The Animal Within Us

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2013
  • Opdateret: 11 maj 2013
  • Status: Igang
Har du nogensinde troet, at du så ting der ikke var virkelige? At kragen i træet blinkede til dig?
Eller, at mennesker gør dyriske ting, helt uden at andre ser det?

0Likes
0Kommentarer
135Visninger

1. CMTD

The Animal Within Us - kapitel 1.

 

Ikke noget under at jeg ikke engang kunne stå op.

Med CMTD, var det kun et spørgsmål om tid, før jeg ville ligne en krøbling...

Røret i halsen var ved at få mig til at kaste op, da jeg endelig vågnede. Intubering var noget fis. Og deres mening om at jeg faktisk var på vej i en koma - ej nu måtte de tage sig sammen!..

CMTD'en var ikke blevet konstateret endnu, eller det var hvad de sagde, da jeg vågnede for et par minutter siden.

Min mor sad ved siden af min seng, og vågede over mig som en høg. Min gud, hvor jeg hader hendes pokkers overbeskyttende personalitet.

Hun rejste sig, og jeg ville have gjort det samme - havde det ikke været for den manglende følelse i mine ben, da et team lægerne kom ind. Én af lægerne så medlidende på mig, men så hurtigt væk, da han opdagede at jeg så ham.

''Frøken Montenegro... Vi er kede af-'' startede en læge, ham der så ud til at bestemme. Men jeg afbrød ham, inden han nåede mere.

''Det er ikke for at være ubehøvlet, doktor, men hold nu kæft med at sige at i er kede af det. I virkeligheden er i fuldkommen ligeglade med, at jeg har CMTD. I prøver bare at virke mere menneskelige, ved at beklage. Så, cut the crap, og indrøm at jeg ikke kan gå, at jeg vil dø inden for et par år, og luk mig så ud af denne seng!'' Ja, jeg var vred. I flere måneder havde jeg haft muskelsmerter, og hver gang havde selvsamme læge som nu påstod at han var ked af det, sagt at jeg bare var hysterisk.

Lige nu, lignede han en der havde fået en stegepande i hovedet. Målløs og mundlam over min reaktion, nikkede han kort.

''som du vil. Det er det vi kalder Charcot-Marie-tooth Disease. Det er fremskredent, og inden for de næste par år vil dine evne til at gå forsvinde helt.'' Jeg kunne næsten høre hvordan min mor hev efter vejret for ikke at hulke højlydt.

''Der er ingen kur mod din tilstand. Vi kan give dig smertestillende, tilbyde dig genoptræning og fysioterapi, men andet kan vi ikke gøre. Vi er kede af-''

''Hold så kæft med jeres skide medlidenhed!'' nu råbte jeg det, og det var tuydeligt at jeg havde skræmt den unge læge der havde set medlidende på mig tidligere.

''ingen kur - fint. Hit med nogle krykker, og så er jeg smuttet.'' sagde jeg, men min mor rejste sig.

''Du går INGEN steder, før de har kigget på din hjerne!'' hun så strengt på mig.

''der er intet i vejen med hendes hjerne, fru Montenegro. Din datter har simpelt nok det vi kalder ADHD. Hun kan begynde på Retalin med det samme, og så er hun velkommen til at tage hjem.''

''Jeg skal ike på Retalin. Jeg skal ikke på noget som helst.'' hun fik sat mig op, og tvunget mit ben ud over sengekanten. Jeg tog den stok, som jeg var så vant til at gå med, og fik rejst mig.

''Frøken Monte-''

''hold så op! Jeg sagde nej. Og det er mit valg. I det hele taget, havde hverken min mor, eller i ret, til at snage i min hjerne. I skulle skanne mit ben. Ikke teste mig for freake-nurosis!'' knurrede jeg. De fattede det ikke. Fik jeg Retalin, ville alt stoppe. Alle mine ideer, mine syner, mine evner. Jeg skulle ikke på medicin, jeg skulle hjem og være i fred.

 

/ikke færdigt, men kommenter gerne/

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...