Jernalderen i Danmark

Dette er min opgave om Jernalderen i Danmark. Den blev fremlagt i marts 2012 og jeg har brugt omkring et år på at skrive den og novellen Linds Saga, som også ligger herinde på Movellas, samt lave 3 dragter og andre jernaldersager som praktisk del af opgaven.
Opgaven er mit hjertebarn, da jeg ventede i 4-5 år på at komme i 11. og 12. klasse, hvor man på steinerskoler får lov at skrive årsopgaver, for at kunne skrive om yndlingsemnet "Jernalderen".

Opgavens mål er at skabe et bredt overblik over tidsperioden og forsøger at belyse emnerne:

-Arkæologiens historie
-Arkæologisk metode
-Klima og Landskab i Jernalderen
-Jernalderlandsbyen
-Handelsbyer i Jernalderen
- Jernalderens Håndværk
-Mennesket i Jernalderen
-Mode i Jernalderen
-Nordisk Religion og Tradition

Opgaven indeholder også min egen øjenvidneberetning fra Sagnlandet Lejre.

6Likes
3Kommentarer
1390Visninger
AA

15. Konklusion

Jernalderen i Danmark

 

Klimaet i Jernalderens Danmark var meget lig det klima, landet har i dag. Landskabet var præget af fugtig natur, hede og skov. Nogle steder blev landskabet afbrudt af bebyggelse og det omkringliggende dyrkede landskab.

 

I det dyrkede landskab såede man især byg, hvede, hestebønner, markærter, hør og sædodder.

Bebyggelsestætheden var forskellig fra område til område i landet. På Sjælland var den således meget sporadisk, mens der i Jylland var egentlige landsbysamfund. Senere, i 700-tallet, opstod rigtige byer, i de områder der fungerede som handelscentre.

 

Jernalderens typehus var omkring 5 meter bredt, 7-20 meter langt og treskibet, med lerklinede vægge. Halvdelen af huset fungerede stort set altid som stald for husholdningens kvæg.

 

Klasseforskellene voksede i løbet af Jernalderen, hvor samfundet blev styret af en elite, der byggede sin magt på jordbesiddelser. I mellem kønnene ser det ud til at der har hersket en vis ligestilling, selvom arbejdsområderne var forskellige.

 

Moden rettede sig efter samfundsklasserne. I begyndelsen af Jernalderen var den nærmest kønsneutral, for senere at blive kønsspecifik. Mændene begyndte nu at gå i bukser og kjortel. Kvindedragten bestod af bluse og nederdel eller peploskjoler, senere selekjoler med undersærke.

 

Kvinden har været fremtrædende i den religiøse del af hverdagen. Den ældste jernalderguddom, vi kender til, var frugtbarhedsgudinden Nerthus, og fra Vikingetidens beretninger ved vi, at vølven var knyttet til religion og ritualer. Vølven var oftest en kvinde, og hvis ikke, blev mændene, der beskæftigede sig med vølvens hverv, ofte opfattet som umandige.

Fra Vikingetiden kendes flere guder og guddommelige væsner, og mere omfattende myter om disse. Myterne bærer præg af en mere mandsdomineret og krigsorienteret religion, men frugtbarhedsdyrkelsen er stadig repræsenteret af vaneslægten.

 

Livet i Jernalderen har uden tvivl været hårdt, og mange mennesker har slidt sig selv ihjel på grund af det barske hverdagsliv, hvilket ses tydeligt i de arkæologiske fund af skeletter. Imidlertid skulle der gå mange århundreder, før det almindelige menneskes livsvilkår ændredes i afgørende positiv retning. Først i løbet af 1900-tallet forbedredes de sociale, politiske og økonomiske forhold så meget, at de fleste kunne få et liv uden sult og frygt for at dø for tidlig af alvorlig sygdom eller slid.

 

Karakteristisk for hverdagslivet i Jernalderen var forbindelsen til gudeverdenen. Det religiøse liv, med dets symboler for mennesker og naturkræfter, var en integreret del af jernaldermenneskets daglige liv, ikke mindst optagetheden af varsler og ritualer gjorde sig gældende. Myternes dramatiske udlægninger af frygt, længsel og forskellige oplevelser har modsvaret et behov for forbilleder og forklaringer såvel som trøst og underholdning i livet.

 

 

Linds Saga

 

Den novelle, jeg har skrevet, har udviklet sig til at være noget anderledes, end mit mål var for den. Målet var at give indblik i, hvordan jeg tror, hverdagen har udspillet sig i Jernalderen, men da romaner og noveller ofte er lidt mere dramatiske end som så og skildrer uvante situationer i hovedpersonernes hverdag, kom min novelle også hurtigt til at ændre karakter efter genren.

Den blev meget lang. Jeg havde oprindelig tænkt mig at skrive et par noveller på ca. ti sider, men da jeg først var i gang med Linds Saga, kunne jeg ikke stoppe. - Og der er ingen, der skal sige, at jeg ikke prøvede! Jeg prøvede gang på gang at tage livet af Lind, gøre hende syg og sulten og så fuld af sorg, at hun ikke kunne leve videre, men alligevel formåede hun at nå en næsten lykkelig slutning på sagaen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...