Under den blide facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2013
  • Opdateret: 22 maj 2013
  • Status: Igang
Når man ser på byen ser den fin ud. Men naboerne leder en sekt, der går ud på at dræbe hver eneste barn når det når dets 13 års fødselsdag. 12 årige Anna, tager derud dagen før sin 13 års fødselsdag. Hun bliver blandet ind i sekten sammen med en anden dreng. Vil det lykkedes hende at flygte?

3Likes
1Kommentarer
546Visninger
AA

1. På en kantsten

Bilen drejede skarpt på kantstenen. Så skarpt at man skulle tro den var ved at vælte og dræbe den lille familie, og deres 12 årige datter, der også stod og balancerede på en anden kantsten. Den til teenagerårene. Og hun kunne snart ikke holde balancen mere, og hun var tættere end nogensinde på at skvatte ned i det helvede, hvor alt handlede om drenge og mode. Pigen havde trods alt, sagt at hun aldrig ville ændre sig. Men lad os nu se. Puperteten er en farlig ting. Især for små 13 årige piger, der knapt havde set 3 tallet i deres nye alder. 

 

Men hun stod stadig på kanten og kantstenen, og kunne balancere lige til i morgen hvor hun endelig skvattede, og teenagersjælen fik sin vilje. Og dog - Der var stadig 10 timer til hun trådte over grænsen, og skvattede ned, på vejen, og slog sit ben, for efterfølgende at blive kørt over af humørsvingninger. Så kom den store onde irritation og dræbte hende helt. 

 

Overaskende nok var det her noget hr. Andersen. Hendes far. Havde fundet på en af de tusindvis af noter, hans 12 årige datter i kedsomhed, havde givet sig til at skrive på. At den pige tænkte mærkeligt om sig selv, var både fascinerende og ja - underligt. Det ord kan vi ikke helt komme uden om. 

 

Døren gik op med et smæk, og en pige, med glat kastanjebrunt hår, og yndige brune øjne trådte ud. Hendes læsebriller balancerede på hendes smalle læse, og hun prøvede at følge med, i "Spillet der ændrede mit liv" samtidig, med at hun skulle undgå at træde i de mudrede vandpytter. 

 

Det gjorde at hun balancerede på to kantsten nu. Både fysisk, og i hendes egne tanker. Hun var netop nået til kapitel 49 hun agtede at læse færdigt, inden hun gik væk fra kantstenen, og dermed faren for at dunke hovedet ned i vandpytten, og den hårde asfalt. 

 

"Skat"

Moren bed i ordet. Hun vidste at hendes datter gik amok når hun blev sur. Hun blev både tit, og ikke tit sur, og ligenu var hun vidst en urolig blanding. Som en vulkan der ventede på at eksplodere.

 

Men hun havde brug for at komme væk fra byen, den stakkels pige, og Hannah Andersen, kunne aldrig finde på at nægte sin eneste øjesten noget, hvilket hendes mand kritiserede hende for. Det var som om, hun aldrig kunne sige nej, når hun for eksempel spurgte om et computerspil. 

 

"Dimitris, er lige ved at dø mor. Jeg skal se om Morgus når at redde hende, inde Ager gør det af med hende. Det er bare 5 sider endnu" 

 

Nogengange forstod Anna ikke hvad hendes datter talte om. Hun elskede science fiktion bøger over alt på den store jord, så hun havde omkring 6 nye serier med. Alle med indbydende titler, og overdrevne covers. At der var blod på var ikke en sjældenhed. 

 

"Anna.. Vi går ind nu.. Du falder ned i vandpytten, og så bliver din kjole beskidt"

Anna vendte sig irriteret om. Sendte et dræberblik, og forsøgte at binde sig ind i bogen på side 457. 

"Fuck den" hørte hun Anna sige irriteret, for den hule af en enkel bog, hun havde gemt sit ansigt i. 

"Du kan ikke bare sige Fuck den til alt Anna"

 

Nervøsiteten voksede hos Hannah, der overvejede at stikke hendes mand en lussing. Hun trippede, og så hvordan Anna balancerede som en ballerina på den lille alt-for-smalle kantsten. 

 

"Og hvorfor ikke det!"

Da Anna sagde det lød det ikke som et spørgsmål, men bare noget hun råbte når hun var sur. Der var en kant som den hun stod på af irritation i hendes stemme. Hun drejede hælen på en elegant måde, men flyttede sig ikke en centimeter for kantstenen. Hun drejede blot, og blev derefter stående, med bogen slået ind i ansigtet, og nærlæste et tilsyneladende nyt ord. 

 

"Fordi"

 

Anna sendte et tilfreds blik, som ingen kunne se, da hendes ansigt var skjult af en tyk pacemaker, hun nærlæste. Da hun drejede igen var Hannah ved at skrige. Hvorfor kunne Anna i det mindste ikke flytte sig. 

 

"Du kan vælte" udbrød Hannah rædselsslagen. Anna løftede bogen en smule, så man kunne se hendes øjne. Det første de gjorde var at sende et uintresseret blik. 

 

"Nå.. Det kunne du bare have sagt" spyttede Anna irriteret ud, og forsatte hen af gaden. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...