Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1370Visninger
AA

7. Landsbyen

 

Jernalderen var det område, som vi kalder Danmark, delt op i små stammesamfund. Gennem Jernalderen blev mange af stammerne slået sammen, hvilket betød, at der i den sene Jernalder og Vikingetid opstod kongedømmer. Stammerne bestod af et antal landsbyer på et landområde, hvis størrelse man ikke præcis kender i dag. Hvert stammeområde blev styret af en høvding. I de landsbyer, der er blevet udgravet totalt, har arkæologerne fundet ét hus, der var meget større end de andre, og man formoder derfor, at høvdingen har haft en bolig i hver landsby. Landsbyerne bestod af 2-25 gårde samt værksteder og forrådskamre. I Vestegnen og Nordvestegnen i Jylland lå gårdene sådan, at en gård med omgivende marker stødte op til den næste gårds marker. Nogle steder lå der også små landsbyer. I Nordsjælland var bebyggelsen tværtimod meget spredt, og der kendes ingen bopladser med landsbylignende træk.

 

Uden for landsbyhegnet opdyrkede man marker, som var omgivet af overdrev og udmark, hvor dyrene kunne græsse. Disse græsningsområder har været fyldt med søer og vandhuller, hvor dyrene har kunnet drikke. Markerne var afgrænsede af levende hegn i form af træer, så hver husholdning havde deres egne marker. Hvis markerne blev udpinte, flyttede man landsbyen, så man kunne opdyrke nye jorde. Desuden holdt et hus dengang kun 20-40 år, så skulle der bygges et nyt.

Til landsbyen hørte også en ler- eller sandgrav, der indeholdt byggemateriale til opførelsen af huse.

 

Mange navne på byer i dag kan spores tilbage til Jernalderen. Det gælder bl.a. de byer, hvis navne ender på -um, -inge, -lev, -sted, -ten, -løse, -rup. Behovet for at navngive bygder og byer må være forbundet med menneskets behov for at sikre sig en vis bofasthed, og lige så gammelt. Det har også været nødvendigt med navne på bebyggelserne, når man har skullet kommunikere på tværs af landsbyer, så man kunne betegne deres lokalisering og deres indbyggere. De fleste stednavne giver gennem deres betydning information om den enkelte lokalitet – hvis man ellers kan forstå navnet rigtigt. For eksempel kunne man tro, at Grenå fortalte om en lokalitet, der havde noget med en å og en gren at gøre, men kigger man som navneforsker nærmere på navnets betydning, vil ældre former som Grindhøgh og Grinøgh afsløre, at navnet snarere henviser til en høj, som enten har været karakteriseret af grus eller af et led.

 

Huse og gårde

Når man udgraver jernalderlandsbyer, er det kun stolpehuller og måske rester af stampet lergulv, man finder, derfor er det umuligt at vide, hvordan Jernalderens huse præcist har set ud. Man ved, at væggene er blevet bygget op om stolper, der har holdt taget oppe. Væggene blev bygget af ler blandet med halm og måske gødning, som blev klasket op om pileflet mellem de bærende stolper. Fra enkelte udgravninger kendes stykker af lerklinede vægge, der var klinet med lyst ler eller kalkede, men man ved ikke, hvor almindeligt det har været i Jernalderen. Fra Bronzealderen har man også fundet bemalede stykker væg, og det er da muligt, at de også har eksisteret i Jernalderen. Jernalderens typehus var omkring 5 meter bredt, 7-20 meter langt og treskibet. Inde i huset stod der altså også stolper og bar taget. Det er ikke til at sige, hvordan taget har set ud, eller hvor høje væggene har været. Men taget har antageligt været af tagrør, tørv og/eller tang. Langhusene lå oftest i øst-vestvendt retning, med beboelsesenden i vest. I den anden ende var indrettet en stald, hvor husstandens dyr stod. Det er let at tro, at man har haft dyrene stående i huset, fordi de måske giver ekstra varme; undersøgelser i Sagnlandet Lejre har dog vist, at dyrene ganske vist har afgivet en vis varme, men ikke i nævneværdig grad, nemlig allerhøjst 2 grader. Varmen forsvinder nemlig hurtigt ud på grund af den dårlige isolering af huset. Ildstedet er den altoverskyggende varmekilde i huset, hvor der for øvrigt er ca. 5-10 grader på en vinterdag, alt afhængigt af vejret – koldere på gulvet. Skorstene er der, ligesom tage, ikke bevaret rester af. Dog har man fundet en kurv uden bund oven på et ildsted, der kunne have siddet i taget og fungeret som skorsten. I Sagnlandet Lejre har man forsøgt sig med at sætte en sådan kurv i taget på et af husene.

