Fix me and you ♦ [1D] ♦

Hvad gør man lige, når man tager sin elskede kæreste gennem tre år i at dyrke sex med en anden? En uge før deres 3 års dag? July er ulykkelig. Men hvad nu hvis der er en helt speciel dreng, der har oplevet det samme som hende?


- Tak til Anna MV. for det smukke cover!

99Likes
175Kommentarer
8097Visninger
AA

5. A little too much

Julys synsvinkel

Da jeg kom tilbage fra badeværelset, sad Riley og snakkede med fyren, der sad ved siden af os. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at der sad nogle ved siden af os. De stoppede begge med at snakke, da jeg satte mig. Fyren, der havde brunt hår og et smalt ansigt, kiggede smilende på mig. Men jeg kunne slet ikke få mine mundviger til at vende op af. Jeg ville gerne, men det duede bare ikke lige nu.

”July?” Riley fik mig til at vende hovedet mod hende med et spørgende blik, selvom mine øjne var gemt væk. ”Det her er Louis” sagde hun med et smil. Jeg nikkede langsomt og satte mig ned.

”Hej” sagde jeg hæst. Han så smilende på mig, og skulle til at sige noget, da der i det samme kom en lyshåret fyr hen til ham. Ham havde jeg heller ikke lagt mærke til. Hans hår sad strittende med voks. Han havde et par sorte bukser på og en hvid T-shirt. Han øjne bar et par solbriller, som man overhovedet ikke kunne ane noget igennem, selv hvis der havde været helt lyst. Hvorfor havde han solbriller på, når vi sad ude i mørke med aftenhimlen over os? Jeg havde i det mindste en grund. Jeg lignede et fugleskræmsel. Dybt seriøst.

”Niall” sagde Louis glad, inden den lyshårede fyr satte sig. Jeg havde allerede vendt blikket mod mit skød igen, hvor jeg lod tankerne løbe. Jeg gad ikke være social. ”Det her er July og Riley!” sagde han glad. Jeg kunne ane ud af øjenkrogen, at Niall hurtigt kiggede over på os. Om han smilede eller hvad han gjorde, opfangede jeg ikke.

”Jeg er Riley” sagde Riley og løftede en hånd. I det samme kom pigen med vores mad. Åh, ja! Endelig! Så skulle vi forhåbentlig ikke tale mere med dem. Jeg begyndte straks med min mad, og ignorerede Riley og Louis, som begyndte at snakke videre. Jeg opfangede ikke engang, hvad de talte om. Jeg var også fuldstændig ligeglad.

Om mit humør var blevet bedre? Spørg Riley. Det syntes jeg, men jeg var sikker på, at Riley var fuldstændig uenig. Jeg græd ikke så meget mere. Jeg var bare i rigtig dårligt humør.

”Hvad skal vi i dag?” spurgte jeg stille om, da jeg sad og ventede på vores hotelværelse fuldt påklædt. Riley var stadig på badeværelset. Jeg var ikke sikker på, hun overhovedet kunne høre mig, men jeg var nysgerrig for en gangs skyld.

Der lød et skramlende lyd, og lidt efter kom Riley ud med store øjne og et kæmpe smil på læberne. Hun stod med sin mascara i hånden, og kiggede på mig. Hendes ene øje var endnu ikke belagt med mascara og hun havde en ordentlig klat lige under det andet. Det så da meget interessant ud.

”Stillede du lige et spørgsmål?” spurgte hun glad. Jeg så underligt på hende og trak på skuldrene.

”Hmm” mumlede jeg bare. Hvorfor var det så vildt?

”Jeg ødelagde det lige, ikke?” spurgte hun irriteret og slog ud på armene, så hun tørrede en sort klat ud på den hvide reol med mascaraen. Jeg kunne ikke lade være med at smile igen, men lige så hurtigt det var kommet, lige så hurtigt forsvandt det igen.

Med et støn trampede hun ud på badeværelset og lukkede hårdt døren. Jeg ville bare gerne have af vide, hvad vi skulle..

En time senere kørte vi i en bus på vej et eller andet sted hen, som Riley ikke ville fortælle. Sikkert en af Paris’ særligheder. Jeg havde jo ikke været i Paris, så jeg ville da gerne opleve lidt. Riley havde ikke rigtig talt til mig. Hun var ualmindelig stille, hvilket ikke lignede hende. Jeg havde ikke turde spørge om noget andet, da jeg var bange for, hun ville flippe helt vildt meget ud igen.

”Så skal vi af!” sagde hun højt, og smuttede ud fra sædet og hen til midtergangen for at vente på bussen stoppede, hvilket den gjorde få sekunder efter. Jeg skyndte mig efter. Der var heldigvis køligere her, end der var på bussen. Det var dejlig forfriskende med de kølige vinstrøg.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg til sidst, da vi blev ved med at gå, og jeg til sidst blev for utålmodig. Riley mødte hurtigt mit blik, da hun vendte hovedet. Hun lod blikket glide ned i kortet, før hun pludselig stoppede op. Jeg brasede ind i hende, og var ved at snuble, men jeg reddede den.

”Vi skal lige møde nogle, inden vi skal til Louvre” svarede hun, imens hun kiggede op fra kortet og begyndte at se sig omkring. Møde nogle? Hvem? Vi kendte da ingen i Paris. Eller jeg gjorde hvert fald ikke og det troede jeg heller ikke, Riley gjorde. Men vi skulle da på Louvre. Så kunne jeg endelig se Mona Lisa.

Imellem tiden satte jeg mig på en grøn bænk ved siden af nogle kinesere, som sad med deres dyre kameraer og sludrede på deres uforståelige sprog. Der var smukt her. Det var sådan en plads med grus sten, og der var parker på begge sider med træer, som havde mistet bladene, men nogen af dem havde fået knopper og endda blade. Men der var rigtig flot alligevel. Vi havde næsten lige gået forbi et enormt springvand med stole hele vejen rundt. Jeg havde selvfølgelig taget et billede. Jeg tog faktisk hele tiden billeder. Mest for at få tiden til at gå, men også fordi det var rart at have billeder af det, man har besøgt i udlandene.

”Kom nu” mumlede Riley og trippede med højre fod. Jeg studerede hende lidt imens. Hun havde sat sit lysebrunlige hår op i en hestehale. Man kunne ane hendes sorte top og den grønne cardigan under hendes åbne mørkeblå jakke, som gik ned til lige over hendes knæ. Hun havde lavtaljede mørkeblå cowboybukser på og sine slidte mørkeblå converse. Hun bar selvfølgelig også en sølv halskæde med tre hjerter, som jeg havde givet hende engang. Hendes store blå øjne studerede nøje omgivelserne efter det, hun ledte efter. Der var spredt fregner udover hele hendes ansigt, men det var ikke ligeså mange, som jeg havde. Jeg havde altid hadet mine fregner. Lige indtil jeg begyndte at respektere dem. Jeg skulle trodsalt leve med dem for altid. Min storebror sagde altid, de klædte mig helt vildt godt, og han ville ønske, han også havde nogen. Åh, Chrisopher. Gud, hvor jeg savnede ham.

Jeg viftede hurtigt tanken væk med en let rysten på hovedet. Ikke nu. Det var ikke tid til at tænke på det nu.

”Så July, nu kommer de” sagde Riley begejstret og vinkede mig hen til hende.


♦------------------------------♦

Endnu et kapitel! 

Håber længden er ok? Hvad synes I ellers om den?

Jeg ved ikke, hvornår næste kapitel kommer. Nu er der jo skole, og jeg har en del skriftlige opgaver for, hvilket er ret øv.. Vi får 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...