Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1490Visninger
AA

13. Nordisk religion og tradition

Norden var indtil Jernalderen skriftløst, og det er derfor begrænset, hvad vi ved om den religion, der blev dyrket. Sikkert er det dog, at Solen i Bronzealderen blev dyrket som det centrale element i en frugtbarhedskult. Dette ser man afspejlet i Helleristningerne og fund som Solvognen, men hvilke myter man har fortalt, og hvad gudernes navne var, er ikke til at vide. Om Jernalderens religion findes der skriftlige kilder, men de stammer alle fra Middelhavsområdet og er skrevet på græsk eller latin. Ellers er der de senere beskrivelser i de nordiske sagaer, men fordi de sandsynligvis er blevet mundtligt overleveret igennem århundreder, inden de er blevet skrevet ned, giver de næppe udtryk for, hvordan religionen oprindeligt har været. Selvom kilderne fra Middelhavsområdet stammer fra samme tidsperiode, som religionen har udspillet sig, kan man heller ikke stole på dem. Religionen er blevet tolket ud fra forfatterens kultur, og gudenavne er ofte oversat til græske eller latinske navne. Dette skyldes, at forfatterne har skullet forklarer en fremmedartet verden til sin egen kultur, og det har været svært uden sammenligninger og oversættelser til kendte forhold.

 

Gravsætning og forfædrekult

 

I den ældre del af Jernalderen benyttede man ligbrændinger, idet man nok har ment, at sjælen blev frigjort fra kroppen ved at brænde den, hvorefter sjælen kunne rejse til dødsriget. Resterne samledes i en lerurne og blev begravet i et lille kammer i jorden. Ovenpå byggedes en lille høj af jord og/eller sten. Andre gange er de små høje bare bygget direkte oven på bålpladsen, hvor den dødes rester var blevet brændt. Nogle steder er der også fundet fugleknogler eller rester af fuglevinger i disse grave, og måske har fuglene vist vejen til dødsriget.

Omkring Kristi fødsel sker der en ændring i kulturen, vedrørende hvordan ligene skulle begraves. I stedet for at brænde ligene før bisættelsen, lagde man nu kisten direkte i jorden. Ligene lå altid på siden med hovedet mod vest; foran dem placerede man kar med forskellig mad og drikke samt redskaber og smykker, så de døde havde, hvad de behøvede på deres rejse. Ligesom i andre kulturer måtte man også have en charonmønt med sig i graven. Charonmønten var betaling til færgemanden, som sejlede een til dødsriget, og kunne have form af en mønt eller et lille stykke metal eller kostbart glas.


 

I Yngre Jernalder og Vikingetid dukker skibssætningerne op, og man kan vælge at se det som noget, der har afspejlet skibenes betydning i en tid med plyndringstogter – det antages i hvert fald, at det har symboliseret den båd, der skulle fragte den døde til dødsriget. En skibssætning er udformet som en spidsoval stensætning, der kan danne rammen om en grav inden for skibssiderne, eller som fungerede som mindesmærke for den afdøde.


 

For konger og høvdinges vedkommende blev rigtige skibe fyldt med gaver og ejendele, heste, dyr og våben. Man satte sejl på skibet og sendte det til havs. I andre tilfælde er skibene blevet begravet nær havet, med skibets stævn vendt mod havet, klar til at sejle af sted.

 

I den nordiske kultur spillede de døde en stor rolle for de efterladte slægtninge. Der findes flere eksempler i sagaberetninger, hvor levende slægtninge taler med de døde gennem åbninger i gravhøje, og det tyder på, at forfædrekulten nok var et centralt element i religionen og faktisk så vigtig for nordboerne, at den var et af de væsentligste stridspunkter, da kristenretterne blev indført. Arkæologiske fund peger i samme retning, og i blandt andet Syddanmark har man fundet gravkonstruktioner, der muliggjorde det at ofre til den døde. I forhold til navngivning spillede slægten også en stor rolle, da man ofte genbrugte navnet på en nyligt afdød slægtning, som man på den måde mente kunne leve videre i det nyfødte barn. Kilderne viser, at man forestillede sig, at de døde var en slags beskyttende ånder for slægten og sørgede for dens fremgang; men de fortæller også, at forholdet mellem døde og levende var blandet, da kontakten med dødsriget var potentielt farlig. Derfra kom der frugtbarhed og død. De afdøde slægtninge blev måske opfattet som en slags vætter eller fylgjer, der værnede om slægtens ejendom. Derfor blev den rituelle kontakt opfattet som livsnødvendig, hvilket kan være grunden til, at sådanne ritualer var i brug i afsides egne i Norden helt frem til moderne tid.