På de andre huse har man i stedet for et hul over ildstedet lavet et trekantet hul øverst i hver gavl-ende, hvorigennem vinden kan passere og tage røgen med sig, men røgen er også sivet ud gennem det stråtækte tag, når det ikke regnede eller der lå sne. Disse huller har nok haft træskodder eller lignende, så man har kunnet lukke dem, hvis kulden er blevet for slem. Det lader også til, at det er denne form for skorsten, der er mest effektiv i praksis. Der har siddet to døre over for hinanden i midten af huset. Den eneste dør, man har udgravet, er meget lav; men det er muligt, at det kun er en del af døren, man har fundet, og at højden på dørene har varieret. Det er måske nærliggende at tro, at menneskene var meget små dengang, men de lig, man har udgravet, stemmer ikke overens med højden på dørene, så hvis dørene har været på den udgravede dørs størrelse, har det nok været på grund af et spørgsmål om at holde på varmen. Døren er fundet i Nørre Fjand i Nordvestjylland.

 

 

Indretning og inventar i Jernalderens huse

 

Ildstedet var som nævnt den eneste varmekilde ud over husets beboere, og derfor det vigtigste inventar. Det var naturligvis også husets lyskilde og stedet, hvor maden blev tilberedt.

Det var bygget op af ler, iblandet halm og komøg, på store granitsten, som medvirkede til at holde på varmen, efter at ilden var gået ud. Man har fundet flere eksempler på dekorerede ildsteder. Dekorationerne er lavet ved hjælp af snoede snore og stempler. I en islandsk saga berettes det om en mand, der undgik at brænde inde i sit hus ved at skære ”huden” over ildstedet ned og svøbe sig ind i den. Man regner med, at der er tale om et gnistfang, som har sørget for, at der ikke fløj gnister i stråtaget, som antændte det. Forsøg viser imidlertid, at det næppe har været nogen tvingende nødvendighed.

 

 

 

Bænke og skamler er der fundet flere af, i udgravninger i bl.a. Tyskland og i krigsbytteofferfundet i Viemosen på Fyn, men ingen borde. Nogle arkæologer mener, det har haft en særlig status at have en skammel, fordi man derved var hævet over andre. Fra Bronzealderen har man bl.a. fundet skamler i rige folks grave som en del af gravudstyret, så dengang må de i hvert fald have haft en særlig betydning. Ildstedernes lave højde tyder også på, at man har opholdt sig siddende på gulvet eller på hug, som man kender det fra andre kulturer. Vi ved ikke helt nøjagtigt, hvor almindelige skamler og evt. andre møbler var. I Vikingetiden blev den trebenede skammel dog almindelig, ligesom bænke, og nu var det stole med ryglæn, der skilte sig ud. Stolene er kun fundet i få meget sporadiske tilfælde og kun i de øverste samfundslag. En af de stole, man har fundet, har en række tætsiddende huller langs stolens overkant, hvilket tyder på, at selve sædet har bestået af snoreflet, muligvis med en hynde ovenpå.

 

Senge fra Jernalderen har man ikke direkte fundet, men man har fundet forskellige rester af forkullede stolper og tildannede stykker tømmer, der godt kunne være fra senge eller andre møbler.

Man regner med, at der på sengene har ligget skind, måtter og bunker af løs halm, men man ved stadig ikke, hvordan Jernalderens mennesker har indrettet deres sovepladser; det er da muligt, at man har haft puder og dyner stoppet med fjer og dun eller halm. Fra Vikingetiden har man fundet en seng, der indgik som en del af gravgodset i en skibsgrav fra Norge.

