Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1366Visninger
AA

11. Mode

Som alle organiske materialer nedbrydes tekstil ofte hurtigt af mikroorganismer, med mindre særlige omstændigheder er til stede, og derfor er de sjældne i arkæologiske udgravninger. På grund af de enestående bevaringsforhold, der findes i gravhøje og tørvemoser, besidder Danmark en af verdens største samlinger af forhistoriske skindtekstiler, fra navnligt Ældre Jernalder.

 

Mands- og kvindedragten op gennem Jernalderen

 

Klædedragten var i den første del af Jernalderen knap så kønsbestemt, som den senere blev. Størstedelen af de beklædningsgenstande, som stammer fra Ældre Jernalder, er sandsynligvis blevet båret af begge køn, men måske på forskellige måder. Tøjet bestod af rektangulære stofstykker, der blev draperet eller svøbt om kroppen (både ben og overkrop) med snøre eller dragtnåle. Stofstykkerne klassificeres efter størrelse i henholdsvis tæpper, kapper og tørklæder.

Da Huldremosekvinden blev gravet op, fandt man også et stykke rundvævet stof. I begyndelsen blev det betragtet som en kvindedragt, fordi man troede, at det tilhørte Huldremosekvinden sammen med alle de andre fund, der blev gjort i mosen. Derudover ligner den peplosserne, som blev båret af kvinder; men nu tyder meget på, at dragten kan knyttes til en mand. En peplos er et langt rørformet stykke stof, der også blev anvendt i Romerriget og af kelterne. I Ældre Jernalder gik mændene også med knælange skindkilte, men man forestiller sig, at efterhånden som de opdagede, hvor praktiske romernes bukser var, når der skulle rides, blev bukser af skind og uld også indført i Danmark.

Bukserne kunne være knælange eller længere og kunne også have påsyede fødder. Til at varme underbenene havde man benvikler af uld, der ligesom en bandage blev viklet om benene og sandsynligvis sat fast med en form for dragtnål. I stedet for benvikler kunne man også bruge firkantede stofstykker, som blev holdt sammen om benet med snøre. Benvikler er kun blevet fundet i forbindelse med mænd, men det er muligt, at de også kan have været brugt af kvinder. Bukserne dukkede sammen med tunikaer, både med og uden ærmer, op omkring år 0. Disse beklædningsgenstande er ikke fundet i Danmark, men vi kender dem fra samtidige fund i Nordtyskland. I Vikingetiden begyndte mænd at anvende slå-om-jakker, med skrå lukning. På blandt andet guldgubber ses det, at jakkerne var prydet med brede borter. Jakkerne kunne både være knælange og kortere. Bukserne blev videre, mere folderige og gik til knæene.

 

 

Kvindedragten kunne i den første del af Jernalderen både bestå af bluse og skørt eller en peplos. Nederdelene kunne have en løbegang i taljen, som brugtes til at snøre skørtet ind med, men kunne også have lædersnøre stukket direkte igennem stoffet på ret tilfældig vis. Fund af smykker og fibler (dragtnåle) viser, at bluserne og peplosserne var holdt sammen med fibler ved skuldrene; nye opdagelser viser, at stoffet ved skuldrene også kunne være holdt sammen med påsyede bånd. Det øverste stykke af peplossen kunne foldes ud over brystet, således at det lå dobbelt, og om livet kunne peplossen holdes sammen med et bælte. I Yngre Jernalder udvikledes kjolerne til at være selekjoler holdt fast under skuldrene med skålspænder. Under dragten bar kvinderne særke af brændenælde eller hør. Fra omkring 700-800 år efter Kristus og opefter stammer mange fund af hør, som er bevaret på de store smykker. Om man har haft hørsærke før da, er der tvivl om. Hørplanten blev dyrket som næringsplante gennem hele Jernalderen, men i fundene fra Romersk Jernalder er der ingen bevarede plantefibre, på grund af det sure miljø i moser og fæstegrave. Dog har man i en hudfold på Huldremosekvindens knæ fundet en rest af nældetråd, og på hendes ryg er der et aftryk af et lærredsvævet stykke stof (plantefibre bliver som regel lærredsvævet). På især Fyn er der fundet gruber, som kan have været brugt til tørring af nælder eller hør, hvilket tyder på en plantefiberproduktion. Formen på særkene er usikker; den kan muligvis både have haft korte og lange ærmer, alt efter om den var til arbejdsbrug eller har tilhørt en kvinde med høj status.

