Under den blide facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2013
  • Opdateret: 22 maj 2013
  • Status: Igang
Når man ser på byen ser den fin ud. Men naboerne leder en sekt, der går ud på at dræbe hver eneste barn når det når dets 13 års fødselsdag. 12 årige Anna, tager derud dagen før sin 13 års fødselsdag. Hun bliver blandet ind i sekten sammen med en anden dreng. Vil det lykkedes hende at flygte?

3Likes
1Kommentarer
549Visninger
AA

2. Balletdanser

Anna havde lagt sin bog fra sig, men balancerede stadig afsted på den smalle kant af det hvide fortov. Himlen var hvid. Ikke grå. Ikke blå. Men hvid. Farvet af en røg, der steg op for de mange skorstene. Ellers vil det nok bare være gråt vejr, der ville gøre den dejlige dag en anelse deprimeret. Men sådan er det når man har fødselsdag den 16 oktober. Der er det altid gråt. Hun svingede på kanten, og det gav en lyd, som negle over en tavle.

 

Hendes hæle var høje. Ikke spidse som en pind. Men som en sko, med en klods på. En aflang klods. Det gjorde at den lavede små ridser hver gang hun drejede, hvilket hun gjorde ret tit. For hvorfor skulle hun lade vær. Det var da ikke hærværk vel?

 

Anna hev en note frem. Hun havde en hær af noter i lommen, som hun gjorde brug af når hun fik en fantastisk tanke. Hun vidste ikke hvorfor. Det var bare noget hun gjorde. Ligesom at nogen havde hoppebolde, havde hun sin lomme fuldt af noter. De hun havde skrevet på, smed hun væk, bare for at se hendes forældre desperat samle dem op.

 

Den krusede skrift samlede sig på papiret.

 

Jeg går på to klodser. Sådan nogen som børn leger med. Jeg går på klodser, på nogen sammenklistrede klodser, på kanten af dem, og jeg falder snart. 

 

Hun krøllede papiret, med et intenst suk, og smed det bag sig, og så hvordan hendes far greb ud efter papirkuglen, men knap en linje på.

 

Det gjorde de altid. De var så intresseret i hendes tanker at det var helt vanvittigt. Sygt. Men det eneste sted Anna gjorde modstand var på fortovet i hendes tanker. Men hun var så langt ude på kanten, at hun ikke kunne nå dem. Hun balancerede som nu. Som en ballerina.

 

Kjolen var mørkeblå og ikke lyserød, så det gav ikke mening. Hun var kun ballerina når hun havde lyserød kjole på. Og i morgen var hun det slet ikke mere. Hun var ikke et lille barn mere. Hun var heller ikke blevet voksen. Forventningerne steg. Hvis hun dog havde nogen at fylde dem på. Et eller andet. Andet end en bog.

 

Men bøgerne var de eneste der virkelig værdsatte hendes samvær. Som om de havde oplevet noget de ville fortælle til hende. Personer. Fiktive personer.

 

Der er ingen på gaden. Der er helt stille, og hun kan kun høre lyden af hendes hæle der klikker mod kantstenen. Det er en næsten behagelig lyd, hun værdsætter. Hun drejer og lyden bliver afløst af et intenst riv. Lyden river sig i gennem hendes øre, som en pil. Så begynder stilheden igen, kun afløst af små klik.

 

"Så er vi der"

 

Hannah bider sig i tungen.

 

Anna drejer på kantstenen endnu en gang. Hun ser mod huset, der ligner de andre. Lygtepælen kaster et spinkelt lys på det mørke fortov, som lyser svagt i det der måske er tåge.

"Her!"

 

Hannah nikker.

 

Anna går op til huset. Væk fra kantstenen, med bogen i venstre hånd.

 

"Du må hellere banke på.. Vi deler huset med en anden familie. De kommer fra Roskilde. De har en dreng på din alder. Daniel"

 

"Deler vi det?" spørg Anna endnu mere tomt.

 

Hun banker stille på, og forsætter så hårdere og hårdere. Anna begynder at føle sig irriteret, og overvejer at skrige eller sparke til døren, da den endelig går op, og en lyshåret dreng træder ud. Han er høj. Har blå øjne, og en meget mærkværdig enten norsk eller svensk accent i stemmen.

"De må være Anna Andersen"

"Ja"

Anna stirrer på ham, men undgår alt hvad hun kan at få øjenkontakt, ved at vende blikket vær gang han forsøger at holde den.

 

Hannah skubber Anna væk. En smule nervøst, trækker hun vejret. Det bliver til dybe indåndninger der samtidigt er så paniktiske at man kan høre hun er nervøs. Hannah skal lige lige til at sige noget, da Anna maser sig frem og afbryder hende.

 

"Og hvor er mit værelse så!"

 

Hendes stemme er forvrænget i irritation, og med en dyb stædighed i. Daniel er tydeligvis irriteret over hende, men prøver så godt som muligt at skjule det.

"Kom med mig"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...