 

Gruttesten og skubbekværne er fundet på næsten alle udgravninger af jernalderbopladser.

En skubbekværn består af en 'ligger', som er underdelen af kværnen, og en 'løber', der er den lille glatte sten, man skubber frem og tilbage på liggeren og maler det imellemliggende korn med.

Drejekværnen blev indført til Danmark i løbet af det 2.-3. århundrede efter Kristus. Den er langt mere effektiv end den gamle skubbekværn, som man har brugt, siden man begyndte at dyrke korn i Danmark for over 5500 år siden.

 

 

 

Træskrin og kister er der fundet en del af; de må derfor have været ret almindelige. De kunne være lavet af planker eller udhulet i træ.

 

Hylder er der ikke direkte spor af i arkæologiske udgravninger af jernalderhuse. Men det har selvfølgelig været nødvendigt med steder til at opbevare krukker og forråd.

 

Hegn

I den ældste del af Jernalderen begyndte man at omgive landsbyens huse af et fælles hegn. Det blev man ved med, men efterhånden, som Jernalderen skred frem, og landsbyerne voksede, begyndte man også at bygge hegn rundt om de enkelte gårde. De første hegn lå meget tæt på husene, mest i græsningsområder, og har nok haft til hensigt at holde dyrene fra at æde af tagene; senere har hegnene fået betydning for Jernaldermenneskets identitetsfølelse, idet de tydeligt har vist, hvor grænsen for en ejendom gik. Hegnene blev indført samtidig med andre afgrænsningsprincipper, for eksempel var det på den tid, at bønderne begyndte at afgrænse deres marker, og også gravsteder blev omgivet af pæleværk og palisader. De første spor af hegn er fra Vestjylland. Arkæologen Mette Løvschall mener, at der også har eksisteret grænser inden da, behovet for at markere dem har bare ikke været lige så stort, og man har i stedet brugt markører i landskabet, såsom gravhøje eller træer, til at skelne.

 

Husdyr

Husdyrene var livsnødvendige i Jernalderen. Dyrene var arbejdskraft, når markerne skulle pløjes, de gav menneskene tøj på kroppen og mad at spise. Hver husholdning havde deres egne dyr og var derfor selvforsynende med mad og tøj. Dyrene i Jernalderen har set en del anderledes ud, end de gør i dag. Først og fremmest var de mindre, og siden dengang har man avlet meget for at gøre dem mere nyttige, så som at give grisen et større fedtlag og sørge for at koen leverer mere mælk.

 

Et af de vigtigste dyr i Jernalderen har været koen. Kvæget har været en fantastisk arbejdskraft og desuden leveret skind, kød og mælk. Men dyrene har ikke kunnet give nær så meget mælk, som vor tids køer kan. I dag leverer en enkelt ko i gennemsnit 24 liter mælk om dagen, hvor de i Jernalderen kun var oppe på to. En husholdnings antal af køer og kvæg har fortalt meget om, hvilken status den har haft i landsbyen. Dyrene har græsset i nærheden af bopladserne, så man hurtigt kunne drive dem ind til malkning. De har sandsynligvis stået indendøre hele vinterhalvåret. Kvæget blev slagtet, når det havde nået en alder på tre år eller mere.

 

Tyren har i næsten alle kulturer været dyrket som et frugtbarhedssymbol, og det er også tilfældet i Danmarks Jernalder. Der er i hvert fald fundet en del afbildninger af tyre og tyrefigurer.

 

Et andet vigtigt dyr i Jernalderen var selvfølgelig fåret. Det har ikke kun været på grund af dets uld, for størstedelen af de knogler, man har fundet, er fra får, der er blevet slagtet før, de blev et år gamle og altså ikke er blevet klippet. Jernalderfåret har lignet det gammelnordiske gutefår og har været meget mindre end nutidens får; det har desuden haft horn og grovere pels med lange dækhår.

