I will fly my dreams

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2013
  • Opdateret: 24 maj 2013
  • Status: Igang
Jeg vil skrive om billedet aeroplanes lavet af Ulrik Møller og give mit byd på hvad historien bag dette malerie er.

Hun er adskilt fra sin familie p.a.g af krig, men har ikke spildt sin tid, eftersom at hun havde boet hos en pilots famile og det er der hendes drømme om at se verden ovenfra og finde nye veje gennem skyerne starter.

1Likes
0Kommentarer
266Visninger
AA

2. Enden på det onde

 Enden på det onde var sket, freden havde sænket sig efter 4 år med krig og nervøse miner, havde det gode vundet over det onde. Tingene var dog ikke som de plejer at være alt var ødelagt, mange huse smadret og familier splittet rundt i hele landet. Jeg var selv en af dem, hvis familie var langt borte, men stadig tæt på, eftersom at de altid var i mine tanker og hjertet, hvilket gav mig mod til at se lysere på tingen. Jeg havde skrevet  det i brev, jeg gav til dem. Jeg havde parfumeret det, med den parfume, de gav til mig da jeg blev 10. Det ville give dem en bid af mig og så længe at duften, var stærk og frisk ville alting være okay. En pige har brug for sine forældre, ligesom at de har brug for en, da et tæt bånd er bygget imellem dem. Jeg så det så mange gange, den dag jeg blev sendt afsted 2 år før krigen var slut, det gjord ondt.  

Jeg havde fornøjelsen at bo sammen med en familie, som i dette tilfælde var venlige og søde. Men selvom at jeg havde det fint, gik jeg rundt hver dag, med en nervøs skygge dækket over mig. Jeg var langt væk fra mit hjem og mor og far og hver dag tænkte jeg på, hvordan de havde det og om at de stadig var der. Familien jeg boede hos havde en søn Han var langt over min alder, men ikke desto mindre var lige så godhjerte, som resten af familien og han var pilot. Han var dog ikke blevet sendt afsted i krig, efter som at han var alt for ung og ikke havde nok erfaring, men det holdte ham ikke tilbage med at opholde sig ude i laden dagen lang og betragte hans flyver og høre radio. Efter hvad jeg kunne se, siden at jeg altid sad i vinduet på mit værelse, var han meget stolt. En dag blev jeg inviteret ud for at se den og få at vide hvordan det hele virkede og hang sammen. Jeg kunne både høre og se, at han var stolt over at give sin viden videre og så selv til en pige, der ikke var gamle nok til at flyve, men Jeg suede alt til mig. Jeg kunne desvære ikke få en tur i den, selvom at han vildt gerne ville, så jeg kunne opleve , hvordan det er at flyve. Men krigen afholdte os fra at gøre det, da det var for risikabelt. Jeg ville dog gerne prøve at flyve rundt i sådan en og opleve verden ovenfra og finde nye veje gennem skyerne.

En dag kom han løbende en i huset, fuld af glæde og latter og jeg fattet ingen ting, det samme med familien. Han kunne næsten ikke få et ord indført, men da han langt om længe havde fået luft nok til det, sagde at krigen var ovre, som han havde hørt i radioen. jeg sad med stor øjne og kunne ikke tro mine egne øre, ligesom at jeg ikk kunne beskrive hvilken følse jeg havde og jeg kunne beskrive det med ord, jeg var fuldkommende lamslået af lykke. 

Tiden var inde til at sige farvel. Jeg virkelig var taknemlig for at de havde passet på mig i den svære tid og givet mig en anden oplevelse. Turen gik hjemad med tog en lang tur, hvor jeg så mange andre på min alder med glade ansigter og fuld af latter og med falg i hånden. Jeg var selv vildt spændt på at komme hjem og se om vores hus stadig var der og får at se om min far stadig var der, eftersom at han var sent afsted i krig. Tanken gav mig ondt i maven og jeg kunne mærke at tårene lige stille begyndte at falde, men intet var afgjort endnu. 

Jeg fandt ud af at jeg var faldet i en dyb søvn, eftersom at chauførren sagde at vi var fremme. Jeg kunne ikke vågne hurtigt nok, før jeg havde taget min kuffert og sprunget op og løbe ud til banegården og begyndte at kigge rundt. Der var meget trængt på stationen, jeg massede mig igennem folk og var ved at miste modet. Jeg begyndte at svede, tårene trillede ned, jeg trak vejret alt for hutigt, der gav mig ondt i maven og føltes som at jeg var ved at blive kvalt. Jeg kunne mærke en følse af nervøsitet sprede sig i kroppen oig jeg var fuldkommende færdig af tårre. Indtil "Posy herovre skat!!" Jeg vendte mig om og der stod de, som var sendte direkte fra himlen. Jeg havde smilebåndte helt op til ørene. Jeg løb direkte hen i deres favn og sagde, hvor meget jeg havde savnet dem og hvor bange jeg havde været. 2 år var lang tid og jeg var blevet 13. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...