 

Gravpladserne blev opfattet som de dødes boliger og var derfor naturlige steder at opretholde forbindelsen til de begravede. En grav var også et særligt kraftfuldt sted, og de genstande, der lå derinde, var ligeledes kraftfulde; det er derfor blevet foreslået, at de tilfælde af gravåbninger, der er blevet konstateret i gravhøje, måske ikke er vidnesbyrd om gravrøverier, men snarere om, at man i lokalsamfundet har hentet disse kraftfulde genstande ud af højen. Åbningen af en høj var nemlig et så ressourcekrævende foretagende, at det umuligt kunne foregå ubemærket. Vi kender flere litterære eksempler på, at våben og lignende er blevet taget ud af en grav. En anden måde at mindes de afdøde på var med stenstøtter. En stens monumentalitet var i sig selv et virkemiddel, men ofte blev de også udstyret ned en indskrift. Det er en skik, der er opstået længe før Vikingetiden, og som bekendt er fortsat ind i kristen tid. Forfædrekulten kan have en integreret del af de store religiøse fester gennem mindeskåle. I flere kilder knyttes de til alfeblot (et blot er en offerhandling), der sandsynligvis var en slægtsorienteret højtid. Som det fremgår i min tekst om vætter, var alferne i sig selv knyttet til både frugtbarhed og død, og måske derigennem til forfædrene.

 

(Kilder: enchantedforest.dk, da.wikipedia.org )

 

 

Guder og Vætter

 

Nerthus

Kun fra den romerske antropolog Tacitus' værk ”Germania” fra omkring 100 år efter Kristus kender vi den nordiske frugtbarhedsgudinde Nerthus. Navnet er oversat til latin, så vi ved ikke, hvad hun er blevet kaldt i Norden, men formodentlig Nerþuz, eller måske som den oversættelse i bønnen fra min egen øjenvidneberetning: Nerthu. Hendes navn er nært beslægtet med guden Njord, som kendes fra den Nordiske Mytologi. Njord og Nerthus har så mange fællestræk, at der er blevet opstillet teorier, hvor Njord og Nerthus oprindelig har været to aspekter af den samme guddom, som altså enten har været hermafrodit eller i stand til at skifte køn. De kan så senere have udviklet sig til at være blevet et søskendepar. Da Nerthus ikke kendes fra andre kilder, og Njord først bliver beskrevet i eddaerne, som først bliver skrevet tusinde år efter ”Germania”, kan man dog ikke med sikkerhed vide noget om forholdet mellem de to. Måske er Nerthus den søster, Njord var gift med i Vanaheim, og altså mor til Njords børn Freja og Frej. Den islandske sagadigter Snorri Sturluson skrev nemlig i Ynglingesagaen, at broder-søster-ægteskaber var udbredte hos vanerne, men ikke accepterede hos aserne, hvor det var blodskam. I så fald skulle Nerthus være gudinde for agerbrug, som modstykke til Njord, der var gud for havet og fangsten på havet.

Med tiden skulle børnene have overtaget forældrenes roller. Dyrkelsen af Frej og Freja var nemlig i Vikingetiden meget mere udbredt end dyrkelsen af deres forældre, hvor Njord indtager en tilbagetrædende rolle, og moderen slet ikke er nævnt ved navn. Men hvem ved?

 

Nerthus har måske været den eneste dyrkede gud hos de nordgermanske stammer, som Tacitus beskrev, eller måske har han kun lagt vægt på den kvindelige del af gudsforholdet, hvorimod den mandlige del har overlevet i myterne. Ellers er det muligt, at guddommen har skiftet køn siden Tacitus beretning, eller at han har misforstået kønnet. Hvad han skriver om Nerthus er:

 

”Der er intet bemærkelsesværdigt om nogen af disse stammer ud over deres fælles dyrkelse af Nerthus, det vil sige Moder Jord. De tror, at hun interesserer sig for menneskenes gøremål og at hun færdes blandt dem. På en ø ude i havet er der en hellig lund, hvor der holder en hellig vogn dækket af et klæde. Kun én præst er det tilladt at røre den. Han kan fornemme gudindens tilstedelværelse, når hun er dér i sin helligdom, og han følger hende med stor ærbødighed, når hun trækkes af sted af køer. De steder, hun vælger at ære med sin tilstedeværelse og tage ophold, fejres det som en festlig højtid: Ingen drager i krig, ingen løfter våben – faktisk lægges alle våben bort. Kun da kendes fred og ro, og de prises indtil gudinden, træt af menneskers selskab, føres af samme præst tilbage til sit tempel.”(Kilde: da.wikipedia.org).

 

Efter at hun blev ført tilbage til sin ø, skulle vognen, klædet og hun været blevet afvasket af trælle, som straks efter blev slugt af søen. Det, at hun har vognen som kulturredskab, gør, at hun har endnu en lighed med Freja. Dog blev Frejas vogn trukket af katte og ikke køer. Den omtalte ø ude i havet er man ikke sikker på, men i Danmark tolkes øen ofte som Sjælland eller Fyn; det kan også have været på Als, som man dengang mente var tættest på gudernes land, og derfor er der mange gravhøje på Als, hvor konger fra Fyn, Sjælland og Jylland er begravet, så de ikke havde så langt til Valhal.