 

Svinet har også optrådt hyppigt i Jernaldermenneskenes hushold. Man mener, at de er blevet drevet ud på olden i skoven hele året. Olden er en fællesbetegnelse for skovens nødder, så som bog og agern. Når svinene ”kom på olden”, kom de ud i skoven for at spise disse nødder. Tidspunktet for slagtningen af dyrene har varieret fra et- til treårsalderen. Svin er ikke som de øvrige husdyr fundet i forbindelse med moseofringer. Måske var føden ikke fin nok til guderne. Svinet er til gengæld talrigt repræsenteret i bopladsernes affaldslag samt nedlagt i grave sammen med får og kvæg som et måltid på rejsen til Dødsriget.

 

Hesten blev primært brugt som ride- og køredyr, men fund af marvspaltede knogler viser, at man også har spist hestene. Dyrene har også haft en religiøs funktion; fra Bronzealderen kender vi Solvognen, som trækkes af en hest. At hesten også har haft en religiøs betydning i Jernalderen ses på de mange hestekranier og huder, der er blevet ofret i moserne. Der er også fundet heste begravet sammen med deres herrer, men det forekommer kun hos de højeststående i samfundet.

 

De første fund af tamfugle stammer fra århundredet omkring Kristi fødsel. Fuglene er sandsynligvis blevet udbredt af romerne. Den danske høne nedstammer fra de sydøstasiatiske bankivahøns. Ænder og gæs kan være domesticerede lokalt, da deres vilde form lever naturligt i Danmark. Selvom knogler fra fjerkræ hyppigt findes på jernalderbopladser, er det først efter Vikingetiden, at de bliver fundet i større antal.

 

Jagt og fiskeri har suppleret den mad, husdyrene har givet. Det kunne være fuglefangst, netfiskeri og jagt af skovens vildt, men visse steder også jagt på sæler og marsvin; desuden er blåmuslinger og østers blevet indsamlet, hvor det var muligt. Diverse affaldsdynger har dog vist, at andelen af vildt udgjorde en meget lille del af de daværende folks ernæring.

 

De dyrkede marker

Den vigtigste kornsort i Jernalderen var den seksradede byg. Derudover dyrkede man nøgen byg, hvede, hestebønner, markærter, havre, hør og sæddodder. Rug blev almindelig omkring det andet århundrede efter Kristus, men optrådte faktisk kun som ukrudt. Spelt, hirse, enkorn og emmer blev også dyrket i begyndelsen af Jernalderen, men omkring år 0 begyndte de at forsvinde ud af landbruget. Udbyttet af sæden var slet ikke på højde med, hvad man får i dag. I dag kan en mark let give 40-50 gange så meget korn, som der er blevet sået, mens man i Jernalderen kun fik omkring 4-7 fold, alt efter om marken var nylagt og velgødet, eller om den var blevet gold. Høsten skulle bruges til brød, grød, øl og selvfølgelig udsæd til næste år, så der skulle spinkes og spares gennem hele vinteren. Derfor har man også indsamlet vilde frø og planter som supplement til kosten. De vilde frø kunne for eksempel være spergel, hvidmelet gåsefod, fuglegræs og rødknæ, som alle er ukrudtsplanter, der naturligt har vokset i de dyrkede marker. Kendskabet til Jernalderens korndyrkning har vi fra fund af enkelte forkullede korn fra udgravede tomter og fra aftryk af korn i lerkar. I Nordjylland har man også fundet krukker og lersiloer med større mængder korn. I affaldsgruber er der fundet et potteskår med brændte grødrester, en bageplade med en lille byg-/rugkiks fra Esbjergegnen, et par forkullede brød fra Sverige samt rester af øl i ofrede kar og som gravgaver. Desuden har man via obduktion af moselig fundet over 60 forskellige frø og kornsorter.

 

 

(Kilder: oldtiden.natmus.dk jernalderlandsbyen.dk

da.wikipedia.org, Oldtiden i Danmark: Jernalderen, www.danskhistorie.dk, Sagnlandet Lejre, P1, Politikens bog om Danmarks Vikingetid, kroppedal.dk, denstoredanske.dk, )

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...