig været helt væk i den nar!

Jeg kunne stadig ikke komme over, at jeg ikke havde vidst, hvem de var. Det var da så åndssvagt! Men det var heldigvis glemt.

”Drengene er her” sagde Riley og smilede til mig. Nå, så nu var det også ’drengene’. Opfør dig ordentlig July! Det skal nok blive sjovt.

”Forhelvede Louis!” bandede jeg. Vi havde selvfølgelig kørt forkert. Jeg ved ikke, hvor mange timer vi havde kørt nu. Det var endda begyndt at blive halvmørkt, og vi var ude i ingenting. Vi havde overhovedet ikke været der, hvor det var meningen, vi skulle hen.  Louis var forfærdelig til at køre. Ikke mindst kørte han langsomt, men han var også helt vild med genveje, han ikke havde prøvet før. Den klump, altså.

”Jeg troede ligesom, at det ville gå hurtigere!” forsvarede Louis sig selv og kiggede bagud på mig, som sad ved siden af Niall. 

”Din plan lykkes” sagde jeg sarkastisk. Han vendte øjne af mig i bakspejlet, og jeg sendte ham et luftkys til gengæld.

”Så optimistisk man er, var?” spurgte han ligeså ironisk. Jeg trak bare på skuldrene og sendte ham en grimasse via bakspejlet. Vi kørte lidt videre i halvmørket i stilhed.

”Øh venner?” sagde Louis lidt efter. Hans stemme var forsigtig og ret skræmt. Vi kigger alle nysgerrigt på ham.

♦-----------------♦

Så kom kapitlet endelig! Jeg er ked af, at der gik så lang tid. Næsten to uger.. Det er jeg virkelig ked af. Men håber I kommer til at kunne lide det her! 

70 favoritlister!? Tusind tak! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...