 

Vaner

En vigtig begivenhed i den nordiske mytologi er krigen mellem aser og vaner, som ifølge myten skulle være den første krig i verden. En teori bygger på, at den mytologiske krig i virkeligheden er en erindring om en historisk krig, hvor et asedyrkende folkeslag indvaderede og undertvang et andet folk, som dyrkede de gamle frugtbarhedsguder – vanerne. Denne teori er nu af de fleste forskere blevet afvist, men krigen kan også have været et symbol på et religionsskifte, hvor dele af den gamle tro altså har overlevet i den nye. Der kendes ikke nogen sammenhængende beretning om krigen, men der findes fragmenter af den i Ældre Edda (digtsamling fra Middelalderen, som indeholder fortællinger fra nordisk mytologi og nordiske heltesagn). Krigen startede, fordi sejdkvinden (se Vølven s. ) Guldveig kom til Asgård, hvor hun gik fra hus til hus og tilbød at spå; men hvor end Guldveig kom, fyldtes folk af begær efter både guld og kærlighed, derfor besluttede aserne, at de ville dræbe hende, så hun ikke kunne forstyrre freden. De spiddede hende, men da dette ikke slog hende ihjel, brændte de hende tre gange. Dette dræbte hende heller ikke, dog vendte hun herefter hjem til Vanaheim. Vanerne blev meget vrede, da de hørte, hvordan aserne havde behandlet Guldveig, og de besluttede at tage hævn. Små sejre faldt til snart aserne, snart vanerne, men krigen endtes ikke ved en stor sejr til den ene side. Krigen gjorde skade på både asernes og vanernes land, og da begge sider blev trætte af dette, mødtes de for at finde en fredelig løsning.

Da krigen sluttede, blev det aftalt, at man skulle udveksle gidsler for at overholde våbenhvilen, og hver side skulle derfor give deres klogeste medlem til den anden. Begge sider endte dog med at snyde hinanden; vanerne, fordi den klogeste blandt dem var en kvinde, og de vidste, at aserne ikke ville acceptere det bytte; i stedet spyttede alle vanerne i en krukke, som blev forvandlet til Kvaser, der sammen med Njord, Frej og Freja blev sendt til Asgård.

 

Aserne ville ikke gå af med deres klogeste, for det var Mimer, og han var Odins bedste rådgiver. Så de snød vanerne ved at omskabe en høne til manden Høner, som ganske vist var god og vis, men kun når han havde Mimer til at råde sig. Vanerne blev vrede over, at de havde givet deres bedste mænd og Freja i bytte for Høner og endte derfor med at hugge hovedet af Mimer, som de sendte tilbage til aserne, der balsamerede det og placerede det ved Mimers Brønd, så Odin stadig kunne få Mimers råd.

 

De vaner, vi kender, er alle frugtbarhedsguder, enten havets, jordens eller guder for den menneskelige frugtbarhed. De guder, man med sikkerhed ved, er vaner, er dem, som boede i Asgård sammen med aserne, altså Njord, Frej, Kvaser og Freja. Desuden er også troldkvinden Guldveig, som var skyld i krigen mellem aser og vaner, en vane. Vanerne stod under aserne, hvilket ifølge Snorre Sturlason skyldtes deres egen dumhed efter fredsslutningen med aserne.

 

 

Njord

I de overlevende fortællinger om Njord optræder han som en biperson, der oftest ses sammen med Frej eller sin hustru, jættekvinden Skade. Ægteskabet med Skade er ulykkeligt, fordi de er så forskellige; Skade kan ikke lide at bo i Njords bolig Noatun (Skibshus) ved havet, fordi hun hører til i fjeldene. Den eneste grund til, at de er gift med hinanden, er, at guderne slog Skades far Tjasse ihjel, og som skadeserstatning giver de hende lov at vælge en ægtemand blandt guderne. På een betingelse: Skade må kun vælge ved at se på gudernes fødder. Da Skade har udset sig den smukke Balder, vælger hun guden med de smukkeste fødder, hvilket viser sig at være Njord. I de islandske sagaer er Njord blevet knyttet til havet og kysten, men østnordisk materiale viser, at han her er blevet knyttet til frugtbarheden i indlandet.

 

I Norge findes ”hellige hvis stene”, som er tilhuggede fallosformede sten, der er dateret til mellem 400 og 600 efter Kristus. Alderen gør, at de kan være levn fra en frugtbarhedskult med Njord som center. De er alle lyse, hvilket derfor må have spillet en rolle i modsætning til størrelsen, som har varieret stort. I hvert fald bliver de ofte opfattet i forbindelse med vanerne, fordi fallosdyrkelse som regel er knyttet til frugtbarhed. Desuden forekommer de ofte i nærheden af lokaliteter, hvor Njord indgår i stednavnet, og gravpladser og døden er emner, som ikke sjældent forbindes med frugtbarhed. Før Vikingetiden har dyrkelsen af Njord været ret udbredt. Det ses på de mange stednavne, hvori hans navn indgår. For eksempel betyder Nærum ”Njords Hus”.