 

 

Man har tidligere ment, at alle Vikingetidens selekjoler har været foldet som et rør, ligesom de tidligere jernalderkjoler, evt. med en slids, som gjorde bevægelsesfriheden større, men man har nu fundet frem til, at kjolerne var mere figursyede og med kiler indsyet, så kjolerne havde mere vidde forneden end foroven. De kunne også være kortere foran end bagpå. Dragten kunne bæres med eller uden bælte, og et forklæde kunne sættes på med skålspænderne ved skuldrene.

 

Kapper

Skindkapper blev båret af både kvinder og mænd. De var oftest syet af okse- eller fåreskind, men når det skulle være lidt finere af lam og kalv. Slagene var ganske korte og dækkede kun overkroppen. Kapperne blev syet sammen af mange stykker; derved opnåede man, at de fik facon, og hvis skindet havde pels, kunne man få hårene til at falde, som de skulle. Slagene kunne også være syet sammen af flere lag, så der både kunne være pels på inder- og ydersiden.

Der er også fundet vævede uldkapper, som man mener har tilhørt de rigeste mænd, hos hvem kapperne nok har været en del af festdragten.

 

 

Dragtens betydning

 

Man må formode, at de velhavende har haft flere dragter at vælge imellem, både hverdagsdragter og højtidsdragter, mens de lavere stillede kun har haft en enkelt dragt, som så blev skiftet ud en gang imellem. På nogle guldgubber ses gudinder i dragter, som ikke hørte samtiden til, men derimod mindede om dragter fra en ældre tid. Det er derfor muligt, at denne type dragter har overlevet, fordi det er blevet en religiøs klædedragt, båret af offerpræsten eller vølven, og den derfor ikke kunne ændres ved. Ligeledes anvendes præstekjolerne med Renæssancens pibekraver stadig i dag. En trælledragt er beskrevet i Vikingetidens sagaer, hvor en trælkvinde bærer en kort uldsærk uden ærmer. Hendes arme, ben og fødder er bare. Denne form for beklædning har nok været suppleret af en form for kappe. Visse trælkvinder blev friller – elskerinder – og fik derfor finere tøj, men der har nok været en forskel på deres og de gifte kvinders dragter. Noget tyder nemlig på, at Vikingetidens selekjoler havde forskellige længder, på baggrund af social status og hvad de skulle bruges til, for eksempel arbejde. Tidens dragter byggede ikke nødvendigvis på anstændighed, som det senere blev i Middelalderen, men de højtstående anvendte mere klæde og kunne have et lille slæb bag på kjolen, fordi de ikke behøvede at gå praktisk klædt.I sagaerne fortælles der om kvinder klædt i bukser med kiler. Det, at det nævnes, at bukserne havde kile, tyder på, at bukser med kile var forbeholdt mænd, men at der også fandtes andre type bukser, som kunne bæres af kvinder. Fund af relativt korte kjoler tyder også i den retning. At kvinderne red i mandebukser var i hvert fald ikke passende, og slet ikke når der var tale om højerestående kvinder.

 

Smykker

Smykker og perler har været forbeholdt de højtstående og har i langt højere grad end dragten understreget bærerens sociale rang. Smykkerne har betydet meget mere i Jernalderen end i senere tider, fordi pengeøkonomien ikke fandtes, og fordi ædelmetallerne blev tillagt beskyttende magt.

På trods af at der er fundet mange grave med skålspænder, er det ikke alle, der har båret dem. Spænderne er fundet i grave for dem med højere stand, men der findes også rige grave uden skålspænder, som derimod indeholder andre smykker. Skålspænderne har muligvis være forbeholdt de gifte, frie kvinder, men det vides ikke. Fra det 10. århundrede mindskes fundene af skålspænder. Brugen af perlekæder mellem skålspænderne synes også at aftage i det 9-10. århundrede. Skålspænderne var udbredt fra England til de Baltiske Lande, men synes at have deres rod i Sverige og Norge.

 

 

Blandt fund af dragter er der også nogle gange fundet amuletter i form af søpindsvin eller lignende.

I Huldremosekvindens kappe var der for eksempel indsyet en fint forarbejdet benkam, et smalt blåt hårbånd og en lædersnor, som var svøbt ind i en blære, og som må have fungeret som amulet.

 

Produktion af jernalderdragten

 

Ulden, man benyttede i Jernalderen, var fra får, der lignede nutidens Gutefår. Gutefår har i modsætning til andre mere almindelige fåreracer ikke kun forlængede uldhår, men også lange dækhår. Af den grund troede man tidligere, at jernaldermennesket blandede kronhjortehår i ulden.