 

 

Frej

Frej betyder ”herre”, og da han blev sendt til aserne, fik han Alfheim som sin bolig og blev dermed alfernes herre. Han har været en meget vigtig frugtbarhedsgud, fordi han som vejrgud var herre over, hvor god høsten blev. Det fortælles også, at han aldrig betyder ulykke for kvinder og frigiver dem, som er fanget. Han rider på den gyldne galt Gyldenbørste og ejer skibet Skidbaldner, der altid har vinden med sig, har plads til alle guderne og alle deres ting, og som kan blive så småt, at det kan være i en pung eller lomme. Loke vandt skibet til ham i et væddemål. Kultfigurer fremstiller ham oftest med en stor fallos, og dyrkelsen af ham har haft et seksuelt præg. Lige som Njord findes der stednavne og dermed tegn på dyrkelse af Frej, især i Norge og Sverige. I Danmark finder man stederne Frøsmose ved Ringsted samt Frøsbjerg og Frøshøj. Da navnet 'Frej' betyder herre, er der nogle steder tvivl, om stednavnene er tilknyttet Frej.

 

Freja

Ligesom sin broder var Freja en vigtig guddom for frugtbarhed, og ligesom hans navn betyder ”Herre”, betyder Freja ”Frue”. Hvis man henvendte sig til hende med bøn, var det dog i stedet for god høst, kærlighed, menneskelig frugtbarhed og i visse tilfælde materiel rigdom, man bad om.

I stedet for en galt har hun en vogn trukket af katte. Ud over at være kærlighedsgudinde var hun også knyttet til krig, sejd og profeti; hun har nok været de jordiske vølvers guddommelige forbillede. Det var Freja, der lærte Odin og aserne at sejde, og på grund af hendes tilknytning til sejd, guld og begær er der flere, der mener, at hun er identisk med Guldveig.

En anden gudinde, hun sammenlignes med, er Odins hustru Frigg, hvis navn hun er etymologisk beslægtet med. På sydgermansk var Frigg kendt som Frija eller Frea, hvilket jo minder enormt meget om Freja. Disse navne er afledt af det protogermanske Frijjō, der igen er beslægtet med prīyā΄ fra sanskrit, der betyder ”hustru”. Navnet er også beslægtet med ”at fri”, fra moderne dansk, og med det islandske ord ”frjá”, der betyder ”at elske”. Friggs navn betyder altså ”kærlige/elskede/hustru”, hvilket tyder på, at hun oprindeligt har været aseslægtens kærlighedsgudinde. Selvom Freja var gudinde for frugtbarhed og kærlighed, endte hendes eget kærlighedsforhold ulykkeligt. Hendes mand Od forsvandt fra hende, og det siges, at hendes længselstårer er af det pureste guld. Nogle mener, at Od er et aspekt af Odin, og hypotesen bygges på lighederne mellem deres navne og spor i andre mytologiske tekster, der tyder på seksuelle relationer mellem Freja og Odin.

 

Jætter

Jætterne er i mytologien knyttet til naturen og de vilde, utæmmede naturkræfter, som for eksempel sne, kulde og ild. Ordet 'jætte' stammer fra 'jotunn' (på gammeldansk 'iatun' eller 'iotun') og betyder 'grovæder'.

Jætterne bor i Jotunheim eller Udgård og optræder i mytologien som gudernes modstandere, men det tyder ikke på, at de oprindeligt er blevet opfattet som entydigt onde; de kunne ligesom den livgivende og destruktive natur både være hjælpende og skadende for mennesker og guder. Det er heller ikke ualmindeligt, at guder og jætter gifter sig eller får børn. Jætterne kan være alt fra utroligt smukke til store og grimme og har nogle gange også flere hoveder.

 

Ymer

Ymer blev skabt, dengang verden ikke eksisterede, men kun det kolde Niflheim i nord og det varme Muspelheim i syd fandtes. Imellem disse var tomrummet Ginnungagab. Isen fra Niflheim strømmede nu ned i tomrummet, hvor den mødte Muspelheims ild. Isen smeltede og dryppede ned og dannede Ymer. Det blev ved med at dryppe, og herved opstod urkoen Audhumbla, som Ymer diede ved. Audhumbla slikkede saltet af klipperne, som blev til jætten (eller mennesket) Bure, asernes forfader. Mens Audhumbla slikkede på stenene, faldt Ymer i søvn og begyndte at svede. Fra hans armhule fødtes nu en mandlig og en kvindelig jætte, og hans ene fod avlede en søn med den anden. Det var også nu, at Bure sprang ud af klipperne. Bure avlede sønnen Borr, som sammen med jættekvinden Bestla fik sønnerne Odin, Vile og Vé – de første aser. Aserne dræbte Ymer, og hans blod oversvømmede alt og blev til verdens have, som druknede næsten alle jætterne, undtagen dem som sejlede væk i Ymers hånd. Ud af hans krop skabte de verden: Hans knogler blev til bjergene på jorden, tænderne til sandet og stenene, håret blev til skovene, hjernen til skyerne og hjerneskallen til himmelvælvet.

 

Mimer

På trods af Mimers tætte tilknytning til aserne og Odin er det ikke særlig meget, man ved om ham. Han skulle efter sigende være en jætte, men i så fald står han aserne meget nær, da han er den, der må tage med vanerne under udvekslingen efter den første krig. Dette betyde, at han er blevet regnet for en af aserne.

 

Loke

Selvom Loke er søn af jætterne Farbaute og Laufey, bliver han betragtet som en af aserne og bor i Asgård, fordi han har blandet blod med Odin. Han beskrives som smuk af udseende, men er psykologisk set en meget kompliceret karakter. Hans mytologiske funktion beskrives af forskere som tricksteren, da han er den mest lumske af guderne; denne mytologiske figur er ofte i stand til at skifte skikkelse, hvilket også er tilfældet med Loke: Han har en sæk med dyrehamme og kan skifte køn. Hans relation til de andre guder varierer; han spiller dem gerne puds, men optræder også som gudernes hjælper og redder dem ud af problematiske situationer.

Den australske religionsforsker Margaret Clunies Ross mener, at myterne kan forstås i kronologisk rækkefølge. I begyndelsen er han gudernes støtte og hjælper og redder dem ud af adskillige kriser med sine mere destruktive jættekræfter. Efterhånden udvikler han sig til gudernes modstander i takt med, at han ser sin egen slægt blive snydt og bedraget. Derfor får han den blinde Høder til at skyde Balder med en pil, lavet af mistelten, som er det eneste, der kan dræbe Balder. Herefter stiller Loke sig i spidsen for jætterne ved Ragnarok som hævn for slægten.

 

I kosmologisk sammenhæng er der enighed om, at han skal betragtes som et symbol på gudernes afhængighed af jætterne. I overført betydning: menneskets totale afhængighed af naturkræfterne.

Han, Thor og Odin er de guder, som optræder oftest i myterne, hvilket understreger hans vigtighed i det mytologiske system. Han er far til dødsgudinden Hel, Midgårdsormen, Fenrisulven, Odins ottebenede hest Sleipner, og med sin kone Sigyn har han sønnerne Vale og Narfe.

 

Da aserne opdagede, at Loke både var skyld i Balders død, og at han var den, der havde forvandlet sig til konen Tøkk, der nægtede at græde for at få Balder tilbage til livet, begyndte de at forfølge ham. Men han flygtede til Franangerfossen, hvor han byggede et hus med et vindue eller en dør til hvert verdenshjørne, så han kunne holde øje med, om aserne var på vej. Da han så dem komme, forvandlede han sig til en laks i elven; men den vise vane Kvaser fandt ud af, at laksen var Loke, og derefter forsøgte guderne sig med at fange ham med net. Loke sprang over, men Thor endte med at få fat på ham med sine bare næver. Derefter spærrede de Loke inde i en hule, og efter at have forvandlet Lokes ene søn til en ulv og fået ham til at sønderrive sin bror Narfe blev Loke bundet til tre klippestykker med Narfes tarme, for at han ikke skulle kunne bryde sine lænker. Njords hustru Skade anbragte en giftslange over Lokes hoved, så giften kunne dryppe ham i ansigtet; men Lokes hustru Sigyn holder en skål under slangen. Når skålen er fuld, må hun tømme den, og da rammer giften Loke, som ryster, så hele jorden skælver, og det er det, der kaldes jordskælv.

 

Hel

Hel er datter af Loke og jættekvinden Angerbode. Hun hersker i dødsriget Helheim, som menes at have været et fælles opholdssted for alle døde oprindeligt. Senere er Odins bolig Valhal ('de slagnes hal') og Frejas hjem Folkvang ('kampplads') blevet steder, hvor alle de sjæle, der er døde ærefuldt i kamp, kom hen. Det olddanske ord Hel er blevet overtaget af Kristendommen. På engelsk er det især tydeligt, hvor Kristendommens helvede kaldes Hell. Hel beskrives som halvt blåsort og forrådnet som et lig, og halvt kødfarvet som et levende menneske – altså halvt død og halvt levende.

Det var guderne, som tog hende ud af hendes moders haller og kastede hende ned i Niflheim, hvor hun fik sit rige. Hun fik magt over de ni verdener (dette tolkes som, at hun fik magten over de døde i de ni verdener), således at hun kunne vise de døde deres endelige opholdssted. Hels sal i Helheim hedder Den Regnvåde, dørtrinnet derind hedder Snubletræet eller Faldende Fare, hendes fad hedder Hunger, og hendes kniv hedder Sult. Hendes seng hedder Kör, som betyder 'sygeleje', og dens forhæng hedder Mareridt eller Broget Ulykke. I historien om Balders død, fremstår Hel som en kold, bitter kvinde og hun er ikke meget for at give Balder fra sig, hvilket hun i sidste ende heller ikke gør, på grund af sin far Loke.

 

Aser og Asynjer

 

Odin

Odin er den højststående gud i Asgård. Hans bolig er Valhal, hvor han sidder på højsædet Lidskjalv, med sine to ravne Hugin og Munin på skuldrene. Ravnenes navne betyder Tanken og Mindet, og de ser og hører alt i hele verden, og således kender Odin til alt, hvad der sker.