Fårene blev kun klippet om foråret, fordi de bedste resultater kom ud af den lange helårsuld, når den skulle spindes. Inden ulden blev spundet, skulle den renses og kartes. Der er ikke bevaret karteredskaber fra Jernalderen, men nogle af klæderne, man har fundet, bærer præg af omhyggelig forarbejdning. Andre ser ud til at være fremstillet uden videre bearbejdning. Man ved, at Kartebolletidslen i Vikingetiden blev brugt til at opkradse overfladen på tøjet, så den blev ulden, og tidslen er senere, som navnet antyder, blevet benyttet til at karte; det er da også muligt, at den er blevet brugt til dette formål i Jernalderen. Når ulden var forarbejdet og renset, blev den spundet på håndten eller spindekroge.

 

 

Spinding

 

Der er forskellige måder at spinde på. Spindemønstre fremkommer ved at anvende garn med forskellige spinderetninger: S og Z. En tråd er S-snoet, hvis den er spundet mod uret, og Z-snoet, hvis den er spundet med uret. Trådens kvalitet bestemmes af den ten, man bruger. Hvis man ønsker en fin tråd, vælges en let tenvægt, og ønskes en tykkere tråd, bruger man en tungere tenvægt. Fund af håndtene i kvindegrave fortæller os, at tøjfremstilling har været kvindearbejde. Undersøgelser af et rigtig godt bevaret klæde, man fandt sammen med Huldremosekvinden, viser, at ulden i klædet er meget heterogen, og man derfor muligvis har handlet uld med andre lande. Højst sandsynligt Sverige og Norge. De spundne tråde i klædet er til gengæld meget homogene, hvilket tyder på, at spindersken har været den samme. Noget af ulden er altså kommet til Danmark fra Sverige eller Norge, andet er fra danske får, men det er alt sammen spundet det samme sted. Når trådene var spundet, kunne man enten farve dem, væve dem eller lave bånd af dem m.m.

 

 

Vævning

Fra Jernalderen kendes to typer væve: Opstadsvæven og rundvæven. Opstadsvæven er formentlig ikke blevet brugt af alle, men i stedet brugt til store og arbejdskrævende stoffer vævet af professionelle. På opstadsvæven holdes trenden (den langsgående tråd på væven) udstrakt af sten- eller lervægte, som bundter af trendtråde er bundet til. Selve væven er aldrig fundet, kun vægtene.

Vævevægte kendes allerede fra bondestenalderen, hvor de af og til findes på bopladserne. Vævevægte er ikke lige jævnt repræsenteret gennem forhistorien, og fund af vævevægte er ikke almindelige for tiden før efter Kristus. Rundvæven efterlader sig ikke vægte, da trenden i stedet er blevet spændt ud over to bomme, og derfor kender man kun til væven, fordi man kan se, at mange af dragterne fra Ældre Jernalder er blevet fremstillet på rundvæve, da der opstår cylindriske stykker ved denne vævemetode. Rundvæven er sandsynligvis blevet benyttet op gennem hele Jernalderen, da det er muligt at flytte den, og den derfor er bekvem at arbejde med.

 


 

I den ældste del af Jernalderen blev dragterne oftest færdiggjort på væven, og derfor optrådte det meste syarbejde i forbindelse med reparationer. Syarbejdet fra denne periode er ofte groft og noget sjusket udført. I Yngre Jernalder og Vikingetiden bliver mere figursyede dragter indført, og syarbejdet forbedres derfor.

 

De mest anvendte vævemetoder var forskellige former for kipervævning: Almindelig kiper, brudt kiper, gåseøjekiper, slangekiper og den smukke krystalkiper. Bronzealderens foretrukne væveteknik, lærredsvævningen, levede dog stadig videre.

 

 

 

Krystalkiperen har vist sig at være så ensartet, at det er let at komme til at tro, at der har ligget en industriel produktion bag, som minder om den, der opstod i Mellemeuropa i samme tidsperiode. Trådantallet på 20 trend og 18 islæt (de tværgående snore, der væves under og over trenden) følges konsekvent. Alle stykker er z-spundet i trenden og s-spundet i islætten. Trådtætheden er på 14-18 tråde per centimeter. Måske har laugslignende organisationer opstillet visse kvalitetskrav, der skulle overholdes. Kvaliteten af klædet ændrede sig op igennem tiden og blev finere. I Bronzealderen var trådtætheden kun 4-6 tråde pr centimeter, kort efter år 0 lå den på 8-12 tråde, og allerede i det næste århundrede var den blevet 10-16 tråde pr centimeter. I 200-300-tallet var trådtætheden 14-20 tråde.