For hans fødder ligger to ulve, Gere og Freke, hvis navne begge betyder grisk og grådig.

Hans ottebenede hest Sleipner er den eneste hest, der kan springe over gærdet til Helheim.

Odins eget navn betyder manisk eller eksalteret.

 

Odin hængte sig selv i Yggdrasil i ni dage og ni nætter, imens han var gennemboret af et spyd, for at lære runer. Odin er derfor forbundet med galgen, og hans ofre er ofte hængte. Hans tilnavn er Hángatýr – De Hængtes Gud. Adam af Bremen beretter om en stor blotfest i Uppsala, der blev afholdt hvert niende år. Her blev både trælle og dyr hængt fra træernes grene. Hvis man blev ofret til Odin, gav det adgang til Valhal, på linje med døden på slagmarken.


 

Vile og Ve

Brødrene Odin, Vile og Ve var de første aser, og det var dem, der skabte verden af urjætten Ymers krop.

Det var også dem, der skabte de første mennesker af to træstammer, de fandt en dag, de gik langs stranden. De kaldte manden Ask og kvinden Embla (formentlig af ask og elm). Odin gav nu de to mennesker ånde og liv, Vile gav dem forstand og førlighed, og Ve gav dem evnen til at tale, se og høre.

 

Derefter gav de tre aser menneskene deres egen verden, hvor de kunne leve i fred for jætterne. Dette sted kaldte de Midgård.

 

Navnet Vile betyder muligvis 'vilje' eller er en afledning af det germanske ord wih, der betyder 'at kæmpe'. Ve betyder 'Den Hellige'.

 

Thor var Odins ældste søn og gift med asynjen Sif. Han beskrives som rødhåret og blåøjet. Som hans navn antyder det, var han tordengud og vejrgud, men han optræder også som krigsgud i sjældne tilfælde. Han står for opretholdelsen af samfundet i og med, at han bekæmper civilisationens fjender: jætterne.

Det er, når han kører over himlen i sin vogn, trukket af bukkene Tanngnjost og Tanngrisner (som betyder den tandgnissende og mellemrummet mellem tænderne), og kaster sin hammer Mjølner mod jætterne, at det tordener.

 

Balder er søn af Odin og Frigg og beskrives som den smukkeste og mest elskede af alle guder. Han har sammen med sin hustru Nanna sønnen Forsete.

Balder er hovedpersonen i den nok mest kendte myte ”Balders Død”, der indleder de begivenheder, der i sidste ende førte til Ragnarok. Myten omhandler Balder, som drømte, at der vil ske ham noget forfærdeligt og derfor blev meget urolig og talte om dette med sin mor. For at berolige sønnen gik Frigg derfor ud for at bede alt i hele verden om at love aldrig at skade Balder. Og det lovede alle væsner, planter og våben. Guderne fik derfor den idé at prøve det og begyndte derfor alle at kaste våben imod ham, som alle prellede af.

 

Den forræderiske Loke spurgte nu Nanna, om der ikke var noget eller nogen, hun ikke havde spurgt – en lille ting hun måske havde glemt? Nanna tænkte og kom i tanke om den lille mistelten, som ikke engang kan vokse af sig selv, og som hun derfor havde fundet for harmløs til at spørge.

Loke fremstillede en pil af misteltenen og sagde til Balders blinde broder Høder, om han ikke også skulle være med. Det sagde Høder ja til, og Loke lagde misteltenpilen på buen; da pilen ramte Balder, prellede den ikke af på Balder, ligesom alle de andre våben, men trængte i stedet igennem hans hjerte og dræbte ham.

Aserne blev ude af sig selv af sorg og forfærdelse, og Odin drog derfor til Hel og bad hende om at give Balder livet igen. Det var Hel naturligvis ikke meget for, men hun gik med til, at hvis guderne kunne få alt og alle til at græde for Balder, kunne de få ham tilbage.

Så gik guderne rundt og fik alt til at græde for Balder, men Loke ville ikke have Balder tilbage og omskabte sig derfor til jættekvinden Tøk, som nægtede at græde andet end tørre tårer for Balder, som derfor var dømt til at blive i Helheim indtil Ragnarok.

 

Diser

Diserne menes at have været en form for frugtbarhedhedsgudinder, men i myterne optræder de som en gruppe overnaturlige kvindelige ånder, som både kunne være værne- eller følgeånder for slægten eller ånder af afdøde; men først og fremmest er de blevet knyttet til skæbnen.

 

Nornerne var de tre fremtrædende diser, hvis opgave det var at spinde skæbnetråde for hvert menneskeliv og vande Yggdrasil, så det holdt sine blade grønne. De sad ved Urds brønds mælkehvide vand, der flød for enden af Yggdrasils ene rod. Man kan opfatte nornerne som personifikationer af selve tiden og dens ubønhørlige gang. Blandt tydningerne af ordet "norne" har været "vride", "vende", måske som et (tids)hjul, der drejer rundt. Det kan imidlertid også stamme fra et ord, der betyder "at flette", hvilket henviser til deres rolle, som dem, der fletter skæbnens tråde.

Nornernes navne var Urd, Verdande og Skuld, som kan oversættes til fortid, nutid og fremtid.

 

Valkyrier var ifølge kilderne de ånder, der udpegede hvilke krigere, der skulle falde i kamp, og som fulgte disse til efterlivet i Valhalla, hvor de også opvartede krigerne. De skildres som frygtindgydende og bevæbnede kvinder til hest. Ordet valkyrie betyder ”Vælgere af de faldne”.

 

Fylgjerne var de ånder, der var knyttet til en person eller slægt, som de værnede over og, som deres navn antyder, fulgte. De kunne både være usynlige og optræde i dyreskikkelser.

Synet af en af disse værneånder varslede en snarlig død.

 

Vætter

Den nordiske folketro omhandlede ikke kun guder og jætter, men også en hel masse uspecificerede kollektive væsner og lavere guddomme, kaldet vætter. Ordet vætte er egentlig bare et gammelt ord for ”væsen”. I kilderne optræder de som regel som værneånder for for eksempel en gård og dens omkringliggende jorder. De bosatte sig gerne under menneskenes boliger, og deres tyvagtige og hævnende natur gjorde, at det var en god idé at holde sig gode venner med dem. De blev forbundet med sygdomme, død og ulykker og kunne gøre sig selv usynlige og forvirre folks syn, men hvis man var god ved dem, kunne de også gavne og skabe frugtbarhed.

Selvom de oprindeligt hørte til den hedenske mytologi, er de som bekendt blevet dyrket langt op igennem historisk tid ved siden af Kristendommen, og i dag vil de fleste nok associere dem med nisser. Dværge og alfer regnes som regel ind under vætterne, men troldene adskiller sig fra dem, fordi de ikke har deres boliger i nærheden af menneskene.

 

Dværgene optræder hyppigt i myterne fra Nordisk Mytologi. De er blandt andet med i skabelsesberetningen, hvor de fire dværge Nordre, Søndre, Østre og Vestre blev sat i hver sit verdenshjørne for at holde Ymers hjerneskal oppe, som blev den hvælvende himmel. Dværgene bliver regnet for hårdtarbejdende håndværkere, der især beskæftiger sig med smedning og metal. De optræder også i myten om Freja, og hvordan hun tilegner sig smykket Brisingammen ved at sove en nat med hver af de fire dværge Alfrigg, Berling, Dvalin og Grerr – også kaldet brisingerne.

 

Alferne var tilsyneladende delt op i to grupper: mørkalferne - eller svartalferen - og lysalferne.

Svartalferne minder om dværgene, mens lysalferne har mange ligheder og paralleller med vaner og aser. Eventyrsamleren Jacob Grimm påpegede, hvordan Aser og Alfer i flere tilfælle kobles sammen i Ældre Edda, men i hvert fald en del af alferne adskiller sig fra guderne, ved at være underjordiske.

 

De Ni Heimar – Den nordiske kosmologi

Ifølge Yngre Edda er Jorden i den Nordiske Kosmologi opdelt i ni ”heimar” (hjemland eller verdener), som efter sigende skulle være placeret i tre forskellige niveauer. Man har forestillet sig, at Asgård lå midt i eller over Midgård, men uden at det var muligt for menneskene at komme dertil. Midgård var omgivet af hav, og i havet lå Midgårdsormen. På den anden side af havet lå jætternes Udgård. Hel lå i Niflheim, ”nedaf og mod nord” (kilde: enchantedforest.dk ), og som Niflheims modsætning lå Muspelheim selvfølgelig i syd. Det er alligevel svært at forstå, hvordan man har forestillet sig, at verdenerne var placeret i forhold til hinanden.

 

Når man prøver at forstå jernaldermenneskets verdensbillede, er det vigtigt at tænke på, at de næppe har vidst, at Jorden er rund, men har forestillet sig at verden var flad.

 

Hvert ”heim” udgør et rige for hver slægt:

 

Det højeste/centrale niveau:

Asgård – Asernes Hjem

Vanaheim – Vanernes Hjem

Alfheim – Alfernes Hjem

 

Det mellemste niveau:

Midgård – Menneskenes Hjem

Nidavellir – Dværgenes Rige

Svartalfheim – Sortalfernes Hjem (Svartalfheim og Nidavellir er muligvis det samme sted)

 

Det nederste/yderste niveau:

Jotunheim/Udgård – Jætternes land

Muspelheim – Ildjætternes land

Niflheim – Isjætternes land, hvor også Helheim ligger, derfor kaldes Niflheim også Niflhel.

 

Asketræet Yggdrasil vokser igennem alle verdenerne, og dets rødder ender ved tre brønde: Hvergelmer, Mimers brønd og Urds brønd. Ved kilden Hvergelmer gnaver dragen Nidhugg i Yggdrasils dybeste rod. Ved Mimers brønd i Jotunheim står den kloge Mimers balsamerede hoved; og ved det mælkehvide vand i Urds brønd i Asgård spinder Nornerne skæbnetråde.