 

 

 

Færdiggørelse af dragt.

Stoffet og garnet blev farvet med planteudtræk, og dragterne havde ofte tern- og stribemønstre.

Farverne rød og blå har været de fineste. Den blå var mest almindelig, men da der gik meget af vajd-planten på en blå farvning, har den været kostbar. Ud over disse farver har dragterne været brune, grønne, gule og orange. Mørkere nuancer kunne opnås ved at farve tøjet flere gange. Selvfølgelig har man også brugt naturligt pigmenterede garner, og man har vævet mønstre med disse garner, som man senere har kunnet farve og derved opnå flere nuancer i stoffet, med den samme farvning. Noget andet, man kunne gøre, var at væve på forhånd farvet garn ind i et ellers ufarvet stof og derpå farve stoffet, så striberne ændrede farve sammen med resten af stoffet. Dette gør det svært at bedømme, hvilke farver dragterne har haft, for hvis man for eksempel vævede indigo ind i et ufarvet stykke stof, som man derefter farvede gult, ville indigomønsteret blive grønt; men hvis resten af stoffet var fremstillet af allerede farvet garn, og det derfor ikke er blevet farvet senere hen, har indigoen bevaret sin blå farve. Når dragten var færdig, kunne man pynte den med påsyede bånd.

Brikvævning er en kompliceret kunst, som var udbredt i Jernalderen. Væveformen har eksisteret i mange kulturer, men de ældste kendte eksempler på brikvævede bånd herhjemme stammer fra Ældre Jernalder. Desuden har man fundet to træbrikker i en mose i Vestjylland, der er dateret til mellem det 1. og 3. århundrede efter Kristus. Ved brikvævning bruger man små (oftest) kvadratiske brikker med et hul i hvert hjørne. Trenden trækkes igennem det antal brikker, der er nødvendigt til det ønskede mønster og bredde, og brikkerne stilles på højkant. Den ene ende af alle trendtrådene gøres fast til et punkt, og den anden ende fastgøres til væverens bælte. Så drejes brikkerne, og en tværgående tråd (islætten) lægges ind, brikkerne drejes igen, og islætten væves tilbage ind imellem trådene.

 

 

Man har tidligere troet, at de islandske og færøske slyngbånd er blevet brugt i Vikingetiden og muligvis også tidligere Jernalder; men de fund af bånd, man har gjort, har med større sandsynlighed været virkede bånd. Virke er en teknik, hvor man fletter eller nærmere, på skrå, væver fire snore ind i hinanden.

 

(Kilder: denrenemiddelalder.dk, da.wikipedia.org, oldtiden.natmus.dk, danskhistorie.dk, tollundmanden.dk, dramaioldtiden.natmus.dk, Anne Batzer fra Sagnlandet Lejres vævestue. Youtubekanalen naturesciencedk, denstoredanske.dk, Oldtiden i Danmark: Jernalderen, brikvaevning.dk,)

 

Mine egne jernalderdragter

 

De tre dragter, jeg har fremstillet, er to peplosser, én uden det øverste stykke bukket ned over brystet og én med, samt et skørt med tilhørende bluse.

 

Farven på det købte stof til peplos og skørt var oprindeligt lysebrun; jeg ville gerne farve det blåt ligesom Lønne Hede Pigens kjole, men farvningen mislykkedes. Da jeg alligevel syntes nogenlunde om kuløren, valgte jeg at beholde den, og den skulle efter sigende være nogenlunde autentisk. Dog er jeg ked af, hvis dens gråbrune farve giver indtryk af, at man i Jernalderen ikke gik i andet end farveløst og kedeligt tøj, for det var bestemt ikke tilfældet. Jeg blev selv meget overrasket, da jeg satte mig ind i tiden, og det samme er andre blevet, når de har set Lønne Hede Pigens farverige dragt og Huldremosekvindens ternede. Vævemetoden, der er brugt, er kiper, som også blev benyttet hyppigt i Jernalderen. Men den er nok lidt tyk i kvaliteten.