I Yggdrasils krone springer de fire hjorte Dain, Dvalin, Dunør og Duratro rundt og spiser af træets blade. I toppen sidder en stor ørn, som med sit vingefang skaber vinde i de verdener, hvor vind findes, imellem dens øjne sidder den hvide høg Vejrfølner. Ørnen og drageslangen Nidhug skændes, men da Ørnen sidder i Træets øverste grene, og Nidhug snor sig om den ene rod, har de brug for en budbringer. Budbringeren er egernet Ratatask, som løber op og ned ad stammen og gentager dyrenes ukvemsord for hverandre. Hver dag holder guderne ting under Yggdrasil.

 

 

(kilde: da.wikipedia.org, torshammer.dk, enchantedforest.dk, denstoredanske.dk)

 

Vølven

 

Vølve er en betegnelse for en kultledende kvinde. I sagaen om vølvens spådom vækker Odin en død vølve til live for at bede hende om at gøre rede for fremtiden; hendes kræfter har altså været så store, at de har overgået Odins. Ordet ”vølve” er afledt af det norrønske ord ”vǫlr”, der betyder stav. Staven var vølvens kulturredskab og er nok blevet brugt, når hun har vandret rundt i landet med sine hjælpere. Alternative betegnelser for en vølve er spå- eller sejdkone, og hvis det drejede sig om en mand, en sejdmand.

Vølven blev tillagt evner som spåkone og sejdmagerske og skulle efter sigende have været i stand til at fremmane og styre vejret. De havde en enormt autoritær rolle i samfundet, hvor de nok er blevet frygtet for deres store kræfter, og man kan i digtet Hávamál læse en advarsel om ikke at indlede et seksuelt forhold med en sejdkyndig kvinde, fordi man så kunne blive tryllebundet af hende eller blive syg. Vølven har altså haft rygte for at være en forførerske, i hvert fald i visse tilfælde, og fund af aphrodisiske stoffer i en vølvegrav ved Fyrkat i Nordsjælland viser, at der måske kan være noget om det. Kærlighedsgudinden Freja, som er knyttet til sejd og et forbillede for vølverne, bliver også i flere myter fremstillet som seksuelt løssluppen. Det er måske, fordi sejd-hvervet har været knyttet til kvindekønnet og dets seksualitet, at sejdudøvende mænd blev set ned på. Disse mænd risikerede ligefrem at blive dræbt eller tortureret til døde. I digtet Lokasenna håner Loke Odin for at have praktiseret sejd, hvilket bliver kædet sammen med seksuelle perversioner.

 

I Erik Den Rødes saga findes en meget detaljeret gengivelse af vølven Thorbjørgs klædedragt. Ud over at hun havde sin messingstav, var hun klædt i en blå kappe, som var pyntet med sten fra øverst til nederst; om halsen havde hun perler af glas, og på hovedet havde hun en sort lammeskindshue, foret med hvidt katteskind. På hænderne havde hun hvide katteskindshandsker. Om livet hang et bælte med en taske, der indeholdt hendes redskaber. På fødderne havde hun kalveskindssko med lange snørebånd med tinknapper. I det hele taget en meget dyrebar dragt, der viser hendes høje plads i samfundet. Det, at hun er klædt i katteskind, tyder på, at katten dengang var knyttet til trolddom, hvilket forklarer den kristne myte om heksens kat. Det forbinder også vølven yderligere til Freja, der har en vogn trukket af katte. Også vølvens stav, mener nogle, er blevet et symbol på heksen – den er dog bare blevet til den kost, hun rider på.

 

Vølvens hverv

Vølven blev tilkaldt, når nogen havde brug for at kende deres skæbne eller ville vide, hvordan de kommende år ville blive. Derudover var vølven knyttet til frugtbarhedsguderne og har nok stået for frugtbarhedsceremonier. Det fortælles, at hun var fulgt af unge kvindelige hjælpere, når hun drog rundt fra bygd til bygd. Disse kvinder har hjulpet til, når der skulle sejdes og har sikkert været under oplæring som vølver.

 

Begrebet sejd dækkede over både spådomskunst og evnen til at påkalde og styre naturkræfterne. Den sidste del af sejden kan dog opfattes som en slags sort magi, og i visse kilder pålægges vølven også evner til at drive folk fra forstanden, forvolde impotens og tab af livslyst.

Desuden er sejd blevet opfattet som en så kraftfuld kundskab, at de sejdkyndige havde magt over liv og død. Sejd var baseret på forestillingen om, at sjælen kunne rejse uden for kroppen. For at sjælen kunne løsrive sig fra kroppen, måtte sejderen gå i trance med hjælp fra sine hjælpere, som galdrede (sang) imens. Når trancen var indtruffet, kunne sejderen kommunikere med det guddommelige eller foretage en åndelig rejse til en anden verden. Sejderen kunne få svar på spørgsmål om fremtidige begivenheder, vejret, sygdomme, krig, høsten eller opnå viden om, hvordan man kunne påvirke de kræfter, der styrede livsbetingelserne.

 

(Kilder: da.wikipedia.org, maanesunivers.tripod.com, Signe Bengtson)

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...