 

Den første peplos var oprindelig tænkt som en lang, ærmeløs bluse, men da stoffet er ret tykt, kom dragten til at se en anelse klumpet ud, med skørtet uden på tunikaen. Desuden ville jeg gerne vise, at Jernalderens dragter havde andre farver end brun, derfor valgte jeg at lade peplossen stå som en dragt i sig selv og så sy en bluse til skørtet. Fordi dragten var tænkt som en bluse, har jeg klippet stoffet for kort, og dette er grunden til, at den ikke har det øverste stykke bukket ud over brystet, som det ellers var skik og brug i Jernalderen, så man kunne slå det op over hovedet som et sjal. Så vidt jeg ved, er der ikke fundet en dragt med denne facon, men det virker for mig ikke usandsynligt, at den har eksisteret. Peplossen holdes sammen i siderne med et brikvævet bånd. Jeg har ikke vævet båndet selv, da det er en meget svær og tidskrævende proces.

Til gengæld har jeg i forbindelse med opgaven lært mig en lille del af brikvævningskunsten. Som bort på den øverste søm har jeg sat et slyngbånd, der matcher brikvævningsbåndets farver. Det er meget usikkert, om slyngbånd blev brugt i Jernalderen, men de er blevet benyttet på Island og Færøerne i senere tider; der er også fundet bånd på dragter fra Vikingetiden, som kunne minde om, men som nok snarere er virkede bånde eller piskeflet med otte totter.

 

Skørtet har en imiteret rørvævningskant i sømmene, hvilket vil sige, at jeg ikke har lavet den på samme måde, som man gjorde i Jernalderen, men i stedet snydt mig til noget der ligner. Rørvævning er en teknik, der blev benyttet, når man vævede på rundvæve. Derfor har skørtet også en imiteret hæklet rundvævsopsætningskant, som blev lavet af de løkker, der opstod, når man trak opsætningssnoren ud af stoffet. Jeg har lavet imitationen ved at trække nogle snore ud tæt på kanten af stoffet (ikke ægkanten), bukke kanten om og sy den så der opstod nogle løkker, som jeg hæklede sammen.

I livet er skørtet holdt sammen med en lædersnøre. Jeg har efterlignet et detaljeret billede af Huldremosekvindens nederdel i måden snøren er sat i på.

 

 

Bluse

Jeg havde egentlig tænkt, at blusen skulle være en flot limegrøn, som jeg havde set en kvinde i Sagnlandet bære, men da jeg var ude for at købe stof, fandtes ikke rigtig noget i farven, som samtidig levede op til, hvordan et klæde fra Jernalderen så ud. Derfor valgte jeg et stof, der var vævet i brun brudt spidskiper (se tegning af vævemetode s. ). Blusen er syet som en kort peplos, med knaphulssting i sømmen. Røret er syet sammen med tætte bagsting, og sømkanterne er fastgjort med knaphulssting, så de ikke flapper.

 

Orange peplos i traditionelt 'snit'

Da jeg var ude at kigge på stof til blusen, faldt jeg over noget, jeg ikke kunne stå for. Det var ligesom blusen vævet i brudt spidskiper, men – jeg tilstår – kun af 30% uld. I stedet for et fuldstændig autentisk materiale har jeg prioriteret, at stoffet skulle kunne illustrere, hvilke farver og mønstre der er blevet anvendt i Jernalderen. I stoffet har jeg prøvet at indvæve en opsætningssnor, som kendetegner klæder vævet på rundvæv. Jeg har lavet den på samme måde som med den hæklede rundvævsopsætningskant, ved at trække nogle snore ud af det vævede stof og sy det således, at der opstod noget, der lignede de løkker, man fik ved at trække opsætningssnoren ud af stoffet; men i stedet for at hækle løkkerne sammen, trak jeg en grovere snor gennem løkkerne på begge stofender, så de to ender blev 'vævet' sammen på samme måde som på en rundvæv. En ret tidskrævende proces.

Mønsteret havde jeg oprindelig tænkt som vendende den anden vej, altså med 'pilemønsteret' (se tegning af brudt spidskiper på s. ) op- og nedadgående, men da jeg gerne ville have opsætningssnoren med, regnede jeg hurtigt ud, at hvis klædet var blevet vævet på en rundvæv, så ville pilemønsteret pege til siden på peplossen. I sømmene har jeg ligesom på skørtet lavet en imitation af rørvævning. Jeg ved ikke, hvor realistisk det er, at kipermønsteret fortsætter ned i rørvævningen, men det var den bedste måde, jeg kunne lave det på. En søm syet med knaphulssting blev ikke brugt på en rundvævet peplos, for det udgjorde ægkanten jo. En imitation af en ægkant kunne jeg ikke udregne. Jeg valgte lukning med snore i stedet for nåle.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...